En af Danmarks bedste portrætfotografer Stine Heilmann var tidligere på året på en opgave, der førte hende til en række af de fjerneste egne i verden. Formålet var at dokumentere, hvordan kvinders levetilkår kan forbedres via og i deres arbejdsliv.
POV International har fået hende til at sætte ord på sine bedste billeder fra turen.
Fotorejsen varede i otte uger og var planlagt af Dansk Industri i forbindelse med FN-verdenskonferencen Women Deliver, som finder sted i København denne uge.
Billederne fra turen er blevet til en fotoudstilling, der viser hvordan otte udvalgte danske virksomheder gennem helt konkrete projekter hjælper kvinder med uddannelse, sundhed og til at klare sig økonomisk. Dansk Industris kodeord er “women empower business” – forstået som, at kvinder hjælpes til selvhjælp på arbejdsmarkedet. Udstillingen bliver under Women Deliver konferencen vist i Bella Center og kan derefter ses i resten af landet det kommende år. Projektet er støttet af Danida.
Hvad står tilbage og fylder fra dit møde med de mange kvinder, fra mange kulturer?
– Det har slået mig hvor ens vi i grunden er. Der er ingen forskel. Vi er bare kvinder, der grundlæggende kæmper med de samme udfordringer og kæmper for vores selvstændighed og for at kunne klare os økonomisk. Det kender jeg alt for godt. Jeg har været alene med fire børn i sammenlagt 12 år, derfor relaterede jeg så meget til de kvinder. Tag kvinderne i Afrika. De fandt løsninger sammen. De boede i kvindekollektiver og forsøgte at klare sig og gøre sig uafhængige af mænd. Og var stolte af sig selv. Det kunne vi godt lære noget af.
– Afrika gik så meget i blodet på mig, at jeg synes, der i mit eget liv har været et før og et efter denne rejse. Jeg var fuldkommen overvældet. Nu her efter tre måneders redigeringsarbejde af billeder og film, hvad det er vi har oplevet. Jeg har ikke kunnet offentliggøre noget før nu, og jeg har virkelig haft lyst til at dele ud, også for at kunne dele mine følelser omkring det. Så det er godt, at kunne vise det frem nu.
https://youtu.be/Sw492a-6bxs
Stine Heilmann fortæller:
Her ses nogle af mine yndlingsbilleder af Women Deliver – altså “kvinder der leverer”. De er stærke, de arbejder hårdt, de er muskuløse, de ammer videre, mens de arbejder. Bryster er ikke et sexsymbol, men et affodringsapparat. Det handler om at brødføde de mange nyfødte og små børn mad. Brysterne skal levere max mælk så længe de kan, sådan at børnene ikke koster på madbudgettet og så kvinderne kan give protein videre til børn. Man bliver så ydmyg af disse kvinders glæde, vilje og arbejdsomhed på trods af virkelig hårde leve- og arbejdsvilkår.
Adeleine nedenfor er fra Burkina Faso. En kvinde jeg i den grad identificerer mig med. Hun har været gift to gange, har tre børn, er selvstændig, uafhængig, kæmper… Jeg synes, hun er meget smuk og hun mødte mig sådan en humor og vi var de vildeste fjollehoveder sammen. Man lærer meget om livsmod og glæde.Jeg besøgte hendes hjem, der var en jordhytte og vi dansede og hun gav mig en høne, da jeg tog afsted. At give en høne er tradition i hendes landsby – det er den største gave, man kan give videre. Så jeg var meget, meget stolt og rørt, det er jeg stadig.
Overalt mødte jeg unge piger på vej til at blive kvinder, nogle blev bremset af arbejde i hjemmet, det vil sige ingen skolegang, ingen uddannelse. Andre blev bremset af teenagegraviditeter. Og der var ikke noget bedre end at møde dem, der havde fået muligheden for at komme i skole. Alle steder – i alle lande – var det hvad piger drømte om. At få lov til at læse, komme videre, få den “empowerment” som ligger i at få en uddannelse…
Kvinder leverer på alle mulige planer. Her er det de ansvarlige økonomaer i en mango-og-banan-plantage. Medarbejderne får hver dag et måltid bestående af nanzima, som er en slags lokal majsgrød – og grøntsager, som dyrkes i virksomhedens urtehave. Der lægges vægt på uddannelse i ernæring via frokostmåltidet på arbejdspladsen, så kvinderne kan tage viden med hjem fra arbejde. Den danske virksomheden Froosh (smoothies) køber mangoer og bananer fra denne plantage.
Det blå billede er fra virksomheden Oranas, som driver en fabrik i Vietnam med danske arbejdsvilkår. Det vil sige, at de har afskaffet den lange kvinde-uvenlige frokostpause, som udvidede arbejdsdagen. Førhen var mange kvinder nødt til at aflevere børn hos bedsteforældre på landet i op til et år, fordi de ikke både kunne arbejde og have børn, nu kan de arbejde her fra 8.00-16.00 og have børn i pasning og nå og købe ind og lave mad, ligesom danske kvinder.
De andre billeder er snapshots fra kvinders arbejdsliv i Katmandu, Nepal. En by, der stadig er helt i knæ, på grund af jordskælvet. Her driver blandt andet Aiayo, den bæredygtige danske strikfabrik, sin produktion af high-end kvinde-håndværk.
Overalt i verden bliver man så ramt af at møde børn, der lever svære børneliv og arbejder allerede fra to-års alderen. De hjælper til. Og ligemeget hvordan vi vender og drejer det, så arbejder små piger mere end små drenge og de har meget, meget sværere ved at få lov til at lege og få lov til at gå i skole. Noget vi tager helt for givet og som ikke er en selvfølge for piger i meget store dele af verden. Hvis verden skal blive bæredygtig fremover, skal der fokuseres på empowement af piger og kvinder, så de kan få uddannelse, færre børn og mere økonomisk uafhængighed.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Alle billeder: Stine Heilmann
Tekst: Signe Wenneberg
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her