KUNST // KOMMENTAR – I Politiken oplever anmelder Mathias Kryger Giacomettis kunst som begrænset og ikke relevant for et samfund, der hylder diversitet. Skal al kunst virkelig gøre det, spørger Bjørn Poulsen? Altså skrive sig ind i en identitetspolitisk dagsorden? Er man overhovedet i stand til at møde noget andet og større uden for sig selv, hvis man altid skal sætte sin identitet forrest?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er ikke, fordi jeg synes, at de gamle koryfæer i kunsten altid skal omgås med andægtig beundring, men Mathias Krygers anmeldelse af Giacometti i Politiken er så nedladende og skinger, at det bliver pinligt.
Indholdsmæssigt handler kritikken om, at Giacomettis kunst peger på en generel, fælles erfaring af det at være menneske. Det oplever Kryger som begrænsende tilgangen til kunsten, da den dermed udelader mere individuelle erfaringer af at være et bestemt køn, race, seksualitet, handikap m.m. (Sjovt nok nævner Kryger ikke klasse i sin opremsning.)
“Ser og oplever man verden anderledes, når man har et handikap, er en kvinde, når man er en homoseksuel person, transperson, når man er racialiseret? Eller en kombination af ovenstående?
Jeg kan svare på vegne af den homoseksuelle og sige, at ja, det kan jeg love dig for, at man gør …
Blikket er på vagt – nok ikke konstant – men alligevel … Blikket er en radar og vandrer gennem livet på en måde, jeg ikke genkender i det skulpturelt vandrende og eksistentielt filosoferende blik, som Giacometti og hans ligesindede hævdede at se på verden med.”
Men skal al kunst virkelig gøre det? Altså skrive sig ind i en identitetspolitisk dagsorden? Er det ikke snarere sådan, at det er en sådan tilgang til kunsten, der er begrænsende? Altid at sætte sin egen identitet forrest. Ja, spørgsmålet er, om man så overhovedet er i stand til at møde noget andet og større uden for sig selv.
At se mennesket i rummet
Det var det, Giacometti forsøgte i sin sene periode. Han forlod de indre billeder og vendte sig mod den omgivende virkelighed i form af menneskefiguren. (Og en enkelt gang en kat.) Han forsøgte at skrælle alle de klassiske, overleverede regler for, hvordan man repræsenterer en sådan figur, af, prøvede at se mennesket i rummet, som så han det for første gang.
Det kan man selvfølgelig ikke, men man kan forsøge, som Rilke skrev om i sit digt Arkaisk Torso.
Selv oplever jeg foran Giacomettis skulpturer, når det lykkes for mig at mobilisere tilstrækkeligt nærvær, at det er selve rummet, der kommer til stede. Der er jo så lidt at se. Mellem ansigtet og den store klumpfod er det, som om den lange tynde stele er på nippet til at gå i opløsning og forsvinde. Den står (eller går) lige akkurat – mere formår den ikke, men dermed levendegør den så netop denne rumlige funktion.
I denne tilstedeværelse er der et slægtskab med ægyptisk og græsk arkaisk kunst, men også fjernt slægtskab med den senere og ellers på alle måder forskellige minimalisme.
Disse simple kasser og vægge formår også kun at gøre en ting i rummet, stå, ligge, hænge, og dermed skaber de den samme sære blanding af nærvær og fremmedgørelse.
Jeg er ikke sikker på, at det er så helt ude af trit med tiden, som Kryger tror. Men det må jo komme an på en prøve
Til sidst så vil jeg indrømme, at den nøgne essentialisme i Giacomettis kunst kan virke meget højtidelig i dag. Selv har jeg i hvert fald brug for at få nogen andre faktorer i spil i min kunst. Men omvendt synes jeg også, det er vigtigt, han gør det. Tager denne alvor på sig.
Jeg er ikke sikker på, at det er så helt ude af trit med tiden, som Kryger tror. Men det må jo komme an på en prøve, hvorfor det er godt, at Statens Museum for Kunst har lavet denne udstilling.
Rainer Maria Rilke:
Arkaisk Torso af Apollon
Her uhørt Hovedet, vi ikke kender
med modne Øjenæbler. Som en Stage
staar denne Torso, hvor hans Synskraft brænder,
dog stadig tændt, kun skruet halvt tilbage.
Thi ellers havde Brystet ikke haft
det Hvælv, som blænder Blikket, og hans
Lænder
den Drejning rundt, der som en Smilen
render ned mod det Sted, der bar hans Avlekraft.
Saa stod vel denne Sten blot sønderdelt
under hans Skuldres klare Styrt tilfældigt
og flimred ikke som et Rovdyrskind,
brød ikke fra Konturerne saa vældigt
ud som en Stjærne: intet Sted er blind
for dig, men ser. Dit Liv maa ændres – helt.
Oversat af Thorkild Bjørnvig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
