Jeg mødes med Andrew Marriot i den fancy Indigo mall i det nordøstlige Beijing. Vi har aftalt, at mødes klokken 11 en onsdag formiddag. Klokken 11 en onsdag fordi vi kan.
Jeg er knap færdig med spørgsmålet “har du nogensinde fortrudt din beslutning om at give karrieren op for at blive medfølgende ægtefælle,” før Andrew svarer med et bestemt nej.
”Jeg sagde mit job i handelsbranchen op, da min ældste datter var to år gammel, og min kone var næsten færdig med medicinstudiet,” siger han, og slår fast: ”det var verdens bedste beslutning”.
Siden har hans hustrus job som læge bragt familien til Washington D.C., Guam og nu Beijing. På stillehavsøen Guam fik Andrew mulighed for at beskæftige sig med undervandsfotografering, som er hans store lidenskab. Han bruger en stor del af sin tid i Beijing på at forske, skrive og redigere sine billeder:
”Jeg rejser omkring 200 dage om året til verdens mest kendte dykkersteder for at tage billeder og skrive”. Han stopper op og lægger hovedet lidt på skrå, da han ser jeg sidder og dagdrømmer bare ved tanken.
Andrew er, med egne ord, ikke ansvarlig for “noget andet i hjemmet at have det sjovt med sine to døtre på nu ti og fire år.” Det forlyder derfor ikke så overraskende, at familiens Ayi (hushjælp) har en hel del overarbejdstimer.
Sociale behov og køn
Jeg kender glæden ved endelig at have tid til sig selv. Og som expat i Beijing, er jeg involveret i en bred vifte af aktiviteter – som klart er dominerede af kvinder.
Men måske er det ikke så underligt, at hjemmegående fædre takker nej til udflugter til silkemarkedet, pænt undskylder at de ikke kan komme med til keramik workshops og lige springer strikkeklubben over.
Men jeg undrer mig ikke desto mindre af og til over, hvor de hjemmegående fædre og fædrene i det hele taget er henne.
Mit umiddelbare gæt har været, at kvinder har et større socialt behov end mænd og har mere brug for at tale med andre om de udfordringer, der er forbundet med at flytte til udlandet som mefølgende ægtefælle.
Men det kan jo være en fordom. Så i stedet for at konkludere ud i det blå, besluttede jeg mig for nogle måneder siden for at opsøge nogle hjemmegående mænd for at finde ud af, hvad de laver i hverdagen. Og om de sociale behov virkelig er kønsbetingede.
Jens: nemmere at ‘være på orlov’ end at ‘gå hjemme’
På vej hjem fra skolebussens stoppested tager jeg først en sludder med min nabo, Jens Ölander.
Jeg har fulgt med på Jens’ geniale YouTube kanal Peking papa hvor han laver kinesisk mad. En hobby han endelig har fået mere tid til efter familien flyttede til Beijing.
“Jeg er aldrig flov over at være hjemmegående,” siger han. “Men jeg må indrømme, at jeg ofte hører mig selv understrege at jeg er på orlov fra mit job. Det er på en eller anden måde nemmere”.
Se Jens’ bud på de berømte “Hong Kong bubble waffles” her:
I expat kredse går folk gerne ud fra, at det er manden der arbejder og kvinden, der går hjemme.
”Jeg kan godt blive lidt træt af denne traditionelle tænkemåde” siger Jens, ”og selvom jeg ikke tøvede et øjeblik med at tage orlov fra mit gode job i Sverige, da min kone Maisoun fik job i Beijing, føler jeg mig lidt opgivende når folk spørger til min karriere”.
Andrew føler på den anden side, at hans omverden er blevet alt for karrierefikseret. Han ville langt hellere høre spørgsmålet “hvem er du?” frem for “hvad laver du?”
”Når jeg bliver spurgt om hvad jeg laver, svarer jeg som regel at jeg er trophy husband. En mand min kone stolt viser frem og praler af. Et statussymbol. Jeg elsker at se folks reaktion,” griner han.
Selvom både Jens og Paul er taknemmelige for at have mere tid til familien, indrømmer de, at den rolle de p.t. har, ikke er helt så defineret og klar som tidligere
En tredje mand jeg taler med er Paul Smith,der for et stykke tid siden tog orlov fra sit job som IT ekspert for den britiske centraladministration, for at følge sin kone, da hun fik tilbudt et job på den britiske ambassade i Beijing:
”Jeg greb straks den fantastiske mulighed for at få mere tid til mig selv og til min søn Dexter” forklarer han.
Men selvom både Jens og Paul er taknemmelige for at have mere tid til familien, indrømmer de, at den rolle de p.t. har, ikke er helt så defineret og klar som tidligere:
”Det var på en måde nemmere at være i en ”kasse” som arbejdende og finansiel bidragsyder til familien” forklarer Paul men tilføjer at han i”kke ville bytte denne unikke mulighed for noget i verden.”
Hvor er fædrene?
Da Paul ankom til Beijing, begyndte han straks at lede efter et netværk bestående af mænd. Men det var ikke nemt, beretter han:
”Mange af dem havde arbejde i Beijing, og snakken handlede ofte om jobbet, så jeg begyndte at føler mig lidt udenfor” siger han.
En fjerde far, jeg taler med, Tobias Gustafsson, fortæller, at han også savner lidt kontakt til andre hjemmegående mænd: ”Selvom kvinder er vældig flinke og imødekommende, undrer jeg mig ofte over, om der virkelig ingen hjemmegående mænd er, eller om de bare ikke dukker op til skolemøder og andre arrangementer,” lyder det.
Nina, fortæller, at en karriere i udlandet ville have været ganske utænkelig, hvis hun ikke havde haft sin mands støtte og uvurderlige hjælp i hjemmet
Tobias har været medfølgende ægtefælle de sidste otte år. Gennem hans kones job som diplomat, har familien været udstationeret i Irland, Ungarn, Ukraine og nu Kina. Når Tobias ikke læser kinesisk eller træner til sit næste maraton, er han travlt optaget i hjemmet hvor han klarer husholdningen og tager sig af parrets syv årige datter.
Da jeg senere møder hans kone Nina, fortæller hun mig, at en karriere i udlandet ville have været ganske utænkelig, hvis hun ikke havde haft sin mands støtte og uvurderlige hjælp i hjemmet.
Skal I med i kaffeklubben?
Både Jens og Andrew har enkelte gode venner i Beijing men føler sig også godt tilpas i deres eget selskab. Hvad angår Paul, mener han at et socialt netværk er alfa og omega:
”Jeg er glad for at kunne sige, at mit sociale behov dækkes dagligt takket været det engelsktalende fællesskab bestående af forælde og lærere på den internationale skole Western Academy of Beijing, hvor jeg er leder af forældreforeningen. Men jeg kunne godt savne mere kontakt til fædre der, ligesom jeg, har valgt karrieren fra.”
Fir it eget vedkommende har jeg skiftet holdning. Jeg tror faktisk, at sociale behov afhænger mere af personlighed end af køn. For nogle mennesker er det ganske enkelt større end for andre.
Og selvom man måske ikke støder ind i dem på blomstermarkedet eller i kaffeklubben, så er de derude – de mænd, der giver afkald på karrieren for at følge med familien rundt i verden. Og de er blevet et mere og mere almindeligt fænomen.
Det er muligt, at de ikke er så synlige som andre mænd, der kører derudaf, men de hjemmegående mænd har intet imod, at deres ægtefællers karrierer har forrang for deres på det traditionelle arbejdsmarked, og de fungerer som vigtige rollemodeller for deres børn. The real househusbands fortjener respekt, et kæmpe klap på skulderen og en tak fordi de er med til at bryde et gammeldags og stift kønsrollemønster.
Topfoto: Paul læser højt for sønnen Dexter – privatbillede, Paul Smith.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
