Anmeldelser: Ashmatic Harp, pressefoto

Anmeldelser af ny musik: Popsnedkeri, americana og harpeklang

i Kultur/Musik af
ANMELDELSER // NY ROCK – Formidling af musik er i dag totalt domineret af diverse streamingtjenester og store radiostationer. Som konsekvens heraf er det blevet sværere end umuligt for ny pop- og rockmusik at få ørenlyd i det store billede. Det er ikke bare uheldigt for dem, der har noget nyt at sige. Det er uheldigt i forhold til musikformidlingen, som mere end nogensinde er styret af clickbait, TikTok- og anden SoMe-lækkerhed, kommercialisme og diverse algoritmer. Derfor har POV International indledt et samarbejde med den musikalske ildsjæl Mads Kornum, der står bag sitet Side33.dk. I første omgang gælder det anmeldelser af danske She’s A Sailor og Ashmatic Harp og svenske Ellen Sundberg.

She’s A Sailor: En luksusliner lastet med popsnedkeri

  Spørgsmålet i det korte åbningsnummer – det nærmest cabaretagtige – Do You Want Us to Play – kan næppe være mere aktuelt efter et 2020, hvor kun lidt har været, som det plejer, og hvor det blev ekstra tydeligt, at vi ikke skal tage alt for meget for givet og som en selvfølge her i livet.

Men efter at have haft de 11 numre – fordelt på godt 40 minutter i gentagne omdrejninger – så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om svaret. Det er et klokkeklart ja. For She’s A Sailor er ikke bare et såre sympatisk foretagende skabt af to gode venner, Jesper Vindberg og Thomas Albrechtsen, de er også begge skarpe sangskrivere, der tør give noget af sig selv. De rammer et tidløst og varieret udtryk på et debutalbum, der bliver ved med at give, selv om heller ikke det har været så givet som forventet.

For bandet, der blev dannet i 2014 – og allerede i 2016 radiohittede med deres første single Beautiful fra EP’en Back From The Sky – har måtte kæmpe med alvorlige bump på vejen i løbet af de 3 år de efterfølgende har arbejdet på debutalbummet. For cirka halvvejs blev den ene halvdel af duoen, forsanger Jesper Vindberg, ramt af panikangst og var så tæt på et sammenbrud, at han måtte gå i behandling med medicin og psykologhjælp. Det hjalp og har resulteret i to numre, der tematisk er centreret om angst. Og pudsigt nok er de på hver sin måde to af albummets stærkeste numre. Ikke bare tekstmæssigt, men også fordi de musikalsk rammer dybt med vidt forskellige virkemidler.

Og til trods for at det er tungere emner som længsel, tab, og identitetskriser med om bord, så bliver Do You Want Us to Play aldrig en for tung eller for efterårsgrå plade – for den rummer også både lyset og håbet.

Det første af de to – For You er den slags nummer som f.eks. Jonah Blacksmith eller Del Amitri også kunne have begået på en god dag. Et ret klassisk pop/rocknummer, der bare løftes af et rytmisk drive, atmosfærisk guitar og keyboardflader, der med største naturlighed holder modtageren i et melankolsk og malende jerngreb hele vejen igennem.

Et af mange eksempler fra albummet på, hvor stærk en producer Lars Skjærbæk (der har arbejdet med Tim Christensen, Carl-Emil Petersen, Søren Huss, Claus Hempler, Michael Falch, Signe Svendsen og mange andre) er i forhold til at afstemme stemninger, atmosfære og ikke mindst lyttevenlighed. Og han har med garanti en afgørende aktie i et dejligt balanceret og betagende album, der nok er poleret, men ikke mere end godt er.

Længsel, tab og identitetskrise

Til trods for, at der er tungere emner som længsel, tab, og identitetskriser med om bord, så bliver Do You Want US to Play aldrig en for tung eller for efterårsgrå plade. For den rummer også både lyset og håbet. Det andet nummer skabt i slipstrømmen på panikangsten er Panic Attack, som er en stille og eftertænksom ballade i et enkelt arrangement med pianoet som det bærende element og tilsat små effektfulde musikalske lag som f.eks. lyden af en næsten lindrende trompet fra H.C. Erbs.

Et af de mest bombastiske numre på pladen, singlen Some Space for Me, er storladen, men uden at blive svulstig og kunne sagtens være et, Roy Orbinson kunne have sunget til tops på alverdens hitlister, om han havde levet

At de kan noget med ballader, viser også numre som My Miss Right og ikke mindst Fools Like Us, der på klassisk vis lægger ud med akustisk guitar for siden stille og roligt at foldes ud. Det er to af den slags ballader, som pludselig får en til at skænke Saybia og Søren Huss mere end en strøtanke. Det rører. Det rammer. Og det er måske den afgørende styrke ved She’s A Sailor: de kæler for detaljerne, ikke for detaljens skyld, men for helheden, for noget større og uden på noget tidspunkt at komme på for dybt vand.

Et af de mest bombastiske numre på pladen, singlen Some Space for Me, er storladen, men uden at blive svulstig og kunne sagtens være et, Roy Orbinson kunne have sunget til tops på alverdens hitlister, om han havde levet. Det gør han ikke, men så er det da smukt, at sådan nogle som She’s A Sailor kan løfte lidt af arven så overbevisende.

Albummets største stjernestund

Næste single må næsten blive I Miss You So, der har en fængende og strengelegende Lars Skjærbæk-riff-rundgang som sit helt store scoop. Pakket ind i 80’er/90’er indiepop lyd, der bare aldrig kan blive umoderne, og som står stolt på skuldrene af fine danske band som Naïve og Gangway, er det et nummer, der lyser og løser op som et ægte stjerneskud.

Et nummer som i lydbilledet har sin makker i All I Wanna Do is Dance, der med stor selvfølgelighed burde indskrives som fast indhold på alle radiostationer, der vil noget med sin musikformidling. Det er simpelthen popsnedkeri i luksusklassen.

Også You’re a Star har været ude som single, og at den kun har fået cirka 1/100 afspilninger i DR i forhold til Beautiful, er svært forunderligt og endnu en understregning af, at man ikke skal tage det for givet, at nogle griber en bold, bare fordi man kaster den. Det er albummets måske største stjernestund med en dyb Jacob Klitgaard-bas som det styrende element, kærligt omfavnet af et let flydende og iørefaldende flow, hvor keyboards og piano er stemningen, og guitaren er atmosfæren omkring. En nærmest himmelråbende smuk helhed.

Og når de så også lige favner kammerpoppen som i Rain and Circus og en nærmest Disney-ish soundtrackklang på Broken Heart, så er det snart svært at bede om mere. Så det gør jeg ikke, men glædes i stedet over, at She’s A Sailor – alt til trods – lykkedes med sit debutalbum, der forhåbentligt bare skal høres som et startskud.


She’s a Sailor: Do You Want us to Play, album


Ellen Sundberg: Et af årets bedste americana album

Ellen Sundberg har, via tre tidligere album med egne sange på engelsk og et vellykket coveralbum med Kjell Höglund-sange på svensk, allerede gjort så stærkt et indtryk, at det for et stort magasin som GAFFA.se er helt naturligt at bringe en større artikel om hendes nye album Levi’s Blue Eyes. Mange har allerede gættet på, at hun kan blive den næste, der ligesom genrerelaterede kunstnere som First Aid Kid og The Tallest Man on Earth slår bredt igennem ud over Sveriges grænser.

Efter at have nærlyttet Levi’s Blue Eyes og tjekket hendes bagkatalog kan jeg kun være enig. Dette er en selvstændig og stærk singer/songwriter, der mere end emmer af internationalt niveau.

Herhjemme er der nok ikke mange, der kender hende endnu. Hun har da også kun optrådt i Danmark en enkelt gang, nemlig da hun var support til Drive-By Truckers den 9. marts 2017 i Amager Bio.

Hendes håndspillede rodfyldte musik er ikke ulig “vores egen” Kajsa ValaEn form for nordiskfarvet americana, der er skabt på grundlag af solid sangskrivning, en mørktonet og klar vokal og så evnen til at skabe stemninger; både de melankolske, de mørke, de søgende, de sensitive, de favnende, de kærlige og de opløftende.

Således opløftet rammer Street Lights og tryllebinder øregangene lige det ekstra – med en inderlighed – og en magi, som man ellers skal op på den øverste internationale hylde – hos f.eks. Margo Price og Sheryl Crow – for at finde tilsvarende.

Hun debuterede i 2013 med den stadigt anbefalelsesværdige Black Raven, og blev siden signet af BMG, men har nu valgt igen at gå tilbage som en fuldstændig fri og uafhængig kunstner. Det valg klæder hende. Ikke at det ikke tidligere har givet noget for hende og hendes sange, at hun har kunne tage til USA og indspille med navne som Israel Nash og Garth Hudson (The Band), men man fornemmer, at hun med dette album virkelig er vokset af at skulle stå helt på egne ben.

Med benene solidt plantet 1.000 kilometer fra København

Ben, der nu igen står solidt plantet på jorden i den lille flække Bjärme udenfor Östersund i Jämtland – cirka midt i Sverige og godt 1.000 kilometer fra København. Hun har selv produceret og indspillet det meste af albummet i hjemmestudiet på gården, blot suppleret af en bassist og trommeslager, og så med nøje udvalgte musikere på enkelte numre.

Det fungerer og giver et helhedsindtryk af et album, der både er enkelt og ligetil, men rent faktisk bliver ved med at give for hver gennemlytning, fordi Ellen Sundberg kan noget med både sin stemme og sine stemningslag. Seneste album med egne sange Cigarette Secrets er tilbage fra 2016, og det fornemmes, at ventetiden har både modnet og sikret, at der har været lutter relevante og nødvendige sange, der skulle sendes ud i verden.

Anmeldelser: Ellen Sundberg aktuel med Levi's Blue Eyes
Anmeldelser: Ellen Sundberg aktuel med Levi’s Blue Eyes

Åbningsnummeret Total Darkness starter med den varme klangfulde stemme som den forførende frontkæmper, der sammen med de nedtonede keyboards-flader og andre små musikalske effekter giver følelsen af begyndelsen på en oplevelsesrig rejse, der kun kan høres som et lyspunkt i en mørk tid.

Et mere roots-klingende lydbillede folder sig ud på Can’t Stop Looking, der føles så dragende, at jeg i stedet får lyst til at synge Can’t Stop Listening. Det er bare top-iørefaldende, og det bliver allerede her klart, at hun kan noget med sine arrangementer af såvel egen stemme som af bagvedliggende kor

Lyden af et ungt naturtalent, der udfordrer og udforsker kendt terræn, og lægger til og udvikler sig, fordi hun kan. og fordi hun har noget ægte og ærligt at byde ind med

Således opløftet rammer Street Lights og tryllebinder øregangene lige det ekstra med en inderlighed og en magi, som man ellers skal op på den øverste internationale hylde – hos f.eks. Margo Price og Sheryl Crow – for at finde tilsvarende. Ja, havde det nummer været en del af det seneste singer/songwriter orienterede album fra Taylor Swift, så havde det nok allerede været et hit verden over. Isoleret set nok et af de 10 bedste numre, jeg som musikkritiker har lagt ører til i år. Og hvem filan kan da også stå for en linje som denne:

“I want to be the melody in your favorite song – I want you to sing it for me – there is no bigger meaning – so I just gonna let it be”

Kvalitet og sammenhængskraft

I den efterfølgende Take it Back synger hun til gengæld ”Feel like I’m grown – but I don’t feel old”, og det er præcis den følelse, man som lytter sidder med. Lyden af et ungt naturtalent, der udfordrer og udforsker kendt terræn, og lægger til og udvikler sig, fordi hun kan og fordi hun har noget ægte og ærligt at byde ind med.

Undress Me er albummets mest poppede nummer og har så stort et hitpotentiale, at det ikke burde kunne overhøres. Med en kontrolleret kælen og længselsfuld stemmeføring som ledetråd er det her helt åbenbart, at hun er klædt på til at møde hele verden med sin musik, og at hun næste gang måske også bør kunne medtage lidt flere pop-rootsorienterede numre ind i samlingen.

Selv om hun på et af albummets andre numre med potentielt hitpotentiale, Trade Myself, synger “I never said that I was special”, så viser det og de resterende fem ikke specifikt nævnte numre, at det er præcis, hvad hun er. Hun er ganske enkelt helt specielt god efter skandinavisk målestok.

Det et i bund og grund et lyttelækkert album med både vemod og vovemod, der har kvalitet og sammenhængskraft i samtlige 43 minutter, og som tåler at blive afspillet igen og igen. Så den kærlighed, hun efterlyser på Affection, skal forhåbentligt nok komme, når et større publikum snart får ørerne op for Levi’s Blue Eyes og måske ender ligeså musikalsk nyforelsket, som jeg er blevet.


Asthmatic Harp: Ro på vandring med krystalklar klang og kulør

Nogle bruger mest tiden på at skabe sig. Andre på at skabe noget. Musik. Kunst. Liv. Noget der kan gøre en forskel for andre. Noget der ikke minder om så meget andet. Noget der skabe ro eller give mening i en verden med så rigeligt larm, støj, skidt og møg.

Asthmatic Harp er et dejligt eksempel på en artist, der leverer et lille sansende soundtrack til et tiltrængt pusterum. Hun formår med sin musik at skabe både ro og ikke mindst indre billeder, der bestemt er værd at bruge 20 minutter på. Også selv om det er en af den slags udgivelser, som du ikke nødvendigvis forelskes i ved første lyt.

Djævlen i detaljen

Djævlen og den endelige dom sidder nemlig i detaljerne i de fem flot arrangerede numre, der nok på overfladen er ganske enkle. Nnæsten lidt sagtmodige, men også er nogle, der åbner sig mere og mere for hver gang, du lytter, både hvad angår tekst og musik.

Bag navnet Asthmatic Harp gemmer sig danske Hannah Fredsgaard-Jones, som er bosat i Glasgow – og også bevæger sig hjemmevant omkring musikscenen i  London, og som her på EP’en da også er gæstet af et internationalt hold af talentfulde musikere.

Anmeldelser: Ashtmatic Harp, pressefoto
Anmeldelser: Ashtmatic Harp, pressefoto

Jeg kendte absolut intet til Asthmatic Harp, før jeg modtog en fin brun kuvert påtrykt Please do not bend med en CD, en pressemeddelelse og en fin håndskrevet hilsen. Se, det vidner jo om ikke bare endnu en do it yourself artist, men også om en, der har noget særligt på hjerte, måske et musikalsk budskab, der bare må ud.

Lyden af Asthmatic Harp vil med overvejende sandsynlighed tiltale lyttere, der også til tider finder anledning til at bruge tid på artister som Joanna Newsom, Regina Spektor, Laura Marling, og Ane Brun.

Når Heather Ryall lader klarinetten tale eftertænksomt … eller drilsk melodisk på EP’en absolutte højdepunkt Limbo – hvor klarinetten undervejs skaber et tema, som Erik Balling og Bent Fabricius-Bjerre med garanti ville være blevet smask forelskede i

Der er rent faktisk tale om den anden EP fra Asthmatic Harp. Den første Lost Astronaut udkom tilbage i 2015 og modtog dengang nok ros til tænde en tro på noget mere hos Hannah, og det satte skub i en spirende international karriere, der nu endelig følges op af den anden EP.

Klingende klokkeklar vokal, akustisk guitar, autoharpe, klaver og ikke mindst gæsteoptrædener fra Heather Ryall på klarinet er hovedingredienserne på et album, der stille og smukt lukker op og viser åbenbare kvaliteter. Tag bare duetten Drones over Gatwick med Laurence Morgan fra bandet Kid Jupiter.

En af den slags duetter, der kan mærkes og hænger ved, båret af de tætte harmonier og en autoharpe, der virker næsten himmelsk. Drones over Gatwick er skrevet i kølvandet på drone-observationerne i Gatwick lufthavn i 2018, hvor den engelske lufthavn måtte lukke landingsbaner og omdirigere og aflyse 1.000 flyvninger. Sangen er samtidig en politisk ladet historie om fremmedgørelse, frygt, rodløshed og tilhørsforhold.

Charme og varme

Hvert nummer har sin charme – og varme – trods et på overfladen køligt og tilbagelænet udgangspunkt. Særligt når Heather Ryall lader klarinetten tale eftertænksomt og farver både Bird of Paradise og Five Day Forecast eller drilsk melodisk på EP’en absolutte højdepunkt Limbo, hvor klarinetten undervejs skaber et tema, som Erik Balling og Bent Fabricius-Bjerre med garanti ville være blevet smask forelskede i og gerne have brugt som kendingsmelodi til nok et stykke danmarkshistorie. Det er simpelthen fem minutter, der trods tvivl og tabt kærlighed på tekstsiden rummer så meget håb og musikalsk lys, at betegnelsen “wellness-folk” herved må opfindes.

To the Boast med gæstevokal fra Sophie Kilburn er i mine ører måske lige introvert nok, men igen: investerer du lige lidt tid og lidt volume på stereoanlægget, så er det nu også et nummer, der gemmer på mere end det, man fanger i selve førstegangsindtrykket.

Så selv om budskabet var Please do not bend, så bøjer jeg mig og erkender, at jeg nu også må “leve med”, at jeg er til neo-folk – i hvert fald når det er udsat for Asthmatic Harp.


Asthmatic Harp: Things We Learned to Live With, EP


Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Mads Kornum (f. 1969) er stifter, ejer, chefredaktør og primær skribent på websiden www.SIDE33.dk – der siden starten af 2019 har lanceret sig som en musikalsk bredside til os alle.
Siden er lavet, som en naturlig videreudvikling af onlinemagasinet 33Plus, der blev drevet på 100 % frivillig arbejdskraft i perioden 2015-2019 af Mads Kornum og Christian Friis.
Formålet med SIDE 33 er at sikre en favnende formidling af nyheder og oplevelser med musik – og derved motivere folks nysgerrighed på ny musik. Dette uden vanlig ’kassetænkning’ og genre fastlåshed, og unødig skelen til tidens trends og tendenser – eller til musikernes alder, køn, baggrund eller tilhørsforhold. Der er dog et primært fokus på den danske musikscene.
Mads Kornum fungerer desuden som freelance skribent – og leverer også artikler og anmeldelser til bibzoom.dk.
Han har en lang fortid indenfor forsikringsbranchen med diverse forskellige ansvarsområder – hvor kommunikation, præsentation, service og procesoptimering har været de gennemgående nøgleord.
Hans grundtanke er følgende:
”Musik er en livseliksir – og evner når den er bedst at samle folk på tværs af alder, køn og nationalitet – og derfor skal den også formidles med seriøsitet, viden, og nysgerrighed – og om muligt med begejstring”

Seneste artikler om Kultur