Tillidssnoren

Nick Allentofts ‘Bogen til far’: Tillidssnoren

i Bøger/Liv & Mennesker af
NY BOG // UDDRAG – “I mine tanker dukkede de gange op, hvor jeg selv var blevet afsløret i tåbelige projekter. Ideen havde altid lydt helt anderledes end den virkelighed, der udspillede sig senere, og jeg tænkte, at min knægt nok sad med samme frustrationer nu. Følelsen af uskyldighed blandet med den flovhed, som de voksnes reaktioner affødte.” Nick Allentoft udgiver 20. maj ‘Bogen til Far’, hvor en række fædre deler en historie fra deres eget faderskab. To eksperter – hhv. en sundhedsplejerske og Center for Børneliv bidrager også.

Det var i september. Skolerne var godt igang. Knægten lige begyndt i 0. klasse og havde allerede god erfaring med fritidshjemmet, hvor han var startet i februar som en af de første af det nye kuld, der skulle forberedes til skolestarten.

Telefonen ringede midt på eftermiddagen. Om jeg kunne komme over i fritidshjemmet? Min dreng havde været involveret i en alvorlig affære, som krævede handling. I værste fald kunne politiet blive involveret

Selv gik jeg rundt nede i idrætshallen som tilforordnet til folketingsvalget. Det er derfor, jeg har så nemt ved at huske dag og dato. Tirsdag den 15. september 2011. Den dag, Helle Thorning-Schmidt blev statsminister i stedet for Lars Løkke Rasmussen. Den dag, en kvinde for første gang i Danmarkshistorien indtog landets mest magtfulde position.

Det var også den dag, tillidssnoren blev introduceret overfor min mellemste.

Telefonen ringede midt på eftermiddagen. Om jeg kunne komme over i fritidshjemmet? Min dreng havde været involveret i en alvorlig affære, som krævede handling. I værste fald kunne politiet blive involveret.

Sammen med tre kammerater havde min dreng leget med ild på et lukket område af legepladsen. Inde i et legehus. Tændstikker og lightere var indsamlet i hemmelighed over flere dage ved at stjæle dem hjemmefra, lød en del af historien. De havde fundet et bildæk og brugt som en slags bålplads og lagt det i legehuset, hvorefter de havde blokeret vinduer og døre. Ingen måtte opdage deres hyggelige ide om at lave bål sammen. Et projekt, som tilsyneladende havde været aftalt inden weekenden.

De få hundrede meter fra hallen til fritidshjemmets bygninger tænkte jeg som en gal. På den ene side havde de rodet sig ud i et fuldstændig vanvittigt projekt. På den anden side var det helt utroligt, at ingen forældre eller pædagoger havde luret deres planer. Ligesom de var lykkedes med at liste ind på det lukkede område, uden at nogen havde opdaget det.

Jeg måtte give point for kreativitet og fantasifuldhed, men var også klar over, at oplevelsen af dette tillidsbrud måtte gøres så stærk som overhovedet mulig. Det var en meget stille seksårig knægt, jeg mødte i et af indskolingens klasseværelser

Samtidig havde jeg også en vis respekt for fantasifuldheden og evnerne, og mindedes mange historier om egne tåbeligheder fra min egen barndom. Jeg måtte give point for kreativitet og fantasifuldhed, men var også klar over, at oplevelsen af dette tillidsbrud måtte gøres så stærk som overhovedet mulig.

Det var en meget stille seksårig knægt, jeg mødte i et af indskolingens klasseværelser, da jeg havde fået historien fortalt af pædagogerne. De var selv lidt pinligt berørt over, at knægtene var lykkedes delvis med deres projekt, for alle forstod, at var der gået lidt længere tid, før de var savnet, var de måske blevet kvalt i giftig røg fra et brændende bildæk inde i et tillukket legehus.

Alvoren hang lige så tungt i luften, som den røg, dækket kunne have kvalt drengene i. Men det var den voksne forståelse af situationen. Barnets oplevelse ville utvivlsomt være anderledes.

Tillidssnoren
Billede fra bogen.

I mine tanker dukkede de gange op, hvor jeg selv var blevet afsløret i tåbelige projekter. Ideen havde altid lydt helt anderledes end den virkelighed, der udspillede sig senere, og jeg tænkte, at min knægt nok sad med samme frustrationer nu. Følelsen af uskyldighed blandet med den flovhed, som de voksnes reaktioner affødte.

Den her septemberdag i 2011 stod jeg nu som voksen og skulle håndtere det samme, som min far havde håndteret utallige gange 30-35 år tidligere. Men jeg havde også en ide om, at min reaktion måtte have mere effekt end min fars reaktioner i sin tid. Essensen her var, at min dreng havde brudt min tillid. Hvis ikke jeg formåede at håndtere det her godt, så ville min egen historie gentage sig. Så ville han igen og igen rode sig ud i skøre indfald, ligesom jeg havde gjort. Ikke at min far håndterede mig dårligt. Tværtimod. Det var bare en anden tid.

Min dreng sad i vindueskarmen. Stille og ydmyg. Langt fra den dreng, jeg normalt kendte. Ham der ville forsvare sig til det sidste.

“I ville hygge med et lille bål,” spurgte jeg.

Han nikkede.

Vi talte lidt om hele situationen. Ingen fordømmelse fra mig. Ingen skæld ud. Helt roligt stillede jeg spørgsmål og lyttede. Forklarede, at det er fint med gode ideer og initiativ, men jeg var ked af, at han ikke havde delt sin idé med mig. At han havde snydt mig ved at stjæle en lighter i stedet for at spørge.

Alvoren blev lige så stille tydelig for ham. At de ikke havde tænkt det ordentligt igennem. Vidst for lidt om det, de ville prøve. Men også problemet med, at han var gået bag min ryg gennem flere dage.

“Vil du høre en hemmelighed,” sagde jeg. Han kiggede op. Nysgerrigt. Ville jeg fortælle hemmeligheder her midt i den rædselsfulde situation

Så blev det tid til at gøre klart, hvilken betydning hans handlinger havde.

“Vil du høre en hemmelighed,” sagde jeg.

Han kiggede op. Nysgerrigt. Ville jeg fortælle hemmeligheder her midt i den rædselsfulde situation?

“Altså om, hvordan man er far og søn?” uddybede jeg.

Han nikkede.

“Der er sådan en usynlig snor mellem os. Den bliver hele tiden længere og længere jo ældre du bliver. Det er en tillidssnor,” begyndte jeg.

“Da du var lille baby, var snoren meget kort. Så lærte du at gå, og kom i børnehaven. Så blev den lidt længere. Hele tiden er den her snor blevet længere, fordi du er blevet større og har kunnet mere og mere selv,” forklarede jeg.

Han kiggede stille, men med åbenlys opmærksomhed. Jeg fornemmede, at det her billede virkede.

“Man kalder den for en tillidssnor, fordi den bliver længere efterhånden, som jeg kan stole mere og mere på dig, og du viser, at du kan opføre dig ordentligt. I dag har du revet den over. Den er blevet ødelagt, og nu skal vi lave den sammen helt forfra. Det betyder, at den er blevet meget kort igen. Den var ellers lige blevet ret lang, fordi du er begyndt i skole.”

Jeg kunne se, at det virkede. At tankerne drønede rundt. Følelsen af svigt og forståelsen af de konsekvenser, det nu havde.

Andre gange har jeg været en dårlig far. Men jeg tør godt sige, at med nu 17 års erfaring er jeg blevet en god far. Er jeg heldig, bliver mine tre drenge rigtig gode fædre. Så har jeg gjort det godt

“Når man er far, har man hele tiden øje på sin dreng. Jeg har ansvaret for alt, hvad du finder på. Når du er lille, skal jeg holde øje med dig ret meget for at passe på dig, men så lærer du mere og mere selv, og så kan tillidssnoren mellem os hele tiden blive længere. Det er egentlig ret smart,” forklarede jeg.

Han forstod pointen.

Tillidssnoren
Foto: Nick Allentoft.

“Nu skal vi lave snoren helt forfra. Den næste tid har jeg et ekstra øje på dig, og her i fritidshjemmet skal I være i nærheden af voksne hele tiden,” sagde jeg.

Jeg havde aftalt med pædagogerne, at drengene skulle være under voksenopsyn hver dag i mindst en uge, og først slippes løs, efterhånden som de spurgte om lov. Samtidig måtte pædagogerne gerne inddrage knægten i dagens gøremål såsom at feje gulvet om eftermiddagen og den slags.

En uges tid senere var vi på en køretur sammen.

“Far,” siger knægten.

“Ja,” svarer jeg åbent.

“Den der tillidssnor….,” kommer det.

“Ja….?”

“Den knækker jeg aldrig mere.”

Han har holdt sit ord. Vores forhold har lige siden været bygget på tillid og en gensidig respekt for, at han gerne vil strække snoren så langt som muligt, mens jeg samtidig har brug for at vide, hvad han finder på. Ingen hemmeligheder og til gengæld heller ingen fordømmelse eller forbud fra min side.

Den dag i september 2011 var jeg heldig at have både fantasi, overskud og erfaring til at håndtere en svær situation med succes.

Andre gange har jeg været en dårlig far. Men jeg tør godt sige, at med nu 17 års erfaring er jeg blevet en god far. Er jeg heldig, bliver mine tre drenge rigtig gode fædre. Så har jeg gjort det godt.


LÆS MERE OM FADERSKAB I POV HER


Bogen til Far opfordrer fædre til at være mere nærværende og engagerede i deres børn. Det handler om ligestilling i hjemmet, siger forfatteren og peger på, at mænd tager en brøkdel af den samlede barsel i børnefamilierne.

“Der er brug for far. Børn har brug for far, fordi børn elsker deres forældre ubetinget. Partneren har brug for far, fordi en familie består af to forældre. Samfundet har brug for far, fordi vi stadig er ved at lære, hvordan man indretter et samfund, hvor både mor og far arbejder. Derfor er der brug for en dedikeret bog til far, der anerkender hans rolle og ansvar. “

Sådan indledes Bogen til Far, der udkommer den 20. maj. I bogen deler fem forskellige fædre deres erfaringer som fædre og budskabet er entydigt. Det er ren livsglæde, lykke og kærlighed at være nærværende og engageret far.  De fem fædres historier er suppleret med kapitler fra fra landets sundhedsplejersker samt Center for Børneliv.


Nick Allentoft (red): Bogen til far
260 sider, 299,- kr.
Forlaget Samfundssind
Udkommer 20. maj.


Topbillede fra bogen. Kapitlet er “Tillidssnoren”.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Nick Allentoft er far til tre drenge, journalist og forfatter. Han er opvokset i Ebeltoft på Djursland-Mols, og har boet hele sit voksenliv i hovedstadsområdet. Han i 2020 udgivet og skrevet hoveddelen af bogen, 'Bogen til Far' på baggrund af 17 års noter og refleksioner. Nick Allentoft har herudover været redaktør på eller bidragyder til bøgerne Franchising (Børsens Forlag), Offentlig effektivisering (Djøf Forlag), OPI - debat og perspektiv (DenOffentlige), Det Personlige Samfund (Vindelsti) og Velfærdsillusionen, der udkom på Samfundslitteratur i 2018.
Han har i flere år deltaget aktivt i den familiepolitiske debat og er tidligere chefredaktør og stifter af mediet DenOffentlige.dk . Fra 2010 - 2013 var han medlem af byrådet i Furesø fra 2010 til 2013; de første tre år for Venstre, det sidste - og siden da - uafhængig af politiske partier. Man kan læse mere om Nick på hjemmesiden: Nickallentoft.dk

Seneste artikler om Bøger