Xi Jinping – Kinas nye magtfulde leder – ændrer supermagtens spilleregler

i Asien/Featured/Internationalt/Politik & Samfund af

Kina har på kort tid fået en overraskende stærk og magtfuld leder. Xi Jinping er ved at ændre på spillereglerne og har nedtonet årtiers praksis med kollektiv ledelse og samlet magten omkring sin egen person. Så meget at det giver mindelser om den kultstatus som omgav Mao.

Og mens USA er optaget af en alenlang valgkamp hvor politisk handling nærmest er sat på stand by, så har supermagtskonkurrenten Kina fået en leder, der i magt og indflydelse er ved at nå op på niveau med fortidens store ledere, Mao og Deng Xiaoping. Det er ikke kun gået hurtigt. Der er også sket markante ændringer, ikke mindst i landets udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og for de almindelige kinesere i retning af mere overvågning og kontrol.

Ændringerne er så markante, at enhver, som forsøger at forstå den voksende supermagt må stille spørgsmålet: Hvad sker der i Kina under Xi Jinping, og hvad betyder det for landet og for verden?

Xi – et politisk barn

62-årige Xi Jinping er nærmest født med en politisk sølvske i munden. Han er det, der i kinesisk politik kaldes en princeling, søn af én af Maos tro væbnere på Den lange March og siden minister.

Xi har fulgt den gængse karrierevej i partiet; partichef i Fujien og Zhejian provinserne og senest Shanghai; guvernør og hver gang steget i partiets grader. Kulminerende med den ubetinget vigtigste post i Kina, da han i oktober 2012 blev generalsekretær for Kommunistpartiet. Kort derefter blev han også chef for hæren, Folkets Befrielseshær, og endelig præsident.

Foto: Getty Images
Foto: Getty Images

I en lukket et-parti stat er der ingen, der rigtig ved, hvad de nye ledere vil. I det omfang der er kamp om pladserne foregår det for lukkede døre – og mens kineserne vidste en smule om Xis familiehistorie, så var hans politiske visioner ret ubekendte før hans steg til tops.

I dag, efter godt tre år ved magten, ved vi at Xi har haft to hovedmål. Det ene er at samle magten omkring sin person – og det andet at genoprejse partiets renommé og styrke. Kommunistpartiet har 88 mio. medlemmer. Nominelt et stort tal, men det er trods alt blot 6,5 pct. af befolkningen. Så det er på ingen måder et masseparti, snarere et parti for eliten.

Og i de over 20 år med buldrende økonomisk fremskridt og tocifrede BNP væksttal er partiets styrke og troværdighed faktisk blevet svækket. Kineserne er gået mere op i den økonomiske fremgang end politisk ideologi – og partiet har med ensidigt fokus på vækst og hæmmet af omfattende pamperi og korruption haft svært ved at holde jordforbindelsen.

I de seks år jeg boede i Beijing indtil 2011 var den årlige vækst i gennemsnit 9,9 pct., et enkelt år (2007) endda 14,2 pct. Men lønfesten er slut. Og væksttallene er sænket. De nyligt vedtagne Femårs planer taler om højest 6-6,5 pct. årlig vækst. Og de kan i måske blive endnu lavere.

For Kina er i gange med en omfattende økonomisk forandring. Det er ved at overgå fra at være verdens fabrik, baseret på direkte investeringer og produktion, til at blive en forbrugsbaseret økonomi.  Ændringen er nødvendig, men det går langsommere end styret havde regnet med. Så for at holde sammen og undgå strejker, uro og protester, bliver der skruet op for ideologi og persondyrkelse.

Fra anonymitet til spin doktorer

På det personlige plan er forskellen meget markant. Xi Jinpings forgænger i embedet, Hu Jintao, var noget af det mest anonyme der kan tænkes. Avisarkiverne er fyldt med artikler om ham, ironisk nok mange med overskriften ”Who is Hu?” – og da han gik af ”Who was Hu?”.

Xi har derimod omgivet sig med spin doktorer, der viser ham gå på noodle-restaurant, til fodbold, i biffen og selvfølgelig sammen med fruen, Peng Liyuan, Kinas svar på Birthe Kjær. I mediemøllen indgår også – noget usædvanligt i kinesisk sammenhæng –  en række musikvideoer og sange til den nye store leder og hans projekter. Selv Femårsplanen er udkommet i MTV stil:

:

Det har fået mange analytikere til at tale om en kult der omgiver Xi Jingping, typisk illustreret med billedet af en ny Mao. Men sammenligningen holder ikke helt. Selvom jeg må indrømme at Xis magtportefølje er meget længere end nogen kinesisk leder har haft siden Mao.

Og det der måske er det mest opsigtsvækkende er, at de sidste snart 40 års tradition for kollektiv ledelse har fået nogle alvorlige skud for boven. De mekanismer som et-parti staten har været styret efter er ved at blive afløst af ikke-institutionelle kanaler.

Og lige i kategorien ”need to know” om magtstrukturen i Kina, så er der kun én reel magtbase, Kommunistpartiet. Og den daglige magt ligger i hænderne på de syv mænd der sidder i ”Politibureauets Stående Komite”. De har traditionelt udgjort den kollektive ledelse, der har taget hensyn til andre fraktioner i partiet ved at uddelegere magt og ansvar. Men med et flertal bag sin linje har Xi fået – eller taget – sig langt flere friheder end set tidligere.

xi-mao

Normalt er det statslige propagandaapparat stolt, når landets leder er på forsiden af udenlandske medier. Men både TIME og Economist blev censurerede ved udgivelsen og på nettet.

Xi Jinpings magt er som hos forgængerne baseret på de tre funktioner, leder af Kommunistpartiet, Hæren og statsoverhoved med titel af præsident. Men i modsætning til tidligere har han nu en række poster, der giver ham uhørt mere magt end hans forgængere. Som formand for diverse udvalg og kommissioner er han i spidsen for al reform arbejdet i landet, for Kinas politi- og sikkerhedsstyrker – og nærmest grænseoverskridende har han også gjort sig til ansvarlig for økonomien, som ellers altid har været premierministerens fagområde. Ironisk nok netop som den nuværende, Li Keqiang, faktisk som den første er fag-økonom.

Og under Xi Jinping er der desuden blevet oprettet en lang række råd og kommissioner, som Politbureauets Stående Komite ikke styrer. Det gør Xi Jinping i egenskab af formand. Det betyder at mange – lige fra direktører i statsejede virksomheder, over militærets chefer til provinsernes topledere – kan have interesse i at gå direkte til Xi Jinping, i stedet for at sagerne som hidtil bliver afgjort i kollektive fora.

Den britiske Juraprofessor Carl Minzner giver et eksempel med den nyoprettede nationale sikkerhedskommission, som ikke er direkte ansvarlig overfor partiets normale institutioner som Politibureauets Stående Komite, men refererer direkte til Xi. Det samme gælder ifølge Minzner kontrollen over partiets disciplinære apparat.

Og i sidste uge fik Xi en ekstra stjerne, da de statslige medier meddelte, at han nu også har overtaget den højeste post inden for militæret, Commander-in-Chief. En stilling der ellers altid har været besat med en professionel militærmand.

Foto: CCTV
Foto: CCTV

Der er med andre ord ingen tvivl om at endnu større ændringer er på vej. Og allerede nu, på det tredje af Xis forventede 10 år som leder, er der allerede sket store ændringer.

Mest markant gælder det Kinas forhold til omverdenen. Lidt firkantet sagt har udenrigspolitik i Kina været lig med handelspolitik. Deng Xiaoping var grundlægger af denne linje om at holde lav profil. At sikre at råvarer kunne sendes til Kina og retur ad handelsvejene, når de var forarbejdede – uden problemer. Ellers ville Kina ikke blande i noget i udlandet.

Udenrigspolitik

Med Xi er den lave profil i udenrigspolitikken væk. Den er erstattet af på den ene side behovet for at sikre indflydelse via Kinas stærke økonomi. Det sker gennem BRICS banken og den Asiatiske Infrastruktur og Investerings Bank (AIIB) – en kinesisk styret udgave af Verdensbanken, med opbakning fra mange lande, også vestlige.

Men tonen er også skærpet når Xi eksempelvis står fast på at ”Kina aldrig vil gå på kompromis med Kinas suverænitet og kerneinteresser”. Den er fulgt op af en meget aggressiv fremfærd i det Sydøstkinesiske Hav, hvor Kina kræver næsten 90 procent af det store hav. Heroverfor står syv nabolande, der mener Kina uretmæssigt kræver ret til deres områder. Havet er kommercielt vigtigt, fordi en tredjedel af verdens skibstonnage sejles igennem. Desuden er det fyldt med ubeboede øer, dvs. var fyldt, fordi kineserne har suget sand op på flere af øerne og anlagt landingsbaner. Konflikten er yderst betændt og der er ugentlige  rapporter om kinesiske overtrædelser.

Hæren

Militæret er ved at gennemgå en total forandring og forbedring under Xi Jinping. På få år skal Folkets Befrielseshær ændres fra at være en klassisk landbaseret (Sovjetinspireret) landhær, til én der kan vinde en moderne krig, baseret på et stærkt luftvåben og flåde, assisteret af cyber-isenkram og elektronisk IT udstyr. Og udtrykket at ”vinde krig” optræder hyppigt i Xis taler.

Den magtfulde kinesiske leder ved godt at Kina er USA underlegen i militær styrke. Derfor har de været ret så gavmilde med tocifrede vækstrater for budgetterne. De ved også at den hurtigste måde at lukke hullet er at satse på cyberspace og elektronisk krigsførelse. Folkets Befrielseshær, 2,3 millioner mand, skal derfor slankes og omstruktureres. Nye enheder bliver introduceret og gamle styrker nedlægges. Interessant er det at hovedparten af de nye enheder vil referere direkte til Xi, ikke som tidligere til Hærens topfolk. At Xi tør og åbenbart lykkes med at ændre på den ´stat i staten` som militæret er, tyder på stor selvsikkerhed og viljen til at slå til.

Økonomien

Men Xi Jinpings forsøg på at samle magten omkring sin person er ikke nogen sikkerhed for at hans politik også lykkes. Forsøget på at sætte sig på den økonomiske politik har f.eks. ikke været nogen succes.

Han forsøgte at tale aktiemarkedet op sidste år, men endte med at måtte gribe ind for at redde samme marked, da det faldt med en tredjedel på en uge. Der var også problemer med valutakurserne – samtidig med at de for længe siden publicerede reformer af de store gældsplagede og tabsgivende Statsejede Virksomheder tilsyneladende lader vente på sig.

Den kinesiske Drøm

Xi Jinping holder mange taler. Især om eet tema, den ”kinesiske drøm”. Men det er ikke Marxismen han vender tilbage til. Den er der ret beset ikke ret mange i Kina der ønsker. Xi går længere tilbage i historien. Til fortællingerne om Kinas storhed, hvor Xi genopfrisker den nationalistiske vision, styrke og ære som Kinas historie og fortællinger er så fyldt med.

Og for Kinas nye leder er det kun partiet der kan føre landet videre. Derfor er han i gang med en genrejsning af Kommunistpartiet. En moralsk genopretning. Det er almindeligt kendt at partiets funktionærer og politikere i årenes løb har fjernet sig fra folket, manglet visioner og at de f.eks. ikke har taget udfordringer som miljø og urbanisering alvorligt. Partiets omdømme lider også under at partiets folk har om nogen holdt liv i myten om at kun korruption i form af røde konvolutter (med sorte penge) kan få gang i projekter og tilladelser.

Så Xi Jinpings nu tre år lange anti-korruptionskampagne er både forståelig og nødvendig. Alene sidste år blev 336.000 partifolk anklaget for korruption, ifølge Economist. Det skal dog tilføjes at selvom der også er en hel del højtstående partimedlemmer blandt de korruptionsanklagede og dømte, så hører ingen dog til Xi Jinpings fraktion i partiet. Hvad der har fået kritikere til at betegne den lige så meget som en udrenselseskampagne. En anden, og utilsigtet, konsekvens af kampagnen har også været at embedsmænd og lokale partichefer er blevet bange for at investere og sætte projekter i gang af frygt for at blive anklaget.

Men der er nok eet område, der giver mange mindelser om Maos regime. Det er de angreb på grupper der især ønsker mere åbenhed og frihed. En slags ”rule of fear”. Medierne har været udsat for overgreb; troende bliver tvunget til en ”sinificering” af deres religion, kors bliver fjernet og kirker revet ned; advokater og menneskerettighedsforkæmpere fængsles; Mao-tidens metoder med at ”erklære” sig skyldig på direkte TV er genopstået – og i det hele taget strammes mulighederne for at nå hen imod mere åbenhed og et civilsamfund.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden. Vi har ikke noget reklamebudget.

Læs flere af Jan Larsens artikler om Kina her

Topfoto: Tom Phillips

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien. Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent. Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.