For præcis 30 år siden modtog et modigt, stærkt og smukt Danmark min mor og mig.
Derfor fortjener Danmark en kage.
Min integrationskage består – som god integration i øvrigt – af mange forskelligartede dele, der tilsammen danner den komplekse og velfungerende helhed:
Selvbevidste økologiske danske æg, traditionsrigt Lurpak smør og lokalt forankret Bornholmsk hvedemel spiller på forbilledlig vis sammen med den mørke og fremmedartede vanilje (der dog har indyndet sig i hele verdens smagspalet), den krydrede og søde mango fra min fødeø Sri Lanka og den varmt eksotiske kardemomme. Og det hele løftes op og får nyt liv i kontrasten med de umiddelbare og frygtløse danske hindbær, alt sammen forenet i et smukt og kraftfuldt udtryk, hvor helheden er langt stærkere end summen af de enkelte dele.
En måned efter jeg blev født, tog mine forældre deres livs sværeste og mest modige beslutning – de ville flygte fra borgerkrigen i Sri Lanka. De frygtede begge først for alvor krigen, da de stod med et spædbarn i favnen, har min mor fortalt mig.
Mange forfærdelige ting havde de oplevet, og endnu værre historier (som jeg ønsker at glemme at have fået fortalt) havde de hørt. Derfor rejste min far fra min mor og deres førstefødte; turen på flygtningeruten var for farlig for et spædbarn. En helt igennem uegennyttig beslutning, for det handlede ikke om hans egen fremtid – han skulle efterlade sit arbejde, sit netværk, sin kultur, sin identitet, faktisk sit liv; det handlede om, at han for alt i verden ville give sin familie et værdigt liv – og et liv i det hele taget.
Hans rejse gik over Indien og dernæst Tyskland. Målet var det eventyrlige og forkætrede England. For gennem deres opvækst havde begge mine forældre fået installeret nærmest paradisiske forestillinger om England. 1-0 til de gamle kolonimagter for deres arbejde.
Helt tilfældigt kom min far til Danmark, og dét, der skulle have været et kort stop på vejen, viste sig at være det rigtige paradis.
Min integrationskage består af mange forskelligartede dele, der tilsammen danner den komplekse og velfungerende helhed: Selvbevidste økologiske danske æg, traditionsrigt Lurpak smør og lokalt forankret Bornholmsk hvedemel spiller på forbilledlig vis sammen med den mørke og fremmedartede vanilje, den krydrede og søde mango fra min fødeø Sri Lanka og den varmt eksotiske kardemomme. Og det hele løftes op og får nyt liv i kontrasten med de umiddelbare og frygtløse danske hindbær
I Danmark blev han taget imod med sympati og medmenneskelighed. Det Danmark, der eksisterede i 80’erne, var ikke bange for fremmede. Det Danmark havde forståelse for, hvilken tragedie, de fremmede kom fra og hvor stor en sorg, de bar med sig. Danmark i 80’erne var så stærk, at der var vilje til at hjælpe og lysten til at være med til at gøre en forskel.
Min far tilbragte kort tid i Sandholmlejren, og hans asylsag blev hurtigt behandlet. Der gik ikke længe, før han startede på sprogskole, og så fik han tilbudt en læreplads på LEGO – for man lærer bedst, hvis man får lov at deltage.
Men en af de absolut mest værdifulde ingredienser i integrationens kunst er netværk. Da min far fik at vide, at han skulle bo i den lille flække Hejnsvig i Jylland, fik han en kontaktfamilie gennem Dansk Flygtningehjælp – Dina og Ove og deres tre børn.
Dina og Ove blev min fars venner, værger, lærere og vejledere. To solide klipper i hans ensomme og sorgfyldte tilværelse.
Efter halvandet år var min far så godt installeret i Hejnsvig, at drømmen om England var glemt. Og næste skridt for ham var at genforenes med min mor og mig. Også her var Dina og Ove, og de andre imødekommende danskere i hans liv, en enorm støtte i den også dengang relativt omstændelige familiesammenføringsproces.
Min far tilbragte kort tid i Sandholmlejren, og hans asylsag blev hurtigt behandlet. Der gik ikke længe, før han startede på sprogskole, og så fik han tilbudt en læreplads på LEGO – for man lærer bedst, hvis man får lov at deltage.
Så skete det endelig. Fredag 3. april 1987 så mine forældre hinanden for første gang efter 14 måneder. I et fotoalbum hjemme i mine forældres stue i Jylland er der en rulle billeder fra den aften. Hver gang, jeg kigger på dem, kan jeg mærke ømheden og glæden, og det føles dejligt. Kærligheden mellem min far, mor og mig lyser klart fra de billeder, men lige så klart lyser de mange varmt deltagende danske ansigter, som ikke var bange for os – de fremmede.
Præcis ni måneder efter vores genforening kom min lillebror til verden. Og yderligere to år senere kom min anden bror. Vi voksede op i et rækkehus, hvor mine forældre fri for frygt turde lade os lege udenfor med de andre børn. Som en helt naturlig ting kunne mine forældre sende os i skole og lykkeligt mærke vores fremtid langsomt blive sikret. Der var overskud til at have hobbyer som fodbold, badminton og spejder, hvilket på Sri Lanka under krigen ville være helt utopisk.
Senere købte de et hus i et lige så trygt parcelhuskvarter, hvor vi kunne leve et privilegeret teenageliv. Vi tog en uddannelse, dyrkede vores interesser og venskaber, og udviklede os i den retning, vi selv havde lyst til, og formede vores liv, som vi ønskede, det skulle være.
Alt sammen i et trygt netværk af økonomisk sikkerhed, garanti for helbredssikring, mulighed for selvudvikling og menneskelige rettigheder med mulighed for at være dem, vi er. Og ikke mindst omringet af et samfund, der så os som helt ligeværdige individer, og som fuldt og fast stolede på, at alt det, vi fik, skulle vi nok give tilbage en dag.
Det Danmark, der eksisterede i 80’erne, var ikke bange for fremmede. Det Danmark havde forståelse for, hvilken tragedie, de fremmede kom fra og hvor stor en sorg, de bar med sig.
Hvis mine forældre ikke havde taget den store og svære beslutning få dage efter min fødsel at flygte fra deres elskede Sri Lanka, ville mit liv have været fyldt med begrænsninger. Derfor vil jeg gerne sige TAK!
Tak til Dina og Ove og deres familie, for at lære os, hvordan man fejrer jul og hygger i Danmark.
Tak til Dina for at lære min mor at smøre madpakker med leverpostej og rullepølse, så vi ikke kun sad med ris og stærkt duftende tilbehør i frikvarteret,
Tak til Agnes & Svend for utallige utilsigtede integrationstiltag i form af rødkål, medisterpølser og asier.
Tak til Nancy & Bent for at hjælpe med alle de små praktiske ting, som for en nyankommet familie kan virke helt uoverskuelige.
Tak til Agnes & Bent for alle de mange timer med grill og kaffe i haven, mens jeg kunne lege med Beauty.
Tak til Petrea, vores danske bedstemor, som hver morgen i seks år stod klar med yatzy og hjemmebagte småkager
Vi var omringet af et samfund, der så os som helt ligeværdige individer, og som fuldt og fast stolede på, at alt det, vi fik, skulle vi nok give tilbage en dag.
Tak til den danske folkeskole for uprætentiøs dannelse
Tak til idrætsforeningen i Hejnsvig
Tak til KFUM spejderne i Syddanmark
Tak til Skala Dance Team i Kolding
Tak til Grindsted Gymnasium.
Tak til SDU Odense
Tak til det danske uddannelsessystem
Tak til det det danske sundhedssystem
Tak til mine venner
Tak til mine kollegaer
Tak, Danmark
– for tilliden!
Topillustration: Forfatteren med sin kage. Privat foto.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
