GRØNLAND // ANALYSE #2 – Et selvstændigt Grønland vil overtage ansvaret for sin udenrigs- og sikkerhedspolitik, men ikke nødvendigvis den nødvendige forhandlingsstyrke. Folkeretten sætter rammerne, men når det gælder USA’s militære tilstedeværelse, bliver udfaldet i sidste ende et spørgsmål om politik, magt og Grønlands evne til at agere som ny stat i et asymmetrisk forhold til verdens stærkeste militærmagt.
Som situationen er i dag, reguleres USA’s militære tilstedeværelse i Grønland af forsvarsaftalen af 1951. Den blev i sin tid indgået mellem Danmark og USA som en del af Natos opbygningsaftale og bygger på, at samtykket ikke gives af Grønland, men af Kongeriget Danmark.
Hvis Grønland bliver selvstændigt, ændrer situationen karakter. Ikke fordi folkeretten forsvinder. Men fordi den holder op med at give entydige svar.
Når folkeretten stopper ved rammen
Ifølge professor emeritus i folkeret Frederik Harhoff er det netop her, debatten går af sporet. Folkeretten afgør ikke, hvad der sker. Den fastlægger alene rammerne.
”Folkeretten siger ikke, at aftalen automatisk videreføres, og den siger heller ikke, at den bortfalder. Den siger, at det er op til parterne at tage stilling,” forklarer han.
Et selvstændigt Grønland vil typisk have færre specialiserede embedsmænd, begrænset erfaring med stormagtsforhandlinger og et politisk system, hvor personskift kan få stor betydning
I praksis betyder det, at et selvstændigt Grønland og USA vil stå i en situation uden et juridisk autopilotsvar. Videreførelse kræver aktiv handling, og udfaldet bliver et resultat af politiske forhandlinger.
Selvstændighed som proces
Selvstændighed er ikke en ny idé i Grønland. Den har været en gennemgående politisk præmis siden indførelsen af hjemmestyret og står i dag på dagsordenen hos alle grønlandske partier.
Men hvor målet er fælles, er tidslinjerne forskellige. Nogle partier ønsker en hurtig proces og et tydeligt brud med status quo. Andre ser selvstændighed som et langsigtet projekt, der forudsætter opbygning af økonomi, institutioner og international handlekraft.
I grønlandsk politik bliver selvstændighed derfor ofte forstået mindre som en dato i kalenderen og mere som en gradvis proces.
Grønland i tal
Befolkning: ca. 56.000 mennesker
Heraf i Nuuk: ca. 19.000 (omkring en tredjedel af befolkningen)
Areal: verdens største ø – men blandt verdens mindst befolkede samfund
Administrativ kapacitet: små forvaltninger og begrænset embedsmandsapparat
Til sammenligning:
USA har over 330 millioner indbyggere og et udenrigs‑ og sikkerhedspolitisk apparat med titusinder af ansatte.
Pointen:
Et selvstændigt Grønland vil skulle forhandle direkte med en stormagt fra et strukturelt ulige udgangspunkt.
”Tanken om grønlandsk selvstændighed er ikke ny. Den har eksisteret siden indførelsen af hjemmestyret i 1979. Det afgørende er ikke, om Grønland vil blive selvstændigt, men hvornår betingelserne er til stede,” fortæller Nick Bæk Heilmann.
Han er senior associate i konsulent‑ og rådgivningsvirksomheden Kaya Partners og har tidligere arbejdet i både Grønlands og Danmarks udenrigsforvaltning. Han følger grønlandsk statsdannelse som proces og rådgiver om politiske og institutionelle risici.
Ikke for enhver pris
Den procesforståelse afspejler sig også i befolkningens holdning. Det er et gennemgående mønster i grønlandske meningsmålinger, at opbakningen til selvstændighed falder markant, hvis den forbindes med tab af velfærd.
For mange grønlændere er selvstændighed en naturlig udvikling. Men kun hvis hverdagen kan hænge sammen.
Det gør selvstændighed til et politisk projekt, der ikke kun handler om identitet og suverænitet, men også om økonomi, velfærdsmodel og administrativ bæreevne. Og netop den kobling bliver afgørende, når man bevæger sig fra folkerettens rammer og ind i forhandlingsrummet.
”De fleste grønlændere ser selvstændighed som en naturlig udvikling. Men støtten er betinget. Hvis selvstændighed betyder nedgang i velfærd, falder opbakningen markant,” siger Nick Bæk Heilmann.
Ansvar uden kapacitet
Hvis Grønland bliver selvstændigt, flytter kompetencen på udenrigs- og sikkerhedspolitik fra Danmark til Nuuk. Det er der bred enighed om blandt eksperter. Men kompetence er ikke det samme som forhandlingsstyrke.
Lektor i international politik Marc Jacobsen peger på, at Grønland i praksis vil stå i en ny rolle.
”Uanset hvilken selvstændighedsmodel man forestiller sig, vil Grønland få kompetencen på udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men forsvar kan Grønland ikke varetage selv. Det vil kræve samarbejde,” siger han.
Kort sagt får Grønland ansvaret – men ikke nødvendigvis kapaciteten.
Grønlands Selvstyres repræsentant i Danmark, Jens Heinrich, fremhæver, at selvstændighed også handler om at blive taget alvorligt ved forhandlingsbordet.
”Selvom man er lille, skal man respekteres som et selvstændigt land, som ikke bare kan køres over,” siger han og understreger samtidig, at selvstændighed vil udløse en omfattende genforhandling af relationen til omverdenen.
Gråzonen, hvor alt glider sammen
Allerede i dag findes der et område, hvor kompetencerne er uklare: Grænsefladen mellem udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og forsvar.
Spørgsmål om udenlandske investeringer, minedrift eller infrastruktur kan hurtigt bevæge sig fra økonomi til sikkerhed. Da et kinesisk konsortium tidligere stod til at byde på grønlandske lufthavne, reagerede USA ifølge Heinrich ved at henvende sig direkte til Statsministeriet i København.
Resultatet blev, at Danmark gik ind i finansieringen, og at der siden er indført skærpet screening af udenlandske investeringer i kritisk infrastruktur.
”Sikkerhedspolitik er en gråzone, hvor Danmark og Grønland allerede i dag løbende forhandler, hvem der har kompetencen,” siger Marc Jacobsen.
Ved selvstændighed vil Grønland skulle håndtere disse gråzoner alene – også når modparten er en militær supermagt.
Kina: mere fravalg end fremmarch
Debatten om Kina i Grønland fortælles ofte som historien om en stormagt på vej ind. Men set fra Grønland kan fortællingen også vendes om.
Kinesisk engagement har flere gange været aktuelt i konkrete projekter, men er i praksis blevet bremset eller fravalgt – ofte efter vestligt pres og tydelige amerikanske signaler. Det ændrer ikke ved, at Kina i Washington betragtes gennem en strategisk linse, hvor selv civile investeringer kan få sikkerhedspolitisk betydning.
Pointen for Grønland er, at selvstændighed ikke fjerner gråzonen. Den gør den bare til et grønlandsk ansvar.
Et ulige forhandlingsbord
Det er i dette landskab, journalist Anders Langballe, der har dækket Grønland gennem en årrække, peger på en grundlæggende realitet: Forhandlingssituationen er ikke symmetrisk.
”USA er bevidst om, at Grønland er et meget lille politisk system med begrænset embedsmandskraft og stor personafhængighed. Det følger man tæt,” siger han.
Amerikansk opmærksomhed handler ikke kun om baser, men om stabilitet og forudsigelighed. Et selvstændigt Grønland vil typisk have færre specialiserede embedsmænd, begrænset erfaring med stormagtsforhandlinger og et politisk system, hvor personskift kan få stor betydning.
Det skaber et ulige udgangspunkt.
”Grønland vil i et selvstændighedsscenarie få kompetencen, men ikke nødvendigvis kapaciteten. Det skaber et asymmetrisk forhandlingsrum, især når modparten er en stormagt” udtaler Nick Bæk Heilmann.
COFA‑aftaler (Compact of Free Association)
COFA‑aftaler er samarbejdsaftaler mellem USA og mindre selvstændige stater, herunder Palau, Marshalløerne og Mikronesien.
Staterne er formelt selvstændige, men USA varetager typisk forsvar og sikkerhedspolitik til gengæld for militær adgang og økonomisk støtte.
Pointen:
Selvstændighed kan i praksis kombineres med stærke sikkerhedspolitiske bindinger afhængigt af udfaldet af forhandlingerne.
Kontinuitet er sandsynligt – men ikke neutralt
At forhandlingssituationen er vanskelig, betyder ikke, at udfaldet nødvendigvis bliver dramatisk. Tværtimod vurderer seniorforsker Mikkel Runge Olesen fra DIIS, at USA grundlæggende vil søge kontinuitet.
”USA’s interesse er stabil adgang og forudsigelighed. Man har ingen interesse i at skabe unødvendig usikkerhed omkring baserne,” siger han.
USA har allerede det, man strategisk har brug for. Derfor bliver selve genforhandlingen i sig selv et problem – ikke en mulighed.
Mellem status quo og brud
Her opstår et tredje spor mellem status quo og fuld løsrivelse. Et moderniseret rigsfællesskab eller en løsere unionsmodel, hvor Grønland gradvist optræder som statslignende aktør, mens nogle funktioner fortsat bæres i fællesskab.
Set fra Washington kan det være en måde at bevare stabilitet. Set fra Grønland en måde at øge handlekraft uden at udløse den fulde usikkerhed, som et brat brud kan medføre.
Når jura bliver realpolitik
Dermed bliver forståelsen af grønlandsk selvstændighed mere nuanceret end ofte fremstillet. Spørgsmålet er ikke, om USA bliver i Grønland.
Spørgsmålet er på hvilket grundlag, med hvem og med hvilken grad af stabilitet.
Når juraen slipper op, er det politik, magtforhold, velfærd og institutionel tyngde, der afgør udfaldet. Og set fra Grønland handler ønsket om at kunne forhandle på egne vilkår ikke nødvendigvis om at tage afstand fra Danmark.
”Det er jo ikke en kritik af Danmark. Det er mere dette ønske… man vil kunne styre eget land,” siger Heinrich.
I den næste artikel ser vi nærmere på USA’s strategiske interesse i Grønland, og hvorfor den rækker langt længere tilbage end én præsident.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og