Taxamandens klumme: Har du mødt en Homo Digitalis – det nye digitale menneske?

af i Klumme/Liv & Mennesker

KLUMME – Taxamand Jesper Grunwald hænger ubehjælpeligt fast i glæden ved den sentimentale menneskekontakt – helt derude på overdrevet, hvor man taler sammen og nogle gange ligefrem ser hinanden i øjnene. Men nærværet har svære betingelser under den digitale tidsalders umættelige krav om, at vi skal være online i cyberspace. 

Jeg ser det oftere og oftere: den nyeste udgave af slægten Homo, som vores dyreart kaldes i naturvidenskaben.

Er det mennesker med spaltede personligheder? De taler jo tilsyneladende med andre artsfæller, der ikke er her.

Nej da! Når du kommer tættere på, ser du den lille, sorte, firkantede æske, som de trykker op mod øret: Mobilen.

De er online.

Taxamand, slægtning eller forretningskollega. Du er ene og alene en funktion for dem. Et værktøj. Måske bare en kølle, som dengang urmennesket fandt ud af at knuse kraniet på en urokse for at få noget at spise.

Jeg er i digital sammenhæng et gammelt analogt røvhul, som hænger ubehjælpeligt fast i glæden ved den sentimentale menneskekontakt

Du har mødt Homo Digitalis– det digitale menneske. Den vigtigste kontakt med verden foregår online – ikke i tilstedeværelsen med dig.

Helt seriøst! Jeg kan jo ikke vurdere her i sensommeren 2019, om det nye fænomen er et ny skud på stammen til en ny menneskeart – eller bare en afart? Dertil er mine erfaringer og min levealder bare en tusindedel af et sekund i menneskedyrets historie.

Slægten Homo regner man ifølge Wikipedia med opstod for 2,5 millioner år siden (Homo er latin for mand eller menneske og har i denne sammenhæng intet med den valgte seksualitet at gøre). En af de første arter i slægten blev Homo habilis (det praktiske menneske). Så udviklede vores slægt sig til Homo erectus (det oprejste menneske). Og så arten den sidste halve million år: Homo sapiens (det kloge menneske.)

Jeg har fået et mere respektfuldt forhold til Homo digitalis. Aspirerer jo til arten med min tablet og smartphone, mobile bredbånd, lydbøger og breaking news. Men jeg er i digital sammenhæng et gammelt analogt røvhul, som hænger ubehjælpeligt fast i glæden ved den sentimentale menneskekontakt. Helt derude på overdrevet, hvor man taler sammen. Nogle gange ser vi ligefrem hinanden i øjnene. Jeg er givetvis også for langsom til at switche mellem det funktionelle nærvær lige nu – og så det rationelle nærvær derude, via master og fibernet, i cyberspace. Jeg lever fuldt og helt op til klichéen om manden, der er dårlig til at multitaske.

Nærmest synkront med farvelkysset snupper han mobilen og sætter den til øret, mens han lader mig forstå, at han lige skal modtage et opkald, inden vi laver en deal

Sådan er det ikke med Homo digitalis.

For et par nætter siden mødte jeg et pragteksemplar, som jeg ikke når til hans usynlige sokker i de håndsyede, italienske sko.

Først kysser han en ung dame farvel og åbner døren til Merceren foran mig i den stendøde kø af taxier. Jeg vågner op og ønsker bare, at han vil køre med mig. Og yes! Han smiler køligt til mig gennem sidevinduet, og jeg er springer ud af vogn 86 i dyb taknemlighed over bare en smule reparation af nattens elendige indtjening. Nærmest synkront med farvelkysset snupper han mobilen og sætter den til øret, mens han lader mig forstå, at han lige skal modtage et opkald, inden vi laver en deal.

Jeg er blød som smør. Hans ydmyge tjener. Jeg forstår – fordi han i en let beruselse nærmest råber sit budskab ud over København – at han skal svare kammeraterne på, hvor fanden han er blevet af. Det her er et ord, som drenge kan forstå:

”FISSEØØØØØEEEEEE!”

(Til udeforstående: Dette råb er en slags lydskrift for en kvindelig kropsdel, som optager en væsentlig del af mandens hjernekapacitet).

Manden er ved at brække sig af grin.

Efter nogle minutter kaster han sig ind i taxien og for første gang taler han til mig. Blot et enkelt ord. En bydel:

”Østerbro”.

Jeg underlægger mig den nye menneskeart, glemmer alt om min GPS-afhængighed og kører bare mod gaden, ind på den, op ad den og håber, at han – bare et sekund – vil få et analogt anfald af almindelig menneskekontakt og fortælle, hvor rejsen slutte

Han er allerede ved at foretage et nyt opkald. Der er kontakt i den anden ende.

”Hej skat, vækkede jeg dig? Jeg vil bare sige, at jeg er på vej hjem nu”.

Jeg hører en træt kvindestemme i den anden ende – og forstår meget hurtigt, at konen eller kæresten er ude at rejse. Nu er hans stemme nærmest en oktav dybere end ved brunstskriget for lidt siden. Homo digitalis – med streg under mand!

”Ja, jeg er lidt træt. Njaaa, det var sgu ikke særligt hyggeligt.”

Han er ganske ædru og sød, mens hun lytter til ham. Vi nærmer os bydelen, han bad mig køre til. Men jeg må afbryde ham for at komme bestemmelsesstedet lidt nærmere. Han kigger lidt irriteret op på mig, og responderer med blot et stednavn.

”X-gade.”

Han smisker farvel til kæresten, og jeg håber på det minimum af kontakt, der kan give mig en lidt mere specifik adresse. Husnummeret, f. eks. Jeg underlægger mig den nye menneskeart, glemmer alt om min GPS-afhængighed og kører bare mod gaden, ind på den, op ad den og håber, at han – bare et sekund – vil få et analogt anfald af almindelig menneskekontakt og fortælle, hvor rejsen slutter.

Vi slipper for at tale sammen. Bortset fra et sprogligt, forstenet levn fra tiden med homo sapiens

Han er midt i et lydkaos af videoklip og Snapchats, der afspilles så højt, at jeg ikke kan undgå at følge med i løjerne. Han afslutter festen med at kigge tilbage på korte brudstykker af nattens hændelser.

”STOP!”

Han afbryder snapchattens lydkaos, skifter til betalings-app’en og stikker mobilen frem mellem sæderne.

Vi behøver ikke tale sammen.

Det eneste vi begge har brug for er den trådløse kontakt mellem telefonen og betalingsterminalen.

De parrer sig med et elektronisk ”BIP”.

Åh Gud! Det virkede denne gang.

Forbindelse uden kontakt

Vi slipper for at tale sammen. Bortset fra et sprogligt, forstenet levn fra tiden med homo sapiens.

Et køligt…. ”God nat!”


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Foto: Unsplash.com

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Klumme

Arbejdet kalder

KOMMENTAR – Pressede sprogarbejdere uden rettigheder modtager i disse dage trusselsmails fra