DIPLOMATISK KRISE // ANALYSE – Debatten om Vestsaharas ret til selvbestemmelse deler vandene, og har endnu engang udløst en diplomatisk krise mellem Spanien og Marokko.
PAMPLONA – Som en dæmning der brister, myldrede menneskemasserne den 17. maj fra Marokko ind over grænsen til den spanske enklave, Ceuta, på Afrikas nordkyst. Uvidende om blot at være brikker i et politisk spil, så verden til, mens tusindvis af håbefulde migranter til lands og til vands desperat forsøgte at få fodfæste i det forjættede land.
Både spansk militær og en række humanitære organisationer blev sat på overarbejde for at få bugt med en situation, der hurtigt udviklede sig til kaos. De spanske myndigheder anslår, at godt 8.000 tog turen over grænsen i løbet af halvandet døgn.
Hvad der umiddelbart lignede endnu en flygtningekrise, dækker i virkeligheden over et kompliceret naboskab mellem Marokko og Spanien og er kulminationen på en situation, som længe har ligget latent
Grænsekontrollen er for længst blevet genetableret, og med undtagelse af omkring to hundrede forældreløse mindreårige, som i henhold til de internationale konventioner ikke kan sendes tilbage, er grænseoverløberene blevet sendt retur.
De spanske og marokkanske myndigheder har i en lang årrække arbejdet tæt sammen. Som det er tilfældet andre steder i Europa, har en stor pose penge og en koordineret indsats med myndighederne på den anden side af grænsen været nøglen til opretholdelse af en vis kontrol med presset på EU’s ydre grænse. Derfor var det ikke umiddelbart nemt at forstå, hvorfor de marokkanske grænsevagter åbnede portene og upåagtet lod folkemængderne passere grænsen.
Officielt hed det sig fra marokkansk side at grænsevagterne efter Ramadanen, der endte den 12. maj, var udmattede og ikke magtede at opretholde grænsekontrollen. En forklaring, der selvsagt havde en hul klang i Madrid.
Hvad der umiddelbart lignede endnu en flygtningekrise, dækker i virkeligheden over et kompliceret naboskab mellem Marokko og Spanien og er kulminationen på en situation, som længe har ligget latent og i løbet af det seneste halve år er spidset til.
Stridens kerne er Vestsahara
Vestsahara er et landområde seks gange Danmarks størrelse med en befolkning på ca. 260.000; det grænser op til Atlanterhavet i vest, Marokko i nord og Mauretanien i syd. Fra 1884 til 1975 var Vestsahara en del af de spanske kolonier i det nordlige Afrika, men i takt med at Francos militærregime blev afviklet og Spanien kørte sig selv i stilling som en spiselig samarbejdspartner for sine demokratiske naboer i Europa, gav man slip og trak de sidste tropper ud af området i starten af 1976. Som Afrikas sidste besatte område, var der dermed udsigt til, at kolonitiden på det sorte kontinent definitivt var historie.
Den spanske anerkendelse af Sahrawi-folkets ret til en folkeafstemning var indirekte årsag til den hidtil største krise, hvor USA måtte mægle for at undgå en væbnet konflikt
Men selvom området næsten udelukkende var beboet af sahrawi-folket (også kendt som berbere), et nomadefolk, som kan spore sine rødder tilbage til det ottende århundrede, stod Marokko klar i kulissen til at overtage kontrollen, og med det spanske exit satte marokkanske tropper sig hurtigt tungt på området.
Over en lang årrække førte det til militære konfrontationer mellem det marokkanske styre og Den Polisariske Front, en bevægelse, der siden 1970’erne har kæmpet Sahrawi-folkets kamp. FN bød sig også til som mægler, og i 1997 vedtog et enigt sikkerhedsråd en resolution (FN Resolution 1108), som krævede afholdelsen af en folkeafstemning om retten til selvbestemmelse. Det er en opfordring fra det internationale samfund, som det marokkanske styre siden kategorisk har overhørt.
Et kompliceret naboskab
Til trods for et nært samarbejde på en række områder har det spansk-marokkanske naboskab historisk været kendetegnet ved latente konflikter, som begge parter har bestræbt sig på at holde i ave. Den spanske anerkendelse af Sahrawi-folkets ret til en folkeafstemning var indirekte årsag til den hidtil største krise, hvor USA måtte mægle for at undgå en væbnet konflikt, efter at en række marokkanske militærfolk i sommeren 2002 var gået i land på den lille klippeø, Perejil (”Persille”), tilhørende Spanien ud for den marokkanske kyst.
Det var første gang i det spanske demokratis godt fyrreårige historie, at Marokko blev fravalgt som første udlandsvisit af en nyvalgt spansk regeringsleder
Den aktuelle krise har ulmet og er således resultatet af en gradvis eskalering, som kan spores tilbage til 2018. Som nyindsat regeringschef fravalgte Pedro Sánchez Marokko som sin første officielle udlandsvisit, og tog i stedet på turné i Europa med besøg i Paris og Berlin.
Det kan måske umiddelbart synes naturligt nok, men valget markerede et skift, som i diplomatiske kredse blev tillagt stor betydning. Det var første gang i det spanske demokratis godt fyrreårige historie, at Marokko blev fravalgt som første udlandsvisit af en nyvalgt spansk regeringsleder.
Spanske provokationer
Det spændte forhold har i løbet af det sidste halve års tid fået tilført nye dimensioner. I november 2020, umiddelbart før den spanske indenrigsminister Fernando Grande-Marlaskas officielle besøg hos sin marokkanske kollega, benyttede den spanske regerings daværende vicepræsident og leder af koalitionsregeringens populistiske islæt, Pablo Iglesias, sin Twitter-konto til at minde offentligheden om Sahrawi-folkets ret til selvbestemmelse, og han krævede en omgående afholdelse af folkeafstemning.
Selv om det kan virke paradoksalt, at man som regeringspartner kommer med udmeldinger, der står i diametral modsætning til regeringens officielle politik, så har Iglesias’ parti, Unidas Podemos, ved flere lejligheder markeret sig med holdninger i direkte opposition til den regering, de selv er en del af.
Det anspændte forhold og den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over i Rabat, skal imidlertid findes tilbage i april i år. I ly af natten landede et militært ambulancefly fra den spanske hær den 18. april ubemærket i Zaragoza. Ombord på flyet var lederen af den af Den Polisariske Front
Iglesias var minister for sociale anliggender, et ressortområde uden relevans for det aktuelle besøg. Den markante udmelding skabte – endnu engang – intern uro i den spanske regering, hvor både den spanske udenrigsminister, Arancha González Laya, og den direkte berørte indenrigsminister var voldsomt irriterede over ministerkollegaens kontroversielle udmeldinger.
I februar var den gal igen. Pablo Iglesias’ højre hånd mødtes officielt med en delegation fra den Polisariske Front, og den spanske udenrigsminister måtte overfor den marokkanske regering slå fast, at Spanien ikke anerkender eksistensen af en sahrawisk republik.
Det anspændte forhold og den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over i Rabat, skal imidlertid findes tilbage i april i år. I ly af natten landede et militært ambulancefly fra den spanske hær den 18. april ubemærket i Zaragoza. Ombord på flyet var lederen af den af Den Polisariske Front, Brahim Ghali.
Det syntes at være en velbevaret hemmelighed, indtil spanske presse fire dage senere kunne videregive nyheden fra det fransk-tunesiske online medie Jeune Afrique, som angiveligt har gode forbindelser til en velorienteret marokkansk efterretningstjeneste.
Ghali var rejst til Spanien under en falsk identitet for efterfølgende at blive indlagt på et hospital til behandling. Den spanske udenrigsminister, González Laya, indrømmede tøvende at den spanske regering stod bag sygetransporten og indlæggelsen, men fastholdt, at der var tale om en humanitær ydelse.
Trods FN’s opbakning til en folkeafstemning og en bred international anerkendelse af retten til selvbestemmelse, led Sahrawi-nomadernes ambitioner et alvorligt brist i slutningen af 2020. Den afgående amerikanske regering anerkendte marokkansk suverænintet over Vestsahara
Ghali har i mange år ført an i kampen mod det som Sahrawi-folket betragter som en marokkansk besættelsesmagt. Rabat anser Ghali som en af de primære forhindringer for en varig løsning, på det som man betragter som et indenrigspolitik anliggende. Spaniens humanitære indsats blev set som en upassende indblanding i et internt marokkansk anliggende, som man gerne havde været foruden.
Ghalis forhold til Spanien er heller ikke ukompliceret. Med visheden om hans tilstedeværelse i Spanien blev han stævnet af en undersøgelsesdommer, som ønskede at afhøre ham i forbindelse med anklager om forbrydelser mod menneskeheden og folkemord. Afhøringen fandt sted den 1. juni. Ghali blev ikke tilbageholdt og valgte dagen efter at flyve til Algeriet med et chartret privatfly. Det spanske diplomati kunne drage et lettelsens suk.
Et geopolitisk spil
Trods FN’s opbakning til en folkeafstemning og en bred international anerkendelse af retten til selvbestemmelse, led Sahrawi-nomadernes ambitioner et alvorligt brist i slutningen af 2020. Den afgående amerikanske regering anerkendte marokkansk suverænintet over Vestsahara i en aftale, og således blev der lavet om på det, der siden Carter-administrationen i slutningen af 1970’erne havde været officiel amerikansk politik i forhold til Sahrawi-folket.
Aftalen mellem de to nationer indebar blandt andet også en marokkansk anerkendelse af Israel, og et tættere militært samarbejde, som blev markeret med en stort anlagt flådeøvelse i Atlanten med deltagelse af de to lande. Aftalen blev underskrevet kun en måned før vagtskiftet i Det Hvide Hus i Washington, og indtil videre har Biden ikke kommenteret på aftalen. Den spanske regeringsleder, Pedro Sánchez, håbede – uden held – på muligheden for at få klarhed over den officielle amerikanske holdning i forhold til Marokko og Sahrawi-folket under NATO’s topmøde i Bruxelles først på ugen.
Den amerikanske kursændring synes ikke umiddelbart at bidrage til en løsning i et område, hvor også Algeriet, som huser størstedelen af de Sahrawi-nomader, der føler sig forfulgt i Marokko, og Frankrig har politiske interesser
Den amerikanske kursændring synes ikke umiddelbart at bidrage til en løsning i et område, hvor også Algeriet, som huser størstedelen af de Sahrawi-nomader, der føler sig forfulgt i Marokko, og Frankrig har politiske interesser.
Trods spanske og marokkanske diplomatiske bestræbelser på at klinke skårene, forbliver situationen anspændt, og en gradvis normalisering kan meget vel være betinget af at enhver i en overskuelig fremtid passer sit.
LÆS MERE AF ALEX O. HANSEN HER
Topillustration: Det marokkanske bjerg Jebel Musa, set fra Ceuta. I forgrunden ses det spanske flag og grænsehegnet. Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
