DEBAT – Vi har så travlt med at underminere rettigheder, at vi overlader mennesker til nåde og barmhjertighed. Og dermed også til en slags værdighedskonkurrence – hvornår er man sølle og dog god nok til at have gjort sig fortjent til hjælp, spørger Susanne Sayers.
Første søndag i advent, december 2016 skete der noget bemærkelsesværdigt i Danmark. For første gang i vores velfærdssamfunds historie, faktisk siden 1938, var Kirkens Korshær på gaden for at samle ind til fattige mennesker i Danmark.
På mig virkede det nærmest naturstridigt. Jeg er vokset op i 70’erne, et årti som godt nok var præget af økonomiske kriser, store omvæltninger og oprør, men dengang og siden var indsamlinger noget, som var til ulande og sygdomsbekæmpelse.
De fleste af os var betragtelig fattigere i 70’erne, end vi er i dag, i hvert fald målt i kroner og ører og købekraft. Så selvfølgelig var der social nød i Danmark i 70’erne også. Men netop i 70’erne blev der oven på højkonjunkturen i 60’erne spændt det tætvævede sikkerhedsnet ud under borgerne, som min generation har taget som en selvfølge.
Uden at det siges højt, har begrebet ‘værdigt trængende’ sneget sig ind igen. Det er stadig en ret at få hjælp, men den er nu omgærdet med så mange betingelser, at det ligner en mistænkeliggørelse af ethvert forsøg på at gøre brug af retten
Det var ikke et rent socialdemokratisk foretagende, faktisk stemte alle de gamle partier plus SF for loven om social bistand, udtænkt i 1972 af daværende socialminister Eva Gredal (S), vedtaget under Venstre-statsminister Poul Hartling to år senere.
De kriseramte 30’ere
Siden den socialdemokratiske socialminister Karl Kristian Steinckes store reform af bistandslovene i 1933 i forlængelse af Kanslergadeforliget har hjælp til nødstedte i Danmark været en ret. Før det var fattigfolk og andre trængende henvist til almisser og godgørende organisationer, eller de skulle igennem en række ofte ydmygende vurderinger af deres situation hos de forskellige offentlige myndigheder.
Hør Steincke fortælle om sit håb for reformen og fremtiden 100 år efter her.
Før 1933 var det ofte ret tilfældigt, hvem der fik hjælp, og man skulle være værdigt trængende – et begreb vi heldigvis i vores tid kun har kendt fra spillet Matador, hvor man som fallent i spillet kan være heldig at trække ‘prøv lykken’-kortet med ‘Matadorlegatet for værdigt trængende’ og dermed undgå en truende ruin.
Men med forliget fik fattige rettigheder, og fattige kunne i stigende grad få hjælp uden samtidig at miste f.eks. retten til at stemme. Det var dog først i 1961, at Folketinget endeligt afskaffede afhængighed af offentlige ydelser som diskvalificerende for stemmeretten.
Folketinget kan i øvrigt til hver en tid ved simpelt flertal beslutte, at kontanthjælpsmodtagere f.eks. ikke skal have ret til at stemme, det giver grundloven mulighed for, og det sker da også, at enkelte politikere fra tid til anden lufter det ønske. Foreløbig uden større bifald.
Jeg er i den grad for, at enhver, som kan klare sig selv, skal klare sig selv. Og jeg er overbevist om, at højere ydelser ikke er svaret på alle problemer
Danmark undgik i 30’erne de totalitære tendenser, som blev reaktionen på den dybe økonomiske krise i andre europæiske lande. Det er der flere årsager til, men en af dem er, at det danske demokratiske system formåede at handle i situationen, og at nøden – selv om den var stor – ikke i større grad blev direkte desperat.
Når vi sammenligner dagens Europa med 30’ernes, er det ofte for at trække nazikortet, som det hånligt hedder sig. Men vi kunne måske med lige så stor ret trække rettighedskortet. Det danske svar på nøden og arbejdsløsheden blev ikke at straffe de nødstedte og arbejdsløse, men at styrke deres rettigheder. Demokratiet leverede et håb.
Værdigt trængende ad bagdøren
Tilbage til slutningen af 2016, hvor mange mener, at de ser en demontering af det velfærdssamfund, de voksede op i. Dagpengerettighederne er indskrænket, og dagpengene dækker i dag månedslønnen dårligere, end de gjorde for 20 år siden.
Reglerne for kontanthjælp strammes kontinuerligt, og det er efterhånden blevet svært at få tildelt en førtidspension, i nogle kommuner er det tæt på umuligt.
Danmark undgik i 30’erne de totalitære tendenser, som blev reaktionen på den dybe økonomiske krise i andre europæiske lande. Det er der flere årsager til, men en af dem er, at det danske demokratiske system formåede at handle i situationen, og at nøden – selv om den var stor – ikke i større grad blev direkte desperat
Medierne vrimler med historier om syge mennesker, som sendes i arbejdsprøvning i årevis. Få kommer i job, imens bruges masser af ressourcer på at se, om de nu virkelig også er så dårlige, at de skal have førtidspension.
Uden at det siges højt, har begrebet ‘værdigt trængende’ sneget sig ind igen. Det er stadig en ret at få hjælp, men den er nu omgærdet med så mange betingelser, at det ligner en mistænkeliggørelse af ethvert forsøg på at gøre brug af retten. Vi skal virkelig være værdigt trængende, før vi kan regne med hjælp.
Og kontanthjælpsmodtagere får deres budgetter endevendt offentligt i medierne, og på de sociale medier må de finde sig i ydmygelser, når det hånligt fastslås fra debattører, at de selv er skyld i deres elendighed. De spiser forkert, de kunne bare spare op, de bør lade være at ryge, de drikker for meget … og se nu bare hende den fede på billedet, hun kan umuligt have for få penge, hun skulle bare spise noget mindre.
Foto: Alb. Gnudtzmann & Helmer Lind
Hvem fortjener vores hjælp?
Netop det sidste illustrerer problemet, når hjælp går fra at være en ret til en almisse.
Steincke var inde på det samme i sin bog ‘Almisser eller rettigheder’ fra 1912. Han argumenterede for, at almisser skabte tiggere og platugler. Ifølge ham var det ofte ikke de mest trængende, som fik hjælp. Og de kan “tabe deres selvfølelse, demoraliseres og forvandles til plattenslagere og krumrygge, hvis formål mere og mere bliver at rende rundt fra den ene forening til den anden for at slå dem for penge eller andet, snart under det ene, snart under det andet påskud.”
Og han mente, at det demoraliserende i fattighjælpen “ligger tildels deri, at man navnlig i den almindelige opfattelse, i andres øjne står som en person, der har måttet overgive sig selv og nu er underkastet andres skøn over sine private forhold; man er økonomisk set umyndiggjort”.
Jeg er personligt stor tilhænger af, at civilsamfundet træder til – faktisk burde det inddrages langt mere aktivt på mange områder, og jeg er personligt også for, at det offentlige ikke skal varetage mere end det mest nødvendige. Jeg er i den grad for, at enhver, som kan klare sig selv, skal klare sig selv. Og jeg er overbevist om, at højere ydelser ikke er svaret på alle problemer.
Steincke kædede i øvrigt også utvetydigt rettigheder sammen med pligter. Baggrunden for socialreformerne var ikke at klientgøre mennesker, men netop at give dem ret til også at få hjælp til selvhjælp, så de kunne blive selvforsørgende igen, hvis det kunne lade sig gøre.
Når vi som private skal hjælpe, vil vi være tilbøjelige til at hjælpe de mennesker, som vi umiddelbart kan føle en vis sympati for
Men jeg er bekymret for den hattedamementalitet, der er begyndt at indfinde sig. Den er præget af bedrevidenhed på andres vegne, af en nedgørelse af dem og deres valg, en mistænkeliggørelse af deres motiver, en social kontrol og en udstødelse af de svageste.
Når vi som private skal hjælpe, vil vi være tilbøjelige til at hjælpe de mennesker, som vi umiddelbart kan føle en vis sympati for. Det er ikke drankeren, misbrugeren eller den voldelige psykisk syge. Værdigt trængende er dem, som ikke selv kan siges at have en andel af skyld i deres situation, som opfører sig pænt, ikke drikker for meget, udviser ansvarlighed, gerne er forældre og helst er stakkels nok til, at vi også kan pudse egen glorie i vores hjælp til dem.
Jovist findes der mennesker, som hjælper på anden vis og ikke tænker sådan, men når det bliver overladt til privat godgørenhed at rette op på social nedtur, bliver det hurtigt en stakkelhedskonkurrence. Hvem er på én gang sølle og god nok til at have gjort sig fortjent til hjælp?
Alt er din egen skyld
I 70’erne og 80’erne var alt samfundets skyld. I dag er alt individets egen skyld. 70’ernes og 80’ernes udgave blev en karikatur, alle var stakler og ofre, ingen havde et ansvar for sig selv. Men nutidens udgave er ikke mindre karikeret. Den ser fuldstændig bort fra, at vi er født med forskellige forudsætninger og i løbet af et liv kan rammes af modgang på forskellig vis.
Selv alvorligt syge piskes rundt i et system, tilsyneladende alene for systemets egen skyld
Vi kan alle træffe dårlige valg – alkoholisme og stofmisbrug kendes f.eks. ikke kun fra socialt sårbare, det er udbredt i velhaverkredse også. Her er der bare flere ressourcer til at tackle det, så det ikke nødvendigvis ender med den totale deroute. Forskning har påvist, at robusthed først og fremmest handler om menneskelige relationer, robustheden i ens netværk, snarere end det alene er en individuel egenskab.
I en nypuritansk tid hvor middelklassens moralske normer gennemvæder alt er der brug for at holde fast i, at mennesker har en værdi i sig selv, at værdighed også er at få sin menneskelighed set og anerkendt, uden at den skal gøres op i kroner og ører og moralsk bifald eller fordømmelse, at man får lov at være en del af fællesskabet, selv om man i kortere eller længere tid ikke kan bidrage til det økonomisk.
Det gøres bedst ved at sikre individets rettigheder. Naturligvis ikke uden pligter, men i øjeblikket er der i stigende grad pligter uden rettigheder, og selv alvorligt syge piskes rundt i et system, tilsyneladende alene for systemets egen skyld.
Pygmalion
Jeg slutter lige af med endnu en tur tilbage i tiden. Til George Bernard Shaws ‘Pygmalion’ fra 1913, det skuespil som senere blev til ‘My fair lady’. Her er blomsterpigen Eliza endt hos professor Higgins, som for sin egen fornøjelses skyld vil forvandle den rå kvinde til at kunne begå sig – selv ved hoffet.
Elizas far er skraldemanden Alfred Doolittle, som på et tidspunkt melder sig hos Higgins. Han mener, at han som hendes far har krav på kompensation, og undervejs slår han et slag for de uværdigt trængende – the undeserving poor:
“I’m one of the undeserving poor: that’s what I am. Think of what that means to a man. It means that he’s up agen middle class morality all the time.
If there’s anything going, and I put in for a bit of it, it’s always the same story: ‘You’re undeserving; so you can’t have it.’ But my needs is as great as the most deserving widow’s that ever got money out of six different charities in one week for the death of the same husband.
I don’t need less than a deserving man: I need more. I don’t eat less hearty than him; and I drink a lot more. I want a bit of amusement, cause I’m a thinking man. I want cheerfulness and a song and a band when I feel low. Well, they charge me just the same for everything as they charge the deserving. What is middle class morality? Just an excuse for never giving me anything.”
Hvem vil hjælpe de uværdigt trængende? Og hvem skal afgøre, hvem der er værdig, når rettighederne undergraves?
Doolittles monolog kan i øvrigt ses her sammen med flere klip fra filmen ‘Pygmalion’. Den begynder ca. ved 04:50.
Bærende foto: Selv om en reform af sociallovene i 1933 sikrede flere rettigheder, kunne det ikke undgås, at kongens foged måtte sætte familier på gaden, når de ikke kunne betale deres husleje. Her Enghavevej fra 1937. Sidste år skete det for 2.500 lejere – antallet toppede i 2011 med knap 4.500 udsættelser. Foto: Undervisningsministeriet.
Alle skribenter hos POV International aflønnes udelukkende af vores læsere. Hvis du kan lide mine bidrag bliver jeg glad for store som små beløb på +45 40 99 49 36, Mobilepay eller Swipp.
Indlægget er opdateret fra det første gang blev bragt i december 2016.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
