ESSAY – For 12 år siden stillede jeg et spørgsmål på Facebook. Ikke et hyggespørgsmål, men et af dem, der kradser lidt, skriver Christel Skousen Thrane: “Når jeg læser svarene i dag, er jeg mindre optaget af at finde én definition”.
I en tid, hvor shitstorms ruller på sociale medier med fuld kraft, og hvor mennesker bliver hængt ud i realtid, opstår der et spørgsmål, som er sværere, end det lyder:Hvor er vennerne? Hvem står frem? Hvem bliver stående? Og hvem trækker sig stille væk?
For midt i alle de digitale domstole bliver én ting meget tydelig: Venskab bliver for alvor testet, når det ikke længere er risikofrit.
Svarene væltede ind. Og folk var langt fra enige
For 12 år siden stillede jeg et spørgsmål på Facebook. Ikke et hyggespørgsmål, men et af dem, der kradser lidt. Det er netop dukket op i mit FB-mindefeed i dag, og det føltes sjovt nok presserende at kigge på det og skrive om det nu.
For jeg spurgte om venskaber: Hvad vil det sige at have hinandens ryg? Hvornår er man true friends? Og hvad kan man egentlig forlange af hinanden, når det gælder opbakning og loyalitet?
Stopper det i det øjeblik, det også koster én selv noget? Når ens eget ry kan få en ridse? Når man risikerer selv at blive trukket med ned?
Svarene væltede ind. Og folk var langt fra enige.
Venskab er ikke én ting
Noget af det mest slående var, hvor forskelligt folk ser på venskab.
For nogle handler det om ubetinget opbakning. At man bliver, uanset hvad. At man ikke forlader, når det bliver svært, eller når den anden begår fejl. At man står ved hinanden, også når det blæser.
For andre er venskab tættere knyttet til ærlighed. At man netop ikke bakker op om alt, men tør sige det, der er svært. Tør tage den samtale, som mange undgår, fordi den kan koste.
Og så var der dem, der insisterede på, at det ikke er enten eller. At ægte venskab netop kræver begge dele. Både loyalitet og modet til at sige fra.
At have hinandens ryg er ikke det samme som at være enig
Det er måske dér, det bliver interessant.
For hvad betyder det egentlig at have hinandens ryg?
Betyder det, at man forsvarer sin ven over for omverdenen, uanset hvad?
Eller betyder det, at man tør sige: Det der er ikke i orden?
Flere pegede på, at opbakning ikke må blive til rygklapperi. At man som ven også har et ansvar for at sige noget, når den anden er på vej det forkerte sted hen.
Men lige så mange pegede på det modsatte: At man i sårbare situationer ikke har brug for flere holdninger. At man har brug for nogen, der bliver. Som ikke analyserer, ikke vurderer, men som holder om og holder af.
Det er en svær balance.
Loyalitet er nem, lige indtil den ikke er det
Der er en romantisk forestilling om venskab som noget ubetinget. Noget, der står fast uanset hvad.
Men i virkeligheden bliver venskab først for alvor sat på prøve, når det ikke længere er gratis.
Når det koster noget at blive stående.
Når det kan få konsekvenser for én selv.
Når man bliver sat i en situation, hvor man må vælge mellem sin ven og sin egen integritet.
Her var svarene tydeligt delte.
Nogle var ikke i tvivl: En rigtig ven bliver. Også hvis det koster.
Andre sagde: Jeg støtter dig, men jeg lyver ikke for dig. Jeg forsvarer ikke noget, jeg ikke kan stå inde for.
Og måske er det netop her, venskab ikke kan reduceres til en regel. For begge positioner rummer noget rigtigt.
Ærlighed uden timing er ikke omsorg
Et andet spor i tråden var ærlighed.
Mange fremhævede, at de bedste venner er dem, der tør sige ting, man ikke har lyst til at høre. Som udfordrer én. Som ikke lader én glide.
Men samtidig var der en vigtig pointe: Ærlighed er ikke bare at sige, hvad man mener.
Det er også at vide, hvornår man skal sige noget. Hvordan man siger det. Og hvornår man skal lade være.
For nogle gange er det mest loyale ikke at sige noget. Men at lytte.
Når det virkelig gælder, er det handlingerne, der tæller
En af de stærkeste pointer i svarene handlede ikke om ord, men om handlinger.
Det er ikke dem, der sender en besked, man husker.
Det er dem, der møder op.
Dem, der tager med til lægen.
Dem, der hjælper med det praktiske, når livet vælter.
Dem, der tager over, når man selv ikke kan.
Det er dér, venskab bliver konkret.
Og så er der grænsen
For selv de stærkeste venskaber har en grænse.
Hvis værdierne ikke længere hænger sammen. Hvis man ikke længere kan stå inde for det, den anden gør. Hvis tilliden forsvinder.
Så stopper noget.
Ikke nødvendigvis kærligheden. Men relationen ændrer sig.
Det var der også en ærlighed om i svarene, som jeg faktisk synes er vigtig. Venskab er ikke ubetinget for enhver pris.
12 år senere
Når jeg læser svarene i dag, er jeg mindre optaget af at finde én definition. Og mere optaget af dem, jeg har.
Mine venner. Dem, der altid er klar på at tage diskussionen. Som udfordrer mig og ikke bare giver mig ret. Som siger hold kæft, når det er det, der skal til, og som gør det med kærlighed. Dem, der hjælper i stort og småt. Som bakker op, men ikke ukritisk. Som også elsker mine børn og min mand. Som er en del af mit liv, ikke som gæster, men som nogen, der hører til.
Der er en romantisk forestilling om venskab som noget ubetinget
Dem, der lytter til den samme historie igen og igen, indtil den ikke gør ondt mere. Som afgifter mig, når jeg har sagt eller gjort noget, jeg fortryder. Som får mig til at grine så meget, at tårerne triller. Dem, der kan bære over med, at jeg ikke altid er den bedste ven. Og som ved, at jeg gør det samme for dem.
Og som bliver. Ikke fordi det altid er let. Men fordi vi ægte vil hinanden.
Det er nok det tætteste, jeg kommer på et svar.
Hvad er ægte venskab for dig?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og