FILM – Dansk film er et kredsløb. Der er brug for det hele, skriver Kinok Frederik Bové og ser tilbage på begivenhedsrigt år og kårer de ti film fra alle dele af dansk films store cirkelslutning, der faldt mest i hans smag.
2018 var et filmår som de fleste. Efter et par ekstraordinære år i 2016 og ’17 føltes det som om, at tingene gik tilbage til at være som de plejer. Det så man naturligvis først og fremmest med billettallene: Efter at dansk films andel af biografbilletter havde været nede på 20-21%, var det i år helt oppe på 29% – en af de højeste andele i Europa og det mål, som politikerne har besluttet fremover skal være standard for et filmår.
Men også kvalitetsmæssigt blev det et år, der føltes som om vi vendte tilbage til standard. Og det var egentlig lidt skuffende. Godt støttet af lavbudgetordningen bød efteråret ’17 på det ene storværk efter det andet – Vinterbrødre, Team Hurricane, En Frygtelig Kvinde – men en sådan frekvens kan dansk film ikke opretholde over længere tid.
2018 var lidt mere som det plejer: Nogle film var overraskende grænsende til åbenbaringer. Og nogle var solide og præcis hvad man håbede på. Og nogle film skuffede. Alt i alt laves der virkelig meget godt rundt omkring, hvis man kigger lidt efter.
Da politikerne satte lavbudgetordningen i søen, var det for at sparke gang i et dansk filmmiljø i krise.
Flere og flere af de solide og rutinerede danske instruktører lavede færre danske film for i stedet at lave engelsksprogede film, eller tv-serier. Et år som i år viser, at det var den helt rigtige strategi. Ikke nok med at nye stemmer med nye idéer er piblet frem, klar til at lave de biopics og komedier som Ole Bornedal ikke har tid til at lave. Året beviste også, at dansk film alligevel ikke kan konkurrere med de muligheder folk får i udlandet.
45 millioner. Så mange mennersker har – ifølge Netflix selv, så tag det med et gran salt – set Susanne Biers nye film, den glimrende Bird Box. Hvordan i alverden skal dansk film konkurrere med det?
Det er et helt utroligt tal, der forvrænger hele diskussionen om publikumstilslutningen til danske film – forskellen på rædselsåret 2017 og jubelåret 2018 er 1,2 millioner billetter, politikernes krav til dansk film er at de mest populære film skal ses af til sammen 2,5 millioner mennesker. Hvis man har ambitioner om at lave film der bliver set, hvorfor så nogensinde blive i Danmark, uanset hvor mange penge man får smidt i nakken?
Et højt billetsalg er et tegn på et velfungerende filmmiljø, der har plads til både at lave velkendte historier med velkendte skuespillere, og dem der forsøger at bringe noget nyt og ukendt ind i den kollektive filmiske bevidsthed.
Der var store biografsuccesser i 2018 – Journal 64, Lykke-Per, Så længe jeg lever, Ternet Ninja – men det er ikke så nemt at lære ret meget af. Jo, publikum kan godt lide filmatiseringer af historier de kender, med store stjerner i hovedrollerne, men det vidste alle filmmennesker forhåbentlig godt i forvejen. Spørgsmålet bliver så derefter: Hvordan skaffer vi flere historier som folk kender, og hvordan skal vi skaffe flere filmstjerner?
For flere film underpræsterede også på trods af store budgetter: Ditte og Louise, I Krig og Kærlighed, og sådan set kostede Lykke-Per godt nok også mange penge i forhold til hvor mange der så den.
Sandheden om billetsalget er sådan set ret enkel: Det er ikke et problem, man bare kan kaste penge efter, og så går det. I hvert fald ikke over længere tid. Et højt billetsalg er et tegn på et velfungerende filmmiljø, der har plads til både at lave velkendte historier med velkendte skuespillere, og dem der forsøger at bringe noget nyt og ukendt ind i den kollektive filmiske bevidsthed. Så er der også flere ting der er velkendte, og flere folk der er i stand til at gøre dem til film af høj kvalitet.
Skal ses – men kan den?
En eksemplarisk historie om en filmarbejder: Jasper Spanning. Han er fotograf, han har hovedsagligt arbejdet sammen med instruktøren Thomas Daneskov. Sammen har de to brilleret inden for henholdsvis kortfilm – Ud, Spring Over, Ind vandt Ekko Shortlist Award – og festival-film – Eliten vandt New Talent Grand Pix på CPH:PIX – og Spanning har derudover arbejdet på tv-serier som Arvingerne og Herrens Veje. Men han havde så vidt jeg kan se ikke filmet en film, der fik biografpremiere før i år, hvor han var med til at optage en egentlig ret sær og smal film med en ung debutant som instruktør.
Den film hedder Den Skyldige og bærer helt ærligt tydeligt præg af, at fotografen er ekstremt talentfuld, men samtidig også ekstremt sulten efter at komme ud med sine ting. Hvis ikke det havde været for kortfilm, hvis ikke det havde været for festivalfilm, hvis ikke det havde været for tv-serier, så var årets store gennembrudsfilm efter min bedste overbevisning ikke blevet så god. som den var.
Hvad er pointen med at hævde en film skal ses, hvis ikke den kan ses? Den helt simple sandhed er, at en kæmpe del af kunsten i dansk film ikke kan komme ud til publikum
På min liste over årets bedste danske film, er der en del som ingen har set. Og som ingen kan se. Det er ikke noget jeg er stolt over. Det er heller ikke noget, jeg er sur over. Det er en del af spillets regler, at fordi jeg har foretaget en byttehandel, hvor jeg får mulighed for at se ekstremt mange film mod til gengæld aldrig nogensinde at have nogen penge, så kan jeg se film som ingen af jer læsere kan.
Når jeg ser listerne fra andre medier, så er der som regel kun spillefilm med biografpremierer derpå. Det forstår jeg egentlig godt. Hvad er pointen med at hævde en film skal ses, hvis ikke den kan ses? På et tidspunkt må vi gøre noget ved distributionskanalerne, for den helt simple sandhed er, at en kæmpe del af kunsten i dansk film ikke kan komme ud til publikum. Der er nogle der siger, at fordi film er et massemedie, så er film til de få ligegyldige. Men det passer ikke.
Dansk film er et kredsløb. Der er brug for det hele. Og med de ord så er her de ti film fra alle dele af dansk films store cirkelslutning, der faldt mest i min smag.
10. Olegs Krig – Simon Lereng Wilmont
Når historien om dansk film i 10’erne skal skrives, så fortjener produktionsselskabet Final Cut for Real en stor del af pladsen. Olegs Krig var endnu en fremragende skildring af krig og storpolitik fra selskabet bag The Act of Killing.
Verdenshistorie set fra et barns øjne, med impressionistiske billeder og et ret forrygende lydmix.
9. Holiday – Isabella Eklöf
Isabella Eklöfs Holiday var en af årets små skuffelser i min bog, men kun fordi mine forventninger var så hamrende høje. Endelig en dansk film der gik all in på æstetikken, og endelig en film der puttede Victoria Carmen Sonne i centrum.
Det viste sig, at æstetikken stadigvæk er en smule upersonlig. Eklöf var i år også krediteret for manus til Ali Abbassis arthouse-hit Border, og mon ikke hendes egen næste film kan nå samme højder?
Og så er Carmen Sonne forhåbentlig snart velkendt nok til at kunne bære en blockbuster; hun er en af dansk films store kunstnere.
8. Den Tid På Året – Paprika Steen
Årets bedste manuskript og årets bedste personinstruktion. Et publikumshit helt uden noget velkendt forlæg. Men samtlige karakterer fremstår som på samme tid som velkendte arketyper og hele mennesker i egen ret, og når det så sættes ind i en familiær ramme om strabadserne omkring jul, så går det hele op i en højere enhed.
11 år er det siden Paprika Steen sidst instruerede. Forhåbentlig går der meget kortere tid, før vi får den næste.
7. I Fars Hænder – Sven Vinge
Sven Vinges dokumentar, viser hvorfor dokumentarfilm så ofte bliver så filmisk stærke: Fordi de vil noget. I dette tilfælde vil Vinge finde frem til en eller anden sandhed om sin fars død, et møde, en forståelse, et eller andet som kun kunsten kan give.
Det lykkes ikke, men i forsøget bliver selve filmmediets materialitet bøjet og strukket i en ganske rørende kamp mod det uforståelige.
6. Entrance to the End – Maria von Hausswolff & Anne Gry Kristensen
Apropos materialitet, så var Entrance to the End årets bedste udgave af film som objekt. En halv time optaget på 16 mm og kasettebånd i Panama, præsenteret som en ‘psyko-etnografisk ekspedition’.
Hvis ikke man så den på CPH:DOX, så kommer man sikkert aldrig til at se den… Det er trist, men Maria von Hausswolffs fotografiske arbejde har allerede beriget dansk film med Vinterbrødre og Forældre, så forhåbentlig kan erfaringerne fra Panama krybe ind i fremtidige brede billeder.
5. Den Skyldige – Gustav Möller
Det helt store gennembrud fra året der gik. Så simpel, så sej, at det skjuler hvor sær den egentlig er. Én mand, ét rum. Og en hel masse telefonsamtaler. Og så et åndeløst spændende manuskript og enkelte fabelagtige kompositioner. Og god brug af rødt lys.
Måske en Oscar-nominering er på vej, og Gustav Möller må have Hollywood-film i fremtiden.
4. Visitor – Sebastian Cordes
OK, måske skulle jeg udelade denne film fra listen for at undgå anklager om nepotisme, for som man vil kunne se fra diverse samtale-artikler herinde, så taler jeg en del om film med Sebastian. Men Visitor hører hjemme på listen, ikke blot via sin insisteren på at være slow, men lige så meget fordi den så vellykket inkorporerer en af de senere års bedste danske digtsamlinger – Peter-Clement Woetmanns Bak Bakkerne, Kysten – og fordi den til sidst lader immigrantbørnene selv bestemme hvordan de vil filmes.
Flerstemmig filmkunst på højt plan.
3. Charmøren – Milad Alami
Historen om den charmerende Esmail, der desperat forsøger at finde en dansk kæreste så han kan blive i landet, fortæller en immigrant-historie som vi sjældent ser i dansk film.
Men samtidig er det også et af de mest komplekse mandeportrætter vi har set i mange år – og der laves ellers ret mange danske film om mænd.
Milad Alami finder et filmsprog, som er lige så funklende, tillokkende og mystisk som hans hovedperson er det.
2. The Return – Malene Choi
Endnu en film som ikke ret mange har set. Malene Chois hybridfilm om en ung dansk kvinde, der tager til Korea for at søge efter sine rødder, var en manifestation af så mange af de unge kræfter, der for tiden løfter dansk film op på et højere plan.
Catherine Pattinama Coleman fotograferede fantastisk, og Julius Krebs Damsbo sammenklippede hastige montagesekvenser, som vi ellers bare ikke ser. Og så leverede Thomas Hwan – kendt fra Bedrag – årets bedste skuespillersekvens i et langt klip, hvor han mødes med den mor, der bortadopterede ham for år tilbage.
Et eksperiment, men samtidig også en ekstremt simpel og emotionel fortælling. Til premieren på CPH:DOX sagde Malene Choi, at hun næste gang går efter Guldpalmen. Det er helt ærligt ikke nogen usandsynlig ambition.
1. The House That Jack Built – Lars von Trier
Findes der et større eksempel på, at alt er ved det gamle, end at Lars von Trier har lavet årets bedste danske film?
Ja, jeg ved det, jeg ville såmænd også selv ønske at jeg var mere spændende og original. Men The House That Jack Built er bare lavet i et større format end nogen som helst andre får lov til, og når det fungerer så godt som det gør i den helt simple fortælling om seriemorderen Jack og hans indbildske opfattelse af sig selv som kunster, så er der ikke ret meget bedre.
Den detalje jeg ikke kan lade være med at tænke på, det er ikke volden, misogynien, monologerne. Det er den der lyd af leerne i kornet, der går igen flere gange i filmen. Hvad er den lyd? Hvad skal den symbolisere? Det har ikke rigtig noget med noget at gøre, men den er så tydelig og så stærk.
Lars von Trier er stadigvæk den største filmkunstner vi har. På den led er alt ved det gamle. Men det nye er, at det pibler frem med stemmer med potentiale for at blive nært ved lige så store.
Det var fortællingen om dansk film i 2018. Nu skal vi bare lige have fundet en måde at få kunsten bredere ud.
Skål.
Foto:
Olegs Krig: Final Cut for Real
Entrance to the End: Hauswolff & Kristensen
Visitor: Sebastian Cordes
The Return: Catherine Pattinama Coleman
Holiday, Den Tid på Året, I Fars Hænder, Den Skyldige, Charmøren, The House That Jack Built: Kino.dk
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
