KRISEKOMMUNIKATION // KOMMENTAR – Sisse Sejr lavede et kæmpe selvmål, da hun valgte at nedtone eget ansvar i sit kriserespons på Instagram. Det skriver kriserådgiver og kommunikationsrådgiver Anna Thygesen. For der ér faktisk et offer i denne sag.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I sidste uge kom jeg med en analyse om en aktuel mediestorm på LinkedIn, som jeg ofte gør. Krisehåndtering og krisekommunikation udgør en væsentlig del af mit arbejde, og derfor ligger det lige til højrebenet at kommentere på aktuelle kriser, ligesom jeg i øvrigt også gør i de medier, der spørger, om jeg vil kommentere på relevante krisesager.
Jeg kommenterer selvfølgelig aldrig på sager, hvor jeg selv er rådgiver.
Den aktuelle krise drejede sig om et opslag på Instagram fra influenceren og radio- og TV-værten Sisse Sejr. Forud for hendes opslag var gået nogle heftige dage med intensiv mediedækning af en kommende straffesag om en kendt mediepersonlighed, der er anklaget for stalking, chikane og identitetstyveri.
Offeret er en kvindelig ”bekendt” til den omtalte influencer og mediepersonlighed. I medieomtalen var gerningspersonen i starten anonymiseret, men efter et par dage valgte Ekstra Bladet at offentliggøre den anklagedes identitet: Sisse Sejr.
Et unikt ringe kriserespons
Jeg kan forstå, at Sisse Sejrs advokat anmodede om nedlæggelse af navneforbud, men anmodningen kom ikke tids nok og var måske heller ikke blevet imødekommet. Ekstra Bladet vælger at offentliggøre det, og Sisse Sejrs navn spreder sig lynhurtigt til mange andre medier.
Min analyse er derfor, at årsagen til at Sisse Sejr vælger at kommentere på sin sag på sin egen Instagram-profil er, at hun på denne måde søger at styre narrativet og undgå at skulle udtale sig i medierne. Hvilket jeg også ofte råder mine kunder til.
At jeg vælger at kommentere lige præcis på Sejrs kriserespons og ikke på alle mulige andre brands’ reaktion på aktuel medieomtale, skyldes primært, at jeg simpelthen ikke forstår, hvorfor Sejr vælger at reagere, som hun gør.
Min analyse fik mange likes og kommentarer på LinkedIn, og der var ingen, der udfordrede min måde at anskue Sejrs kommunikationsstrategi – nogle mente, at jeg skulle blande mig udenom, men det var det.
Som kommunikationsrådgiver mente jeg, og det mener jeg stadig, at Sejr lavede et kæmpe selvmål, da hun valgte at positionere sig så negativt over for offeret på sin Instagram-profil:
Fokusforskydning
Sejr lægger ud med at skrive, at hendes opslag er en reaktion på en sag, som behandles i medierne.
Det kan man sige, men først og fremmest er det en straffesag mod hende selv, som politiet har anlagt. Den store medieomtale er afledt heraf.
Det er et forsøg på fokusforskydning, hvor Sejr beskriver sig selv som ”jaget vildt” af medierne. Det giver masser af sympati.
Der er jo et ”rigtigt offer” i denne sag. En kvindelig bekendt til Sejrs mand, som har været udsat for Sejrs stalking, chikane og identitetstyveri over en periode på 6 uger
Hun glemmer bare bekvemt, at hun selv er gerningspersonen i sagen, og derfor vil det virke kontraproduktivt at fremstille sig selv som offer.
Der er jo et ”rigtigt offer” i denne sag. En kvindelig bekendt til Sejrs mand, som har været udsat for Sejrs stalking, chikane og identitetstyveri over en periode på 6 uger sidste sommer.
Et quickfix, der er både arrogant og tonedøvt
Så selvom det føles ”godt i maven” at få et quickfix af sympati og moralsk støtte fra en del af de ca. 42.000 følgere, som den kendte influencer og journalist havde, da hun delte sit opslag (nu har hun faktisk ca. 43.000 følgere), så kommer det til at virke provokerende på mange af dem, der ikke kender Sejr.
Personligt slog det mig, hvor provokerende det må være for ”det rigtige offer” at se den voldsomme støtte til gerningspersonen.
Sejr fortsætter med en beskrivelse af, at hun befandt sig i en uoverskuelig krise i sommer, da krænkelserne fandt sted. Man får det indtryk, at hele verden ramlede for hende. Samtidig beskriver hun sin adfærd, som hun vel at mærke har erkendt, og som kan give op til 40 dages ubetinget fængsel, som ”helt åndssvag”.
Sejr er sigtet af politiet for at have stjålet og misbrugt offerets identitet ikke under 81 gange; derudover er hun sigtet for at have stalket kvinden i ugevis
Jeg vil beskrive Sejrs tilgang som en bagatelliseringsstrategi – en form for defensiv kommunikationsstrategi, hvor man bevidst nedtoner alvoren af sine handlinger. Igen skabes der sympati hos ens venner og støtter, mens positionen skaber grobund for kritik og mere medieomtale.
Sejr vælger bevidst også at nedtone beskrivelsen af sin adfærd i sit opslag.
Hun skriver, at hun har sendt ”nogle nyhedsbreve, bestilling af terapiopkald og skadedyrsanmeldelse”. Men i politiets sagsfremstilling står, at Sejr er sigtet af for at have stjålet og misbrugt offerets identitet ikke under 81 gange; derudover er hun sigtet for at have stalket kvinden i ugevis.
Jeg forstår udmærket trangen til at ”pynte på” det efterladte indtryk i offentligheden, da det selvfølgelig ikke er superfedt at se sig selv beskrevet som en kriminel. Men problemet er bare, at det er sandheden, og når medier og andre bruger politiets beskrivelse, fremstår Sejrs bagatellisering som både arrogant og tonedøv.
I det hele taget virker det, som om det er Sejrs mål at få modtagerne af kriseresponset til at opfatte hende som reflekterende og dyb: Hun understreger, at hun aldrig har opsøgt, forfulgt eller truet nogen, ligesom hun mener, det er en vigtig pointe, at hun selv indså, at hendes handlinger var uhensigtsmæssige, og at hun stoppede, før politiet blev involveret.
Her benytter Sejr en defensiv offerstrategi, hvor modtagerne efterlades med et indtryk af, at sagen ikke er specielt alvorlig, og at Sejr faktisk tog hensyn til offeret.
Den eneste gang, Sejr vælger at omtale offeret, er i en bisætning, hvor hun skriver, at hun ikke negligerer, at det må have været ubehageligt
”Tak for kaffe – det vil give bagslag”
Tak for kaffe, sagde jeg, da jeg læste opslaget. Det kriserespons kommer til at give bagslag.
Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har set så dårligt et kriserespons. Fuldstændig uden forståelse for, at når man smider offeret for en forbrydelse, man selv har begået, under bussen, så øges medieomtalen. Og kritikken fra både eksperter som advokater, svindeleksperter, meningsdannere og helt almindelige danskere stiger.
Hovedet på sømmet for mig var og er stadig, at Sejr også vælger at ty til det fænomen, vi alle efterhånden ved, hvad er, nemlig victim blaming.
Det lykkes Sejr at smide det kvindelige offer under bussen, fordi det hurtigt viste sig, at offerets navn nemt kunne googles, og det har gjort oplevelsen for offeret endnu mere traumatisk, ligesom hun har modtaget trusler og hadtale
Sejr beskriver i opslaget i forbindelse med omtalen af de bordbestillinger, hun har lavet i offerets navn, at offeret har en hobby med at skrive madanmeldelser.
Her lykkes Sejr med at smide det kvindelige offer under bussen, fordi det hurtigt viser sig, at offerets navn dermed nemt kan googles. Det har gjort oplevelsen endnu mere traumatisk for offeret, der efterfølgende har modtaget trusler og hadtale.
Mærkeligt nok vælger Sejr med sin victim blaming også at afsløre, at hun bevidst er gået efter at skade offerets forretning, da Sejr udmærket ved, at offeret beskæftiger sig med madanmeldelser. Derfor er de mange restaurantbookinger, som restauratørerne selvfølgelig blev vrede over, en underminering af offerets position og dermed hendes levebrød. Og det er jo ikke just et charmerende træk.
Min analyse blev stort set ikke uimodsagt på LinkedIn. Det virkede, som om de fleste i det forum var enige i, at det som udgangspunkt er godt, når man krisehåndterer ved at gå ud og forsøge at tage ejerskab på historien.
Der, hvor filmen knækker, er imidlertid, når man vælger at lave et kriserespons, som tværtimod er med til at positionere Sejr som uempatisk og tonedøv.
At lukke ned for kritik er som at tisse i bukserne: Det varmer, men kun kort
Så langt så godt.
Men hvad skete der egentlig med Sejrs opslag på Instagram? Hun havde sørget for at lukke for kommentarer med forklaringen om, at der ikke skulle gå ”popcorn i den”, en udmelding, som umiddelbart godt kan opfattes positivt.
Hvem gider have alle mulige hængende på sin profil for at følge med i et eventuelt hidsigt kommentarspor, hvor nogle ville støtte Sejr, og andre ville kommentere på offerets stilling?
Ikke ret mange.
Men der er også en mere kritisk vinkel på det at lukke kommentarsporet, nemlig at man så også lukker ned for eventuel kritik, og dermed får ens narrativ lov til at stå uimodsagt. Og især folk, der ikke har læst om sagen i medierne, vil alt andet lige efterlades med et meget positivt indtryk af Sejr og den måde, hun håndterer sagen på, når der ikke er kritiske kommentarer som modvægt.
Det lyder godt på overfladen, men det er faktisk en strategi, hvor man i min optik ”tisser i bukserne” for at holde varmen. Senere bliver der koldt om bagdelen, når ikke alle hopper på ens version af sandheden.
Men mange gjorde. I løbet af få timer væltede det ind med likes, som er et rødt hjerte på Instagram, og vi var flere, der undrede os over, at så mange mennesker valgte at like Sejrs opslag. Jeg forstår godt ønsket om at støtte en person, man synes godt om. Men mange opfattede, og sikkert også offeret i sagen, Sejrs udmelding som en thumps up til sig selv og en thumps down til offeret.
Offeret er i mange tilfælde gjort til genstand for mistænkeliggørelse, hån, udskamning, tilsvining og latterliggørelse
Umiddelbart synes mange, at opslaget virker sympatisk, men de mange likes og støtte til Sejr uden at anerkende offerets situation giver bagslag for Sejrs omdømme og brand i offentligheden.
Det valgte jeg at skrive lidt om på både Instagram og Facebook, fordi det provokerede mig, at så mange ikke kunne se det alvorlige i situationen (Sejr står til 40 dages ubetinget fængsel) og tilmed valgte at mistænkeliggøre offeret endnu mere.
Disse krænkelser kan jeg så forstå, at offerets bistandsadvokat overvejer at fremføre over for politiet og anklagemyndigheden.
Der har selvfølgelig været masser af tilkendegivelser fra folk om, at de er enige med mig, og at de bakker ofret op, men der har også været en del virkelig vrede og aggressive personer, der ud over at være uenige er voldsomt vrede over, at jeg overhovedet blander mig i debatten.
Hvorfor skifter folk fokus og får medlidenhed med gerningspersonen?
Offeret er i mange tilfælde gjort til genstand for mistænkeliggørelse, hån, udskamning, tilsvining og latterliggørelse. De påstår, at det, Sejr har gjort, ikke er i den alvorlige ende af skalaen. At dele af kritikken er en mediehetz mod Sejr, at det er en rimelig reaktion fra Sejrs side, fordi offeret åbenbart er en ”kvinde, der hugger gifte mænd”.
Jeg er virkelig chokeret over, hvor let folk skifter fokus, og hvordan det pludselig er blevet helt OK at mene, at en kvindelig stalker – selvom man ved, at Sejr har påført den krænkede så meget skade og tilmed har tilstået det – faktisk er offeret i denne sag.
Ord og handlinger forpligter, og derfor rammes Sejr ekstrahårdt i denne sag, fordi der simpelthen er for stor en forskel på det, hun siger, hun mener, og det, hun så rent faktisk gør, når hun selv bliver krænkeren og gerningspersonen i en sag mod en kvinde
Jeg tror, at det skyldes, at vi nærmest aldrig har set kvinder i de situationer.
Tilbage i 2017 begyndte vi for første gang at omtale kvinder i #MeToo-sager som ofre i relationer, hvor der var magtrelationer på spil. Og langsomt ændrede vores sprog sig, så vi kan skrive og tale om kvinders problemer i fx erhvervslivet og kulturvæsenet uden at blive udskammet for det.
Sejr stempler også ind i den debat og er tidligere blevet citeret for at have udtrykt uforbeholden støtte til ofrene i fx DR-dokumentaren Sexisme i musikbranchen.
Men ord og handlinger forpligter, og derfor rammes Sejr ekstrahårdt i denne sag. Der er simpelthen for stor en forskel på det, hun siger, hun mener, og det, hun så rent faktisk gør, når hun selv bliver krænkeren og gerningspersonen i en sag mod en kvinde.
Sejr har en værtsrolle i en række DR-programmer om identitetstyveri med titlen Mit Liv er stjålet, hvor hun som de fleste andre udtrykker sympati for ofrene for identitetstyveri og fuldstændig er på deres side.
Og derfor er det efter min mening klart, at hendes krisehåndteringsstrategi bliver kritiseret, når det er nogle helt andre budskaber, hun har stået for indtil nu.
Jeg holder i hvert tilfælde fast i min kritik af både indhold og strategi i Sejrs kriserespons på Instagram. People gonna hate.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og