Jeg så Richard på afstand – før han fik øje på mig.
Han gik frem og tilbage, kun få meter foran Starbucks. Lidt som en løve i bur. Jeg kunne se både rastløshed og usikkerhed, længe før jeg nåede ham. Det slog mig, hvordan han ikke rigtigt tænkte over, hvordan han så ud i forhold til de mennesker, der passerede ham på gaden. En adfærd, som jeg havde lagt mærke til hos mange hjemløse før Richard: Når man føler, at ingen kigger direkte på en – så bliver man ligeglad med, hvordan man selv fremtræder.
Han så lettet ud, da jeg nåede frem. Måske havde han været i tvivl, om han nogensinde ville se mig igen.
Vi tog en lang gåtur og diskuterede mulighederne.
En af de ting, der komplicerede situationen var, at hans venstre underben i løbet af den seneste uge var vokset til dobbelt størrelse. Der var ingen smerter i det, men det var simpelthen svulmet op. Han var blevet bange og var taget på skadestuen. De havde scannet ham, men da de ikke fandt en blodprop eller noget andet livstruende, sendte de ham på gaden igen uden nogen form for behandling eller rådgivning – andet end en opfordring til at opsøge egen læge.
Richard grinede lidt, da han fortalte mig om det. Han havde selvfølgelig hverken sygesikring eller adgang til en læge. Det vidste sygeplejersken, der sendte ham bort, udmærket. Hun fulgte blot proceduren.
Mit formål med samtalen var også at finde ud af, om jeg skulle forsøge at hjælpe ham til et andet værelse.
Jeg spurgte, hvad der var sket den seneste måned og specielt, hvad der var gået galt i forhold til Marion og Steve. Han svarede fornuftigt og sammenhængende på det hele, og jeg fornemmede, at jeg godt turde stole på ham. Samtidig vurderede jeg, at hvis jeg valgte at vende ham ryggen på dette tidspunkt, så var han nærmest værre stillet, end da jeg mødte ham for otte uger siden. Så beslutningen blev taget, mens vi spadserede: Det skulle prøves en gang mere.
Sammen analyserede vi mulighederne:
Der var måske en chance for, at han kunne bo hos sin lillebror Matt, der boede i en trailer-park i New Jersey.
Jeg vurderede, at hvis jeg valgte at vende Richard ryggen på dette tidspunkt, så var han nærmest værre stillet, end da jeg mødte ham for otte uger siden. Så beslutningen blev taget, mens vi spadserede: Det skulle prøves en gang mere.
Problemet var, at Richard ikke regnede med, at han kunne finde arbejde derude. Han mente stadig, at Manhattan var hans bedste mulighed: Hvis han kunne skaffe sig et værelse, så kunne han også få arbejde som tjener. I mellemtiden havde han mistet de få timers arbejde, som han havde, da jeg mødte ham.
Selv var jeg blevet ret betænkelig i forhold til hans muligheder for at finde arbejde på Manhattan. Men det var klart det, han helst ville prøve. Så han fik grønt lys for samme model som sidst: Han skulle lede, jeg betale. Denne gang ville kontanterne dog først falde, når værelset var fundet.
Men inden der var fremskridt på den front, så meldte vinterens værste storm sin ankomst. ”Jonas” lukkede Manhattan ned i 24 timer. Al trafik stoppede: Nul metro, busser eller biltrafik.
Gritt og jeg havde prøvet det et par gange tidligere. Der er en helt særlig stemning i byen, når naturen tager over. Og bare man klæder sig godt på, er det helt fantastisk at have eksempelvis Sixth Avenue nærmest for sig selv.
Vinterens værste storm havde meldt sin ankomst. ”Jonas” lukkede Manhattan ned i 24 timer. Al trafik stoppede: Nul metro, busser eller biltrafik. Når der er frostgrader, skal New Yorks politi fjerne alle de hjemløse fra gaderne. Det gør man ved at genere dem så meget som muligt – så de i det mindste forsvinder fra det synlige byrum. Og hvis chikane ikke er nok, så fragter politiet de hjemløse hen til et af de førnævnte herberg. Sådanne regler rammer Richard hårdt.
Så vi tog en frisk tur og en sneboldkamp på gaden – og fandt senere en hyggelig og lun bar med den helt rigtige stemning og en passende drinks- og snackmenu.
Men ikke alle havde det lige så fornøjeligt som os.
Når der er frostgrader, skal New Yorks politi fjerne alle de hjemløse fra gaderne. Det gør man ved at genere dem så meget som muligt – så de i det mindste forsvinder fra det synlige byrum. Og hvis chikane ikke er nok, så fragter politiet de hjemløse hen til et af de førnævnte herberg.
Sådanne regler rammer Richard hårdt. Det forhindrer ham i at tigge, samtidig med at han for alt i verden ikke vil på herberg.
Reglerne er selvfølgelig udtænkt ud fra den gode intention om at forhindre, at de hjemløse dør på gaderne om vinteren. Men jeg finder det alligevel paradoksalt, at når der er sne og frostgrader, netop når livet som hjemløs er allermest ubarmhjertigt, så gør politiet det ekstra svært for dem.
Jeg havde tjekket mine SMS hele aftenen og ventede mere eller mindre bevidst på et nødråb fra Richard. Derfor var jeg allerede klar til at hjælpe ham, da ønsket kom.
Flemming. Hej det er Richie … Tilgiv mig, men jeg har desperat brug for hjælp. Jeg ved, jeg sagde, at jeg ikke ville spørge igen, men jeg anede ikke, hvor alvorlig stormen blev. Jeg har ingen støvler og intet sted at tage hen, da alt er lukket. Jeg ved, du sikkert siger nej, men kan du ikke overveje at lave endnu en undtagelse? Du kan tage pengene fra depositum til værelset … Men dette er et mareridt. Jeg sulter og er våd og kold og har ingen steder at være bortset fra togstationen. Jeg kan ikke en gang tigge på gaden, da jeg bliver taget af politiet. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre Flemming.
Jeg lover 100% at jeg aldrig vil spørge dig igen … Undskyld. Tak.
Spørgsmålet var hvordan? Efter lidt frem og tilbage fandt vi et hotelværelse til ham, så min kone og jeg kunne fortsætte vores lille fest i bevidstheden om, at Richard havde tag over hovedet.
Tanken om Richard i våde gummisko var ikke rar, og vi besluttede os for at købe termostøvler og varme sokker til ham, og jeg fik lokket hans skostørrelse (10 ½, der svarer til vores størrelse 43) ud af ham per SMS.
Jeg har bestilt og betalt et værelse til dig på Hotel 31, 120 East 31 St. (imellem Park og Lex). Jeg har registreret dig som gæst, så du kan bare tage derhen. OK? De bedste Flemming PS: Jeg er tæt på telefonen den næste time – så sig til, hvis der er nogen problemer
Wow – det er fedt … Jeg håber bare, de lukker mig ind. Er det for meget at bede om for eksempel 40 dollars til mad og tørre sokker? Jeg er vildt sulten og gennemblødt … Jeg håber, du ikke brugte for mange penge på hotellet for der er et på 27’ St der koster 120 … Jeg har fundet en Duane Reade, hvor jeg kan hæve penge fra Western Union … Tusinde tak Flemming … Igen lover jeg, at dette bliver sidste gang. Du er i øvrigt en ægte engel
40 dollars er klar med Western Union. Sig til, når du er inde på værelset (forvent intet stort – jeg betalte kun 100). Held og lykke/Flemming
Dagen efter var en stor kontrast til snestormen. Solen skinnede fra en skyklar himmel. Men det var pivkoldt og Manhattan var begravet i sne; vi fik over 50 cm!
Så tanken om Richard i våde gummisko var ikke rar, og vi besluttede os for at købe termostøvler og varme sokker til ham, og jeg fik lokket hans skostørrelse (10 ½, der svarer til vores størrelse 43) ud af ham per SMS.
På vores mødested var jeg netop blevet færdig med at fugtsikre hans nye støvler med silikonespray, da han ankom i sine gennemblødte sneakers. Lidt overraskende havde han ikke særligt travlt med at få skiftet fodtøj.
I stedet forklarede han mig om et nyt, muligt værelse i Brooklyn, som han regnede med at kunne få lov at se senere samme eftermiddag, og at han derfor gerne ville have 50 dollars, så han kunne lægge lidt depositum, hvis den var ok.
Jeg fastholdt, at jeg denne gang selv ville betale direkte til udlejeren. Og da han indså, at jeg stod fast, aftalte vi i stedet, at jeg skulle være standby hele eftermiddagen – klar til at hoppe i en taxi, og med kontanter nok til fuldt depositum i lommen.
Richard trissede af med støvlerne, stadig i posen fra JC Penneys. Jeg sad klar hele eftermiddagen, men hørte ikke mere fra ham den dag.
Samtidig var en anden deadline ved at nærme sig. Vores ophold i New York var ved at være forbi, og den første marts skulle vi flytte tilbage til Danmark. Jeg havde besluttet, at det også skulle være enden på mit forsøg på at hjælpe Richard på fode – uanset hans status. Så det var ved at være sidste chance for både ham og mig.
Læs del 6 i morgen.
“Tæt på Richard – en usynlig mand” er en serie i otte dele. Dette er del fem. Første del kan læses her, anden del her, tredje del her og fjerde del her.
Topillustration: Michael Dorbec. Redaktion: Alexander Meinertz og Philip Sampson.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
