MUSIK // ANMELDELSE – Indimellem går genbrug og formidling hånd i hånd som på den nye CD-boks fra Brilliant Classics, der præsenterer intet mindre end 35 kvinders musik. De konstituerer smukt en linje op gennem tiden med alle stilarter fra hele den vestlige verdens musikhistorie.
Jeg skrev en længere artikel med anmeldelser af adskillige CD-udgivelser tilbage i januar 2024, og min nye anmeldelse/tekst her vil derfor lægge sig ind mod flere af mine pointer fra dengang (læs her). Først og fremmest pointen om, at musik selvfølgelig ikke har noget køn, og at vi skal holde op med at tale om kvindelige komponister, for det indikerer en skelnen, der simpelthen ikke giver mening, når man fx lægger den nye boks fra sig efter gennemlytning.
At det så er et paradoks, at boksen – som tilfældet er – udelukkende vægter kønnet som argument for udgivelsen, lader jeg fare, for allerede efter første CD er det tydeligt, at det slet ikke er interessant, at musikken er skrevet af kvinder, og formidlingen af det faktum skal jo begynde et sted, så fred være med det. Det er i virkeligheden simpelthen storartet og mere opløftende, at man faktisk kan udgive en boks med 25 CD’er, som alle indlysende har niveau rent teknisk og solistisk, og at man, helt basalt, har lyst til mere musik af adskillige af de repræsenterede komponister!
kvinder har ved gud ikke haft lige vilkår
Og boksen spænder indiskutabelt over hele den vestlige verdens musikhistorie. Alene det understreger min væsentligste pointe vedrørende det kønnede, for kvinder har ved gud ikke haft lige vilkår, men ikke desto mindre har de skrevet musik gennem små 1000 år – selvfølgelig – og før man skrev noder, har de sunget og skreget, trommet og fløjtet og hvad har vi, for hvordan skulle de ellers komme ud med den musik, de havde inde i sig?
Jeg glæder mig dagligt over, at vi er kommet et andet sted hen både friheds- og rettighedsmæssigt, men samtidig ser jeg med bekymring på de bevægelser, der går mod denne frigørelse og ligestilling – og så må det handle om på alle mulige måder at vise verden alt, hvad kvinder vil og gør og mestrer, og det er også i den sammenhæng, jeg sætter stor pris på kvaliteten af den nye udgivelse fra Brilliant Classics, som for alle albums vedkommende er genbrug – det drejer sig om genudgivelser fra flere forskellige pladeselskaber – alt sammen for at formidle disse fantastiske komponisters musik.
Jeg gør som første gang, jeg skrev om overset musik – vægter enkelte med flere biografiske noter, fordi de er så forholdsvis ukendte for de fleste, og så vil jeg da på det strengeste opfordre alle til selv at dykke ned i den enorme mængde af vidunderlig musik, der alt for længe er blevet behandlet som andenrangs.
De første
Hildegard von Bingen (ca. 1098-1179) er i dag kendt af mange, bl.a. på grund af Anne Lise Marstrand-Jørgensens to fremragende romaner om det i ét og alt usædvanlige menneske, og denne boks begynder naturligt sin kronologi her, med en indspilning af en rekonstruktion af en liturgisk handling, som den måske kunne have lydt i klosteret midt i 1100-tallet. Især suverænt båret af det solistiske sopranparti, sunget af Barbara Zanichelli, synes jeg denne indspilning lykkes med sit spekulative sigte.
De næste CD’er i rækken er helliget Francesca Caccini (1587-1641), Barbara Strozzi (1619-1677), Isabella Leonarda (1620-1704), Bianca Maria Meda (ca.1661-1732/33) og Élisabeth Claude Jacquet de La Guerre (1665-1729) – og udgør samtidig et tidshop på et lille halvt årtusinde.
Det kan også være svært at finde musik fra den mellemliggende periode, som er indspillet, men det findes, som jeg skrev om i min anmeldelse fra 2024, bl.a. med musik af fx Kassia (som jeg fejlagtigt gjorde til armenier i min anmeldelse – det var hun helt sikkert ikke, men tilhørte i stedet overklassen i det Byzantiske Konstantinopel), eller musik af de to faktiske armeniere Sahakdukht og Khosrovidukht. Det er et lille minus ved en ellers brillant udgivelse, at de tre komponisters musik ikke er repræsenteret, men et sted skal snittet jo lægges.
Modsat de fleste kvinder på sin tid lærte Francesca Caccini ikke at musicere og komponere i et kloster, men blev derimod uddannet af sin far, komponisten Giulio Caccini, og virkede i lange perioder ved Medici-hoffet i Firenze, hvor hun var den bedst betalte instrumentalist – fordi hun simpelthen var den bedste. Hun er også kendt som den første kvinde, der skriver en opera, ’La liberazione di Ruggiero dall’isola d’Alcina’, ca. 1625, og hun er således med i den helt spæde start for den nye kunstform. CD’en med hendes musik præsenterer madrigaler og nogle få instrumentale satser, og det er igen en overbevisende tolkning med sopranen Elena Cecchi Fedi som et lysende fikspunkt.
Barbara Strozzi omtalte jeg også i min første artikel om kvinder i musikhistorien, og hun er på samme måde som Caccini en toneangivende komponist i sin samtid. Hun var fx den komponist i 1700-tallets Italien, der fik trykt mest sekulær musik – uanset køn. Som en del af den venetianske overklasse (godt nok som uægte barn af en af byens mest magtfulde mænd) fik hun gode og bedre muligheder end langt de fleste kvinder på sin tid, og det forvaltede hun godt. Du kan lytte til et udvalg af hendes musik for sopran/mezzosopran og ensemble, og igen er indspilningen meget levende, og vokalmusikken er indfølt sunget af den også dirigerende Renata Dubinskaitè.
Med CD’en, der præsenterer Isabella Leonardas musik, er vi igen tilbage under vante forhold for kvinder historisk set. De fik, for de flestes vedkommende, lov at udøve deres musik og kompositionskunst, hvis de gik i kloster! Hun levede fra sit sekstende år i Collegio di Sant’Orsola i Novara, men det var først i halvtredsårsalderen, at hun for alvor begyndte at skrive sin musik ned, og alligevel nåede hun at komponere mere end 200 værker!
CD’en i boksen præsenterer et fint udvalg af hendes hovedsageligt kirkelige musik, herunder bl.a. en smuk O anima mea fra 1688 for to alter og fire violiner og en fin Dixit Dominus for fire stemmer og to violiner skrevet i 1698 hen mod slutningen af hendes liv. Cappella Artemisia, det rent kvindelige ensemble som har indspillet musikken, er et fund!
Bianca Maria Meda virkede under samme vilkår som Leonarda i San Martino del Leano-klostret i Pavia. Man ved ikke meget om hende andet end, at hun var benediktinernonne, og at hun udgav en samling motetter for en, to, tre og fire stemmer. Det er musik, som kan minde om hendes samtidige kollega Giovanni Legrenzi – barokmusik fra perioden inden barokken gik amok i kontrapunkt; rene melodistemmer med ekko af renaissancens hang til klang indbygget. Det er atter Cappella Artemisia, der dadelfrit leverer smukke satser. Især har jeg lyst til at fremhæve Anime belle for tre stemmer, O lacrime amare for fire stemmer og Spirate vos zeffiri for tre stemmer.
Sidste CD i første kuld er cembalomusik af Élisabeth Claude Jacquet de La Guerre. Hun blev født ind i en familie af instrumentbyggere (cembaloer) og blev undervist af sin far, der ønskede, at alle hans børn uanset køn skulle være i stand til at klare sig selv. Som femårig optrådte hun for Solkongen, som straks bemærkede hendes talent og lod hende blive del af musikmiljøet ved hoffet.
Som teenager blev hun opgraderet til at være en fast del af hoffet under Madame de Montespans opsyn. Hun skrev i alle genrer og opnåede forholdsvis stor anerkendelse i sin samtid, men mødte også modstand, da hun fx på et tidspunkt skrev en opera, som det konservative parisiske publikum (og ikke mindst kritikerstanden) havde svært ved at acceptere – Céphale et Procris, hedder den (tjek den ud, der er nogle for sin tid ret vilde ting især i orkesterdelen, og slutscenen burde være en klassiker!).
Hendes cembalomusik er lige så spændende, så hvis man generelt ikke har problemer med cembaloets klang (som Sir Thomas Beecham er citeret for at sige; two skeletons copulating on a tin roof in a thunderstorm), så er det en fremragende indspilning, Francesca Lanfranco har bragt i stand af dele af Jacquet de La Guerres Les pièces de clavecin fra 1697.
De klassiske
I wienerklassikken var der en del komponister, som tilfældigvis også var kvinder, men boksen fra Brilliant Classics har kun valgt to. Jeg kunne nævne en del, som fx Maria Teresa Agnesi (Pinottini), vores egen Maria Theresia Ahlefeldt, Anna Amalie af Preussen, Marianna Auenbrugger, Cecilia Maria Barthélemon, Mademoiselle Beaumesnil, Anna Bon og Anne-Louise Boyvin d’Hardancourt Brillon de Jouy (for nu blot at nævne dem, der kommer op under a og b i Grove Music Onlines oversigt – de burde alle have været repræsenteret, for de er gode og deres musik bliver spillet alt for lidt). Men lidt har også ret, og det er to fine albums, der er inkluderet i samlingen.
Det første album har jeg allerede anmeldt (link), og vil derfor blot opfordre alle til at lytte til Maddalena Lombardinis strygekvartetter, som er helt igennem vidunderlige. Jeg koncentrerer mig derfor om det andet album med fire klaversonater af Montgeroult.
Hélène de Montgeroult (1764-1836) blev født 2. marts 1764 i Lyon. Familien var nyadel, og hun havde derfor fra tidligt visse fordele. Hun tilbragte noget af ungdommen i Paris, hvor hun fik undervisning hos nogle de store klavervirtuoser i de sidste år inden revolutionen, bl.a. Jan Ladislav Dussek. I 1784 giftede hun sig med sin første mand, markisen André Marie Gautier de Montgeroult, og fik således titel af Markisen af Montgeroult. Inden Den Franske Revolution optrådte hun i mange af de berømte parisiske saloner, fx hos Madame Vigée-Lebrun, hos Madame de Staël og Madame de Genlis.
Revolutionen bragte familien i vanskeligheder, og i første omgang flygtede de til London. Det gjorde mange franske adelige gjorde. De vendte hjem til Paris, da revolutionsrådet truede med at konfiskere deres ejendomme.
Der findes en historie om, hvordan Montgeroult undgik guillotinen ved at fremføre en improvisation på fortepiano baseret på Marseillaisen foran Revolutionstribunalet, men manglen på overbevisende kilder om episoden, både i det revolutionære tribunals arkiver og fra anden side, har fået musikhistorikere til at tvivle på troværdigheden af denne anekdote. Men sikkert er det, at Montgeroult mistede meget af sin formue i de urolige år. Hun havde dog tjent penge gennem en række succesrige koncerter i England, og denne nye formue gjorde det muligt for hende at erhverve Château de la Salle i Senonches i 1794.
at hun kunne udkonkurrere de mandlige modkandidater fortæller ikke kun, hvor dygtig hun var, men også at hun må have været i særklasse
At hun var et usædvanligt talent bekræftes af det faktum, at hun i 1795 blev udnævnt til klaverlærer ved det nyoprettede musikkonservatorium. Hun var eneste kvinde, og at hun kunne udkonkurrere de mandlige modkandidater fortæller ikke kun, hvor dygtig hun var, men også at hun må have været i særklasse på instrumentet, for det var mod al skik og i en tid, hvor kvinder ikke havde de samme chancer – trods talenter. Værkerne på albummet er skrevet i årene mellem 1795 og 1807, og især Sonate i f-mol (Op. 5, nr. 2) viser hendes opfindsomhed, følsomhed og råstyrke – jeg er vild med førstesatsens malstrøm!
Hun beskrives bl.a. som en bro mellem klassicisme og romantik som fx også den bøhmiske komponist Johann Nepomuk Hummel, og de er en del af overgangen fra Mozarts wienerklassiske tilgang til fx Chopins mere følelsesbetonede romantik. Men som jeg skrev indledningsvist i dette afsnit, så er der så meget mere at komme efter, hvis man vil høre wienerklassisk fra ukendte og uventede vinkler; jeg er fx også absolut forelsket i Brillon de Jouys klavermusik, som der findes en glimrende indspilning af med Nicolas Horvath. Hun er for vild!
Romantikken
Boksen indeholder seks CD’er, som hovedsageligt repræsenterer romantikken, og de dækker fint perioden begyndende med én af mine helt store helte, Louise Farrenc (1804-1875). Som med Lombardini har jeg også allerede anmeldt det album, som genudgives med boksen, så læs ved at klikke her (link).
Tiende album er helliget Mendelssohn, altså Fanny! Hun blev, som sin bror, ikke særligt gammel (hun blev 41 år) og fik ikke – som i slet ikke – samme muligheder som sin lillebror, bl.a. fordi familien, hendes far og den berømte lillebror, modarbejdede hendes karriere, men hendes musik findes, og den er stærk og fantasifuld. Her drejer det sig om klavermusik fra 1822 frem til 1843, og pianisten Gaia Sokoli leverer en fremragende fortolkning og udførelse. Især er jeg vild med den sene Sonate i g-mol – et værk, der nærmest har karakter af en klaverkoncert; jeg har i hvert fald ikke svært ved at høre en orkesterledsagelse lige fra indledningens kraftfulde anslag.
Fanny Mendelssohn (1805-1847) blev gift med kunstneren Wilhelm Hensel og hed fra 1829 Fanny Hensel, og det var et ægteskab, der ydede en modvægt til modstanden, hun havde oplevet fra sin egen familie. Hendes far skrev direkte til hende, at det var upassende for en kvinde at have ambitioner som komponist – det måtte hun overlade til lillebroren, som hun havde et nært forhold til, selvom også han var imod hendes kunstneriske praksis.
Tænk, hvad kunne det ikke være blevet til, om hun havde mødt samme sociale frihed, for hun blev ofte af samtidens kulturpersonligheder beskrevet som et større talent end Felix. Uomtvisteligt er det også, at hun var en af sin tids største koncertpianister og var berømmet for at ’spille som en mand’, som komponisten og dirigenten Carl Friedrich Zelter skrev i et brev til Goethe i 1831.
Det ellevte album indeholder musik af Clara Wieck Schumann (1819-1896). Også hun blev født ind i en musikalsk familie, og hendes far, pianisten og musikpædagogen Friedrich Wieck, opdagede hurtigt datterens enorme talent. Sammen rejste de rundt i Europa, hvor hun gennem det meste af barndommen blev beundret som vidunderbarn à la Mozart. Ligesom Fanny blev hun regnet for en af tidens største pianister, og hendes anslag var berømt viden om.
Clara mødte allerede sin kommende mand, Robert, der senere skulle udvikle sig til en af alletiders største komponister, da hun var ni år gammel. Han var atten, og der var ikke i første omgang optræk til noget, men da de mødtes senere i 1837, friede han til hende – meget mod Claras fars ønsker: Han nægtede dem at blive gift – og de måtte lægge sag an mod ham for at få lov.
De vandt sagen og giftede sig i 1840. Det blev et livslangt ægteskab fuld af stor kunst og endnu større sorger, for Robert Schumanns sind var vanskeligt, og allerede i 1856 døde han stærkt svækket på et sanatorium. Officielt hed det sig, at dødsårsagen var lungebetændelse, men det er en sandhed med modifikationer.
Men hun var langt mere end det. Hun var reelt Brahms’ redaktør gennem mange år og påvirkede flere af hans værker
Clara Schumanns musik er i høj grad beslægtet med sin mands, for de arbejdede sammen, og hun deltog aktivt i hans virke ved at bedømme og kommentere på hans kompositioner, og Robert var altid inspireret af hende, både som komponist og som pianist. Hendes spil var i særklasse, og de fleste var enige om hendes uovertrufne evne til at udtrykke den musik, hun valgte at opføre. I begyndelsen, da hun rejste rundt med sin far, var det ofte koncertstykker, der skulle vise hendes tekniske suverænitet, men senere, da hun selv kunne vælge, skrev hun musik og spillede i højere grad værker, der indeholdt følelsesmæssige skift og større kunstnerisk kvalitet.
Beethoven var den ukronede konge, og ægteparret Schumann var fortalere for hans musik, da nye strømninger dukkede op. Liszt og Wagner fx ville andre steder hen, men hun var fortaler for traditionen og fik derigennem et livslangt venskab med komponisten Johannes Brahms, der, ligesom med Robert, anså hende for at være en evig muse. Men hun var langt mere end det. Hun var reelt Brahms’ redaktør gennem mange år og påvirkede flere af hans værker med sit skarpe blik for musikkens udvikling og helhed. Men lyt selv! Hendes klavermusik står mere end i egen ret – den er central for udviklingen af det, vi i dag kalder romantikken.
Tolvte album fortsætter med Clara Schumanns Klavertrio Op. 17 i g-mol, et værk som sandsynligvis var rollemodel for Robert Schumanns første klavertrio fra 1851, og de bærer derfor mange af de samme formelle træk. Det er et af Claras mest ambitiøse værker, og hun havde stor glæde ved at komponere musikken, som hun havde i sinde at dedikere til vennen Fanny Hensel, men Fanny døde inden værket blev publiceret i 1847, og derfor valgte Clara at undlade en dedikation. Værket er i fire satser, med to ydersatser opbygget i sonateform, en scherzo og en andante, der med sit fine og smertelige udtryk meget rent demonstrerer hendes sindstilstand i de år, hvor Roberts sygdom forværredes.
På samme CD er også musik af Rebecca Clarke (1886-1979). Hendes Klavertrio fra 1921 har naturligt nok et helt andet udtryk, men historien om hendes karriere som komponist binder alligevel de to uegale værker sammen.
Hvor Clara Schumanns klavertrio er plantet midt i romantikken, med et klart ideal i Beethovens musik, så er Clarkes værk moderne og henter en vis inspiration i fx Debussys kammermusik. Rebecca Clarkes liv var omtumlet og fuld af udfordringer både udefra og med sig selv, og hun blev så ked af den modstand, hendes værker blev til del, at hun stort set holdt op med at skrive musik allerede fra midt i trediverne. Det er ærgerligt, for hun havde en sikker hånd, og det ville have været en fornøjelse at opdage mere end det, der findes. Jeg vil klart anbefale at lytte, både til den her indspillede trio, men også til hendes vidunderlige Bratschsonate fra 1919.
Indimellem støder man ind i noget, man kun perifert er bekendt med, og det er tilfældet for mig, når det drejer sig om boksens trettende CD. Den rummer et udvalg af klavermusik, skrevet af den franske komponist Cécile Chaminade (1857-1944). Hun var dét, man vel nogenlunde uden at overdrive kan kalde en karaktér, et menneske med stor integritet og talent. Cécile Louise Stéphanie Chaminade blev født ind i en familie med stor veneration for musik, og fra tidligt begyndte hun at komponere – bl.a. musik til sine katte, hunde og dukker. På et tidspunkt spillede hun noget af sin musik for Georges Bizet, som var imponeret over hendes naturlige talent.
Komponisten Félix Le Couppey, som var ansat ved konservatoriet i Paris, anbefalede, at hun skulle optages på skolen, men det forbød hendes far, og hun måtte derfor i stedet nøjes med privatundervisning. Ja, det var den sædvanlige smøre; det var ikke passende for en kvinde at have den slags ambitioner, så hun måtte sno sig for at få lov – og det gjorde hun så.
Op gennem sidste halvdel af det 19. århundrede var hun en yderst elsket pianist, der udelukkende spillede sine egne kompositioner. Og det var populære toner. I dag er det meste af hendes musik glemt eller overset, for hun var konservativ i sin tilgang og skrev i et tonesprog, der ligger i forlængelse af Clara Schumann, Camille Saint-Saëns og Edvard Grieg. Jeg finder den meget charmerende, og når den spilles så loyalt og inderligt, som tilfældet er under Mark Viners hænder, så blomstrer visionerne frem og står lyslevende foran mig. Prøv selv fx at lytte til Poéme provençal Op. 127 eller 6 Romances sans paroles Op. 76. Jeg er svært begejstret!
Boksens eneste svage led er den fjortende CD, men det beror på smag, og jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er vild med koloratursopran, og når denne tradition så kombineres med fx Chopins mazurkaer, så står jeg helt af – men bedøm selv; Pauline Viardot (1821-1910) var en af 1800-tallets førende sopraner, og så skrev hun sange, som hun selv kunne fremføre, og det var et tilløbsstykke i datidens Europa (og USA), men det siger mig ikke noget. Jeg har svært ved at bedømme, om indspilningen er god, for jeg lytter ikke til den slags og kan derfor ikke sætte den i perspektiv.
Jeg har til gengæld været rundt om komponisten på den femtende CD i en anmeldelse fra 2024 (link). Hende er jeg stadig meget glad for, og jeg lytter med jævne mellemrum til Dora Pejačević (1885-1923). Boksen indeholder et album, der præsenterer et udvalg af hendes klavermusik, som spilles blændende af Ekaterina Litvintseva. Særligt glad er jeg for suiten Blumenleben Op. 19 og hendes Sonate i As-dur Op. 57 (hendes anden klaversonate); værker fra henholdsvis 1905 og 1921. De illustrerer meget fint hendes spænd som komponist, og det er musik, der i mine ører udtrykker stor poesi.
Sekstende CD er en samling lieder af Alma Mahler (1879-1964) og et nyt/nyere værk af Patrizia Montanaro (f.1956). Alma Margaretha Maria Schindlers liv er en roman værdig, og hun var muse m.m. for adskillige mænd i datidens Wien. Hun giftede sig i 1902 med Gustav Mahler, som er en af alletiders allerstørste komponister og samtidig en vigtig dirigent i årene omkring århundredeskiftet, og det gjorde noget ved hendes kreativitet at være så tæt på et menneske, for hvem det at skrive og skabe musik var lige så vigtigt som at trække vejret. Dertil skal siges, at Mahler til at begynde med var imod hendes komponistambitioner, og forlangte at hun skulle koncentrere sig om moderskabet.
Denne ægteskabelige krise fik Gustav Mahler til at opsøge terapi hos ingen ringere end Sigmund Freud
Forholdet var stormomsust, og i forbindelse med en depression udløst af deres første datter Anna Marias død, indledte hun en affære med Walter Gropius; både fordi Gustav var så opslugt af sin kunst, og fordi de som ægtepar havde svært ved at håndtere sorgen.
Denne ægteskabelige krise fik Gustav Mahler til at opsøge terapi hos ingen ringere end Sigmund Freud, og efter disse samtalesessioner ændrede Gustav kurs i forhold til Almas komponistambitioner, hjalp hende nu med at redigere disse lieder og lagde pres på sin nodeforlægger, for at de skulle udgive musikken. Men det var en kortfristet opblomstring. Få år senere døde Gustav af komplikationer i forbindelse med betændelse i hjertet, og Alma kastede sig ud i et endnu mere stormomsust forhold til kunstneren Oskar Kokoschka, inden hun giftede sig igen i 1915 med Gropius.
På samme tid lagde hun komponistgerningen fra sig for bestandigt. Efterfølgende har hun været meget kritisk overfor sine egne kompositioner og destruerede selv størstedelen af sine værker. 17 lieder er alt, hvad der er kendt i dag, og 14 af disse er lieder, der blev udgivet mens hun levede – i henholdsvis 1910, 1915 og 1924. Det er disse fjorten lieder, der er indspillet her, og de fremføres fortrinligt af den tyske sopran Catharina Kroeger med fintregistrerende akkompagnement af Monica Lonero.
Albummets anden komponist er ny for mig. Patrizia Montanaro er italiensk, og værket indspillet her er Canto de Penelope fra 2003. Det beskrives som en Melologue, som skal fremføres af en sopran/skuespiller og en pianist, og jeg vil kalde det for en form for lydteater, hvor dramaet/teaterdelen er ligeså vigtigt som musikken. Meget spændende og vellykket, og Mantanaros musik vil jeg helt sikkert dykke ned i igen.
Den syttende CD er viet til klavermusik af Amy Beach (1867-1944). Beach var også velrespekteret som koncertpianist og blandt hendes kompositioner findes fx den første US-amerikanske symfoni skrevet af en kvinde (Symfoni i e-mol Op. 32 også kaldet ’Gaelic’). Hendes kunstneriske udtryk ligger i nærheden af Tjajkovskij og tidlig Rakhmaninov og er storladent senromantisk i sin grundtone.
Albummet indeholder udvalgte klaverværker fra 1892 og frem til 1932. Særligt interessant finder jeg hendes Prelude and Fugue Op. 81 fra 1914, som stikker ud i sin lidt mere nøgterne formundersøgelse og ’A Hermit Thrush at Eve’ Op. 92, nr. 1, som er det nok stærkeste udtryk for en nysgerrighed efter et eget tonesprog. Martina Frezzotti spiller værkerne med stor loyalitet, og derfor lykkes det at få musikkens lidt bedagede udtryk til at leve. Jeg tror, mange vil være begejstrede for musikken, hvis de også er vilde med fx Rakhmaninov.
Den attende CD er sidste album, inden det moderne for alvor slår igennem, og indeholder musik af en komponist, jeg allerede anmeldte i min første artikel, og du kan læse min begejstring for Mélanie Bonis (1858-1937) klavermusik lige her (link)!
Albummet i boksen er hendes samlede værker for fløjte og klaver og spænder over kompositioner hun skrev fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem til sin død. Jeg indrømmer blankt, at jeg af uransagelige årsager har et blødt punkt for fløjten, der ellers som instrument lider under at blive brugt til alt for parfumerede ting, men klangen gør noget ved mig. Og Mélanie Bonis bruger instrumentet på den ’rigtige måde’, om jeg så må sige.
I hvert fald er jeg meget glad for hendes Fløjtesonate Op. 64 fra 1904, som minder mig om en fusion af Cesar Francks violinsonate og Francis Poulencs neoklassiske tonesprog, og de fine stykker skrevet hen mod slutningen af hendes liv indeholder både stor skønhed og noget udefinerbart uhyggeligt, som et varsel – på den fede måde!
De to solister, for der er to – langt de fleste af stykkerne har et ligeværd mellem klaver og fløjte – spiller tilpas nonchalant og sikkert, så musikkens vekslen mellem skønhed og uro står som en snorlige røgsøjle i et vindstille nu, men selve lydoptagelsens dynamiske billede er desværre kun næsten perfekt, for der er lidt for meget diskant i optagelsen – men dét fraset er albummet perfekt!
De moderne
En af mine yndlingskomponister gennem alle tider er Germaine Tailleferre (1892-1983). Hun blev født som Marcelle Germaine Taillefesse i den parisiske forstad Saint-Maur-des-Fossés, men ændrede sit navn til Germaine Tailleferre for at trodse sin far, der modsatte sig sin datters ønske om at blive komponist ved at nægte at betale for hendes uddannelse. Men hun blev optaget på musikkonservatoriet i Paris, hvor hun mødte Louis Durey, Francis Poulenc, Darius Milhaud, Georges Auric og Arthur Honegger. Sammen dannede de komponistgruppen Les Six, som snarere var en vennegruppe, der var enige om et opgør med Wagner-romantik og den impressionisme, som Debussy og Ravel var eksponenter for.
Deres indbyrdes forskelligheder er da også påfaldende, og Tailleferre er mest beslægtet med fx Poulenc, men har en anderledes eksistentiel tone i sit neoklassicistiske ideal. I 1926 blev hun gift med den amerikanske satiretegner Ralph Barton, og sammen rejste de til New York. Det var et kort og ikke særligt vellykket ægteskab, for Barton var også imod hendes komponistambitioner.
Det er Germaine Tailleferre i nederste venstre hjørne. Wikimedia Commons
Deres værker bliver ikke kendte, hvis de ikke bliver spillet og indspillet!
I de godt to år, de var gift, skrev hun derfor stort set ingenting, og det var en befrielse at blive skilt – musikken væltede igen ud af hende, og de sidste år af 1920erne var en god og produktiv periode. Hun har skrevet musik i stort set alle genrer, og albummet her i boksen er en genudgivelse af Brilliant Classics’ egen udgivelse fra 2008 af kammermusik og klavermusik – desværre kun klavermusikken, og desværre ikke noget af hendes orkestermusik, som jeg virkelig sætter pris på.
Det er stadig sådan, at indspilninger af musik af kvindelige komponister ofte forbliver i de små formater, for det regnes måske for usikkert at indspille ’dyre produktioner’, når nu ingen kender deres musik, men det er jo en kedelig logik, der bider sig selv i halen. Deres værker bliver ikke kendte, hvis de ikke bliver spillet og indspillet! Men albummet er ikke desto mindre (og i mangel af mod) et glimrende album, som spilles med poetisk forståelse og et forfinet anslag af Cristina Ariagno. Der er virkelig mange vidunderlige satser, og jeg vender ofte tilbage til det album, når jeg vil høre lyden af Paris anno dazumal.
Blandt seriøse guitarister er der nok kun få, der ikke kender Ida Presti (1924-1967), men for de fleste andre er hun sikkert komplet ukendt. Jeg må også blankt indrømme, at jeg først for alvor er dykket ned i hendes historie og musik i mødet med den indspilning, som er genudgivet som den tyvende CD i denne boks, og som rummer hendes komplette oeuvre for to guitarer. Hendes stil ligger og svæver i noget, som man i dag måske ville kalde en form for fusion mellem den spanske guitarskole, og så noget af det, der skete i international populærkultur henover midten af det 20. århundrede, og det er yderst charmerende og let tilgængeligt.
Presti, som var blevet døbt Yvette Montagnon, var datter af en fransk far og en siciliansk mor. Hendes far, Claude Montagnon, var den første, der underviste hende, men han fandt navnet Ida Presti bedre som kunstnernavn (opkaldt efter hendes mor, Olga-Gracia Lo Presti). Ida Presti spillede sin første offentlige koncert, da hun var otte, og i en alder af ti spillede hun et fuldt program i Salle Pleyel i Paris. I 1948 opførte hun som den første franske guitarist Joaquín Rodrigos Concierto de Aranjuez. 1952 giftede hun sig med den ligeledes franske guitarist og komponist (af græsk/italiensk oprindelse) Alexandre Lagoya (1929-1999), og hun lagde sin karriere som soloartist bag sig, dannede duoen Presti-Lagoya med ham og koncentrerede sig herefter om at opføre og skrive værker for to guitarer.
Denne duo nåede at opføre mere end 2.000 koncerter, inden hun alt for tidligt døde under dramatiske omstændigheder i New York. Det er en italiensk guitarduo, der har indspillet værkerne, og de brillierer med et glimrende samspil, en stor forståelse for musikkens dialogiske natur og en lyrisk, poetisk nænsomhed. Jeg kan varmt anbefale denne indspilning og Ida Prestis musik; det er som sagt let tilgængeligt, men det er slet ikke overfladisk!
Det kan kun vække min store undren, at hun ikke bliver spillet mere. Det er højst originalt stof!
Den enogtyvende CD repræsenterer også musik, der er ny for mig. Koharik Alis Gazarossian (1907-1967) blev født i Konstantinopel (Istanbul), men er uddannet ved konservatoriet i Paris, både i komposition (bl.a. af Paul Dukas), og som pianist (med Lazare Lévy som underviser), og hun virkede herefter som koncertpianist særligt i Europa, mens hun med sine to baser i hhv. Paris og Istanbul parallelt udviklede sig som komponist af musik inspireret af armensk musikkultur. Hun havde sin første soloklaverrecital i Salle Pleyel i 1934.
Den berømte armenske komponist Aram Khatjaturian sagde på et tidspunkt om hende, at anerkendelsen af hende ville have været anderledes stor, hvis hun var flyttet til Armenien. I stedet er hun nu nærmest glemt.
Men CD’en i denne boks indeholder en indspilning af hendes 24 etuder fra 1958, som udover sin armenske grundtone også viser påvirkning fra fx Skrjabin og Prokofjev, og som forhåbentligt vil få flere til at opdage hendes musik.
Alle etuderne har en personlig dedikation til en af Koharik Gazarossians venner og kolleger, og musikken viser også, at hun mestrede et komplekst og vanskeligt stof med en umiddelbarhed. Det kan kun vække min store undren, at hun ikke bliver spillet mere. Det er højst originalt stof! Den armenske pianist Nare Karoyan har indspillet musikken med en naturlig forståelse for indholdet, og for ti af etuderne drejer det sig faktisk også om førsteindspilninger – det er tankevækkende…
På den toogtyvende CD i boksen vender vi tilbage til ukendt (for denne anmelder i det mindste) guitarmusik. María Luisa Anido (Isabel María Luisa Anido González, 1907–1996) var en argentinsk guitarist og komponist, der blev født i en forstad til Buenos Aires. Hun har som komponist ikke helt samme format som Ida Presti, men skriver små, lyriske stykker, der henter inspiration fra den argentinske folklore, og som meget ofte har en dansant rytme. Det er god musik, ikke dyb og verdensforandrende, men jeg synes poesien i hendes værker bærer igennem. Cinzia Milani spiller de små stykker med en luftighed, der klæder musikken.
De lidt mere moderne
Den treogtyvende CD er min favorit i stakken, for den indeholder et udsøgt udvalg af musik for klaver af en komponist, som jeg elsker (som det hedder på nudansk), og som for mig at se bør indskrives i den absolutte superliga blandt det 20. århundredes største komponister. Grażyna Bacewicz (1909-1969) skrev jeg også om i min første gennemgang af oversete komponister, hvor jeg anmeldte en indspilning af de to sidste af hendes nummererede symfonier (link). Der er nu heldigvis kommet fokus på hendes musik, og mange indspilninger bliver sendt ud i øjeblikket. Her drejer det sig som sagt om klavermusik, og min begejstring er ikke mindre selvom formatet er, for det er den ene perle efter den anden.
Concert Krakowiak fra 1949 lyder som underlægningsmusik til en stormfuld forelskelse, og hendes Suita dziecięca (suite for børn) fra 1933 er så umiddelbar som Carl Nielsen, når han er bedst. Hendes 10 Etiud koncertowych fra 1957 kunne være lyden af et rebelsk barn, hvis man forestiller sig Sjostakovitj og Prokofjev som forældrene og endelig afsluttende rundes albummet af med hendes II Sonata na fortepian (Klaversonate nr. 2) fra 1953, som i hjertet har en isnende largo, der rummer så meget, at musikken næsten ikke kan være i sig selv, og derfor trykker hun den af i en vild tredjesats; Toccata. Vivo – wauw!
Jeg kan ikke anbefale hende nok, så læg derfor selv lidt til, når du opdager hendes musik. Den er simpelthen vidunderlig, og den lettiske pianist Morta Grigaliūnaitė bemestrer den på smukkeste vis.
En anden kvinde, der dog gennem længere tid har nydt en del bevågenhed (og helt retfærdigt) er Galina Ustvolskaja (1919-2006). Brilliant Classics genudgav i 2013 en ældre, russisk indspilning af Ustvolskajas samlede klaversonater og 12 præludier, og det er så faktisk også hendes komplette klavermusik. Det er en indspilning, som Ustvolskaja selv fremhævede som vellykket, og Ivan Sokolov er også en glimrende fortolker.
Til denne boks har man skåret 12 præludier bort, og det giver god mening, for deres varighed er kun omtrent 20 minutter – andet var der ikke på den oprindelige udgivelses anden CD. Ikke at de tyve minutter skulle være for lidt kunstnerisk set, for det er slet ikke tilfældet – tværtimod; de præludier er så geniale i deres karske og brutale minimalisme (og her mener jeg ikke stilarten, gud fri mig vel, nej). Ustvolskaja er sådan en slags lidt er mere-profet, og hun minder i nogen grad om fx Erik Satie ved sin konsekvens.
Det er musik, der kræver noget af lytteren, men til gengæld får man så et komplet univers retur
Hun kan også indimellem lyde lidt som sin lærer ved konservatoriet, Dmitri Sjostakovitj – hvis man altså koger ham ind til en bouillonterning! Det er klaversonaterne, der er valgt til denne boks, og de seks sonater (fra hhv. 1947, 1949, 1952, 1957, 1986 og 1988) er en hjørnesten ikke blot i russisk musikhistorie. Sjostakovitj skal efter sigende have sagt til hende, at ’Du er et fænomen, mens jeg blot er et talent’.
Hun var hans yndlingselev. Men det var et forhold, der var ude af balance. Ifølge en artikel i New York Times af Gabrielle Cornish (link) skrev Ustvolskaja i et essay i 1994 følgende; Ikke én eneste gang oplevede jeg, at hans musik rørte mig. Heller ikke hans person. Sjostakovitj udtrykte engang forholdet således; Det er ikke dig, der er under min indflydelse. Det er mig, der er under din.
Til det skrev hun således; Han tyngede og dræbte mine bedste følelser. Ustvolskajas musik forsvandt fra hende i en periode. Fra 1991 og frem til sin død skrev hun ikke ny musik, men var meget krævende og nærmest urimeligt optaget af, hvordan hun blev fortolket både af musikere og teoretikere.
Hun var af den overbevisning, at det var bedre ikke at skrive noget om hendes musik end at gentage de samme pointer om og om igen, og hun forlangte også, at en pianist (Marianne Schroeder) ikke fik lov at indspille hendes klaversonater, efter at hun havde hørt hende spille.
Den østrigske pianist Markus Hinterhäuser har sammenlignet hendes musik med de prunkløse billeder, den russiske suprematist Malevitj lavede i begyndelsen af det 20. århundrede: Man kan ikke sige så meget om musikken – og hun ønskede heller ikke, at man gjorde – men blot, at man accepterer, at den eksisterer. Det er musik, der kræver noget af lytteren, men til gengæld får man så et komplet univers retur, hvor gåder og metafysik svæver rundt i et grænseløst rum – prøv fx at lytte til hendes tredje og femte klaversonate, så vil du forstå, hvad jeg mener med disse let floromvundne formuleringer – den slags formuleringer skal indimellem til, for det er sådan kunst (også) kan lyde!
Boksens sidste og femogtyvende CD er en antologi med moderne kompositioner for cembalo af intet mindre end 10 forskellige komponister, så jeg plukker lidt i værkerne og fremhæver det, der stikker ud, og som fanger mig ved sin umiddelbare henvendelse.
det ikke blot moderne, det er også diversitas in action, der dækker de seneste halvtreds års musikhistorie og dertil en god del af klodens geografi
For en god ordens skyld vil jeg dog nævne alle – smag er som bekendt en personlig syssel, og måske fordi så mange anmeldere og akademikere ofte farer vild i deres smag som udtryk for andet end netop smag, så synes jeg, at du selv skal lytte dig frem. Selve indspilningen er der nemlig ikke en finger at sætte på.
Alle værkerne spilles med overskud og nysgerrighed af Luca Quintavalle, som til lejligheden har arrangeret tre af værkerne fra deres originale klaverversioner – men here goes: Augusta Read Thomas (f.1964), Ursula Mamlok (1923-2016), Tania León (f.1943), Graciane Finzi (f.1945), Karola Obermüller (f.1977), Errollyn Wallen (f.1958), Santa Ratniece (f.1977), Anna S. Þorvaldsdóttir (Thorvaldsdottir, f.1977), Sofija Gubajdulina (1931-2025) og Misato Mochizuki (f.1969). Som den skarpe læser vil have bemærket, er det ikke blot moderne, det er også diversitas in action, der dækker de seneste halvtreds års musikhistorie og dertil en god del af klodens geografi ved samme lejlighed.
Den første, jeg vil fremhæve, er tyske Karola Obermüller, som har skrevet en Suite des femmages (oversat kunne den hedde noget i retning af hyldestsuite, 2022). Hun komponerede værket som en hyldest til komponisten Ruth Crawford Seeger (1901-1953) og til sin egen mor. De fire små satser er gennemsyret af en sprængthed og en svævende poesi, som afspejler den beundring, hun nærer for de to kvinder og deres bedrifter.
Næste komponist, der stikker ud, er lettiske Santa Ratniece, som har skrevet et værk, der hedder Mira (2018), og som emmer af østerlandske klange og sfæriske modulationer. Hun er inspireret af det astronomiske fænomen Mira, som er en rød, pulserende kæmpestjerne et par hundrede lysår ude i verdensrummet lige midt i stjernebilledet Cetus, som kan ses på den sydlige halvkugles nattehimmel. Værket har, for at mime dette universelle fænomen, en pulscyklus, der, som Miras øges og mindskes i styrke og lys.
Et af mine yndlingsværker på denne skive er Anna S. Þorvaldsdóttirs Impressions (2015). Hun skriver musik, som kan minde om sin islandske kollega Hildur Guðnadóttirs, der fik et mindre gennembrud for nogle år siden med soundtracket til Chernobyl, men Þorvaldsdóttir har lidt mere ’klassisk’ struktur uden dog at miste den klanglige, abstrakte skønhed. Tjek hende ud!
Et andet yndlingsværk er netop afdøde Sofija Gubajdulinas Rinorno perpetuo (1997). Man kan høre, at de ’unge’ islandske kolleger i høj grad læner sig ind i noget af det, Gubajdulina dyrkede frem fra midt i forrige århundrede – et stemnings- og klangbåret lydunivers, hvor instrumentets egenart undersøges og udnyttes maksimalt. Gubajdulina har opbygget Ritorno Perpetuo efter nogle komplementære principper for gentagelse, som delvist er bestemt af numerologi og den berømte Fibonacci-sekvens. Værket er det mest omfattende (og også ét af de mest voldsomme med sine vilde arpeggioer fra lys til mørke og omvendt) på albummet, og så varer det godt et kvarter.
Sidste værk på albummet (og samtidig det værk, der slutter hele boksens vidunderlige rejse) er af japanske Misato Mochizuki. Moebius Ring (2003/2022) blev oprindeligt skrevet for klaver, men er arrangeret af Quintavalle til lejligheden, og det fungerer også fint som cembaloværk. Musikken fortolker det pudsige fænomen, vi normalt kalder et Möbiusbånd, og gennemløber som både Ratnieces og Gubajdulinas værker en pulserende udvikling af sit motiv med en stigende intensitet, ja, til tider nærmest påtrængende i sin indfangede form.
Man kunne med lidt villet analyse pege på, at disse værker også udtrykker en form for pointe i forhold til kvindelige komponisters forhold op gennem tiden, men det står for min egen regning. Jeg synes i øvrigt også selv, at værkerne slet ikke behøver dens slags udenomsbetydning; de står stærkest i deres egen ret.
Jeg har fået ørerne op for adskillige gode komponister i gennemlytningen, og jeg håber inderligt, at du er blevet nysgerrig
Afsluttende har jeg først og fremmest lyst til at takke Brilliant Classics for at turde producere en boks med 25 CD’er, hvor størstedelen af de repræsenterede komponister er så ukendte, at selv sådan en lidt nørdet type som mig aldrig eller kun sjældent har hørt om dem. Og indspilningerne er set over en kam meget gode hvis ikke ligefrem fremragende.
Jeg har fået ørerne op for adskillige gode komponister i gennemlytningen, og jeg håber inderligt, at du er blevet så nysgerrig, at du skaffer dig en boks selv – det er en lille – men vigtig – musikhistorisk smutvej til erfaring med og indsigt i oversete, ja, for nogle af komponisternes vedkommende næsten glemte kunstnere og deres fantastiske musik, og så koster det hele under en plovperson!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og