Taxamandens klumme: Den allersidste tour

af i Klumme/Liv & Mennesker

KLUMME – Jeg er den heldige ejer af en fortid med indbygget kærlighed. Også til arbejdet. Møde, kigge, lytte, spørge, skrive, fortælle – oftest med en ægte følelse af, at livet indtil nu har haft en mening. 

Der var dog lige en kort periode med en slags angstfølelse, når taxi-turen gik til adressen Emil Holms Kanal 20, 0999 Kbh. K. DR’s hovedkvarter. Kulturfabrikken, hvor jeg havde en glorværdig karriere, indtil lyset blev slukket i spotten – og i mine øjne. I de første par år efter afskeden var det ikke helt afslappet at lade den grå Mercer med det grøn-gule taxiskilt køre op foran indgangen til Statsradiofonien.

Jeg havde ikke fået skilsmissen ud af kroppen i hamskiftet fra programchef til taxamand.

Men jeg er kommet over det.

Glædelige venskabsdage. “Er du på vejen i dag – og lige nu?” Hvad fanden? En SMS fra en tidligere kollega, Thomas, som jeg lidt langt ude i linjen engang var chef for. En DR-kollega, som jeg aldrig har haft et personligt venskab med. Om jeg vil køre ham til det nordligste Sjælland?

På det punkt er min transformation til taxichauffør 100 pct. Min mund siger: ”Jo, det kan jeg vist godt klare i dag.”

Mit kommercielle ego giver mig lyst til at springe ud af vogn 86 og synge tenor-jazz: ”Every day, it rains, it rains pennies from Heaven”.

En halv dagløn på en sløv sensommerdag? Jeg er nærmest lykkelig.

Thomas Vestergaard er slidt og træt efter et par uger som reporter på DR’s Tour de France-dækning. Produceren har bevilget en taxitur hele vejen hjem efter, at Thomas har kørt bil fra de franske landeveje til parkeringsanlægget i Ørestaden. Slæberiet med udstyr og den evigt, håndholdte mikrofon har givet ham en ”tennisalbue”, og jeg får lov til at løfte kufferten for min tidligere kollega.

Vi sladrer om og griner af de helte og de røvhuller, vi har mødt i karrieren. Om de underlige tilfældigheder og politiske krav. Først skulle han flytte til København for at få det gode job. Og i karrierens efterår skulle han pludselig flytte tilbage til Aarhus, hvis ikke han ville fyres

Håndslag og glædeligt gensyn.

Hjulene på Merceren drejer rundt, rundt, rundt, mens vi mindes senfirserne og begyndelsen af 90’erne med vores unger, som gik i samme vuggestue og børnehave blot et hanefjed fra Bamses hus.

Det her er en ære for Taxamanden.

Det er Thomas hjemtur fra den sidste arbejdsdag og vores 40 minutter i vogn 86 bliver en tour de force gennem nogle årtier i lydens og billedernes tjeneste. Han er ikke en af de mediestjerner, der deler ud af sit privatliv i de kulørte blade. Mere eftertænksom – mere glad for det kontante slid som journalist i et fagområde, der på en gang ikke har journalistikkens største status, men som er elsket af folket: SPORT.

Vestergaard blev journalist af andre veje end de sædvanlige. Han er oprindelig uddannet cand.mag. i historie og spansk.

”Der var dårlige jobchancer med den kombination, da jeg sluttede min universitetsuddannelse i 80’erne. Men så var der lige den der sportspassion. Jeg startede på en af A-pressens tv-kanaler i det jyske og tog så turen via TV 2 og DR. På lokal-tv lærte jeg mildest talt at arbejde og have airplay for lønnen. Vi ville bare tage kampen op med de store stationer. I de større medier fik jeg senere lidt mere luft under vingerne.”

Lyttere og seere har i sidste ende glæde af håndværkerne ”på gulvet”. Og det gælder selvfølgelig i de fleste brancher. Jeg hørte den fra min ven, kunstmaleren Erik A. Frandsen, en slider-metafor, som jeg vil bruge fremover: Respekten for ”De 10.000 timer”. Den reflekterede gentagelse. Den permanente træning af håndværket: Jeg øver mig på at blive bedre. Og endnu bedre.

De intellektuelle vil måske kalde det sublimering.

Sportscoachen kalder det styrketræning.

Og arbejdsgiveren kan bare ikke undvære ansatte, der har større fokus på resultater end på sit eget ego.

Kunstneren Erik A. Frandsen udstiller sine kridttegninger fra Tour de France 2019 på Galleri Alf i København fra den 16. august.

Som sagt – jeg kører med en nybagt pensionist. Jeg er stolt som en hjælperytter, der oprigtigt kan nyde at bidrage til stjernen i gult.

Vi sladrer om og griner af de helte og de røvhuller, vi har mødt i karrieren. Om de underlige tilfældigheder og politiske krav. Først skulle han flytte til København for at få det gode job. Og i karrierens efterår skulle han pludselig flytte tilbage til Aarhus, hvis ikke han ville fyres. Han valgte en ”fratrædelsesordning”, som passer perfekt til pensionsalderen, som han allerede har overskredet

”Og hva’ så nu, Thomas?”

Jeg stiller det spørgsmål, som jeg selv får hver gang, jeg fortæller, at jeg bare er måneder fra min egen pensionsalder.

Thomas Vestergård er vestjyde – fra Esbjerg, og der eksploderer man ikke på københavnsk.

Først skal der festes igennem – en weekend i nær fremtid på et vandrehjem i klitterne langt fra hovedstadens caféer. En fest med vennerne, ikke mindst de gamle.

Dem man legede med.

Dem man drak bajere med.

Dem man kæmpede med.

Og så åbnes pensionistens drømme. Måske bare slappe af. Måske skrive. Måske beskæftige sig med andre genrer af livet og billedkunsten, som han også holder af.

Tage hul på de næste 10.000 timer.


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Fotos: Skribenten. 

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Klumme