
SYNNØVE SØE // ESSAY – Hvordan er det at være ældre, hvordan er det at være gammel? Først nu forstår jeg dit svar, Mormor. Jeg er, som du sagde, 25 år i tankerne og min stemme giver mig et billede af den unge kvinde jeg var, men billedet passer ikke med det jeg ser i et spejl for virkeligheden er jo den, at jeg snart har opholdt mig 55 år i rummet inde ved siden af. Rummet der er fyldt med mit forfald. Jeg føler mig som en forladt taske, der står midt på gulvet i et stort tomt rum med alt for skarp belysning. Ikke den samme, men den samme. Elskede Mormor, det er så svært at forstå, men du havde ret.
”Min krop er som et rum inde ved siden af,” tænkte jeg forleden, da jeg havde været i bad og stod og tørrede mig med et stort hvidt håndklæde. Et rum jeg ikke vil kende og ikke kendes ved. Rummet er min forfaldsvirkelighed. Sekund for sekund. Minut for minut. Dag for dag. Måneder, der alt for hurtigt blev til år og årtier.
Jeg føler mig som en forladt taske, der står midt på gulvet i et stort tomt rum med alt for skarp belysning.
Min Mormor, der blev født den 8. november 1918 – tre dage før 1. verdenskrig sluttede og senere blev mor to gange under 2.verdenskrig – var ikke genert over sin krop, heller ikke da hun blev gammel.
Fenjal. Der duftede af Fenjal helt ud i den lille entré, hvor jeg som barn ofte stod og ventede på at min Mormor skulle blive færdig med sit brusebad.
Mormor boede med min morfar i verdens mindste hus, der bestod af en stue, et køkken så lille, at der kun var plads til en bordovn, der stod under en meget lav hylde og tre kogeplader der var lagt ned i det meget korte køkkenbord. Der var to små kamre – et til Mormor, et til morfar – en entré og så badeværelset med toilet og håndvask. Bag et mørkeblåt forhæng hang håndbruseren.
Huset lå på en sirligt klippet græsskråning med vid havudsigt udover Balka Bugt på Sydbornholm.
Der var 200 meter til stranden – under et minut i løb i orange klip-klapper.
Jeg føler mig som en forladt taske, der står midt på gulvet i et stort tomt rum med alt for skarp belysning
Mormor havde både Fenjalduften som parfume, deodorant og flydende badesæbe, men cremen som hun smurte sig ind i efter brusebadet hed, Apple Blossom. Fenjal var hæslig og alt for skarp i min næse, Apple Blossom var blød, blomstrende og vidunderlig.
Jeg sad på hendes enkeltseng – også da jeg var voksen og Mormor meget gammel – og så på at hun gjorde sig i stand. Tøjet hun tog på, havde hun lagt over ryggen på en klodset stol der var betrukket med billigt olivengrønt nappa, før hun gik i bad. Det hvide undertøj var så nystrøget at det nærmest var stift. Underbukserne der gik op til navlen og bomuldsundertrøjen med de tynde stropper og det fine hulmønster, de grå gabardine slacks og den svagt lysegule og en anelse skinnende kortærmede bluse – lavet i ”syntet”, som min Mormor kaldte stoffet, tog hun langsomt på og så var turen ellers kommet til at sætte ”krøllenålene” i håret – Carmen Curlerne der havde stået til opvarmning i kammerets vindueskarm, mens Mormor havde bruset sig.
Jeg så hendes krop – ”i bar figur”, som hun sagde – sommerferie efter sommerferie og jeg elskede stunderne med mormornøgenhed, roen, duften, hendes bløde, hvide hud og det var først da jeg blev voksen og stadig sad på den smalle nyredte seng i Mormors kammer, at jeg halvt undrende og halvt forfærdet forstod, at ingen levende krop forbliver det. Levende.
Sex, den svære kunst at folde serviet-svaner og angsten for døden, som vi begge havde – jeg kunne tale med hende og spørge hende om alt, hvad der rørte sig indeni mig, uanset hvilket livsstadie jeg befandt mig på
”10-20-30-40-50-60-70-80-90…100!” Min varme sommerkrop dykker ned under vandet under høje begejstrede skrig. Himmelen er mørk med solen bag skyerne et sted. Mormor står inde på land og råber meget højt. Jeg hører hende ikke, bølgerne brager. Det første lyn flænser himmelen, så kommer der et kæmpe tordenbrag. Jeg jubler. Mormor råber, stadig forgæves, og jeg ved godt hvad hun råber, for sådan her er det hver gang det er tordenvejr, hun råber, nærmest skriger, jeg kan se det på hendes arme og på hendes vrede ansigt.
”Kan du så komme op. Nu!” Jeg svømmer grinende videre, men til sidst er suppen af lyn for tæt og jeg bliver, som jeg plejer, lidt småbange og svømmer mod land og Mormor, der er meget vred da vi går hjemad. Man må ikke bade i tordenvejr. Det er livsfarligt. Jeg går daskende med det store badehåndklæde over mine solbrændte skuldrer. Det er tryggende varmt, himlen er næsten sort og bølgerne er endnu vildere end før.
Mormor er stille, det kan jeg ikke li´. Min ene klip-klap falder af, Mormor venter på mig, mens jeg tager den på igen. Så begynder det at regne og mens tordenvejret driver videre mod Dueodde, længere mod syd er også Mormors tordenvejr drevet væk. Jeg kan mærke det, det er bare sådan det er og hun ta’r mig i hånden og vi svinger dem i takt, vores hænder og da vi kommer tilbage til huset venter min morfar bag avisen.
De drikker kaffe, jeg får en hjemmebagt kanelsnegl og en ananassodavand. Mormor tager sit sytøj frem, hun elskede at brodere. Jo sværere broderier, desto bedre. Der var ikke noget med at sy efter motiv på et stykke fortrykt stof, næh, der skulle tælles, for hvert sting hun tog. Og hun talte, og jeg så på. Nålen gik ind og ud, og mens hun syede, syede hun mig sammen. Jeg kunne mærke det.
Mormor røg seks tusind smøger – hun var københavner og så hedder det ikke ”cigaretter” – om dagen, cirka. Prince smøger og hun hostede og hun harkede og som hun blev ældre blev lungebetændelserne hyppigere og mere alvorlige, men alle var enige om at vi hellere ville ha’ at hun røg for det var rædselsfuldt når hun forsøgte at holde op. For satan da, Mormor hun blev mere bidsk end en rottweiler med rabies når hun ikke røg – Huha, og alle åndede lettede op når den rød-hvide 20 styks pakke med guld kongekronen igen lå på det lille teaktræsbord, der stod mellem de to lænestole.
Da huset blev ryddet efter Mormors død – morfar var død to år tidligere – var vi helt chokerede over at se hvor mange brændemærker, der var i teaktræsbordet, ikke bare små mærker, men lange brændemærker, sorte og dybe, så smøgerne måtte jo af og til have ligget og røget sig selv på bordet når Mormor var faldet i søvn til fjernsynet, selv ”Hvem vil være millionær” mandag aften, kunne ikke holde hende vågen til sidst.
I april 1962 da jeg blev født blev hun Mormor, kun 43 år gammel. Da hun døde i juni 2010, var hun 91 og havde været min Mormor i 48 år.
Sex, den svære kunst at folde serviet-svaner og angsten for døden, som vi begge havde – jeg kunne tale med hende og spørge hende om alt, hvad der rørte sig indeni mig, uanset hvilket livsstadie jeg befandt mig på. Der var ingen tabuer, ingen, og et spørgsmål jeg vendte tilbage til gennem årene og spurgte hende om helt fra jeg var en otte-ni år var: Hvordan er det at være gammel?
Mormor svarede altid det samme.
”Jeg er den samme kvinde, som jeg var, da jeg var 25 år. Ikke den samme, men den samme. Jeg er stadig usikker over de samme ting og i de samme situationer, som jeg var den gang og jeg er stadig lige så meget i tvivl om din morfar elsker mig, og jeg er også stadig lige så utilfreds med ham og retter lige så meget på ham og er fuldstændig lige så sur på ham, som jeg var, da jeg var 25, ja nogle gange hader jeg ham, men jeg har også stadig lige så meget lyst til ham som den gang, det har ikke forandret sig”
“Nogen synes nok at jeg er meget gammel og de har måske ondt af mig fordi jeg ikke er så hurtig som de er eller måske er de irriterede eller overbærende af samme grund. Nogen synes det er spændende at jeg har levet under to verdenskrige og vil gerne høre mig fortælle om det og om mit liv i det hele taget, andre taler slet ikke med eller til mig, de ligesom springer mig over, ignorer eller afskriver mig og min mening på forhånd, som om jeg ikke eksisterer. Jeg har lyst til at sige til dem, at jeg bare er blevet gammel, og det bliver de også selv en dag, hvis de er så heldige.”
“Jeg ser mig selv som en på 25, men med et helt livs erfaring. Jeg findes ligesom alle andre mennesker gør, vores årstider er bare forskellige og indeni mig er der stadig, som Tove Ditlevsen skrev, ”en ung pige, der ikke vil dø.” Når jeg hører min stemme ser jeg et billede af hende, den unge pige, men virkeligheden er jo på det punkt en del anderledes. Min krop er ikke 25, det ved jeg godt – det kan alle se – og på en eller anden måde så er det virkelige blevet uvirkeligt. Forfald er lige så svært at begribe som døden. Jeg ved ikke om du kan forstå det?”
Nej, Mormor, det kunne jeg ikke.
Hvordan er det at være ældre, hvordan er det at være gammel? Først nu forstår jeg dit svar, Mormor. Jeg er, som du sagde, 25 år i tankerne og min stemme giver mig et billede af den unge kvinde jeg var, men billedet passer ikke med det jeg ser i et spejl for virkeligheden er jo den, at jeg snart har opholdt mig 55 år i rummet inde ved siden af. Rummet der er fyldt med mit forfald
”Summertime and the living is easy,” og det var da lige dét den var, sommertiden, easy, bortset fra når Mormors hvide kork slippers med de bittesmå udstansede huller i skulle have nye såler for så blev jeg sendt ned til Dværgen, der boede i sit lille skomagerhus med en stor have fyldt med hjemmesnedkererede hollandske møller der var lige så høje som ham selv. Skomagerhuset lå næsten helt nede ved landevejen.
”Mine slippers, her…” Mormor rakte mig et brunt og gult hessian net, som hun selv havde både syet og batikket.
”De skal forsåles begge to, men spørg ham lige om han ikke også kan give den venstre en klat lim, den er gået lidt fra foran i tåen.” Jeg nikkede, Mormor strøg mig over håret, og så gik jeg ellers afsted. Jeg kunne aldrig blive enig med mig selv, om jeg skulle gå hurtigt, og se at få det overstået, eller om jeg skulle gå med museskridt for at trække tiden ud og måske på den måde få usynlige kræfter, som jeg kunne bruge, hvis Dværgen gjorde mig noget, hvad han selvfølgelig aldrig gjorde, men hvis nu…
Der var så lidt plads i skomagerforretningen, at det føltes som om al skocremen i de små dåser med skruelåg fløj lige ind i min mund, når jeg åbnede døren med den ringlende klokke. Der var aldrig andre kunder end mig, kun stive børster, hvide pudseklude med pletter og sko i alle størrelser og farver på hyldene. Tiden gik i stå og jeg kunne ikke sige et ord, min mund var fuld af skræk og skocreme, så jeg rystede bare på hovedet og smilede og håbede at Dværgen, der heller ikke var den mest talende, forstod alt dét jeg ikke sagde.
Skomageren kunne kun lige se over den brune trædisk, han hilste venligt. Jeg gøs og så det, der var muligt af hans øjne, der kun lige var stak op bag disken med glaslåger, der vendte ud mod mig. Hans øjne, så hans brede, hvide pande og så det mørkebrune hår med de tæmmede krøller, der sad tæt ind til enorme hoved. Dværgen kantede sig rundt om disken i sådan en sær, gyngende gang med pludselige sæt, han kom tættere og tætte på mig. Jeg spjættede og svedte og døde en lille smule af skræk, som jeg stod der i mine røde laktræsko, der gudskelov og tak for det ikke skulle forsåles og rakte ham nettet med Mormors slippers, som han tog imod med de korteste og bredeste arme og verdens største hænder.
”Det bliver’ så på onsdag, før middag, vil du ha’ en seddel på det?” Skomageren kantede sig rundt om disken igen, han lagde batiknettet op og begyndte at tage de hvide kork slippers ud.
”Jeg hørte ikke hvad du sagde? Vil du ha’ en seddel på hvornår din mormors sko er færdige?”
Jeg havde ikke sagt et ord og sagde heller ikke noget nu, rystede bare på hovedet, smilede igen og hev fat i døren, så klokken ringlede endnu vildere end da jeg kom ind.
”Hils din mormor…”
Jeg var hurtigere end en hvid pind – swhuuuush! Så var jeg i galop ned ad den lille, smalle vej der havde pjuskede træer på begge sider. Træerne gav en god skygge for solen, der stod højt på himlen langt dernede hvor stranden lå forenden af vejen. Lige da jeg når rundt i svinget, ser jeg ham.
Snude Lars.
Han boede ikke så mange huse fra Mormor og morfar, men hvor deres hus lå højt, lå hans røde hus næsten i vandlinjen lige overfor grus parkeringspladsen og med vid, vid havudsigt. Der var en god grund til at alle, selv de voksne, kaldte ham for Snude Lars, hvad fanden skulle man ellers kalde en mand med sådan en stor tud? Jeg har aldrig hverken før eller siden set noget lignende og da slet ikke en næse med så voldsomme og svampede farver. Den var blodigt blå lilla, syregrøn, lighvid og småsort og så var den kolossal.
”Han har kræft,” havde morfar sagt, men jeg vidste hverken hvad ”donation”, ”videnskab” eller ”kræft” var, så det gjorde bare Snude Lars endnu mere mystisk og uhyggelig og mig endnu mere bange
Var jeg bange for Dværgen, så var det intet imod, hvor bange jeg var for Snude Lars, og han ville altid snakke med alt og alle på sin vej – og mig? Jeg ville bare væk. Lige den dag da jeg kom fra Dværgen, stod Snude Lars med et skuffejern og arbejdede i sin lille forhave, der lå ud mod havet.
”Godav’, med dig, har du været hos skomageren eller på gården efter æg?” spurgte Snude Lars, mens han skuffede sit ukrudt med halvbøjet ryg, så jeg kun kunne se hans snude i profil.
”Skomageren…” sagde jeg uden at standse op og håbede, at jeg smilede nok i stemmen, der stadig havde rester af skocreme, kunne jeg høre på dens rysten.
”Nå, du har nok travlt i dag, hva’ unge dame, du må hilse din mormor…”
”Tak,” hviskede jeg og benede videre, mens jeg tænkte på, hvad sådan en snude mon var værd? Der gik rygter om at Snude Lars havde solgt sin næse til nogen i Polen, som var et land, der lå meget langt væk, men morfar sagde, at det var noget vrøvl. Snude Lars var en god mand, der havde doneret sin næse til ”videnskaben”, men de måtte først få den når han var død.
”Han har kræft,” havde morfar sagt, men jeg vidste hverken hvad ”donation”, ”videnskab” eller ”kræft” var, så det gjorde bare Snude Lars endnu mere mystisk og uhyggelig og mig endnu mere bange.
”Summertime and the living is easy,” tralala og ja, gu’ var det så. Det hele var nemt, bare Mormor var i nærheden.
Jeg har altid skrevet Mormor med stort. Mormor kan ikke skrives med lille, morfar, jo, men Mormor? Ubetinget nej, når det er mig der skriver historien, så er Mormor med stort og kun dét. Mormor.
Hvordan er det at være ældre, hvordan er det at være gammel? Først nu forstår jeg dit svar, Mormor. Jeg er, som du sagde, 25 år i tankerne og min stemme giver mig et billede af den unge kvinde jeg var, men billedet passer ikke med det jeg ser i et spejl for virkeligheden er jo den, at jeg snart har opholdt mig 55 år i rummet inde ved siden af. Rummet der er fyldt med mit forfald.
Jeg føler mig som en forladt taske, der står midt på gulvet i et stort tomt rum med alt for skarp belysning. Ikke den samme, men den samme.
Elskede Mormor, det er så svært at forstå, men du havde ret.
Topillustration: Uden Titel, 2016. Privateje, 60 x 60, Olie på lærred malet af Kirsa Andreasen.
Instagram: @kirsaandreasen
Facebook: Kirsa Andreasen
Hjemmeside: kirsaandreasen.com
Galerie Wolfsen
mail@gw.dk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her