KULTUR // BOGANMELDELSE – I 50 bibeltekster du skal kende åbner Sørine Gotfredsen Bibelens væsentligste tekster op og sætter dem i et almenmenneskeligt perspektiv. Det gør hun glimrende, bl.a. igennem Tolstoj, Martin A. Hansen, Orwell og dramaserien Matador, skriver Freja Cæcilie Petri Bondgaard.
Bibelen, bøgernes bog, er den nok vigtigste bog nogensinde. Dette vil præsten Sørine Gotfredsen angiveligt nok heller ikke tøve en meter med at sige, heller ikke selvom hun er en kvinde, som uden tvivl har læst rigtig mange bøger i sit liv.
I 50 bibeltekster du skal kende har præsten udvalgt de for hende at se 50 væsentligste tekster i Bibelen, tekster som hun mener, alle bør kende, fordi de rammer ind i noget absolut grundmenneskeligt, samtidig med at de har trukket lange tråde op igennem vores kultur.
Gotfredsen skriver kløgtigt og med stort vid og bid om Bibelens første onde handling og ondskaben som sådan; om had og kærlighed mellem søskende; om skyld og evnen til at føle den; om forfængelighed, afmagt og frygt – og om den frygt, de fleste af os nok kan spejle os i, nemlig frygten for at leve overfladisk.
Præstens budskab er langt fra, at Bibelens budskab isolerer sig til at tale til kristne og deres sfære. Derimod er Bibelens budskab for og til alle, for Bibelens fortællinger handler om det grundlæggende ved at være menneske, hvormed budskaberne trænger omfattende ind i det almindeligt levede liv.
Fra syndefald til skyld og dårlig samvittighed
Bogen er glimrende formidling, og Gotfredsens projekt med at åbne den Bibel op, som er så afgørende for vores kulturelle selvforståelse, sprog og historie samt Gotfredsens eget livssyn, lykkes.
Hun bruger sig selv, men især en bredere kulturel kontekst fra litteratur, film og drama til at nå dybere ind i disse tekster.
Referencerne går lige fra Tolstoj, Orwell og Martin A. Hansen til Matador og Downton Abbey
Når hun f.eks. analyserer syndefaldsmyten, gør hun det med parallel til Albert Camus’ Faldet (1956), hvor hovedpersonen Jean-Baptiste Clamence oplever sit eget personlige syndefald. Han undlod at redde en kvinde, der var ved at begå selvmord, selvom han kunne have gjort det.
Således er ethvert menneske rundet af det syndefald, som ethvert menneske – efter Adam – er blevet delagtiggjort i, men samtidig har ethvert menneske også sit eget personlige syndefald, et tidspunkt i ens livsfortælling, hvor det pådrog sig en slags følt skyld eller dårlig samvittighed, som sidder fast og bor i én – også selvom man måske ikke tænker på det hele tiden.
50 bibeltekster du skal kende henvender sig til alle, der gerne vil blive klogere på bøgernes bog, og Sørine Gotfredsens udlægninger af had, kærlighed, sorg, forfængelighed, jalousi m.m. sættes i relief ved hjælp af litteratur, film og serier. Og referencerne går lige fra Tolstoj, Orwell og Martin A. Hansen til Matador og Downton Abbey.
Lidt mere Sørine Gotfredsen, tak
Æstetisk set er bogen så utrolig smuk, at layoutet fortjener at blive nævnt. Bogens taktilt set lækre matterede overflade er udstyret med illustrationer af de træsnit, som den franske gravør, Gustave Dorés lavede til den franske oversættelse af Vulgata-Bibelen fra 1843. Disse illustrationer pryder bogen igennem de knap 250 sider, og holdt i hvid og blå er bogen simpelthen så stilren og smuk.
En ting, jeg er ked af, ved bogen er dog, at Gotfredsens egne betragtninger ikke fylder mere. Når der skal være plads til 50 bibeltekster, er der bare heller ikke plads til lange udlægninger af hver enkelt tekst, medmindre det altså skal være en temmelig lang bog, hvilket det ikke er. Men lige så eleverende betragtningerne er, lige så ærgerligt er det også, at de gang på gang stopper, netop som man er grebet og gerne vil have mere.
50 bibeltekster du skal kende er altså en glimrende og eksistentielt set klog introduktion til Bibelen, men havde der altså bare været lidt færre bibeltekster, lidt mere Sørine Gotfredsen.
Læs POV’s kulturanbefalinger i Kulturlisten hver fredag. Find den seneste udgave her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her