ROSKILDE FESTIVAL 2026 // ANMELDELSE – Både torsdag og fredag blev Roskildes publikum inviteret op til dans, der ville mere end at få en til at svede. Little Simz leverede en overlegen og oprigtig hiphopfest torsdag, men David Byrne viste, at dans, fællesskab og kærlighed kan fungere som modstandsbevægelse.
Det er ikke for meget at sige, at Little Simz forblændede publikum med sit strålende nærvær, da hun tittede frem på Orange Scene på denne regnvejrstorsdag. Koncerten var intet mindre end en magtdemonstration fra det bedste, den britiske rapscene har at byde på lige nu.
Efter en energisk intro med nummeret “Thief” fra hendes nyeste album Lotus var Little Simz’ budskab klart: Jeg ejer dette sted den næste halvanden time.
Pladsen foran Orange var godt fyldt. Hypen fra hendes ekstremt roste Arenakoncert i 2022 var kommet hende i forkøbet.
Både tordag og fredags dansefester viste os, at glæde og modstand er noget, der kan danses frem. Håbet findes i ømme dansefødder
Efter et par numre stod det klart, at Little Simz sagtens kunne leve op til hypen og mere til. Publikum på Roskilde Festival kunne ikke gøre andet end at overgive sig og danse med.
Præcision og oprigtighed på Roskilde Festival
Mens Little Simz’ knivskarpe præcision på beatsene er værd at fremhæve, overvældede hun også med en oprigtighed og tilstedeværelse, som jeg sjældent har set til en rapkoncert på Orange Scene.
Især det lidt stille nummer “Sometimes I might be Introvert” gav kuldegysninger på den fugtige sommerdag. Little Simz’ stålsatte blik fortryllede gennem storskærmene og fik os til at lytte godt efter.
Også bangers som “Point and Kill” gjorde plænen til en boppende dansemasse, og der blev decideret klubstemning i højhelligt dagslys, da Little Simz selvsikkert stillede sig bag pulten til et bastungt DJ-set.
Et modigt træk, som egentlig ikke burde fungere andre steder end teltscenerne, men dét gjorde det altså. Kort opsummeret kan jeg sige, at der i mine koncertnoter blandt andet står: Omg, fangirler hårdt, hun er så god, jeg dør (jeg havde måske, måske ikke fået en passiondrink forinden).
David Byrne gør sig rørende umage
Fredag var også en dag, hvor de mest snøvede sneakers, gummistøvler og crocs blev til dansesko. Den amerikanske multikunstner David Byrne troppede op på Arena på sin verdensturné Who is the Sky? Det var både en smuk, filosofisk og festlig omgang, der gik op i en delikat mættet helhed, der føltes religiøs at være vidne til.
Det var kort sagt en ære at bevidne den umage, med hvilken Byrne og sjakket af syngende dansere og et band med instrumenter spændt på kroppen optrådte. De spillede op til en refleksion over glæden og fællesskabets kraft. Som ensemble udstrålede de så meget liv og overskud, at man blev decideret rørt.
Ensemblet bevægede sig som en organisme drevet af rytmer, alle iført den samme blå beklædning, der mange gange fungerede som en lækker kontrast til de tre videoskærme, der omgav dem. Byrne er jo også visuel kunstner. I åbningsnummeret “Heaven” stod jorden op bag ham. “There she is, Heaven. She’s the only one we’ve got,” sluttede han nummeret – og så var stemningen ligesom sat.
“Kærlighed og venlighed er Punk!”
Byrne og co. dansede og spillede os fra urbanplaner og kontorlandskaber i “(Nothing but) Flowers” fra Talking Heads-dagene til blomstermarker. I det hele taget blev emnerne klimakollaps, politivold, dyremishandling m.m. berørt med billeder eller i taler.
Mens en enkelt tale om dansk design og piktogrammer gik over hovedet på mig, var de fleste smukke optakter til numre, der netop hjalp os til at se på alt det grimme med stædigt håb om forandring.
Koncerten blev til en livsbekræftende affære, hvor vi ikke bare dansede og sang for dansens skyld, men for at mødes i en kærlig modstandsbevægelse. Menneskehedens overlevelse, må man forstå, er afhængig af stædigheden i at tillade sig det glade og det smukke. Koncerten blev en udforskelse af alt det, der gør menneskeheden menneskelig. Det var svært ikke at give efter for det velspillende band og Byrnes vokal, som brændte stærkt igennem. “Kærlighed og venlighed”, citerede han, “er Punk”, til publikums store jubel og enighed.
Vi skulle nu heller ikke snydes for de klassiske hits. “Psycho Killer” blev leveret med et brag, som en hyldest til den afdøde komponist Arthur Russell, mens “Burning Down the House” blev afslutningen på den formfuldendte koncert.
David Byrne er en fantastisk entertainer, der sammen med sit hold fik det koreografede show til at se legende let ud, og som om de selv nød hvert øjeblik mindst lige så meget som publikum.
Både tordag og fredags dansefester viste os, at glæde og modstand er noget, der kan danses frem. Håbet findes i ømme dansefødder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og