Rettens tjener er gået bort

i Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

MINDEORD – Henrik Holm-Nielsen, der døde søndag, 80 år gammel, var en af de højest respekterede advokater i Danmark. Han stod i spidsen for det juridiske arbejde med Tamil-sagen  og afslørede politikeres og embedsmænds magtmisbrug. Under Den Kolde Krig var han med til at stoppe en hetz mod venstrefløjen i bred forstand, skriver Jørgen Dragsdahl, der gennem mange år og i flere sager havde Holm-Nielsen som sin advokat og som blev hans ven. I dag, fredag 12. oktober, bliver han begravet. 

Chefen i Forsvarsministeriets administration var kæphøj en morgen i 1991, inden han skulle afhøres i Tamil-sagen. Men sent på eftermiddagen vendte han tilbage, ligbleg og tavs, efter mødet med rettens udspørger, advokat Henrik Holm-Nielsen.

Allerede dengang var departementschef Michael Christiansen berygtet. Han udstrålede magtfuldkommenhed, på grænsen til det brutale. Udsigten til forhør, fordi han havde været ansat i Justitsministeriet og derfor kendte til det ulovlige stop for tamilske flygtninges familie-sammenføring, inspirerede ham kun til vittigheder, har et øjenvidne fortalt mig. Men humøret holdt ikke til advokatens velforberedte spørgsmål.

Holm-Nielsens indsats dengang, årene 1990-93, er for længst blevet legendarisk. Han fik meget af ansvaret for, at det, som bl.a. kommentator Hans Engell har kaldt ”Danmarks Watergate”, blev optrevlet med store konsekvenser for flertallet af de indblandede.

Han blev lagt for had af nogle. Venstres daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen, hævdede, at han bragte vidner på afveje med ledende spørgsmål. Andre husker hans detaljerede kendskab til sagens akter, som ikke levnede nogen smutveje for vidnerne.

Holm-Nielsen fik seks flyttekasser med sagsakter, som han derefter koncentrerede på lidt over 1400 sider. Normalt bestod ”ekstrakten” af fotokopierede klip fra akterne, men denne advokat skrev alt ind på sin computer. Han forklarede det med, at så havde retten et søgbart dokument, men pointen var måske nærmere, at så kunne han selv huske alt.

Rettens tjener

Med Tamil-sagen kom etik, moral og politik også på dagsordenen for embedsmænd.

I en status efter sagen ville Holm-Nielsen dog ikke svinge sig så højt op. Etik er, sagde han, ”et fint begreb, som jeg aldrig har gjort mig overvejelser om”. Han havde selv blot ”afdækket et faktuelt begivenhedsforløb”, lød det.

Jeg snyder ikke på vægten – for “plejer” du “ret”, er der ingen falske lodder på vægtskålen

Selv kaldte han sig for “rettens tjener” og forklarede det med modsætningsforholdet mellem “at pleje ret” og en angivelig amerikansk opfattelse, hvor sagføreren skal “pleje klienter”.

”Opgaven er at hjælpe retten til den rigtige afgørelse”, fortsatte han. ”Ikke at få mere til klienten end han/hun er berettiget til (…) Jeg bestræber mig for at “pleje ret”. Måske får jeg sagt noget forkert. Gerne må man udråbe mig som idiot. Også i Højesteret kan jeg tage fejl. Men jeg snyder ikke på vægten. For “plejer” du “ret”, er der ingen falske lodder på vægtskålen”.

Pligt til modstand

Læren fra Tamil-sagen var for ham knyttet nært til netop ret, altså respekt for landets love. Han var stadig, årtier efter, rystet over, at Danmarks skarpeste juridiske hjerner i en arrogance skabt af magt ville sætte loyalitet til en minister højere end loven. Man skal aktivt imødegå ulovlige tjenestebefalinger – ikke blot nægte at følge dem.

”I flok og følge skulle topembedsmændene have sagt til ministeren, at han fulgte en ulovlig kurs, og at de ville orientere Statsministeriet derom, hvis ikke ministeren rettede ind”, sagde han tidligere i år i anledning af Tamil-sagens 25 års jubilæum.

”Og så skulle topembedsmændene have forladt deres job. Der kan komme et tidspunkt, hvor man i sådan en stilling må rejse sig op og sige: Nu går jeg, for det her vil jeg ikke være med til”.

Advokaternes hierarki

Selv mødte jeg Henrik Holm-Nielsen kort efter Tamil-sagens afslutning, da jeg fik brug for en ny advokat i en injuriesag, som jeg havde anlagt mod Ekstra Bladet, der i flere artikler havde påstået, at jeg var spion for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Problemet var, at avisens tre advokater havde udarbejdet en forligstekst, som min egen advokat kun havde redigeret lidt i. Jeg ønskede ikke forlig, så en ny sagfører var nødvendig, og en ven foreslog Holm-Nielsen.

Faktisk anede jeg knapt, hvem han var, fordi jeg var korrespondent i Polen og mest optaget af sikkerhedspolitik. Holm-Nielsen tog sagen, helt uden garanti for sit salær. Han troede vist heller ikke, at det ville blive et længere engagement. Under et besøg i hans hjem spurgte en af døtrene nysgerrigt til gæstens ærinde: ”Er det en ny spændende sag”? Holm-Nielsen svarede kort, noget afkølende for mig: ”Nej, det er kun rutine”.

Læren var, at ved en domstol er advokatens prestige – samt naturligvis en god sag – trumf

Noget stort blev det da heller ikke. Efter fremlæggelse af utallige dokumenter gav dommerne Ekstra Bladet noget nær et ultimatum. Avisen skulle indgå et forlig, og man skjulte ikke, at det skulle imødekomme mine behov.

Sammen med Holm-Nielsen skrev jeg en tekst, hvori Ekstra Bladet beklagede ”uforbeholdent”. Desuden fik jeg en usædvanligt høj erstatning samt sagsomkostninger i fuldt omfang.

Læren var, at ved en domstol er advokatens prestige – samt naturligvis en god sag – trumf. Ingen troede, at man kunne tromle Henrik Holm-Nielsen ned, så derfor accepterede avisens tre, ganske velrenommerede, advokater et “forlig”, som reelt lignende en for dem knusende dom.

Mange tusinde timers arbejde

Årene gik. Stjerneadvokatens ry blev befæstet med opgaver fra det offentlige, som bundede i tillid, og meget tunge sager. Fondsmyndighederne brugte ham til granskning af den kontroversielle finansmand Klaus Riskær Pedersens familiefond.

Som forsvarer i sagen mod revisorerne i Hafnia-koncernen opnåede han frifindelse ved Højesteret. Da anklagemyndigheden i 2007 ville have dømt 12 byrådsmedlemmer for medansvar i borgmester Peter Brixtoftes morads, fik han dem alle frikendt.

Når det hele i de år blev lidt træls, kunne jeg trøste mig med, at jeg havde oplevet et meget stort menneske på nærmeste hold

Og så måtte jeg tage kontakt igen, da professor Bent Jensen sammen med Jyllands-Posten i januar 2007 genoptog de gamle påstande. Holm-Nielsen tøvede ikke et øjeblik.

Denne gang blev det ikke ”rutine”. Sagen blev først endeligt afgjort ved Højesteret i juni 2015. I de år tilbragte jeg mange, mange timer med Henrik Holm-Nielsen. Selv brugte han betydeligt over 3000 arbejdstimer. Når det hele i de år blev lidt træls, kunne jeg trøste mig med, at jeg havde oplevet et meget stort menneske på nærmeste hold, og at det rigeligt opvejede hårdt arbejde og triste stunder.

Uden nag

Offentlig hyldest til den ihærdige jurist har sjældent fået med, at han privat sammen med sin hustru, Ida, også var dybt engageret i sin kirkes aktiviteter. Tit fik jeg præsenteret planlagte aktiviteter for de lokale konfirmander, og op til en påske sørgede de for, at menigheden kunne spise sammen (stegt lam), for fællesspisning indgik jo i evangeliet. Oprindelig var han katolik, men præsters angivelige overgreb på børn og hierarkiets tøvende reaktion fik ham vist over i Folkekirken.

Sædvanligvis foregik vores samtaler på hans gård i nærheden af Dianalund. Her var indrettet et fristed, hvor flaget altid var hejst, og han kunne gå på jagt. En fiskedam voldte mange problemer, fordi ænder og gæs sked den til, så fiskene ikke kunne ånde.

Det personlige højdepunkt var altid dagens frokost, hvor jeg normalt blev budt på vin og hjemmerøget laks med to store hunde tumlende rundt mellem benene. Under den første af to retssager – ved byretten i Svendborg – boede jeg på gården, så vi sammen kunne køre til Fyn i de tidligere morgentimer.

Hjemme ventede Ida så med aftensmad, og det skete, at Henrik læste digte op, når vi var færdige. Ellers diskuterede vi politik, hvor indfaldsvinklen altid var den humanistiske. Den gamle hjemmeværnsmand havde længe haft sympati for Socialdemokratiet, men dets udlændingepolitik førte ham til de radikale.

Meget sent i forløbet gik det op for mig, at jeg allerede var stødt på Henrik Holm-Nielsen i begyndelsen af 1970’erne, da han havde opgaver for anklagemyndigheden. Da var vi, mildt sagt, på forskelligt hold, men jeg kunne ikke spore noget nag af den grund. Jeg var engageret i forsvaret af en sort amerikansk desertør, som sad fængslet for drab og nu var anklaget for overfald på fængselsbetjente. Vi vandt nævninge-sagen, og jeg er i dag ikke sikker på, at det var helt retfærdigt.

Hundreder af sider med modbevis

Arbejdet med injuriesagen var hårdt. Vi skulle reagere på dokumenter fra arkivet i Politiets Efterretningstjeneste, som Bent Jensen selektivt kunne inddrage.

Desuden præsenterede professoren os for et væld af påstande, som skulle bevise, at jeg i artikler havde begået desinformation for KGB. Intet, og hermed menes virkelig intet, blev ikke udsat for kritiske spørgsmål til mig, og de blev fulgt op med krav om beviser. Hvis Henrik så en sten, så skulle den straks vendes og drejes.

Resultater var modbeviser fra os, som fyldte mange hundrede sider. Som i Tamil-sagen skrev han hele ekstrakten på sin computer – over 800 sider – og resultatet var igen, at han altid kunne huske detaljer og hvor de nok gemte sig i stakkene.

Eksplosivt temperament

Det skete, at vi var uenige, og Henrik havde temperament. Hans hustru spurgte en dag til frokost, hvorvidt fundamentet under hans kontor stadig stod – taget, vidste hun godt, havde lettet for længst. Efter hvert eneste udbrud faldt han lige så pludseligt til ro.

Jeg kan ikke regne med, at en anden kan sættes sig ind i denne sag, så jeg kan ikke lade dig i stikken

Indsatsen sikrede, at vi fik Bent Jensen dømt ved byretten i Svendborg. Og så appellerede Jensen til Østre Landsret. Det lagde et stort pres på Henrik. Han kunne forudse, at en sag først kunne behandles efter han rundede de 75, og han var ikke sikker på, at hovedet kunne holde til det.

Der opstod også problemer med firmaet, som han var tilknyttet. Ledende kræfter mente ikke, at han skulle fortsætte i en så politisk sag. Henrik smækkede ikke med døren, men han forlod firmaet og fortsatte sagen. Som han sagde: ”Jeg kan ikke regne med, at en anden kan sættes sig ind i denne sag, så jeg kan ikke lade dig i stikken”.

Regulær bagvaskelse foregik også. Først skrev en medarbejder ved Berlingske Tidende en besk kommentar, hvor hovedindholdet var, at man skulle holde på pungen, når denne advokat var i nærheden, da han var kendt for sin grådighed. Dernæst fulgte en medarbejder ved DR’s program ”Orientering” op med en endnu mere ondsindet og fejlfyldt kommentar.

Sandheden var, at Henrik skrev en regning, hvor timelønnen svarede til en faglært håndværkers – cirka en-femtedel af et normalt timehonorar. Takket være en indsamling blev beløbet delvist dækket.

Ny fortolkning af gammel lov

Ved Østre Landsret blev Bent Jensen frikendt, fordi dommerne, i modsætning til Byretten i Svendborg, hentede deres tolkning af ytringsfrihedens rammer fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol. Den mulighed var vi ikke tilstrækkeligt opmærksomme på.

Nok fandt dommerne ikke, at Bent Jensen havde ført sandhedsbevis, og så ville han normalt stå til straf ifølge ordlyden af den relevante paragraf i straffeloven, men han havde altså nu ret til at sige noget forkert og injurierende.

Jørgen Dragsdahl og hans advokat René Offersen foran Højesteret efter dommen (Foto: Jacob Holdt)

Henrik var dybt chokeret, alle virkede overraskede. Retsbetjenten græd, da hun gav ham udskriften af dommen. Og Henrik sluttede dagen efter sin virksomhed med ”pleje af retten”, da han indsendte sin bestalling. En stor karriere var slut.

Et af de lykkeligste øjeblikke i mit liv var, da jeg efter dommen kunne ringe til Henrik og fortælle ham resultatet. Og han var glad

Dog ikke helt.

René Offersen overtog hererfter sagen og førte den til sejr i Højesteret. Undervejs hjalp Henrik med sit overblik og indgående kendskab til sagen.

Igen brugte han mange hundrede timer. Da Offersen tilbød ham, at de i fællesskab kunne forelægge den for Højesteret, sagde han imidlertid nej. Et af de lykkeligste øjeblikke i mit liv var, da jeg efter dommen kunne ringe til Henrik og fortælle ham resultatet. Og han var glad.

Eneren mellem advokater

Nu har han forladt os, men mindet vil bestå.

Som René Offersen lod sig citere for i Informations nekrolog:  ”Henrik Holm-Nielsen var en af sin tids højest respekterede advokater med fast gang hos domstolene. Han udtrykte de bedste advokatværdier som individualisme, samfundssind, integritet og grundighed”.

Mange kan være dybt taknemmelige for hans indsats ved domstolene. Med rette vil hans indsats i Tamil-sagen mod politikeres og embedsmænds magtmisbrug blive husket – også fordi problemet består.

Tidligere i år sammenlignede han i et interview for Information Tamil-sagen med det magtmisbrug, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og hendes embedsmænd efter min mening begår.

Også Henriks indsats i sagen mod Bent Jensen bør huskes. Henrik fik afsløret en mand med en forbrydelse på samvittigheden, der var drevet af had til venstrefløjen – som i bred forstand ville kaste den i evig miskredit. Der var lagt op til en heksejagt, som Henrik Holm-Nielsen reelt fik stoppet.

Topfoto: Heine Pedersen

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd.

Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret.

Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk
Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.

Seneste artikler om Liv & Mennesker