KULTURLISTEN – Kulturlisten er tilbage fra sommerferie. Vores kulturlistekorps har set TV 2’s dokumentarserie om kolonihaveliv, forfatteren Annie Ernaux’ Super 8-optagelser som film, læst den nye antologi Skal/skal ikke om kunstnerisk frihed i nordisk perspektiv og kridtet sko og ører til årets litteraturfestival på Louisiana. Vi skriver også om forestillingen Tævehjerte på Aveny-T og dobbeltanmelder nye gyserfilm. Denne uges liste er skrevet af Mikkel Stolt, Connie Bork, Niels Olsen, Steen Blendstrup og listeredaktør Claus Ankersen.
En værre ballade – skuffende og kynisk kolodoku på TV 2
Det starter egentlig godt. Varme billeder, Dannebrog og Niels Hausgaards stemme – bare det at kalde hvert afsnit for et ’vers’. Vi hygger os i ét minut, så bliver vi gjort klart, at der er slanger i paradis i den lille forening af havelejere. En frisk idé (og siden gentaget for meget) er at vise en transistorradio et sted i idyllen, der refererer en nyhed om kiv og strid ude i det omgivende samfund, mens der havearbejdes i baggrunden.
Er det ikke en kende for kynisk? Serien er klippet sådan, at man ikke får lyst til at bo i nærheden af et eneste af de mennesker, der optræder, når man ser bort fra det sygdomsramte par i tredje afsnit, som tilrettelæggerne pludselig giver en hel scene, der som den eneste intet har at gøre med seriens hovedpræmis. Måske vil de også gerne lige fortælle om noget ’vigtigt’?
Det er ikke de medvirkendes skyld, at det er for stramt konstrueret efter en usund trang til konfliktskabelse, som Hausgaards speak ikke kan bløde op. Den og serien som helhed mangler hans egne teksters sans for det dobbeltbundne, som ellers ville have gjort det hele mere engagerende og elegant.
Sæson 2 er under overvejelse.
Da verdenen voksede – Annie Ernaux’ film om det tyvende århundrede
Årene er en vigtig bog i Ernaux’ forfatterskab, fordi hun har et helt særligt greb om tiden. I filmen The Super 8 Years tager hun afsæt i private filmoptagelser fra sin egen families liv i 1970’erne. Kameraet er den mest eftertragtede ting i hjemmet og giver sig udtryk i en slags ”teatralsk happening”. Mest tydeligt i de på én gang rørende og sprøde billeder af hendes meget lykkelige sønner juleaften.
Samtidig kan livet i familien vise sig at rumme et skjult drama. To spor vokser frem, for vi hører samtidig om familiens rejser til Chile, Marokko, London osv. En række rejser, som breder sig som store cirkler i tiden. Verden vokser, muliggjort af politiske forandringer og teknologiske landvindinger.
De to slags virkelighed er lige gyldige. Samtidig har Ernaux sin særlige sans for både det personlige og samfundet. Det fælles samfund er jo vores omgivelser og den atmosfære, vi lever og ånder i, men vi ånder også i kraft af vores kære. De to slags liv har noget til fælles, og med Super 8-kameraet kan familien filme det, som man ikke får at se to gange. Det skaber en grødet stemning. På én gang fortryllet og lyttende. Krystalliseret i sit nærvær.
Rejsen var et vigtigt vokseværk i det tyvende århundrede. Før var adgangen til verden især forbeholdt overklassen, nu blev rejsen også en mulighed for middelklassen.
Kunstnerisk frihed i nordisk perspektiv
Hvad er kunstnerisk frihed? Spørgsmålet er interessant, fordi svarene er mangfoldige: fra lovgivning om formelle demokratiske rettigheder, woke cancel culture og (selv)censur til håb om nye digitale magtbalancer på nettet.
Antologien Skal/skal ikke når flot rundt om emnet. Den er opbygget af en række korte, velskrevne tekster af nordiske skribenter, som trækker på personlige erfaringer i krydsfeltet mellem kunstnerisk praksis og politisk virkelighed.
Kapitlet ”Kunstens kritiske stemme” adresserer fx kunstens evne til at skabe mentale rum for en slags åndelig gæstfrihed som alternativ til politisk autoritetshåndhævelse: Kunsten nærer den frie tanke, som er nødvendig for udviklingen af en genuin, demokratisk kultur, hvor kunstværkers modtagere kan nødes til at tænke anderledes og fra nye positioner – eller som Frederik Tygstrup smukt skriver: ”Kunstværket er et ’ting’, hvor samfundet stilles til debat.”
Antologiens store styrke er, at den ikke forfalder til tristesse over ytringsfrihedens svage stilling rundt om i verdens diktaturer, men i stedet bringer optimisme og tro på kunstens rolle som frihedens vogter og demokratiets kærlige, kritiske stemme. Navnlig Christian Villums afsluttende tekster om digital ambivalens og nettets muligheder for i den såkaldte Web3-epoke at rykke på magtbalancen mellem centraliseret, magtfuld tech-industri og lokale, demokratiske fællesskaber giver håb for fremtiden.
Louisiana Literature er landets fornemste bogfest – lige nu foregår #12
Så er der allerede gået et litteratur-år. For i denne weekend er det et år siden sidst og nu 12. gang, Louisiana åbner hus, hjerte og park for at byde samtidslitteraturen indenfor. Louisianas litteraturfestival, eller Louisiana Literature, som festivalen så mundret og beskedent kalder sig selv, er Danmarks suverænt fornemste og også mest hypede litteraturfest.
Denne weekend kan du således møde et bredt udvalg af litteraturens penneførere, lige fra japanske Murakami til amerikanske Joyce Carol Oates. De litterære løjer foregår på fire scener, og – ifølge programmet – er der noget for enhver smag, lige fra legendariske Laugesen til performance-litteratur med “Den hornede gud” i skikkelse af Caroline Enghoff.
Naturligvis kan du også opleve den prisvindende danske digter, Caspar Eric, foruden danske forfattere som Glenn Bech, Jeppe Brixvold, Signe Gjessing og Jens Christian Grøndahl, Kirsten Hammann, Christina Hesselholdt og mange, mange flere.
Olga Ravn udfører sin egen versionering af fem magiske hekseritualer omkring bålet på festivalens mindste scene, hvor du også kan gøre dig til gode med oplæsning af den unge prisvindende Sabitha Söderholm. Nå ja, og Morten Søndergaard er der – og Theis Ørntoft. Vi ses på Louisiana, bogfolk.
Tævehjerte – Pandoras krukke
Teater Mikado går med Tævehjerte både tilbage til Hesiods fortælling om Pandora og tillader sig et nyt perspektiv på den første kvinde og det ansvar, som myten lægger på hendes skuldre. Eller et korrektiv. Slap kvinden virkelig alle verdens ulykker ud?
De græske gudesagn er inkongruente. De forskellige fortællinger passer ikke sammen. Hvis der både var guder og gudinder og dyr af begge køn, hvorfor i alverden skulle manden så være skabt først – og mange versioner af ham – når kvinden først blev skabt senere?
Pandora spiller symbolsk sin rolle som kimen til al splid og lidelse. Men således har de selvoptagne guder skabt hende i jalousi over den verden, som titanerne har skabt. De udstyrer hende endda med titlens Tævehjerte. Hun er en liderlig – ja, tæve – der ligger med alle mændene, men er forelsket i Prometheus, der ikke vil have hende.
Det er kort fortalt på foyerscenen på Aveny-T med enkle virkemidler og med stor humor (især hvis du kan dine myter). Både guder og titaner er lidt latterlige. Mens Pandora sådan set bare er sød og lidt trist.
Det vil sige: indtil hun gør oprør og bider den hånd, der fordrer hende.
Dobbeltgys – onde ånder og lækkert menneskekød
På samme måde som det aldrig er for koldt til en is, er det altid godt at se en god gyser. Desværre er der lige så langt mellem snapsene, som der er mellem danske spillefilm med troværdigt talesprog. Utroligt nok får det bare de fleste gyserfans til at intensivere jagten på de sjældne perler.
Og netop derfor befandt jeg mig i sidste uge i henholdsvis biografsæde og sofa for at se to forholdsvis nye gyserfilm. Begge instrueret af debutanter og begge fra 2022. Den ene spiller i øjeblikket i danske biografer, mens den anden kan streames.
Biografen først. Den australske teenage-gyser Talk To Me handler om en flok uheldige – og snotdumme – unge venner, som får fat i en balsameret hånd (spiseligt indstøbt i håndskriftsdekoreret keramisk ham), som er en direkte forbindelse til åndeverdenen. Alt, der kræves, er et håndtryk og to korte anmodninger. “Tal til mig, og jeg lukker dig ind.” Allerede nu ved både biografgænger og læser, hvor det bærer hen. Nok skrevet om dén film. Den er god, men ikke fantastisk, så du kan roligt vente, til den kan streames.
I hjemmebiografens hyggelige og junkfoodoverstrøede sofahjørne venter ugens anden gyser: Kannibalfilmen Fresh – også instrueret af en debutant, men her er der anderledes kød på, hehe. Dén skal du se, også selvom slutningen halter lidt. Filmens anslag er i topklasse og historien, well – historien, VED du, er sand, når du ser den. Det sker! Folk æder hinanden. Og når der er et marked, er der også leverandører.
Find endnu mere inspiration i tidligere udgaver af Kulturlisten her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her