Anmeldelser af nye plader: Taylors cottagecore og Mileys 80er forstoppelse

i Kultur/Musik af
ANMELDELSER // NYE PLADER – 2020 blev året, hvor lockdown verden over resulterede i enorm kreativitet hos sangskrivere og en masse nye plader. POVs musikredaktør Jan Eriksen anmelder her nye og næsten nye plader med Taylor Swift, Arctic Monkeys, Nathaniel Rateliff, Chris Stapleton og Miley Cyrus. “Man sidder med fornemmelsen af en sangskriver, der i samarbejde med sine mentorer vokser for hver akkord på pianoet i corona-ly i Casa Swift. Der er 16 sange på Evermore. Imponerende nok er ingen melodier mindre lyttevenlige, imødekommende eller stemningssættende end andre,” skriver han om Swifts andet album i år.

Taylor vokser for hver akkord

Hvor i alverden får hun det fra, denne Taylor Swift?

Bare fem måneder efter det seneste album Folklore udkommer et nyt, Evermore. Som på Folklore er Taylor musikalsk selviscenesat i rural cottagecore med hjælp fra brødrene Aaron og Bryce Dessner (begge The National) og produceren Jack Antoff (lige nu sammen sin duo Bleachers og Bruce Springsteen-aktuel med det flotte, genrehædrende Chinatown).

Swifts ternede jakke og fletningen på coveret matcher fint Evermores low-fi indie-folk. Som altid er hendes tekster om tilhørs- og parforhold, kærlighed – den store og den flygtige – måske selvbiografiske, måske fiktive, måske lidt af det hele. Og som på Folklore fletter narrativerne sig sammen. “Dorothea” fortæller den klassiske historie om en Hollywood-wannabe, der genantænder på en gammel flamme under et besøg i hjembyen. Det følges op i “Tis the Damn Season” med den modsatte synsvinkel.

Man sidder med fornemmelsen af en sangskriver, der i samarbejde med sine mentorer, vokser for hver akkord på pianoet i corona-ly i Casa Swift. Der er 16 sange på Evermore. Imponerende nok er ingen melodier mindre lyttevenlige, imødekommende eller stemningssættende end andre.

“Champagne Problems”, skrevet sammen med kæresten William Bowery, emmer af regnvejr, afstand og det, der aldrig blev. I det forførisk groovy “No Body, No Crime” er trioen Haim gæster. Alene den diskrete produktion af Danielle Haims guitar, der lægger sig som et sjal om sangen, er en af mange venlige djævle i den detaljerede produktion på dette album.

“Coney Island”, indspillet med hele bandet The National, lyder som det, den måske også er tænkt som: to generationer på en bænk om livet, skuende udover havet. Man kan kalde det den to-tre årtier ældre version af  “Welcome to New York” fra albummet 1989. “Cowboy Like Me”, også den prydet af en raffineret guitarsolo.
Damn it, det er fint.

Udtrykket i Taylor Swifts musik, som det har lydt i 2020, er tålmodigt, melankolsk med en intuitivt lydende balancering af akustisk ægthed og elektronisk perfektion. Melodisk følger det en nogenlunde fast opbygning. Er man i dét humør, er Evermore julegaven, man ikke vidste, man ønskede sig.

Folklore, Evermore. God, bedre – jeg tør ikke tænke på, hvad der måtte følge.


Taylor Swift: Evermore, album


Anmeldelser af nye plader, pressefoto
Anmeldelser af nye plader, Arctic Monkeys, pressefoto

Udglattes med det store rock-strygejern

Efter seks album udgiver Sheffields stolthed, Arctic Monkeys, livealbummet Live at the Royal Albert Hall, optaget under turneen i 2018. Den sommer så jeg dem to gange, første gang med grufuldt dårlig lyd i Royal Arena (uden Albert), anden gang under Way Out West-festivalen i Göteborg. Heldigvis er lyden på pladen, efter liveoptagelserne har været igennem diverse programmer, så flot som den smukke sommeraften i Sverige.

For hver ny EP og album har Arctic Monkeys bevæget sig i nye retninger. Fra indie-garagerock over pop/soul på AM (mit favoritalbum) til en form for kunst loungerock på det seneste Tranquility Base Hotel & Casino.

Det første, jeg bemærker på den nye liveplade, er, at “Four Out of Five” fra sidstnævnte album har mere fylde og bund end på det originale LP-track. Som altid synger Alex Turner med teatralsk indædthed, når han da ikke taler mellem numrene med sin uforlignelige Sheffielddialekt.

Med dette album gør Arctic Monkeys, hvad jeg ikke troede var muligt. Samler alle tråde i en stoflig, cinematisk lyd, som udglattes med det store rockstrygejern uden at give los på den oprindelige working class råhed

Da jeg så Artic Monkeys spille live, undrede opstillingen med et hav af musikere, keyboards og guitarer mig. Det storladende udtryk på livealbummet bekræfter, hvor smart dét var og er. Fra “Four Out of Five” over AM-fyrtårne som “Do I Wanna Know”, “Don’t Sit Down Because I’ve Moved the Chair” til “Star Treatment” fra Tranquility... – det flyder magisk sammen, de mange guitarer og keyboards i samspil klinger i skøn forening. Inspiration fra præ- og postpunk, indierock, soul, electronica, britisk pop, David Bowie og The Beatles svæver gennemført og orkestreret gennem højtalerne ved scenen i koncerthallen ved Hyde Park.

Der er højdepunkter som den drømmende, melodiøse perle “Cornerstone”  – ‘with mr. Jamie Cook on electric guitar’. Et dramatisk intermezzo i “Do Me a Favour”. “Pretty Visitor” med drøn på rockattituderne. Psykedelisk messen i “Arabella”. “Why’d You Only Call Me When You’re High” med Turner diabolsk og forarget, “505” med flagellant guitarspil, “Do I Wanna Know” i smuk symbiose med publikum. Storhittet “I Bet You Look Good on the Dancefloor” med larm og ballade.

Med dette album gør Arctic Monkeys, hvad jeg ikke troede var muligt. Samler alle tråde i en stoflig, cinematisk lydende helhed, udglattet med det store rockstrygejern uden at give los på den oprindelige working class råhed. Det er abe-flot.

Bare s…. at de stort set aldrig spiller “No. 1 Party Anthem” fra AM.


Arctic Monkeys: Live at the Royal Albert Hall, album


Anmeldelser af nye plader, Nathaniel Rateliff, pressefoto
Anmeldelser af nye plader, Nathaniel Rateliff, pressefoto

Sange fra et knudret sind

Nathaniel Rateliffs And it’s Still Allright er for længst udkommet, helt tilbage i februar. Men som en af de vigtigste stemmer i roots-americana fortjener han bevågenhed, også når glasset som her kun er halvt fyldt. Det begynder med et knips og en barytonguitar, og straks mærker man færten af det, jeg kalder sydstaternes gode samvittighed: musikken.

Jeg oplevede Rateliff til en koncert i 2018, så fantastisk og sprælsk, at den endnu ikke er runget helt af i ørerne. Dette nye album er skrevet på baggrund af en skilsmisse og en vens og producers død. Det er sviende sange fra et knudret sind om at synke til bunds og kæmpe sig tilbage.

I titelnummeret “What a Drag” synger Rateliff så indtrængende, at man som lytter glemmer alt omkring sig. Det er stærkt. Andre numre lyder som dopet af strygere og lukker sig så meget om sig selv, at det bliver ligegyldigt. Helt galt i “Tonight No. 2” og “Rush On”, der lyder som soundtracks, der var for dårlige til en C-film, der aldrig blev indspillet.

Samlet kan lyden, iklædt strygere minde lidt om Springsteens Western Stars fra 2019. Ordene på And it’s Still Allright sitrer af nødvendighed, men for mange af sangene er direkte søvndyssende produceret.


Nathaniel Rateliff: And it’s Still Allright, album


Anmeldelser af nye plader, Chris Stapleton, pressefoto
 Chris Stapleton, pressefoto

Et af årets album

Så er der langt mere saft og kraft i country’ens fremmeste guitarman Chris Stapletons nye album, Starting Over. Stapleton, der for et par årtier siden begyndte i et George Strait kopiband, er i dag et af countrymusikkens største navne. Han har skrevet sange bl.a. sammen med Justin Timberlake og til Adele.

Starting Over er et 14 numre langt roadtrip gennem diverse af countrymusikkens forgreninger og diverse beslægtede genrer og en overdådig fejring af den musik, Chris Stapleton er rundet af. Og jo mere jeg lytter, jo mere begejstret bliver jeg. Betragt de følgende referencer som beskedne notepad-stikord, for musikken lever og udfolder sig i sig selv og udbygger oplæggene.

“Maggie’s Song” rummer en betagende, velkommen genklang af The Band og The Night They Drove Old Dixie Down. Skønt nummer. Det bluesy “Cold” bevæger sig tungt og som en Mississippi-pram med Stapleton også her på potent guitar. Det minder lidt om Gary Moores megahit “Still Got the Blues”. “Hillbilly Blood” lyder med klang af støvet country-folk, som da Neil Young og kumpaner fusionerede de to genrer.

“Devil Always Made Me Think Twice” har Creedence Clearwater Revival-swing og swagger, og det samme gælder “Arkansas” med fuld diesel-firetaktsmotor og rock’n’roll honky tonk. Man kunne nævne det livstaknemmelige “When I’m With You”, hvor jeg tænker på Willie Nelson, og den heftigt boogierockende “Worry B Gone”.

Så nej, Starting Over er måske ikke det mest originale stykke cirkelformede vinyl i kassen. Men musikken er skabt og udført med ekvilibristisk, lydhør americana-esque. Hver eneste akkord, taktslag, åndedrag og pauserne imellem lyder af liv og passion. Et af årets album.


Chris Stapleton: Starting Over, album


Anmeldelser af nye plader, Miley Cyrus, pressefoto
Anmeldelser af nye plader, Miley Cyrus, pressefoto

80’er forstoppelse

Det er snart længe siden, Miley Cyrus første gang luftede sin indre rockbitch. Eller sagde, hun gjorde. På det seneste har hun ofte vendt blikket bagud med live coverversioner af gamle rocknumre. Dem er der heldigvis tre af på Spotify-versionen af albummet Plastic Heart, især versionerne af Blondies “Heart of Glass” og salig Dolores O’Riordans “Zombie” er friske og frejdige. På Plastic Heart er Cyrus i karaoke-agtigt og pomp-poppet glitterglam humør.

Og hvorfor ikke? P.t. er der ikke meget fest i gaden heromkring. Miley forsøger ikke at gøre sig større eller vigtigere, end hun er. Kudos for det. Men i producer Marks Ronsons ellers kyndige hænder lyder det meste som overspisning af old school digitale effekter og heraf følgende 80’er forstoppelse, kulminerende med Joan Jett-duetten “Bad Karma”, der har karma som en osteskorpe. Den 62-årige rockrebel havde fortjent langt bedre.

Lighterballaden “Angels Like You” og den på den gode måde MTV-ubekymrede “Midnight Sky” er undtagelser.


Miley Cyrus: Plastic Heart, album


Plus:

Legetøjsmikrofon og absurd høje stiletter

Husker du Sophie Ellis-Bexter, der for 18 år siden hittede med classic disco-numre som “Murder on the Dancefloor” og “Get over You?” Jeg havde glemt hende. Men så kom corona.

Under det første lockdown blev der streamet i den store stil fra musikerhjem kloden over. Ellis-Bexter blev hurtigt et hit. Hver fredag sendte hun Instagram-videoer fra sit køkken. Hun selv med legetøjsmikrofon i glitterkjole og absurd høje stiletter omgivet af fem sønner i alderen 1 til 16 drønende rundt på gå-cykler og andet og hun selv dansende rundt, syngende sine gamle hits. Millioner så med.

I dette næsten surrealistiske set-up fik hun, hendes mand med kameraet og børnene isolation, familieliv, stjernestøv contra hverdagsagtig uperfektion og længsel efter fest og ballade til at gå op i en højere enhed. Nu har hun så grebet momentum og udsender albummet Songs From the Kitchen Disco.

Det giver ikke rigtig nogen mening at anmelde dette disko-dasko greatest hits-album. Men tommelen op til mrs. Ellis-Bexter og hendes drenge for at plante smil og plante solskin i det forsømte forår 2020.


Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur