ESSAY // SYSTEMKRITIK – Den danske folkeskole kan ikke give mine børn alt, hvad de efter min mening har behov for at lære. Derfor trodser jeg norm-Danmark og tager mine unger ud af skolen for at lade dem lære af verden. Jeg synes, at samfundet bør tilskynde, at andre gør det samme, skriver Mille Sjøgren.
Sidste år rejste jeg jorden rundt med min mand og to børn på hhv. 9 og 11 år. Vi havde givet os selv muligheden for at tage på en moderne dannelsesrejse gennem Canada, Island, USA, Costa Rica, Colombia, Panama, Cuba, Mexico, Japan, Sydkorea og Thailand.
Vi gjorde det for at give vores børn et andet perspektiv på livet end faste rutiner, lange skoledage og ens hverdage, men vi gjorde det også, fordi vi i bund og grund ville vise vores unger, at livet kan leves på mange forskellige måder. Jeg skrev om det her i POV.
Mest af alt lærer de noget om sig selv og den verden, de lever i, og det kommer til at være deres vigtigste kompetence fremadrettet i livet
Nu gør vi det så igen. Det bliver ikke til et helt år denne gang. Faktisk bliver det kun til én måned, hvor jeg hiver mine unger ud af den danske folkeskole for at proppe noget mere kultur, sprog, rejseerfaring og verdensborgerudsyn ind i dem.
I en måned skal de have noget andet end hverdage med skolegang, eftermiddagssport og 11-årige drenge, der øjensynligt ikke kan andet end at spille Fortnite.
Jeg ved godt, at mange skoler og danskere generelt er uenige med mig i mit syn på at tage mine unger ud af skolen uden for ferierne. Mange skoler hiver sågar forældrene ind til en kammeratlig samtale, hvis de for ofte gør, som vi gør.
Mange mennesker vil sikkert også råbe op om, at vi er usolidariske og ikke tænker på fællesskabet eller noget i den dur.
Uden at blinke tør jeg godt sige, at mine unger får langt mere brugbart ud af at lære om elefanter ved at besøge et elefanthospital i Chiang Mai, end de gør af at sidde på skolebænken og se billeder af de store dyr
Jeg vil dog have lov til at sige, at jeg simpelthen ikke forstår, at vi har bygget et samfund op, hvor man som forældre ikke selvfølgeligt selv bestemmer over sine egne børn, og hvordan de skal udvikle sig som mennesker.
Det gælder også, hvis man ikke lige har tænkt sig at give sine børn en opvækst, der flugter med norm-Danmark. Hvorfor skal skolen have monopol på det?
Uden at blinke tør jeg godt sige, at mine unger får langt mere brugbart ud af at lære om elefanter ved at besøge et elefanthospital i Chiang Mai, end de gør af at sidde på skolebænken og se billeder af de store dyr. De lærer også meget mere om verdens fattige i Colombias slumkvarterer, end skolen nogensinde kan få dem til at forstå.
De lærer også mere om livets mangfoldighed på fiskerlejet i Rønne, end de gør foran deres PlayStation efter skole.
Mest af alt lærer de noget om sig selv og den verden, de lever i, og det kommer til at være deres vigtigste kompetence fremadrettet i livet.
Faktisk er det første gang, jeg har bedt om fri i en dansk folkeskole, og vores egen skole var super imødekommende og forstod heldigvis godt tanken bag det at tage sine børn ud i verden og lære dem om livet væk fra skolebænken.
Jeg har ingen forventning om, at lærerne skal påtvinges ekstraarbejde, fordi vi vælger at leve på en anden måde, men jeg har en forventning om, at de på et eller andet plan påskønner og ved, hvilken fantastisk social, kulturel og faglig gave det er at vise sine børn verden
For at være helt ærlig, så bad jeg faktisk ikke skolen om fri. Jeg mener ikke, at jeg skal spørge om lov til at tage mine unger ud i verden. Jeg skrev i en pæn tone, at vi skulle af sted i en måned, og at vi ville holde os opdateret med deres undervisning.
Jeg har ingen forventning om, at lærerne skal påtvinges ekstraarbejde, fordi vi vælger at leve på en anden måde, men jeg har en forventning om, at de på et eller andet plan påskønner og ved, hvilken fantastisk social, kulturel og faglig gave det er at vise sine børn verden.
Jeg forstår ikke, hvorfor samfundet og folkeskolen ikke opfordrer alle forældre til – inden for deres økonomiske formåen selvfølgelig – at tage nogle måneder fri med deres skolebørn for at få rusket op i rutinerne og lært dem noget andet end det, de kan lærer på skolebænken.
Her taler jeg ikke om en uges skiferie eller to uger til Mallorca, men om at tage på en rejse, der kan udvide både børn og voksnes horisont og skabe mere afrundede mennesker, der har et udsyn, som går ud over deres egen lille lokalsfære.
Dem har vi i den grad brug for flere af i et samfund, som lukker sig mere om sig selv.
En sådan rejse behøver selvfølgelig ikke at foregå under tropiske himmelstrøg eller være på den anden side af kloden. Der er rig dannelsesrejse i en lang togrejse gennem Danmark for se, hvordan folk lever i landets små og større afkroge, hvor der er bred diversitet i både kultur og syn på samfundet.
Mange voksne vil sikkert også have gavn af det, for mange mennesker bærer i den grad præg af, at de har set alt for lidt til verden og alt for meget til deres egen navle.
Når jeg er ude at holde foredrag, er et af de spørgsmål, jeg ofte får fra bekymret forældre: ‘Jamen, hvad med børnene? Er det ikke farligt, og lærer de overhovedet noget?’
Til det kan jeg kun sige, nej, det er ikke farligt, når du tænker dig om. Det et stort rungende ja til at de lære noget. Faktisk meget.
Lad os indrette et samfund, hvor pauser i livet til dannelse af både børn og voksne er påskønnet og sågar tilskyndet, i stedet for at vi rynker på næsen af lysten til at leve livet anderledes med mere udsyn.
Alle billeder: Forfatteren.
Du kan se mere fra Mille Sjøgren på instagram @millemum og @digitalnomadliving.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her