ROSKILDE FESTIVAL // REPORTAGE – Roskilde Festival er meget mere end musik. Fra en rystende danseperformance om det moderne menneskes opløsning til aktivistisk uldkunst og interaktive installationer undersøger årets kunstprogram, hvad det vil sige at være menneske i en tid præget af digital støj, magtkoncentration og tabet af fælles fortællinger.
De går rent ind, de fire dansere fra Danseensemblet STUDIO by Dorotea Saykaly og Emil Dam Seidelin. Rykker rundt med deres kroppe. Kroppe, der fremstår underligt skulpturelle, reduceret til hud, sener og muskler.
Bevægelserne fremkalder mindelser om levende døde, zombier, forhistoriske væsener. De viser en fortælling om mennesket, der er regredieret, og knapt længere kan kaldes menneskeligt, men alligevel virker frygtindgydende genkendeligt.
Det viser noget om, hvor uforudsigeligt det er med ungdommen – de er ikke helt der, hvor man tror. Og gudskelov for det!
Beklædningen består af minimale forbindinger, der flager som hud. De fremstår aseksuelle som mannequiner, med hvide kontaktlinser, der får øjnene til blindt at lyse ud over tilskuerne.
Pludselig føler jeg mig overbevist om, at det er derfor, zombiefilm er så stor en ting i vores samtid: Zombiens imbecile, driftstyrede krop virker netop genkendelig for enhver, der har været presset til det yderste, presset udover sig selv og sin egen menneskelighed.
Roskilde Festival: Hvad er et menneske nu?
Hvad er facit på menneskevæsenet mon, nu hvor BIG tech, BIG pharma, BIG media, BIG food og BIG defense har regnet os ud?
Vi får et glimrende bud på et svar, når vi ser de forvredne kroppe i Enter the flesh, underlagt og styret af mekanismer udenfor sig selv, som de er.
Undervejs tvinges kroppen ind i en ny rytme, når den elektroniske musik ændrer sig. Det hele udgør mønstre, der kalejdoskopisk forandrer sig og vender tilbage, som muskeltrækninger, som krampe. Danseensemblet fremstår derved som en helt konkret repræsentation af den omsiggribende umenneskeliggørelse, de fleste af os har stiftet bekendtskab med i mødet med samfundsinstitutioner og arbejdspladser.
Det er en virkelig genial performance, der rykker noget inde i en og gør et indtryk, der tager tid at bearbejde.
Noget af det, der adskiller Roskilde Festival fra andre festivaler, måske undtaget Heartland, er, at det aldrig kun har handlet om musikken.
Selvfølgelig var det derfor, man købte billetten i første omgang, men de fleste husker også, hvordan de tog til festivalen som en person og derfra som en anden, og at det ikke kun var musikken, de tog med sig. Undervejs er der oplevelsen af at møde kunst, møde installationer og aktivisme, der uden at indoktrinere kryber ind under huden på en.
Hedestrik
I den mest nørdede ende af spektret, men afgjort på deres egen uforglemmelige måde har vi aktivisterne i Hedestrik. Det er et unikt fællesskab, der dyrker ulden og tilblivelsen af klæder og materiale ud fra ulden.
På årets Roskilde Festival har Hedestrik sammen med ca. 300 publikummer skabt et kæmpe tæppe i fåreuld, med et fabelmotiv af dansende harer. Farverne er skabt af dels af uldens egne farver og endvidere plantefarvning.
På en stegende varm søndag under First Days har de filtet det gigantiske uldtæppe på et dansegulv i en proces, hvor ulden bevidst er blevet manipuleret med vand og stampning, så det til sidst hænger sammen som et stykke stof.
Som de selv siger: ”Vi har gjort alt det ved ulden, man ikke må.” De fleste af os har oplevet at miste en elsket uldtrøje, der er blevet vasket i vaskemaskinen ved 50 grader eller mere. Processen med sammenstampning foregik ovenikøbet til folkedans ledet af gruppen Nordisk dans, og værket er på den vis blevet til i en art ritual.
For aktivisterne er også processen i bearbejdelsen af ulden, med dens lanolin, dens duft, dens materialitet – et værdifuldt aspekt af alt det, ulden er og kan.
Den uld, Hedestrik bruger, er fra fåreracer, hvis uld ellers ikke bruges i den industrielle garnproduktion, både fordi den har en anden beskaffenhed end den foretrukne uld og fordi den kommer fra små gårdbrug.
Hedestrik ønsker at gøre opmærksom på de naturressourcer, der gøres til spildprodukter af vores industri, ikke fordi de er dårlige eller uanvendelige, men simpelthen fordi de store producenter fravælger dem af profitmæssige årsager.
Ingen fælles holdbare grundfortællinger
I hallen ved siden af Hedestriks udstillede tæpper er det kunstneren Esben Holk, selverklæret content-fetichist, der med sit projekt Slop Plot fortæller, at vi – han selv indbefattet – er et sted, hvor vi har tabt plottet: We are losing the plot.
Det handler om oplevelsen af, at der jævnligt sker et glitch i vores forhold til virkeligheden, f.eks. på grund af fake news. Den uafladelige digitale nyhedsstrøm, vi får ind ad mange kanaler – sociale medier, TV og radio – hænger undertiden slet ikke sammen med den levede og erfarede virkelighed, vi oplever.
Og når det går op for os, skaber det altså fornemmelsen af et glitch, en sprække i vores tro på virkeligheden. Det er dette, Esben Holk refererer til, når han taler om at tabe plottet som et narrativt kollaps. Der findes ikke længere nogen holdbare grundfortællinger, vi alle kan blive enige om.
Hans værk er en fortløbende, interaktivt publikumsgenereret collage af mange forskellige fortællinger, han inviterer alle til at donere til collagen – eller oven i købet at ”hacke” den ved at føre den nye og uforudsigelige steder hen.
Esben Holks værk er installeret i foyeren til Gloria, Roskildes mindste scene, og midt i foyeren, foran den store kæmpeskærm, der viser Slop Plot i dens konstante tilbliven er der bygget en catwalk. Personligt har jeg umiddelbart svært ved rigtig at ”komme ind i” Slop Plot, der for mig føles fremmed og afvisende.
Jeg forstår godt sproget, jeg forstår godt tanken, men jeg føler mig ikke inddraget.
Derimod bemærker jeg, hvordan catwalken indtages af mange af de helt unge mennesker omkring mig, der både leger, poserer, danser og springer omkring.
Det kunne virke som narcissistisk selvoptagethed – er det måske også delvist, men det virker også som en ironiserende afstandtagen til den udstillethed netop disse unge er vokset op med.
Det er jo dem, hvis mindste bøvs, hvis mindste fejltrin er blevet udstillet på de sociale medier af forældre, der har frataget deres børn retten til egen barndom og egen fortælling – og jeg konstaterer, at Slop Plot har sin berettigelse. Det virker.
Roskilde Festival er altid på de unges side
Og det er noget af det, der kendetegner Roskilde Festivals kunst, dens aktivisme: Folkene bag ser oftest rigtigt, når de inviterer nye kunstnere, og når de installerer nye tiltag.
Roskilde Festival er altid på de unges side – der er bare hele tiden nye unge. Derfor er det også en påmindelse til os, der tilhører den ældre del af publikummet om – og der er rigtig mange af os – at vi har haft vores tid.
Roskilde er også en benhård påmindelse om, at man kun er ung en gang – selvom man godt kan vægre sig mod den erkendelse længe efter den burde være indtruffet.
En kunstinstallation, der således ikke virker efter hensigten, i hvert fald ikke i år, er Anna Walthers Who’s gonna do the dirty jobs, when everyone is equal?
Installationen består i al sin enkelthed af en mudderkasse, dvs. en kasse, som vi kender den fra sandkasser på legepladser overalt i Danmark, der bare er fyldt med mudder i stedet for sand. Det virker oplagt, som en allusion til talrige tidligere Roskilde festivalår, hvor vi har set billederne fra campen af unge mennesker der smider sig i smatten fuldt påklædte, ligesom det traditionsrige nøgenløb sker bedst i silende regnvejr.
Der er bare ingen, der bruger smatkassen. Det viser noget om, hvor uforudsigeligt det er med ungdommen – de er ikke helt der, hvor man tror. Og gudskelov for det!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og