
REJSEBREV – “Jeg har hele tiden tænkt over, hvad Il Greppo mon betyder, og frit fra Google Translate betyder det ‘afgrunden’. Er det mon rigtigt? I så fald er det en afgrund af afslappethed og ro, fest og fis, Fernet Branca og piña coladaer ved poolen, løbeture, bordtennis, teamball, fællesskab, fællessang, kærlighed, omsorg og en fornemmelse af at være en del af noget større. En lille verden, som man kan gå til og fra, i de to uger den eksisterer.”
Akkompagneret af italiensk dukketeater og harmonikaspil nede foran vores hotel i Cattolica ved Adriaterhavet kører mine tanker i ring om de sidste 14 dage, vi har brugt i Toscana.
Jeg elsker Italien. For 15 år siden holdt vi ferie i Paganico Sabino ved Rom, og Italien har siden da boet i mit hjerte. Jeg elsker enkeltheden, stoltheden og ærligheden. “Brug olivenolien fra vores træer, drik vinen fra vores druer, spis vores solmodne tomater og nektarinerne, der hænger modent og tungt og bare venter. Pres vores citroner og hør englene synge. Lad dine øjne hvile på vores smukke søer og skove og lyt til vores smukke sprog. Mærk historiens vingesus, når du besøger vores byer”. Jeg elsker det.

Jeg føler mig måske hjemme, fordi her på mange måder minder mig om min hjemstavn. De små bjergtagende landsbyer, hvor byens gamle sidder og altid har siddet foran deres gamle huse og ser de forbipasserende defilere forbi, stoltheden, stædigheden, religionen, autenciteten. Tilstedeværelsen af al ovenstående krydret med hardcore turisme, pomfritter og kulørte baderinge – hvis man opsøger det.
Jeg føler mig heldig at få lov at opleve dette sammen med min familie, og samtidig har jeg også en snert af vemod og savn i maven, for på trods af al det genkendelige har denne ferie rusket i alt, hvad vi vidste om at holde sommerferie.
Hvad er Il Greppo?
”Tag med os til Il Greppo” var min venindes svar, da snakken om hvordan sommerferien skulle bruges. “Men hvad er Il Greppo?” spurgte vi.
Jeg havde godt hørt om denne mytiske feriedestination fra årene før, men var det nok til at tilfredsstille en kræsen familie som vores? En familie på fire personer hvor hvert vores mål for en god ferie ikke kunne ligge længere fra hinanden? En familie der, som tommelfingerregel, altid bruger den første uge af ferien på at slibe kanter af og lade være at råbe for højt af hinanden (så andre ikke kan høre os), mens alle andre spiser parmesan og drikker rødvin?
Il Greppo betyder yoga med Malika, som har helende hænder og hypnotiserende stemme, bombelandshold i poolen med vingårdens fælles onkler, sene aftener med fællesspisning ved grillen, det betyder guitar og fællessang. Il Greppo er malerskole og livsnyderpakke med
Husbond vil gerne bo med fødderne i strandkanten og med øl og is i armslængde fra solstolen. Yngste datter vil gerne ligge i blød i en pool fra morgen til aften, og vores teenagedatter skal helst være i en radius af 10 meter fra en stikkontakt, så hun kan oplade sin telefon.
Jeg vil have autencitet for enhver pris, men uden mærkelige insekter med mange arme og ben og gerne mulighed for at opbygge en tan, der kan holde hen i efteråret.

Vi fik at vide, at Il Greppo-ferier er uprætentiøse, afslappede, hyggelige og fyldt med fællesskab og kendte ansigter, fordi de samme mennesker år efter år vender tilbage. Il Greppo betyder yoga med Malika, som har helende hænder og hypnotiserende stemme, bombelandshold i poolen med vingårdens fælles onkler, sene aftener med fællesspisning ved grillen, det betyder guitar og fællessang. Il Greppo er malerskole og livsnyderpakke med.
Malerskole? Jeg, der ikke kan tegne en lige streg på et stykke papir, selv om jeg bruger lineal? Livsnyderpakke? Det er da noget, jeg kan finde ud af.
Uden at hverken hæle blev hugget og tæer klippet, blev vi enige om, at sommerferien skulle gå til vingården Il Greppo i Toscana.
Ankomst og fællesmiddag
Tidligt fredag morgen startede nedstigningen igennem Europa. Anslået tidspunkt for ankomsten pegede vel noget i nærheden af 18 timer uden stop, men med overnatning i Sydtyrol og de sædvanlige 639 tisse- og sukkerindkøbspauser ankom Mercedes/Honda-kortegen lørdag eftermiddag i et paradis af vinmarker og olivenlunde.
Il Greppo er en vingård, som lever af landbrugsturisme og derfor har et antal istandsatte lejligheder i de originale gamle stenhuse, som de udlejer. Velinstallerede i Malvasia, som vores hjem for de næste to uger hed og så afsted til hovedhuset til fællesmiddag.

“Fællesmiddag” tænker du måske – er det nu sådan noget med en helstegt pattegris på plastiktallerkener, plastikbestik og dårlig rødvin i plastikkopper? Nej nej – fællesmiddag er et samlingspunkt og nærmest en familiemiddag, hvor Paolo, som ejer og driver Il Greppo, og hans mor og far og de nærmeste nabokoner har lavet mad til os af de tilgængelige råvarer og dertil serverer egne vine.
Bruschettaer kom sejlende ind i smuk grøn jomfruolivenolie, pici al ragu og den saftigste kalkun, jeg nogensinde har sat tænderne i. You had me at CIAO, og allerede inden, jeg går i seng første aften, er to af mine tre mål for ferien nået.
Prøv lige at lytte og smage på det her og gerne tilsat lidt italiensk accent: Montepulciano… Perugia… Cortona… Firenze… Bologna… Milano… Det klinger bare lidt anderledes end Søborg, Sundby, Lem og Thisted, ikke? Ikke et ondt ord om vores danske byer, men det giver et sug i maven at bestille en espresso i Montepulciano, drikke rødvin i Perugia og spise blæksprutter i Cortona.
En afgrund af afslappethed og ro, fest og fis
Vores sommerferie går på hæld. I skrivende stund har vi netop passeret Verona og kører mod Brennerpasset. I lige stræk er der 13-14 timers kørsel tilbage, og medregnet en nattesøvn og de 639 tisse-sukkerpauser ankommer vi på et tidspunkt i morgen.
Men hvad var Il Greppo så, spørger du? Hvad var der så specielt ved det sted, at I allerede har booket en lejlighed til næste år? Fik I alle nået jeres mål? Øl og is – tjek. Pool – tjek. Stikkontakter og autencitet – tjek tjek. Tan – tjek.

Flere af de erfarne Il Greppo mennesker har spurgt, om vi kunne lide stedet. Det er ikke nok bare at sige ja. Det har taget mig tid at sætte ord på, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvordan jeg skal svare.
Her kommer klichéen: Det er en følelse. Men det er det altså.
Det er en følelse, når børnene i alle aldre samles efter maden og leger, spiller bold og snakker, mens solen går ned over vingården. Det er en følelse, når yngste datter har puttet sig selv i hængekøjen mellem to oliventræer, fordi hun er træt, men ikke så træt, at hun vil hjem i seng.
Jeg har hele tiden tænkt over, hvad Il Greppo mon betyder, og frit fra Google Translate betyder det “afgrunden”. Er det mon rigtigt? I så fald er det en afgrund af afslappethed og ro, fest og fis, Fernet Branca og piña coladaer ved poolen, løbeture, bordtennis, teamball, fællesskab, fællessang, kærlighed, omsorg og en fornemmelse af at være en del af noget større
Når teenagerne spiller kort natten lang, og når forældrene har fået lidt for meget rødvin og synger Himmelhunden og noget med Justin Bieber, alt hvad remmer og tøj kan holde til den medbragte guitars toner. Når både store og små børn har været på malerskole og stolte fremviser deres malerier til ferniseringen. Når Paolo kigger højtideligt på mig, efter jeg har spurgt, om jeg må plukke blommer fra hans træer til at lave en kage, og han nikker og siger med stor andægtighed: “Yes, you may do that”.
Når yogaen løsner de stive lemmer fra bilturen og de hårde senge. Når onklerne får lavet så stor en deal ud af vigtigheden i at komme med på bombelandsholdet, at børnene træner bomber i poolen fra morgen til aften overvåget af selvsamme onkler. Når man i landskabet ser en ørn flyve over dalen, klar til at dykke efter bytte imellem vinstokkene. Når man ser solnedgangen over vinmarkerne. Når børnene allerede har talt hvor mange dage, der er til næste års sommerferie.
En ferie er, hvad vi selv gør den til, og bærer præg af, hvad vi har med hjemmefra. I år havde vi en ophobning af udmattethed efter alt for meget arbejde med, men på trods af udgangspunktet, er det lykkedes os at koble helt af og få ferien under huden.
Jeg har hele tiden tænkt over, hvad Il Greppo mon betyder, og frit fra Google Translate betyder det “afgrunden”. Er det mon rigtigt? I så fald er det en afgrund af afslappethed og ro, fest og fis, Fernet Branca og piña coladaer ved poolen, løbeture, bordtennis, teamball, fællesskab, fællessang, kærlighed, omsorg og en fornemmelse af at være en del af noget større. En lille verden, som man kan gå til og fra, i de to uger den eksisterer. Jeg landede ihvertfald blødt.
Il Greppo er en god flaske rødvin, som bliver bedre og bedre, som årene går.
Topfoto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her