KULTUR // KLUMME – Sangerne Oh Land og Ankerstjerne har med deres større lyst til at lytte end til at tale, deres nysgerrighed og empati gjort TV 2’s udgave af X Factor til et moderne tv-underholdningsprogram om musik og mennesker. Med et knipseslag er Thomas Blachman reduceret til en middelmådig lommefilosof – der heldigvis ser ud til at lære af de nye unge meddommere. POV’s Ole Blegvad har tidligere været kritisk overfor at flytte X Factor fra DR til TV 2. Efter at have set de to første programmer af X Factor på TV 2 er kritikken afløst af begejstring – især for de to nye dommere.
Det ligner sig selv X Factor, selvom programmet efter 12 sæsoner på DR1 er flyttet til TV 2. Grafikken, det røde X med lys i midten, grå kant og en tung, rød bjælke forover og ordet FACTOR, der står i bjælken forneden. Værten, Sofie Linde, er også den sammen som de seneste sæsoner på DR. Der er stadig tre dommere ved det bord, der ligner det gamle fra DR-tiden. Produktionsselskabet er også det samme. Så det kan faktisk være svært at se forskel på X Factor på DR1 og X Factor på TV 2 – og så alligevel.
Ved at være seriøse og reflekterende virker det som om, Oh Land og Ankerstjerne med et knipseslag har reduceret Thomas Blachmans middelmådige lommefilosofi-snakken og hans nedladende og humoristiske kommentarer på deltagernes vegne
Der er nemlig skiftet ud blandt dommerne. Efter mange år på DR, hvor Thomas Blachman og Remee har været mere eller mindre fast makkerpar, flankeret af forskellige kvindelige meddommere, så har Blachman i TV 2-udgaven fået to unge meddommere ved sin side. Vel at mærke to dommere, der begge er cirka 20 år yngre end Blachman. Det kan mærkes i programmet.
Dommerne
Den ene er Nanna Øland Fabricius (født 2. Maj 1985). Hun er kendt under sit kunstnernavn Oh Land, og er en af Danmarks mest populære sangerinder. Hun debuterede i 2008, og specielt Oh Lands selvbetitlede album fra 2011 opnåede kæmpe succes i både ind- og udland. Oh Land har været dommer i TV 2 programmet Voice Junior. Hun er desuden kendt for at være tidligere barneballetdanser på Det Kongelige Teater og for pludselig at vende ryggen til en lovende sangkarriere i USA.
Den anden nye dommer er Lars Ankerstjerne Christensen (født 15. august 1984), han bruger Ankerstjerne som kunstnernavn. Han er en af dansk musiks mest succesfulde sangskrivere og producere. Han har blandt andet været sangskriver og producer på alle fem Rasmus Seebach-albums, ligesom han har co-produceret Burhan G storsælgende albums.
Som soloartist har Ankerstjerne solgt platin og haft succes med hits som ‘Tag hvad du vil’ og ‘Mit navn i lys’. Ankerstjerne var den mest spillede komponist på dansk radio tre år i træk (2013, 2014 og 2015). Det er første gang, han sætter sig i en dommerstol på landsdækkende tv.
Nu sidder de to unge musikere i dommerpanelet med Thomas Blachman, som qua årene som dommer på DR, er blevet verdensberømt i Danmark. Faktisk på godt og ondt. Flere – blandt andet medlemmer af Etisk Råd – har kritiseret især Thomas Blachman for at være for grov i sin vurdering af deltagerne og for at have talt i en tone, der har nærmet sig mobning for åben skærm. I 2013 skrev Marie Carsten Pedersen i Politiken:
”Fem ud af seks sæsoner har Blachman siddet ved dommerbordet. Han var et chok på tv, da han debuterede. En sjælden blanding af almendannet og uforskammet, af følelsesmenneske og meningsmaskine. Han valgte fra begyndelsen, at gøre sin position klar: Han var kunstens forkæmper, fuldkommen uanfægtet af, at det format, han optrådte i, ene og alene faciliterer ren underholdning.
Efter så mange år og så lidt kunst står Blachman stadig dér. I rollen som Thomas Blachman, den stædige avantgardist.
Men det klinger hyklerisk hult, når han påkalder sig kunsten som ideal, både på egne, deltagernes vegne. Det er ikke kunst, og vi ved det. Påstanden om, at han stadig tror på det, er svær at købe. Thomas Blachman er og bliver en ener på dansk tv. Det er ikke lige så sjovt at se på ham, som det var, da det hele var nyt. Men det ville stadig være meget, meget mere kedeligt, hvis ikke han var der.”
At Thomas Blachman kan hæve seertallene var DR’s ledelse hurtige til at indse. Blachman har på landets eneste fuldt licensfinansierede tv-station haft to andre programmer. På DR2 programserien ‘Blachman’, hvor 12 kvinder tog tøjet af foran Thomas Blachman og seks andre mænd. Et slags besøg i herreværelset hos en midaldrende mand. Og på DR1 blev programmet ‘Blachman på skemaet’ sendt. Et program, hvor Blachman arbejder i en 8. klasse med kreative processer, hvor eleverne skal skabe originale idéer.
Lummerheden er væk
TV 2 har kørt en trailer for programmet, hvor Blachman har sagt noget i retningen af ”… i det her program er det dommerne, der er de vigtige”. Da klippet så blev vist i sin fulde længde, så kunne man se Oh Land og Ankerstjerne reagerede med et lidt overbærende smil, som om de begge tænkte: ”Has been – for mig handler det om at finde nogle gode sangere”.
Måske bedst af alt, det virker som om Thomas Blachman går med Oh Land og Ankerstjernes nye tone i programmet. Han har i hvert fald skruet ned for ”charmen” og går mere og mere ind i deltagernes musikalske univers og drømme
Tendensen har været den samme gennem de to første programmer. Når Blachman har sagt noget ironisk overfor nogle af deltagernes påklædning, så har især Oh Land reageret med et ”Nå, det synes du nok”, henvendt til Blachman, som på DR har haft applaus fra Remee, når deltagere med anderledes hår, kropsbygning, sangstemme eller tøj har optrådt til audition. Det er som om lummerheden, 90’er ironien og 50-år-gammel-mand-humoren er pist væk (jeg er altså selv jævnaldrende med Blachman og kan se alle livets rynker i hans kommentarer). Det er som om hverken Oh Land eller Ankerstjerne gider lytte til platte bemærkninger.
Ikke anderledes at være homoseksuel…
Der er et X Factor-moment på TV 2, der illustrerer tendensen om, at de to nye dommere har taget nysgerrigheden og empatien med sig ind i studiet. TV 2 Play har lagt ekstramateriale op om den unge fyr, Denis, som beskrives nedenunder:
Denis kommer ind til audition, hilser pænt og begynder sin præsentation.
Denis: Jeg hedder Denis, jeg er 20 år, og kommer fra Dalum i Odense.
Ankerstjerne: Drømmer du om det her? (Musik-menneske spørgsmål)
Denis: Ja, det betyder alt for mig.
Ankerstjerne. Fedt.
Denis: Jeg ved, at jeg skal arbejde med musik fremover. Det er det, jeg vil gøre med mit liv.
Oh Land: Hvor kommer den impuls fra? (Menneske-nysgerrigt spørgsmål)
Denis: Det gør det fordi, da jeg voksede op var jeg meget anderledes. Jeg er homoseksuel og det…
Blachman afbryder: Det er efterhånden ikke særligt anderledes kan man sige. Det mest kontroversielle man være nu om dage er at være normal, ikk’? Ja! (nedladende, lommefilosofisk, forkert, og kører sine egne begreber for normal og unormal ind.)
Ankerstjerne bryder ind: Fortæl lige den historie. Jeg vil faktisk gerne høre. Der var en udfordring med det? (Lyttende, nysgerrig og empatisk.)
Denis: Mine forældre er muslimer.
Blachman: Nå ja, ja. (Sådan ups, så forstår jeg da lidt bedre.)
Denis: Jeg sprang ud for to år siden. De tog det ikke så godt.
Her begynder så et filmet indslag, hvor Denis fortæller om forældrenes reaktion. Om at moren ringede til både en læge og en psykolog. Han fortæller om en tur til Köln, hvor en imam skulle kurere homoseksualiteten, men som Denis siger ”det kunne han ikke, jeg er stadigvæk mig selv”. Han fortæller om forældrenes usikkerhed, nu hvor Denis ikke får kone og børn. Han siger, at han forstår deres drømme, og forstår, at han har skuffet sine forældre, men at han ikke kan lave om på det.
Tilbage til studiet.
Oh Land: Hvor er du modig, at du fortæller alt det. (Empatisk og lyttende.)
Ankerstjerne: Ja.
Denis: Så var musikken den eneste måde, at jeg kunne komme ud med mine frustrationer på. Jeg har altid holdt af rap, så jeg har lavet en rap.
Oh Land: Fedt.
Blachman: Det er sejt.
Ankerstjerne: Det er spændende.
Denis rapper sin sang, hvor teksten fortæller om at springe ud som homoseksuel.
Tilbage i studiet.
Ankerstjerne: Wow.
Oh Land: Super fedt.
Ankerstjerne: Der er nogle tekniske ting, men det er kedeligt at tale om. Det var sindssygt spændende kunstnerisk. Hiphop og rap er jo en genre med maskulinitet, og den rolle du laver er det stik modsatte. Super moderne og modigt. Kæmpe ja fra mig. (Taler musik.)
Oh Land: Kæmpe ‘Ja’ fra mig. Vildt flot tekst.
Blachman: Hurtigt afgjort også ja. Og i grunden, at man skal være modig for at bekende sin seksualitet anno 2018. Hvem fanden har lyst til at pille ved mænd? Det må være folks egen sag. (Igen sådan lidt blanding af holdning til homoseksualitet, kluntet formuleret, også med fordommen, om hvem der gider pille ved mænd – to minutter før sagde han, at det ikke er anderledes at være homoseksuel.)
Denis går videre med ja fra alle tre dommere.
Mere musik og konstruktive kommentarer
Da DR i sensommeren 2017 proklamerede, at den sidste sæson af X Factor stod for døren tænkte jeg: ”Heldigvis, efter 12 sæsoner har vores ungdom brug for andre pejlemærker i musik- og underholdningsprogrammer end en talentkonkurrence.” Mit humør faldt dog hurtigt, da det stod klart, at TV 2 købte rettighederne til konceptet, i POV skrev jeg:
“TV 2’s lyst til bare at nappe X Factor over på kanalen vidner om en selvtilfreds, tonedøv og visionsløs tv-branche. X Factor var sjovt og fornyende tv-underholdning, da det ramte DR januar 2008. Med årene har kedsomheden og rutinen sneget sig ind i programmet, så det nu virker antikvarisk.”
Nu har jeg set de to første programmer af X Factor på TV 2. Det er indtil nu et andet tv-program, end det jeg så på DR. Valget af Oh Land og Ankerstjerne har givet X Factor ny ungdommelig og moderne energi. De behandler deltagerne med respekt, de taler pænt, virker nysgerrige og taler mere om musik end om deltagernes attitude.
Respekt! Og bliv endelig ved med det, så X Factor kan blive et (underholdnings)program om musik
De to har ganske enkelt en større lyst til at lytte end til at tale, deres nysgerrighed er større end deres hang til at promovere sig selv, og så vægter de empati højere end fristelsen for at ironisere på deltagernes bekostning. Det er med til at gøre TV 2’s udgave af X factor til et moderne tv-underholdningsprogram om musik og mennesker. Ved at være seriøse og reflekterende virker det som om, Oh Land og Ankerstjerne med et knipseslag har reduceret Thomas Blachmans middelmådige lommefilosofi-snak og hans nedladende og humoristiske kommentarer på deltagernes vegne.
Måske bedst af alt, det virker som om Thomas Blachman går med Oh Land og Ankerstjernes nye tone i programmet. Han har i hvert fald skruet ned for ”charmen” og går mere og mere ind i deltagernes musikalske univers og drømme. Respekt! Og bliv endelig ved med det, så X Factor kan blive et (underholdnings)program om musik.
Alle fotos tilhører TV 2. Fotograf: Lars E. Andreasen / TV 2
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her