Umiddelbart ligner det et slagsmål om nogle øde øer. Men når en FN-domstol i Haag tirsdag 12. juli afsiger dom i konflikten i Det Sydkinesiske Hav, kan den få langtrækkende konsekvenser. Den kan ændre Kinas vej mod supermagt-status, stabiliteten i Asien og påvirke verdenshandelen.
Kina spiller hovedrollen, og mange vil sige også skurkerollen, i den langvarige og komplicerede konflikt om Det Sydkinesiske Hav. Kina har både boykottet FN-rettens arbejde og på forhånd meddelt, at det nægter at rette sig efter dommen. Kulissen er ikke blevet mindre dramatisk af, at den kinesiske flåde i hele ugen op til afgørelsen har afskåret dele af det omstridte område for andre lande, ved at holde en kæmpemæssig flådeøvelse.
Hvad handler retssagen om?
Sagen handler om hvem, der har retten til de ressourcer, der findes i form af fisk og dyr i vandet, forekomster af naturgas og olie på havbunden og retten til sejlads i farvandet.
Udgangspunktet er, at et land har eneret til havet 200 sømil (370 km) ud fra landets kyst. Retten til havet omkring øer er gradueret, alt efter om det er beboede eller ubeboede øer. Normalt giver en ø en zone på 15 sømil – men mindre, hvis den er ubeboet, og der er ingen ret til farvand, hvis den periodevis ligger under vand. De rettigheder har siden 1982 været beskrevet og vedtaget i FNs Konvention for Havets Love, UNCLOS.
Det skulle være enkelt nok, men historien har vist, at det er det ikke. Der har i århundreder været kamp om øerne. Men i moderne tid har nationernes kamp været præget af Det Sydkinesiske Havs strategiske beliggenhed. Omkring en tredjedel af verdens skibstransport passerer dette farvand – med fragt til en anslået værdi af 35 billioner kroner. Altså 35 millioner millioner kroner. Kampen er også blevet skærpet af, at der under havbunden er konstateret meget store mængder af naturgas og olie.
Derfor har de mange lande omkring Det Sydkinesiske Hav været i kamp om selv de mindste øer, ja faktisk også bare øde småøer, klipper og rev, der kunne give ret til farvandet i området.
Kinas ”ni-stregs linje”
Men eet land har skilt sig ud i kampen om Det Sydkinesiske Hav: Kina. Det kan bedst illustreres med det nedenstående kort. Læg først mærke til de blå zoner ud fra de enkelte landes kyster. Det er de såkaldte 200 sømil zoner (Exclusive Economic Zones, EEZ), som hver enkelt land har ret til.
Kig derefter på den U-formede (røde) tunge der går ned og opsluger næsten 90 pct. af hele Det Sydkinesiske Hav. Også de dele, der ligger over 800 km væk fra Kinas sydspids. Det er Kinas såkaldte ”ni-stregs-linje”. Hele dette område opfatter Kina som ”sit” – også hvor linjen går ind og overlapper andre landes 200 sømil zoner.
”Ni-stregs-linjen” har skabt vrede mod Kina hos alle landene i regionen, der i varierende grad er blevet provokeret af den aggressive kinesiske fremfærd. Men det var Filippinerne, der var de første til at komme med et modspil.
Det skyldes, at ”ni-stregs-linjen” inkluderer filippinske øer, som Kina har besat eller invaderet. Det gælder f.eks. Scarborough Shoal, et grundstykke, der hørte til Filippinerne og benyttet af filippinske fiskere. Men efter en to måneders strid mellem kinesiske og filippinske krigsskibe overtog Kina i 2012 de facto kontrollen over Scarborough Shoal. Og dét selvom grundstykket ligger indenfor Filippinernes FN-godkendte 200 sømil zone.
Det fik den filippinske regering til at indklage Kina for FN’s faste Voldgiftsret i Haag – med påstand om, at Kina ikke kan bruge ”ni-stregs-linjen”. Derfor handler en vigtig del af retssagen, om Kina kan retfærdiggøre og dokumentere, at det har retten til størstedelen af Det Sydkinesiske Hav. Derudover skal retten afgøre, om nogle af de rev og klipper, som kineserne har bygget kunstige øer oven på, faktisk er så små, at de ikke kan give ret til at blive betegnet som øer, uanset hvem der kontrollerer dem.
Et vigtigt punkt må retten dog ikke tage stilling til, nemlig suverænitetsspørgsmålet. Helt konkret, hvem der har juridisk ret til at kontrollere f.eks. Spratly- eller Paraceløerne (nogle af de øgrupper som flere lande gør krav på) – altså hvem der ejer og har retten til de enkelte øer.
Kina boykotter
Kina har på alle mulige måder afvist, at FN Voldgiftsretten kan tage sagen op og har i et forsøg på at standse den, boykottet alle retsforhandlinger. Desuden har Kina klart og tydeligt markeret, at man ikke vil efterleve dommen – uanset udfaldet.
Det er et klassisk kinesisk træk i internationale sager og konflikter, at Kina vil undgå, at internationale organer bliver indblandet. Kina vil til enhver tid kræve, at konflikter og forhandlinger skal løses bilateralt, dvs. direkte mellem Kina og modparten.
Kina mener ikke, at retten har jurisdiktion til at gennemføre sagen. Det er dog blevet afvist af FN-retten, hvor dommerne i et notat har dokumenteret, at det kan den godt. Også selvom Kina nægter at deltage i retsmøderne.
I stedet vil Kina afgøre konflikten i direkte forhandling med Filippinerne. Det er et klassisk kinesisk træk i internationale sager og konflikter, at man vil undgå, at internationale organer bliver indblandet. Kina vil til enhver tid kræve, at konflikter og forhandlinger skal løses bilateralt, dvs. direkte mellem Kina og modparten.
Det mønster går igennem al kinesisk handels- og udenrigspolitik. Kina foretrækker eksempelvis at lave bilaterale aftaler med enkelte EU-lande fremfor med EU; Kina lavede lige før COP21 i Paris en miljøaftale kun med USA – ikke med FN. Og dagligt laver kinesiske ledere bilaterale aftaler med enkelte lande i udlandet eller i Beijing.
Forklaringen er enkel. Kina står meget stærkere i bilaterale forhandlinger, fordi de kan spille på hele registeret med løfter om støtte, arbejdspladser, investeringer og lån – eller trusler om det modsatte.
Kinas modspil
Men da Kina nu må underlægge sig en international ret, har den kommende supermagt i stedet satset på to strategier. En omfattende international mediekampagne og en meget aggressiv opbygning af kunstige øer i Det Sydkinesiske Hav.
Med brug af sandsugere og skibe har kinesiske arbejdere og soldater suget sand og sten op fra havbunden for at skabe de nye kunstige øer på toppen af, hvad der tidligere blot var små øer, klipper eller rev.
Formålet med det sidste er at omdanne, hvad der tidligere var nærmest ingenting ude i havet, til kinesisk territorium. Og efter kinesernes mening, dermed også med retten til farvandet omkring de nye øer. Det er et kæmpemæssigt projekt, hvor foreløbig syv små klipper eller øtoppe er blevet omdannet til store øer, hvor der lynhurtigt er lavet havne og konstrueret landingsbaner.
Desuden er der bygget fyrtårne, militære installationer og huse til tusindvis af arbejdere og soldater. Nogle steder får kinesiske fiskere havnepladser og boliger. Og nu er man i gang med næste fase, at opbygge en blanding af militært og civilt samfund på øerne.
Satellitfotos har afsløret, hvordan kineserne hurtigt og effektivt har bygget landingsbaner og militære installationer på de kunstige øer, her på Spratly-øgruppen.
Kampagner verden over
Samtidig har Kina de seneste måneder betalt sig til annonceplads i nationale medier verden over, hvor ambassadører forklarer Kinas synspunkter i konflikten.
Eksemplet (tv.) er fra Svenska Dagbladet 17. juni 2016, hvor den kinesiske ambassadør i Sverige har købt sig til en helside i avisen. Mediekampagnen er taget til i takt med, at de fleste eksperter på retssagen forventer, at Filippinerne vil få medhold i de fleste af sagens mange anklagepunkter.
Parallelt har Kina kørt en diplomatisk kampagne, hvor de søger opbakning fra andre lande til synspunktet om, at sagen skal afgøres bilateralt – og ikke ved en FN-ret. Kampagnen har dog ikke været særlig overbevisende. Kinas liste på 40 lande består hovedsagelig af nationer, der mere eller mindre er økonomisk afhængige af støtte fra Kina. Desuden har udenrigsministeriet i Beijing taget flere lande med på listen, f.eks. de arabiske lande, Polen, Cambodja og Slovenien, selv om har afvist, at de støtter det kinesiske synspunkt.
Det storpolitiske perspektiv
Mest pres har kineserne selvfølgelig lagt på Filippinerne. Det var netop afgåede præsident Benigno Aquino, der anlagde FN-sagen mod Kina. Hans afløser, Rodrigo Dutarte, er knapt så kritisk overfor Kinas ønske om en bilateral løsning og har antydet, at en forhandlingsmulighed kan være en løsning; underforstået, hvis tilbuddet fra Kina er godt nok. Dutarte hverken kan eller vil dog standse FN-rettens afgørelse.
Der er store interesser på spil i hele sagen om Det Sydkinesiske Hav. Ikke kun for de involverede lande, men også storpolitiske. Det skyldes, at flere af landene har militært samarbejde med USA, der har lovet at beskytte lande som Filippinerne, Taiwan og Japan.
USA har ingen direkte interesser i konflikten, men forsvarer også sin tilstedeværelse med, at man forsvarer den internationale ret til fri sejlads i alle farvande.
Derfor har amerikanske hangarskibe jævnligt været i området – og i visse tilfælde meget tæt på de omstridte kunstige øer, som kineserne opfatter som deres territorier. I flere omgange har det været meget tæt på konfrontationer mellem fly og skibe fra Kina og øvrige lande. I nogle tilfælde meget tæt på, at der i et splitsekund kunne opstå frygt eller misforståelser, som kunne starte en væbnet konflikt.
En konsekvens af konflikten i Det Sydkinesiske Hav har da også været en markant optrapning af militæret i regionen. Ifølge tænketanken IHS Jane´s vil de samlede militære udgifter i Asien-Pacific regionen stige med 25 pct. de kommende fem år.
Flere retssager på vej mod Kina
Set i et historisk perspektiv kan man jo sige, at hvad Kina gør på mange måder minder om, hvad supermagtskonkurrenten USA gjorde i Caribien for 100 år siden, at forsvare hvad man opfatter som “sine” territorier. For Kina er Det Sydkinesiske Hav den direkte indgang til de fleste af landets havne. Man må så blot konstatere, at Kina benytter sig af metoder og en taktik, der hører det forrige århundrede til.
Nu er det kommet til den internationale retssag, med uafhængige dommere, som Kina har gjort næsten alt for at undgå. Hvis afgørelsen går Kina imod, vil den skærpe konflikten i Det Sydkinesiske Hav og ikke kun sætte fokus på kinesernes fysiske forsøg på at bygge øer for at få ret. Men den vil også vise , om Kina respekterer international lov og institutioner.
Forsvaret af Kinas territoriale rettigheder er også en vigtig del af den magtfulde præsident Xi Jinpings politiske og nationalistiske grundlag for at øge sin magt over parti og militæret. Hans reaktion på dommen kan få umådelig stor indflydelse for Kinas fremfærd i regionen.
Selve retssagen i Haag, Filippinerne vs. Kina, bliver afgjort, når de fem top-advokater i havets jura afleverer dommen på tirsdag. Det bliver den vigtigste sag i rettens 117 årige historie.
Men formentlig ikke den sidste. For efter Filippinerne står en række andre lande i kø med tilsvarende krav mod Kinas ”ni-stregs-linje”. Det er i første omgang Vietnam, Malaysia og Indonesien.
Topfoto: Wikimedia Commons.
Læs flere af Jan Larsens artikler om Kina her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
