Slaget om Ryesgade – da Tine frelste både politiet og BZ

i Kulturhistorie/Liv & Mennesker af

POV TEMA // TINE BRYLD 80 ÅR – I 1986 trak det op til en voldelig konfrontation mellem Københavns politi og en gruppe unge BZ’ere, der havde erobret en ejendom i Ryesgade på Østerbro. Da gik Tine Bryld i aktion, fortæller Journalist Erik Valeur, som spillede en lille rolle som sendebud: “Til krisemødet havde hun indkaldt filmmanden Erik Clausen og musikerne Kim Larsen og Peter Ingemann, der var ved at starte Himmelblå-fonden, som hun vidste lå inde med betragtelige summer … “Hvis vi skal undgå en historisk katastrofal situation, næsten helt sikkert med døde på begge sider af barrikaderne, så køber I huset og forærer det til BZ’erne, færdig basta,” sagde hun til dem over et par øl i stuen. Historien har ikke været fortalt før i sin helhed.

Jeg havde kendt Tine Bryld i knap ti år, da vi sammen var involveret i én af BZ-bevægelsens mest dramatiske konfrontationer – senere kendt som ’Slaget om Ryesgade’ på Østerbro i København, september 1986.

Her udfoldede hun alle sine evner som både fighter, organisator og forsoner midt mellem kampberedte politichefer, hardcore BZ-ledere, forvirrede rockmusikere og velmenende journalister (vælg selv, hvad der har føltes værst!)

I den over 100 år gamle arbejdergade havde BZ’erne, som jeg længe havde fulgt for DR’s Ungdomsredaktion, besat en ejendom – ja, der var vist to – og da politiet annoncerede rydning med alle de midler, de havde, ventede nationen åndeløst på udfaldet.

Et par af BZ-lederne havde over for mig fabuleret om en luftballon, der kunne flyve bort over byens tage (jo, de mente det alvorligt!), men planen var blevet skrinlagt som for farlig – og ingen ved jo, hvad vej vinden blæser, når det virkelig gælder

Nogle år før havde BZ’erne forladt deres elskede Allotria-ejendom gennem en tunnel, men det var der ingen udsigt til her.

Tine havde jeg lært at kende som journalist på Søndagsberlingeren, hvor jeg interviewede hende og ret hurtigt blev ven af huset – med hende selv, hendes børn og hendes mand, Arne Gaardmand.

Så da det trak op til rydning af Ryesgade 58, som stedet blev kaldt, forstod vi alle, at en fredelig udgang næppe var sandsynlig.

Ganske vist havde et par af BZ-lederne over for mig fabuleret om en luftballon, der kunne flyve bort over byens tage (jo, de mente det alvorligt!), men planen var blevet skrinlagt som for farlig – og ingen ved jo, hvad vej vinden blæser, når det virkelig gælder.

I de dage tog Tine så affære. Hun indkaldte mig og min journalistkollega Frank Hvilsom til rådslagning i villaen på Uraniavej og skitserede sin slagplan: “De vil ha’ et hus, så dét skal de få, hvad enten overborgmester Weidekamp og politidirektør Eefsen ville det eller ej – det ville de sgu’ blive nødt til”.

Til krisemødet havde Tine indkaldt filmmanden Erik Clausen og musikerne Kim Larsen og Peter Ingemann, der var ved at starte Himmelblå-fonden, som hun vidste lå inde med betragtelige summer, de tre meget gerne ville donere til værdigt trængende formål

Der manglede bare lige at blive trukket og knyttet et par tråde i hendes sindrige plan, som skulle gøre alle tilfredse, og der var næsten ingen tid tilbage i timeglasset.

I de samme døgn rejste BZ’erne barrikader og lukkede kvarteret fuldstændig af. I Trepkasgade over for Rigshospitalet blev der bygget en enorm spærring, som ville blive forsvaret med sten og stænger – af nogen også med molotovs, forstod alle.

Tre kilometer væk i fugleflugt – hjemme i huset på Uraniavej – satte Tine sin redningsplan i værk sammen med en tidligere christianit, Jakob Reddersen, der selv var en sublim organizer af utraditionelle set-ups (!).

Til krisemødet havde hun indkaldt filmmanden Erik Clausen og musikerne Kim Larsen og Peter Ingemann, der var ved at starte Himmelblå-fonden, som hun vidste lå inde med betragtelige summer, de tre meget gerne ville donere til værdigt trængende formål.

Hvad var mere værdigt og trængende end det, der omfattede hundredvis af unge, som var på vej ud i en uoverskuelig krig: “Hvis vi skal undgå en historisk katastrofal situation, næsten helt sikkert med døde på begge sider af barrikaderne, så køber I huset og forærer det til BZ’erne, færdig basta,” sagde hun til dem over et par øl i stuen.

I sådan en situation kunne Tine være endog meget overtalende, og de tre herrer kendte hende jo og nikkede ja – Peter Ingemann ville sætte himmel og jord i bevægelse for at få orden på det praktiske.

Men helt så enkelt var det selvfølgelig ikke, for dernæst skulle kommunen sige ja. Og så skulle BZ’erne gøre det samme.

Det første ville Tine og Jakob stå for – det andet blev overladt til Frank og mig, der således blev hemmeligt udsendte forhandlere for den lille flok på Uraniavej med budskab til de BZ’ere, der stolede på os som journalister og derfor tillod os at forcere barrikaden i Trepkasgade.

Man skal huske, at det var før mobiltelefonernes tid. Der var ingen anden måde at kommunikere på end den fysiske kontakt.

Nogle beboere havde set nogle mystiske ting mellem standerne, hvilket tydede på, at de desperate BZ’ere temmeligt sikkert ville sprænge hele ejendommen i luften, hvis den blev stormet. Folk ville dø

En tidlig eftermiddag fremlagde vi Tines plan for BZ’erne på en café, der klogeligt holdt lukket i de dage. Herefter cyklede vi tilbage til villaen med svar om, at de unge ville gå videre til fællesmøde. Uddybninger, spørgsmål og nye svar blev udvekslet flere gange de følgende dage.

Problemet var, at BZ’ernes fællesmøde ikke enigt tog imod idéen (stak der noget under, kunne man forhandle med magthavere, selv med Larsen og Bryld som mellemkomst, var blot et af spørgsmålene). Tine blev noget utålmodig og kiggede på sine to udsendinge og sagde: “Sig nu bare til dem, at dét kan de altså godt!”

På politi-siden gik det næsten endnu mere agurk i de dage, for vicepolitidirektør Nørgaard havde udtalt til en avis, at det kunne blive nødvendigt at anmode hæren om bistand – altså kampvogne i gaderne, som pressen skrev. Hele nationen var noget oppe at køre. Var de blevet tossede i København, spurgte danskerne sig selv?

På et hemmeligt hastemøde på Politigården fik Tine og Jakob at vide, at man vidste, der lå en benzintank i bunden af den besatte ejendom, og at nogle beboere havde set nogle mystiske ting mellem standerne, hvilket tydede på, at de desperate BZ’ere temmeligt sikkert ville sprænge hele ejendommen i luften, hvis den blev stormet. Folk ville dø.

Noget chokerede over den udlægning rejste Frank og jeg endnu en gang til Ryesgade, og jeg husker endnu ’BZ-talsmandens ansigtsudtryk på den lille café, da jeg fremlagde Nørgaards scenarie for ham:

”Sig mig, er I blevet skingrende sindssyge,” hviskede han.

Naturligvis havde ingen planlagt at detonere et helt boligkvarter. Beskeden gik tilbage til politiledelsen, og også militæraktionen syntes nu afblæst.

Bedst som hele Danmark havde belavet sig på en fredelig løsning i Tines og Himmelblå-fondens ånd, faldt natten på, og, vupti, var besætterne forsvundet … ’Slaget om Ryesgade’ var afblæst

Med al Tines stædighed, troværdighed og kontakter hos høj og lav gik den forbløffende redningsaktion mirakuløst mod fuldførelse på et tidspunkt, hvor BZ’erne havde bemandet barrikaderne i en uge.

Alle var taget i ed – selv de virkelig aparte politichefer på ’Gården’. Jeg kendte et par politifolk, og man blev lige så nervøs af at høre internt nyt fra den kant, som man blev fra de såkaldte ’no-brains’, der af og til skejede ud hos BZ’erne.

Og så gik det hele i sig selv. Bedst som hele Danmark havde belavet sig på en fredelig løsning i Tines og Himmelblå-fondens ånd, faldt natten på, og, vupti, var besætterne forsvundet fra Ryesgade.

På årsdagen for aktionen postede DR denne video på Facebook:

I nattens ly og mørke var de kravlet over barrikaderne og sevet ud i det almindelige Danmark. Gaden var tom. Himmelblå-folkenes storladne donation var ikke længere nødvendig. ’Slaget om Ryesgade’ var afblæst.

I månederne efter forlod mange af de gamle BZ’ere bevægelsen, der derefter blev mere ’mørk’ og mindre farverig. Der havde været dyb uenighed om modtagelsen af Tines grandiose plan.

Alle var imponerede, og tog huerne af for hendes energi og stædighed, men mange kunne ikke overskue følgerne af en sådan ’luksusoverlevering’ af et helt hus, bivånet af hele nationen, applauderet af politikere og magthavere, hvorefter bevægelsens aktivister lod sig forvandle til almindelige lejere på helt legale præmisser.

Dybt i BZ-sjælen anede man en skygge, man måske ikke kunne kontrolleres: En forvandling til tæmmede, systemsamarbejdende ikke-oprørere.

Det er nok bedst udtrykt i en af BZ’ernes egne tekster i et privat festskrift på Tines 50-års fødselsdag et par år senere – som samtidig er en hilsen til hendes generation – 68’erne:

”Også BZ’erne tog du under dine beskyttende styrefjer – nu sku de bare slappe lidt af og komme til fornuft, og ikke blive ved med at hvæsse kløer på alt det, vi andre har opnået, så sku vi nok rode noget korn sammen til dem, så de efter alle demokratiske spilleregler ku gå og nusse lidt i det.”

“Kom mine små, vi skal nok finde en pind til jer … Neej, spøg til side – hvad sku vi gøre uden vores allesammens hønemor, Tine – tillykke og alt det der, du er skide oprigtig, og jeg kan vildt godt li dig

“Skifte huerne ud med noget lilla tørklæde, ligesom vi gjorde dengang – og vi fik jo flyttet bjerge, ellers malede vi dem bare om. Drop brostenene, mor er her og skal nok finde en rede til jer et eller andet sted. Kom flyv med mig op mod de evige indhegninger, se hvor smuk verden er – det er bare forruden, der dugger. I skal bare ha troen – troen på at selve trådhegnet kom lang tid før både ægget og hønen.”

“Kom mine små, vi skal nok finde en pind til jer … Neej, spøg til side – hvad sku vi gøre uden vores allesammens hønemor, Tine – tillykke og alt det der, du er skide oprigtig, og jeg kan vildt godt li dig.”

Så dobbelt var det – og det ville Tine nok ikke synes var så skidt.


Topfoto: Den Store Danske Encyklopædi her fra https://solidaritet.dk/slaget-om-ryesgade/


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV WeekendDet er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Erik Valeur er født i 1955 og er journalist og forfatter.
Han har været ansat på på bl.a. Berlingske, DR, Information og Tænk. Han er også medstifter af Månedsbladet Press og har vundet både
Cavlingprisen, Krygerprisen og Publicistklubbens Jubilæumspris.
Tidligere mediekommentator for DR, Politiken og Morgenavisen Jyllands-Posten. Skønlitteratur: Det syvende barn (2011) og “Logbog fra et livsforlis” (2015). Bl.a.: Debutantprisen, Weekendavisens Litteraturpris, DR Romanprisen og Glasnøglen.

Seneste artikler om Kulturhistorie