LIV & MENNESKER // KLUMME – Taxituren denne eftermiddag er et studie i absurd raseri. Taxamanden henter sammen med mange andre chauffører børn fra specialskolerne for ”de særlige børn”. De unger har selvfølgelig deres diagnoser og deres særheder – målt på skalaen for normalitet. Men da en episode med en ilter bilist, der mest af alt virker som en moderne udgave af fortidens frygtindgydende monstre, opstår ved afhentning, rokkes der ved normalitetsbegrebet.
Der er noget mildt over øjnene. Noget engle-agtigt. Hun er teenager, meget slank – og så de øjne over den smalle mund, som aldrig taler til mig.
”M” er, selv om jeg ikke kender hendes diagnose, formentlig autist. I dag taler man om ”autismeskalaen”, og “mine særlige børn”, som jeg kører til hovedstadens forskellige special- og behandlingsskoler, kan være meget forskelligt ramt af autisme. Fra et stærk reserveret forhold til den faste taxichauffør til en udadvendthed, der gør mig til en slags ven eller ”bonus-onkel”. “M” er tavs”.
Den tavse kunde
Måske taler hun en smule i skolen. Måske slet ikke. Jeg ved det ikke, for hun er ny i vogn 6828 og i mit arbejdsliv.
Selv om autister har brug for genkendelighed og systematik for at have ro på, beundrer jeg deres ro over det faktiske kaos, når skolerne åbner – og lukker. Ikke mindst denne eftermiddag ved skolen, som er en af de større, og som skæbnen har placeret på en smal forbindelsesvej i en tæt boligbebyggelse. Udefra set – og langt ind i realiteternes verden – er det igen kaos, da 15-20 taxier henter de særlige børn for at køre dem hjem.
Det gør ikke situationen lettere, at taxierhvervet i dag er præget af, at arbejdsmarkedet mangler arbejdskraft, og hvor persontransport udgør bunden i løn og arbejdsvilkår. Udskiftningen er enorm. Mange har endnu ikke lært fagets hjørner og udfordringer, herunder hvordan man udfører trafikal alkymisme, når de mange børn skal hentes.
Man må sno sig. Man må – sig det ikke til nogen – twiste parkeringsreglerne til det yderste. Og så må man udvise en aktiv hensyntagen til de mennesker, der har svært ved at komme hurtigt frem i dette kaos af taxier, søgende chauffører og hårdtarbejdende pædagoger, der gentager dagens uundgåelige spørgsmål:
“Hvem skal du ha’ med? Hvem skal du ha’ med? Hvem skal du ha’ med?”
Der er noget Mona Lisa over hende. Lidt smil, lidt vemod
De søger som gadesælgere fra vogn til vogn, fra chauffør til chauffør for at forbinde det rette barn med den rette mand.
Jeg kender skolen fra mange taxibesøg og kører i det hele taget ofte med ”særbørn”. ”M” skal hentes nede i den ene ende, og jeg har parkeret taxien i den anden omtrent 100 meter derfra foran en port, der aldrig åbner på dette tidspunkt. Det handler om at være præcis, og det fantastiske ved at køre med børn i autismespekteret er, at dér kan du være sikker på, at kl. 14 betyder kl. 14 – nul-nul-dut.
Hun kigger på mig med de gråblå øjne, som er reserverede men ikke frygtsomme. Der er noget Mona Lisa over hende. Lidt smil, lidt vemod.
Så fortæller jeg hende, at jeg afløser Jan i dag, at jeg glæder mig til at køre hende hjem, og at taxien holder for enden af den smalle vej tæt på den store. Jeg er ikke særligt reflekteret over den velkomst men ved blot af erfaring, at autister er mest trygge ved genkendelighed og opmærksomhed. Kun jeg taler, mens jeg bilder mig ind, at øjnene, der nu er en anelse mere varme, er i en slags dialog.
Den rasende dinosaur
På vej op mod taxien, bliver der pludselig uro i rækkerne. Der er kø og kaos. En mand i en stor, sort Mercedes med blåligt tonede ruder tvinges til at give et eller to minutter af sit liv til et skolebarn, der skal ind i taxien med sit habengut og have sikkerhedssele på.
Manden i den sorte Mercedes ruller vinduet og afleverer et par replikker til en gruppe af taxichauffører med meget sort hår. Jeg hører ikke ordene men kan se på mandens kropssprog, at der ikke er tale om en kærlighedserklæring. Han gestikulerer som i en parodi fra ”de varme lande”.
Han kører en vognlængde frem og hugger bremsen i, muligvis fordi en eller anden har sagt noget til ham. Så går han verbalt amok. Den nydelige borger råber og fægter som i en slåskamp, der heldigvis ikke bliver til noget. Tager så fat i rattet, som vil han sikre, at den eksplosive krop forbliver fastlimet til den sorte Mercers lædersæde.
Overarmene i den lyseblå skjorte svulmer, så man kan forvisse sig om, at hans biceps’ slagkraft er større end hans hjernes evne til at kontrollere styrken. Lige nu er han mest af alt en samtidens Tyrannosaurus Rex, den iltre og frygtindgydende dinosaurus, som levede for snesevis af millioner af år siden.
Tyrannosaurus Traficcus
Han er kraftedeme træt af de skide taxichauffører og deres åndssvage parkeringer, så man som travl borger ikke kan komme hurtigt frem. “Sig mig, kan I ikke læse?”, tordner han.
Nogle på fortovet blive forskrækkede, fordi hans raseri er lige så sort som hårfarven på de fleste af hyrevognschaufførerne foran specialskolen.
Da “M” og jeg passerer optrinet, er mine mange kolleger ”af anden etnisk herkomst” nærmest tavse over det verbale overfald. De har prøvet det før. Stilheden er sværdet.
En absurd tanke om normalbegrebet i vores kultur af travlhed og stress. Hvem er de normale her?
Så træder den rasende bilist i den sorte Mercedes speederen i bund. Kun den indbyggede tractioncontrol forhindrer hjulspin og lugten af brændt gummi. Han når givetvis en hastighed og en uforsvarlighed, der ville ende med en frakendelse af kørekortet, hvis der havde været politi til stede.
Mine kolleger sender hinanden øjne.
Et par af pædagogerne ryster på hovedet, og unge “M” med de talende øjne sender mig et blik af rolig overbærenhed.
Jeg puster vreden ud af lungerne, inden jeg kører derfra.
Det er bare en tanke. En absurd tanke om normalbegrebet i vores kultur af travlhed og stress. Hvem er de normale her?
Manden i den lyseblå skjorte eller børnene på autismeskalaen?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
