
Har du bemærket, at når noget er vigtigt for os, lukker vi øjnene?
Inderlighed og kys, der berører os på en måde, ord ikke kan beskrive.
Musik, der løfter sjælen på magisk, ja, nærmest guddommelig vis.
Mad, der rammer smagsløgene, så englene synger for hver bid.
Dufte, f.eks. et nyfødt spædbarns, der vækker beskyttertrangen i os eller duften af ny udsprungen skov og sommerens blomster.
Kan det tænkes, at det vigtigste foregår indadtil, og derfor vi lukker øjnene?
Hvorfor søger vi da stadig svar udadtil på spørgsmål, der lader sig besvare indadtil?
Vores øjne ser, hvad vort sind er optaget af. Som en gravid kvinde, der pludselig ser gravide alle vegne, som følge af sin egen graviditet. Var der ikke gravide kvinder i verden, før hun selv blev gravid? Jo, men dengang fyldte graviditet ikke noget nævneværdigt i hendes sind, og derfor bemærkede hun det ikke.
Det samme kogende vand, der gør et æg hårdt, blødgør kartoflen. Vandet er det samme, men reaktionen på vandet er forskelligt. Måske derfor, nogle mennesker mener, dette er den bedste tid i landets historie, mens andre mener, det er den værste. Nationalt eller internationalt.
Fra mit perspektiv er det fuldstændig ligegyldigt, om det er Trump eller Clinton, Løkke eller Frederiksen, mand eller kvinde, der står i spidsen for et hus. Et hus i splid med sig selv og familiemedlemmer, der ikke har forstået kernen i egen eksistens har ikke forstået egen værdi, ligegyldigt hvem der står i spidsen for huset.
Vi har kun én planet, og dette er vort hjem, vores hus, og vi er de medlemmer, der bebor huset. Der er ikke andre planeter “Jorden”.
Så længe vi, de dele, der udgør helheden, spørger, hvilke stråler, der udgår fra lyspæren, der er de vigtigste til at lyse huset op med, strålerne, der er tættest på eller strålerne, der er længst væk fra selve pæren, har vi ikke forstået fundamentet, hvorpå vi selv står og udgår fra: At vi alle hænger sammen.
Som fingre på samme hånd, samme arm og samme krop, der alle ser forskellige ud, men stadig alle sidder på samme hånd, samme arm og samme krop, har vi ikke forstået, vi også hænger sammen.
Tror vi stadig, at vi ikke hænger sammen?
Tror vi stadig, at vi kan leve i fred og harmoni i én del af huset, mens andre dele af huset står i flammer?
Tror vi stadig, at lydbølgerne fra en moders desperate skrig over liget af sit barn, ikke vil nå ind på os en dag, eller tror vi virkelig, at hendes smerte vil forsvinde ud i ingenting? Forsvinde, helt af sig selv som om det aldrig havde fundet sted?
Forsvinder noget nogensinde ud i ingenting eller efterlader alt et aftryk, et ar, et mærke? Selv en moders desperate skrig, der vender tilbage som ekko, sendt ud af os selv.
Måske, er det i virkeligheden fordi, det er så enkelt, vi føler behov for at få det til at fremstå som vanskeligt? For, kan det passe, at det kan være ligeså enkelt som at lukke øjnene og fra hjertets inderste kerne at ønske for sin næste, som man ønsker for sig selv?
Gad vide, hvad der ville ske, hvis flere lukkede øjnene og forsøgte at finde svar indadtil på spørgsmål, der stilles udadtil? Er det måske ikke dér – indefra – at dét, der betyder mest for os udgår og derfor, vi lukker øjnene, når noget er af afgørende betydning for os?
Topillustration: Pixabay.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her