
DET LOKALE // KRONIK – I en tid, hvor vi kan realisere os selv på utallige måder, er det lokale, grundfæstede tilhørsforhold velgørende og forståeligt dragende. Spørgsmålet er, ifølge Niels Olsen, om der i de fleste menneskers liv reelt findes andet end lokal realisering af lokale liv som udgangspunkt og rettesnor i en grænseløs og globaliseret verden, hvor alt flyder?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er lørdag den 5. oktober 2024. Klokken nærmer sig 14. I Valby Idrætspark skal BK Frem spille mod Ishøj IF i 2. division. Jeg cykler gennem Københavns Sydhavn ad Sjælør Boulevard og Mozartsvej til Hammelstrupvej. Dér på hjørnet ligger Café Fremforalt – et brunt, tilrøget værtshus med spillemaskine, musikboks og øl i mængder. Ude foran er der sat borde og bænke op. Man kan se de første tilskuere og mest trofaste Frem-fans finde vej i deres karakteristiske tofarvede trøjer.
Det er en dejlig efterårsdag med fuld sol og 15 graders varme. Min kammerat og jeg deler to kolde øl i solskinnet. Caféen er et kendt, lokalt mødested. Sådan et sted, hvor alle kender dit navn. Vi har taget jakkerne af og sidder i skjorteærmer og damper af efter cykelturen gennem byen.
Elektrisk nostalgi
I baren hænger 3-4 ældre stamgæster. Bartenderen sludrer med kunderne og tørrer glas af i et hvidt viskestykke. Hun hilser venligt og en smule afmålt, da jeg bringer vores to tomme glas tilbage til disken. Ham dér kender jeg ikke, han er vist ikke hérfra… Deres udsendte lyser langt væk af fremmed, men det er helt okay, og nu er der kun et kvarter til kampstart. Vi triller langsomt op ad en lille bakke og videre ind i Valbyparken, drejer til højre ad en smal vej, til venstre over nogle boldbaner, parkerer cyklerne og stiller os i kø til billetterne.
Det er hyggeligt og rart og intimt og lokalt, og der er et element af gentagende, ritualiseret cyklus over det hele. Lidt som at gå i kirke indkapslet i kampens faste 2 x 45 minutter plus 15 minutters pause
Inde på stadion er stemningen elektrisk med pil opad. En stortromme slår takten an bag det ene mål under reklameskilte for lokale sponsorer. Vi vælger ståpladserne i solen. Her er vi også tættere på spillet, kampen og tacklingerne. BK Frem er en af landets ældste fodboldklubber – en traditionsrig arbejderklub med Sophus ’Krølben’ Nielsen, Pauli Jørgensen og Johannes Pløger som nogle af de gamle ikoner. Men også yngre landsholdsspillere som Kim Vilfort, Søren Colding og Miklos Molnar har spillet for klubben, der fortsat optræder i de klassiske stribede, blåviolette kamptrøjer.
Frem ligger i midten af rækken. De har nogle år levet en lidt omtumlet tilværelse og er bl.a. blevet erklæret konkurs, men nu har man etableret sig nogenlunde stabilt i 2. division og ser frem mod bedre tider. Ishøj er nummer næstsidst. De spiller i en skriggrøn og nærmest selvlysende ensfarvet spilledragt; modernitetens totale kontrast til Fremtrøjens historisk-bedagede tyngde.
I alt er mødt 1.300 tilskuere op til kampen. Ishøj har tilsyneladende kun en lillebitte fanbase med på en af tribunens øverste rækker. Opbakningen i dag kommer til at gå én vej. Samtidig er der en betragtelig pointforskel mellem de to hold i Frems favør. Ja, sejren ligger sgu lige til højrebenet.
Der er kø ved ølsalget. Folk tanker op i sæt af seks fadøl plus det løse. Familier og venner hilser på hinanden. Børn ned til 5-6 år og bedsteforældre på vej mod de firs står sammen. Det er hyggeligt og rart og intimt og lokalt, og der er et element af gentagende, ritualiseret cyklus over det hele. Lidt som at gå i kirke – blot indkapslet i kampens faste 2 x 45 minutter plus 15 minutters pause.
Civilisationen er altid lokal
De lokale styrer showet. Det er dem, der er født og har valgt at slå sig ned lige hér i Sydhavnskvarteret, hvor Anker boede næsten hele livet. Her er få eventyrlystne rejsende på globaliseringens blå ocean af udvikling og flimrende selvrealisering. Hvad skulle de her? De er jo væk i morgen. Vi, de loyale, søger mod det lokale. På sin vis er vi alle lokale, uanset hvor i verden vi befinder os. Selv den største eventyrer må på et tidspunkt slå sig ned og falde til ro. Vi kan kun være ét sted ad gangen.

Som den amerikanske forfatter John Fante skriver i anslaget til romanen Vent på våren, Bandini: ”Hjemme. Dér lå det, med lys i vinduet. Hjemme, hvor ingenting nogensinde skete, hvor der var varmt, og hvor der ikke fandtes død.” Nostalgisk og smukt og enkelt og rent. Umisforståeligt, når nu lige præcis dén plet, som jeg og mine (det autentiske ’vi’) bebor, er den eneste og bedste på en klode af utryghed og tab. Civilisationen er lige hér, hvor vi er – og det er altid i verdens centrum.
Ja, det gode liv er hér, et sted i Valby, hvorfra verden udfolder sig i al sin uoverskuelige kompleksitet. I en tid, hvor det globale konflikter med det lokale, og mennesker rejser rundt i verden i jagten på lykken, vælger vi det lokale til lige hér og nu.
For vi kan kontrollere det lokale. Vi kan købe en øl på Café Fremforalt og se fodbold på stadion. Vi kan møde venner og med et sæsonkort bekræfte det lokale som nøglen til trivsel og lykke. En gang Frem, altid Frem. At skifte til en anden klub og trøje vil ikke kun være helligbrøde, men en selvpåført, verdslig ekskommunikation. Den slags er for ryggesløse opportunister. I Valby følger man sin klub hele vejen ned til bunden og hjem igen.
Jeg kommer i et splitsekund til at tænke på den legendariske danske landstræner Sepp Piontek – ham tyskeren, der blev én af vores – og som en gang udlagde selve spillets grundvilkår og sjæl: ”Fußball ist ein Marginalspiel, nah!
Ein Marginalspiel
Og kampen? Intens, fysisk og forbløffende hurtig, når man tager i betragtning, at vi kigger mere nedad end opad i landets tredjebedste fodboldrække. Der bliver gået til den, så det synger i knoglerne. Frem sidder på spillet, men har ikke de store, åbne målchancer. Det er som om, spillerne lige mangler 10-15 pct. i at kunne lægge den sidste, målgivende aflevering. De mange tekniske fejl afslører, hvorfor begge hold ligger, hvor de gør.
Efter et straffe til hver side står det 1-1. Vi er inde i dommerens tillægstid, da Ishøj pludselig ud af ingenting scorer på et kontraangreb, hvor angriberen fikserer forsvaret, som regner med et indlæg fra højre. I stedet lægger han elegant kuglen ind med et fladt skud til venstre for målmanden.

Holdkammeraterne kaster sig over målscoreren, og den lille håndfuld Ishøjfans går jubelamok. Jeg kommer i et splitsekund til at tænke på den legendariske danske landstræner Sepp Piontek – ham tyskeren, der blev én af vores – og som en gang udlagde selve spillets grundvilkår og sjæl: ”Fußball ist ein Marginalspiel, nah!” Nej, fodbold er ikke retfærdigt. Det er de små og ubetydelige detaljer, der afgør kampene. Fodbold spejler ikke livet – det vil være for oplagt en kliché – men næsten…
Frem-fansene slår ud med armene, kigger med opgivende øjne på jubelscenerne, drikker ud og trasker mod udgangen. Næste søndag er der en ny kamp – i Hellerup mod HIK. Ugen efter igen kommer Nykøbing FC på besøg. Her vil atter være 1.300 tilskuere, og de vil gentage det samme ritual, de har gjort så mange gange før. For det lokale liv er det gode liv; er meningsfuld gentagelse, forudsigelighed, fællesskab og gensidig tillid. Det er sammenhængskraft og solidaritet i en grænseløs verden, hvor alt flyder.
Klik dig videre til meget mere opinionsstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.