
KLUMME – Taxien står stille de næste dage, skriver Jesper Grunwald, som følger myndighedernes anbefalinger. Virkeligheden giver endnu en gang stof til eftertanke. Stikordet er skrøbelighed.
Jeg ved det.
Det er blevet min livserfaring: Medicinen mod frygt er at søge tilflugt i virkeligheden, når spejlingen i medierne kører deres eget løb. Jeg ved det af ret kontant erfaring og følte det stærkest, da jeg selv stod af karrieræset i 2010. Ud at møde mennesker.
Søge tilflugt i virkeligheden?
Det handler nok mere om terapi end om helbredelse. For virkeligheden – Entschuldigung, Gernosse B. Brecht – er alt andet end konkret i disse corona-tider. Jeg og du, kære læser, sidder midt i medieparadokset nu.
En stolt fryd over at leve i en kultur, hvor statsministeren evner at være statskvinde og få folket til at lytte, og de politiske kolleger og konkurrenter til at udvise anstændighed før selvfokusering. En danskhed uden de ariske blå øjne. En tryghed ved, at medierne gør sig til en slags folkets stemme, sådan som det var meningen ved pressefrihedens indførelse.
Men også benzin på frygtens bål.
Hamstre-folket i butikkerne er ikke en særlig menneskerace. Vi er én stor, bekymret familie
Jeg sidder så der foran skærmen og ser levende billeder af hamstringens anatomi, Ikke så vildt som i de varme lande med smadrede ruder og ild i gaden. Blot en selvopholdelsens slamsuger, der parkerer foran butikken og stikker slangen ind i varelageret med det allermest nødvendige i disse for vort land så alvorlige tider.
Så er det altså heller ikke værre.
Eller er det?
De ser troværdige ud i nyhederne på begge kanaler. Oplysning til borgerne om samfundet. Men mediernes hårde overarbejde i folkets tjeneste er samtidig et godt incitament til at sætte gang i projektet med at hytte sig selv og sine egne. Bare det allermest nødvendige. Nyhedsformidlingen er også en iværksætter af det, som den advarer imod. Ligesom – jeg ved det fra min redaktørtid – for megen omtale af selvmord på S-togstationer får flere til at kaste sig ud på skinnerne.
Sådan er sandheden og virkeligheden.
Skrøbelig.
Jeg er først i 60’erne og har arbejdet med menneske-sundheden et helt arbejdsliv. Og jeg har aldrig oplevet noget som dette. Det slår SARS’ s og hele molevitten”
– Professoren
Taxien står stille de næste dage.
Det blæser ad helvede til udenfor som i en kulisse til en zombieserie på Netflix. Jeg griner lidt af min symbiose med den firhjulede virkelighed. Tog distræt taxiuniformen på fra morgenstunden, selv om jeg ikke kommer på gaden i dag. Jeg er stadig på job derinde i hovedet.
Uvejr.
Men jeg må ud for at teste mediestormen.
Som en anden butiksspion går jeg gennem rækkerne i den lille, lokale Irma, der betjener København, Indre Østerbro, – ”spelt-miljøet”, som ”mikrobølge-folket” hånligt kalder os. Min indkøbsveninde, den nærværende, unge kvinde ved kassen og båndet smiler efter en gårsdag, som gav mere end juleomsætning – og et øjeblik lige nu – der mest ligner en 24-timers shop på en ensom gade i en amerikansk roadmovie.
Ved midnat.
Det ser anderledes ud end på en sædvanlig midt-ugedag. Ingen æg til morgenmaden. Næsten slut med mælk – men det kommer – det kommer. Intet papir til at tørre affalds-organerne efter brug. Andre steder er der stakke med frosne kødvarer for at udfylde hullerne efter det hamstrede. Og så har Irma glemt den politiske klima-korrekthed og fyldt kumme-køleren med friske druer og bær i en sådan grad, at glaslåget til kummen ikke kan lukkes.
Vi gør front mod afsavnet og sulten, selv om de sunde varer vælter ind over grænsen. Der er masser af Ø-mærkede produkter i Irma.
Sådan er trygheden også.
Skrøbelig.
En time op til statsministerens tale om rigets tilstand – aftenen inden Danmark lukkede helt ned – fik jeg en tur fra spelt-bydelen til et af de store mediehuse. En menneske- og fagklog professor udi epidemier. Han er på vej i taxi for at gøre studieværter og seere klogere og tryggere.
Vi taler også om filosofi. Om hvad der egentlig sker, når man bliver bange. Jeg fortæller om mine isolerede dage i USA og Canada, da jeg strandede på den anden side af ”dammen” under ”9/11” i 2001. Da jeg siddende på et luset provinshotel i Parry Sound – en skovhugger-by i Ontario – med en sixpack i hånden og øjne og ører limet til BBC. Jeg frygtede seriøst, at der ville gå måneder, før jeg så min familie igen.

Hamstre-folket i butikkerne er ikke en særlig menneskerace.
Vi er én stor, bekymret familie.
Professoren kan ikke kurere mig.
”Jeg er først i 60’erne og har arbejdet med menneske-sundheden et helt arbejdsliv. Og jeg har aldrig oplevet noget som dette. Det slår SARS’ s og hele molevitten. Og der opstår helt nye problemstillinger. Har vi kapacitet til at imødegå et hyper-pres på sundhedsvæsnet? Og hvad med vore lagre? En skepsis er blevet til virkelighed.
Sådan er den moderne, digitale civilisation også. Skrøbelig
Da vi for få år siden kiggede på tegningerne til et nybyggeri, der hvor jeg arbejder, kunne jeg se, at der godt nok ikke var megen plads til lager. Jeg fandt ud af, at det er jo den nye virkelighed. Maksimering af økonomi og værdier. Ikke disse lagre af produkter, vi måske får brug for. Logistikken i det moderne samfund er jo blevet digitaliseret. Vi får det hele tilsendt fra centrale lagre eller direkte fra fabrikkerne.”
Just-in-time, hvis det ellers kan komme over landegrænsen og nå os i rette tide.
Sådan er den moderne, digitale civilisation også.
Skrøbelig.
Foto: Jesper Grunwald
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.