Fællesskab på Norddjurs: Når nærvær bringes ud

i Liv & Mennesker/Danmark af
DANMARK // FOTOREPORTAGE – Når krisen rammer, må der tænkes nyt. Vi har denne gang besøgt to sognehuse, med dertil hørende sociale caféer på Norddjurs, som det seneste år er kommet endnu tættere på udsatte mennesker og deres vanskeligheder ved corona-nedlukning.

Ude på Lars Tyndskids marker, eller i hvert fald tæt på, og kun hvis man antager et københavnersnobbet og fordomsfuldt blik, finder vi Sognehuset i Voldby.

Denne gang er vi taget til Jylland, for vi har opsnuset endnu en corona-historie, der har let ved at forsvinde i den overvældende informationsstrøm af corona-relaterede ændringer i vores hverdag. Men denne historie – den kan noget. Og den skal noget, tænker jeg på vej ind ad døren, som let og elegant glider op foran mig. Det er et moderne sognehus med skydedøre, som huser Social Drive Out caféen i Voldby og kun et par skridt indenfor, lyder der et varmt velkommen fra Annette. Hun arbejder for KFUM’s Sociale Arbejde, som igangsatte førnævnte tiltag om at bringe nærvær ud ved den første corona-nedlukning.

Karen Margrethe er utilfreds over negligeringen af kirken

“Er det dig, der er journalisten?” spørger en af gæsterne på caféen forventningsfuldt.

Jeg smider jakken, får tilbudt en kaffe, hvis duft sprang mig i møde med velkomsten, og efter en kort runde med de distancerende forholdsregler og de tilstedeværendes navne, er jeg klar. Inden da har snakken rundt om bordet, hvor der står småkager, brød og pålæg foruden termokander med kaffe og te, kredset om en af stamgæsterne, lad os kalde ham Børge, og om nogen ved, hvor han er, og hvordan han har det.

Før corona kunne disse udsatte mennesker mødes i Cafe Grenaa, som dengang var den eneste sociale café på Djursland. Efter corona ser det anderledes ud. Selvom Café Grenaa under begge nedlukninger har været åben med sin kritiske samfundsfunktion, bringer Social Drive Out nu nærvær ud

“Vi har nogle stykker, som ikke har det så godt, og som ikke kommer hver gang,” siger den lokale præst, Peter. Han er, finder vi senere ud af, utroligt vellidt af gæsterne, og deltager ofte i caféen om fredagen, som Norddjurs Provsti lægger lokaler til.

Samtalen kredser sig lidt mere om Børge og bekymringen for hans ve og vel, inden fotografen spørger, om der er nogen, der ikke vil fotograferes.

“I skal lige passe på,” siger Peter og tager sig til toppen af hovedet. “Jeg er tyndhåret heroppe.”

“Ingen dronebilleder over præsten,” griner Lisbeth, som er frivillig og tager fredagen fri fra arbejdet, for at hjælpe de udsatte i området. Det er hendes arbejde om fredagen.

“Du kan da bare fotograferes forfra, så kan vi ikke se den der måne,” siger den frivillige fra menighedsrådet, Karen Margrethe, hvortil Peter siger, at så er der jo dobbelthagerne at tænke på. Der opstår enighed om, at et mundbind vil kunne ordne sagen om hagerne, og mine skuldre løsner sig.

Den indledende spænding, jeg altid har før et interview, forsvinder ved den lattermilde og ironiske tilgang til alvoren i, hvorfor vi besøger den sociale café i Voldby i dag: De udsatte mennesker på kanten af samfundet. I en geografisk og social forstand. Før corona kunne disse udsatte mennesker mødes i Cafe Grenaa, som dengang var den eneste sociale café på Djursland. Efter corona ser det anderledes ud.

Selvom Café Grenaa under begge nedlukninger har været åben med sin kritiske samfundsfunktion, bringer Social Drive Out nu nærvær ud. Mad, andre fornødenheder og tilbud om rådgivning bringes ud til isolerede og ensomme mennesker i store dele af landet. Ofte i lokal- og landområder.

Frygten for at gå ud af sit hjem

Lisbeth fortæller, hvordan hun for et år siden under den første corona-nedlukning startede som frivillig i KFUM’s Sociale Arbejde og mere præcist under Social Drive Out. Der opstod nemlig et behov for at skabe en vedvarende kontakt til udsatte, hvilket hun gør ved at bringe mad ud til mennesker, der enten selv tager kontakt til Social Drive Out, eller som nogen i lokalområdet på den ene eller anden måde har fået nys om.

“Så prøver jeg at banke på. Det hjælper ikke altid. Så banker jeg på næste gang. Lægger en lille seddel sammen med maden. Så reagerer de som regel. Ringer eller skriver og på den måde får jeg skabt kontakt. Og nogen gange har jeg også fået dem til at lukke døren op og sige hej.”

Hver fredag afsætter Lisbeth til at hjælpe udsatte mennesker på Nordjurs.

Lisbeth fortæller mere om, hvor meget det giver hende at hjælpe andre, inden hun siger: “Maden er jo bare trækplasteret. Den er for at få folk ud af husene, så vi kan få kontakt med dem, der er enlige og sidder alene. For, at de kan få noget hjælp. Der er nogle, der er blevet skræmt og ikke tør at komme ud af deres hjem på grund af corona.”

Uden at være fagperson er Lisbeths fornemmelse, at angst kan være grunden til disse menneskers selvisolation. Et ord vi efterhånden alle kender, men måske ikke tænker over lige netop i denne kontekst. At mennesker mere eller mindre frivilligt isolerer sig selv for at undgå den verdensomspændende pandemi. Ligesom Lisbeth kører Annette også ud og sørger for en vital kontakt til mennesker på kanten, og senere denne fredag skal hun rundt på familieruten, for at levere råvarer til syv familier på Norddjurs.

I magasinet HjerteRum, som er udgivet af KFUM’s Sociale Arbejde, kan man i sommerudgaven fra 2020 læse: “Corona-krisen har forværret sociale problemer for mange sårbare mennesker. Ensomhed, misbrug, psykisk sårbarhed og armod er vokset til et omfang, så sociale organisationer har været nødt til at støtte og hjælpe på helt nye måder. KFUM’s Sociale Arbejde har blandt andet iværksat Social Drive Out til mennesker i 180 af Danmarks yderområder.” (HjerteRum)

Det er tydeligvis ikke let for de her mennesker på kanten, som byboernes brægen – vi er vel på landet –  om åbning af storcentre og kulturelle tilbud overdøver. Jeg kigger mig over den ene og nu afslappede skulder og kan igennem et vindue se marker i det kuperede terræn bag sognehuset bugte sig. Egentlig ret så idyllisk, men under den pittoreske overflade kan der åbenbart gemme sig alt andet end idyl.

“I kirken kan man komme og synge evangelierne og være sammen, hvis vi ellers kunne få lov til det,” fortsætter Karen Margrethe. “Det er en vigtig funktion, som er på vågeblus for tiden. Jeg ved ikke, hvordan det er andre steder, men jeg oplever det som meget trist.”

“Man er jo ikke kommet så meget ud, og man passer jo også lidt på, når man handler,” svarer en af gæsterne, Karin, til spørgsmålet om, hvilke forholdsregler hun har truffet det seneste år. “Jeg er i risikogruppen, jeg har en masse ting, sygdom og sådan. Så jeg har holdt mig mere hjemme i tiden her, ja.”

Det centrale knudepunkt for det sociale arbejde på Djurs, Café Grenaa, var Karin også bruger af inden den første corona-nedlukning, men bruger nu primært den nyere café i Voldby.

Et tænksomt blik. Lisbeth havde ikke regnet med at opleve en pandemi

Gæsten Lisbeth er mere ligefrem i sin vurdering af corona: “Jeg synes det er rædselsfuldt. At man skal se mennesker med masker. Det er synd for børnene, og det er ret deprimerende.

“Det vænner man sig efterhånden til,” siger Karen Margrethe pragmatisk.

“Det ved jeg da ikke, om man gør. Tænk, at man skulle opleve det,” filosoferer Lisbeth, der trods sin ikke helt unge alder sidder rank og solidt plantet i stolen og sine meninger. “Og min søn er flyttet for nylig, og jeg er blevet lidt ensom. Her er det hyggeligt. Det er rart at være sammen med nogen.”

Selv den umiddelbart ressourcestærke Karen Margrethe fra menighedsrådet vil absolut ikke undvære denne ugentlige oase i en socialt mere udsultet tilværelse og ser sig selv som både frivillig og gæst. Der nikkes rundt om bordet.

Kirken som samlingssted

“Jeg er voldsomt vred over nedlukningen af kirken,” siger hun videre. “Der var ingenting til jul. Jeg synes, det var voldsomt. Man kunne overholde alle regler om afstand, mundbind osv. og så alligevel, blev man lukket ned. Det var et voldsomt overgreb og en negligeren af, hvor vigtigt det er at holde kirken kørende. Kirken lider i den grad under det, der sker. Vi har små gudstjenester og hvad kommer der. Én, to mennesker. Er der fordi, at folk ikke tør? Eller er det fordi, man ikke må synge? Det er dræbende for kirken.”

Kirken har altså en større funktion i lokalsamfundene, end jeg lige er vant til fra min egen opvækst og tilværelse i København.

“I kirken kan man komme og synge evangelierne og være sammen, hvis vi ellers kunne få lov til det,” fortsætter Karen Margrethe. “Det er en vigtig funktion, som er på vågeblus for tiden. Jeg ved ikke, hvordan det er andre steder, men jeg oplever det som meget trist.”

“Jeg har hørt mange sige, at det er på grund af sygdom, at de ikke tør komme ud,” understreger Karin, og Karen Margrethe beretter videre om et menighedsrådsmedlem, der ikke vil komme i kirken, før han er vaccineret.

“Hvis folk er bange, så bliver de hjemme.”

“Det er vel egentlig i krisetider, at man har allermest brug for kirken,” tilføjer Annette.

Præsten Peter bliver her, efter de indledende og afvæbnende manøvrer med jokes om kropsligt forfald, mere alvorlig.

For bordenden i Voldby sidder Peter, og bag ham hænger maleriet af englen

“Vi er jo ikke kun fysik og psyke. Vi har behov for mening i vores liv og mening er forbundet med fællesskab. Fællesskab med hinanden, men også med noget, der er højere end os selv.”

“Der er så mange borgere, som lever i en usynlig udsathed. De sidder alene med deres misbrug, ensomhed og familiemæssige ubalancer uden for offentlighedens søgelys. Nedlukningen gik hårdt ud over dem.

Bagved Peter hænger et maleri, som sognepræsten fra Gjerrild har malet. Det forestiller Jesus’ tomme grav, hvor englen står og stråler Påskemorgen. “Så selvom livet kan være svært, er der et håb, som går udover både sygdom og alt, hvad der kan ramme os.”

At mennesker søger mening, om det være sig i religion eller andet, er jeg ikke i tvivl om, ligeså vel som jeg ikke er i tvivl om, at kirken kan være et fast holdepunkt for mennesker, der kan have svært ved at finde og skabe mening i sin tilværelse. Vi holder fast i emnet om, hvorfor nogle mennesker fravælger kirkens fællesskab, og angst bliver igen nævnt.

“Angst er irrationel,” siger Peter. “Der er ikke en stor risiko for at dø af corona. Måske er der 1% risiko. Men hvis du rammes som den ene procent, ja, så er det jo alt. Så man kan ikke rigtig stille de der procentsatser op, når man snakker om angst. Nogle bliver lettere ramt af angst. Hos andre kan Jorden bryde sammen under jordskælv, uden de bliver bange.”

En vigtig indsats for udsatte mennesker

KFUM’s Sociale Arbejde understøtter sociale sammenhænge for udsatte, som de også kan i kirken. I publikationen: Innovation på det sociale område fra 2020, som er udgivet i samarbejde med Bikubenfonden og Tænketanken Mandag Morgen, kan man læse (Publikation – side 22):

Tallene steg til 29.318 udleverede måltider og kontakt til 28.115 personer, da 2020 sluttede. 

I samme publikation udtaler generalsekretær Morten Skov Mogensen sig: “Der er så mange borgere, som lever i en usynlig udsathed. De sidder alene med deres misbrug, ensomhed og familiemæssige ubalancer uden for offentlighedens søgelys. Nedlukningen gik hårdt ud over dem.”

Derfor tog KFUM’s Sociale Arbejde innovationshatten på og begyndte at køre ud til mennesker for at bringe nærværet til dem.

“Konkret foregik det ved, at frivillige og medarbejdere fra vores sociale væresteder, caféer og institutioner forberedte sig i centerbyerne med at pakke måltidskasser og brygge kaffe. Derfra kørte vi ud i de små landsbyer for at servere gratis mad og kaffe og snakke med de borgere, der havde brug for det. Det kunne være under et halvtag ved sognehuset eller foran købmanden – steder vi regnede med ville være landsbyernes samlingspunkt,” forklarer Morten Skov Mogensen om indsatsen.

Dette var efter den første nedlukning og dengang tiltaget ansås for at være akut. Nu er tiltaget efter en succesfuld periode på et år, hvor provstiet har åbnet sognehusene her på Norddjurs, kommet for at blive, og akut er slettet.

“Så er der kammerjunkere,” siger Lisbeth, men jeg nupper mig i stedet en småkage fra udbuddet, som leveres af Fødevarebanken og Café Grenaa.

Opmærksomheden rettes mod den tredje gæst i Voldby denne dag, Sigrid. Hun blev meget bange, da omfanget af corona begyndte at gå op for hende.

“Jeg fik jo noget af et chok, da landet pludselig lukkede ned. Jeg blev skræmt fra vid og sans, og jeg hoppede jo på den i første omgang. Der var kommet en pandemi, det var farligt, man skulle holde sig isoleret, og man skulle passe på dit og passe på dat. Det var slet ikke til at holde ud!”

Utilfredsheden over corona-restriktioner er ikke til at tage fejl af

Sigrids indledende chok fik hende til at søge mod Social Drive Out, som hun læste om i lokalavisen.

“Man kunne jo ikke engang trække vejret nogen steder. Så jeg gik hverken i byen eller nogen ting. Folkedansen, som jeg gik til 2-3 gange om ugen, stoppede jo fra den ene dag til den anden. Så jeg så jo ikke et menneske. Jeg fik nogle til at handle ind for mig, og fordi jeg var så bange, satte de varerne ude på vejen, og jeg satte pengene i deres vinduesviskere. Jeg har en halv til en hel kilometer til den nærmeste nabo, så det var noget af en katastrofe. Jeg gik fra at lave en masse til overhovedet ikke at komme ud.”

Sigrid beskriver det, som vi tidligere har kunnet putte begrebet angst på. Ikke nødvendigvis den diagnosticerede lidelse, men følelsen. Den der handlingslammelse og angst for at agere, som man gjorde før corona. Det kom hun dog over.
“Jeg stolede jo på, hvad der kom derovre fra København af, men den hopper jeg ikke på mere. Du kan jo også bruge din sunde fornuft. Er det nu en pandemi?”

KFUM’s Social Arbejde hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, f.eks. ensomme, hjemløse, psykisk sårbare, mennesker i misbrug og fattigdom, sårbare familier og andre udsatte

Den næste del af interviewet bliver brugt på Sigrids undersøgelse af, hvad der er op og ned i det seneste års store omvæltning af vores samfund skabt af corona, og det hører en anden artikel til.

Caféen i Voldby har åbent om fredagen fra 10-12, og tiden er ved at rinde ud. Annette, der blev ansat, da den første nedlukning ramte og bare måtte hænge ved i opstarten af Social Drive Out, rejser sig. Hurtigt ryddes bordene, og den før så hyggelige stemning emmer af opbrud. Annette skal nemlig videre til sognehuset i Glesborg, og vi tager med.

På vej hen mod skydedørene vender jeg mig om og ser på det tomme lokale, der for lidt siden var en sprudlende og social oase i et nedlukket samfund. Det nu tomme lokale symboliserer før og efter corona og måske også, hvordan nogle mennesker har det indvendig. I udgangen møder jeg Sigrid, der ellers havde forladt sognehuset. Hun giver mig et klistermærke på, hvor der står, at jeg er undtaget for mundbind.
“Så behøver du ikke det der,” siger hun og river mit mundbind af. Hendes holdning er tydelig, og Sigrid er træt af corona.

Videre til Glesborg

Efter en 10-minutters køretur på smalle landeveje lander vi i Glesborg. Først tager vi i Fakta, for fotografen skal have batterier til sin flash. Ved supermarkedet ser vi et vældigt leben; det er fredag eftermiddag, og der skal handles ind til weekenden. Umiddelbart ånder alt fred og ro, men vi ved jo fra besøget i Voldby, at alting ikke altid er, som det ser ud.

Sognehuset i Glesborg

På vej indenfor i sognehuset i Glesborg, som skal udtales med Æ i stedet for E, tænker jeg på det store apparat, der danner grundlaget for vores historie, og som jeg inden researchen til denne artikel intet kendte til. KFUM’s Sociale Arbejde hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, f.eks. ensomme, hjemløse, psykisk sårbare, mennesker i misbrug og fattigdom, sårbare familier og andre udsatte.

Med 850 ansatte og 2.350 frivillige er KFUM’s Sociale Arbejde en af Danmarks største sociale diakonale organisationer med 160 institutioner og en masse sociale tilbud. Det afspejler et kæmpe behov, som delvis varetages af en masse frivillige. Civilsamfundet når det er bedst. For nylig anerkendte Socialstyrelsen det store arbejde med en bevilling på 7,4 millioner til Social Drive Out. Det ufortrødne arbejde kan fortsætte.

Denne gang skal jeg selv åbne døren, og selvom udgangspunktet for Social Drive Out her i Glesborg er helt det samme, lægger jeg mærke til alle de små ændringer, som jo skabes af personerne på stedet. Den menneskelige faktor. Kirsten, som er formand for styregruppen på Café Grenaa, frivillig og er i sognehuset i Glesborg hver anden fredag, tager imod, og vi spritter hænder og tager mundbind på.

Gæsten Svend kigger nysgerrigt på mig, mens jeg sætter mig ned, og også her skal jeg naturligvis forklare, at jeg er freelancer, og hvad det er for nogle artikler, jeg allerede har skrevet. Efter Svend har stavet sit navn for mig, så jeg har det helt på plads, fortæller han, at han normalt gik til håndbold oppe i hallen, men at han stoppede med det efter den første melding om corona.

Svend, der er alene, har haft stor gavn af Social Drive Out: “Hvad skulle man ellers lave, for pokker,” siger han.

Til at starte med mødtes de i marts-kulden sidste år på den nærliggende parkeringsplads, men så åbnede sognehuset heldigvis dørene. Svend, der ligner en mand på de 70 år, forklarer videre, at det at komme i Social Drive Out caféen i Glesborg faktisk har reddet hans liv.

De personlige historier i Glesborg giver stof til eftertanke

“Lige pludselig blev jeg alvorligt syg. Min puls var nede på 30 slag i minuttet. Ja, så lå jeg derhjemme, og de andre her kunne ikke forstå, hvor jeg var. Det var jo livsfarligt. Så kom Lisbeth og bankede på vinduet,” siger Svend, der ikke har hjemmehjælp.

Den frivillige Lisbeth, der afsætter sin fredag til at hjælpe de udsatte her på Norddjurs, fik altså vristet Svend ud af dødens kolde favntag, men det kræver jo, at man er opmærksom. Følger op på hinanden. Lisbeth kørte Svend til lægen i Grenaa, hvor han fik taget en masse prøver og senere indlagt. Mens Svend forklarer, bryder han ud i et stort grin.

“Det er da ikke sjovt,” siger Kirsten kærligt.

“Nej,” sprutter Svend. “Blodtrykket var helt tovligt.”

En anden gæst denne eftermiddag vil gerne undgå at deltage i artiklen, hvortil Svend griner: “Det gør ikke ondt.”

Jeg sætter mig over ved siden af gæsten Kirsten – også her går navnene igen – som sidder ved det bord tættest på indgangen. Kirsten var ikke overrasket over at lære om corona.
“Nej, sådan er mit liv bare blevet.”

Kirstens styrke er overvældende

Kirsten kom også på Café Grenaa før corona, men tager ikke til Grenaa mere. I Grenaa ligger aktivitets- og udviklingscentret AUC, som Kirsten ikke kommer på mere. Under AUC gik Kirsten til ridning i Assentoft, men begrænsninger på antallet holder Kirsten fra hendes passion i øjeblikket. Den passion, der nær kostede hende livet for år tilbage.

På en ridetur i skoven faldt hesten med Kirsten nedenunder, hvilket skadede hendes højre side af kroppen voldsomt. Dernæst rejste hesten sig op igen og slæbte Kirsten, som hang ved i stigbøjlen, efter sig en halv kilometer. Her døde Kirsten kortvarigt, og havde det ikke været for en sygeplejerske, der løb en tur i skoven den dag og ydede førstehjælp, ville Kirsten ikke sidde her lyslevende foran mig.

Efter uheldet lå Kirsten i koma på Aarhus Universitetshospital i et halvt år og har sidenhen skullet lære at gå og tale igen. Det sidste har hun lært sig selv, siger hun. Efter den hæsblæsende og både tragiske og livsbekræftende historie, vender vi tilbage til, hvad caféen i Glesborg betyder for Kirsten.

“Det er dejligt at komme her og snakke med mennesker. Have det sjovt. Også hvis man er ked af det og sådan,” siger hun og virker livsglad som få. “Her kan man få læsset af.”

Kirsten, der på grund af sit uheld bor på et bosted i Glesborg, har en mand, som hun ringer sammen med. Manden bor i Gjesing og de ser hinanden hver anden uge. Hun fortæller videre, at hun er utilfreds med, at bostedet har skiftet hendes kølefryseskab ud med et køleskab.

“Jeg vil have en fryser.”

Den frivillige Kirsten fortæller, at gæsten Kirsten giver dem alle dårlig samvittighed med sin kæmpemæssige energi. Kirsten går lange ture med sin rollator, hun cykler ofte helt til Bønnerup, som jeg ved en søgning finder ud af ligger næsten syv kilometer væk fra sognehuset i Glesborg, og hun sørger i det hele taget for at holde sig så aktiv som muligt. Også for at holde sin sklerose på afstand.

Rollatoren er Kirstens faste følgesvand

Nærheden i provinsen

Jeg bliver overvældet af den styrke, jeg finder i Kirsten og de andre gæster, frivillige og ansatte herude på kanten af det danske samfund. Findes den slags omsorg og viljestyrke også i byerne? Hvis de gør, har jeg tydeligvis ikke kigget godt nok efter. I den by jeg bor i, virker det til, at folk har nok i sig selv. At de har travlt. At de ikke ænser naboen. Springer over i køen i supermarkedet, for deres tid er vigtigere end andres. Herude er et nærvær, og der er tid, og der er rum. HjerteRum. I baggrunden kan jeg høre Svend gnække, og Kirsten fortæller videre, at hun før sit uheld var leder af en fritidsordning i Gjesing, og at hun savner ridningen.

Ikke at udsattes behov på f.eks. Vesterbro ikke er lige så vigtige, men de er mere synlige. Der er mere fokus på dem. Vi har med denne længerevarende indsats fået øjnene endnu mere op for et overset felt langt væk fra de store byers vinkler

“Ja, bare min højre side var bedre. Så man kunne springe og sådan noget. Ride i trav. Jeg må kun ride i skridt, og det er ikke rigtig ridning,” ler hun. “Den skide højre side!”
Af sundhedssystemet er Kirsten blevet opgivet, men hun kæmper ufortrødent videre.

Kirsten orienterer sig over mod Svend, der ikke har gnækket i et par minutter. De sender hinanden et indforstået blik, og bryder derefter begge ud i et kæmpe latterbrøl. Latterbrøllet afløses af et længerevarende grineflip hos Kirsten, og jeg får at vide, at de engang var bange for, at Kirsten skulle kvababbe, fordi hun ikke trak vejret ordentligt under grineflippet.

“Jeg er blevet vaccineret én gang,” svarer Kirsten, da jeg spørger, om hun er bange for at få corona. “Men jeg kan jo ikke dø alligevel,” griner hun. “Så var det da sket.”

Den selvudslettende flid jeg møder herude i Glesborg understreges, da Kirsten siger: “Det er da kedeligt det her, er det ikke?” Hun mener sine egne udtalelser og sin historie, som jeg forsikrer hende om, bestemt ikke er kedelig. Den er tværtimod et forbillede.

Da jeg senere fanger Generalsekretær Morten Skov Mogensen på en telefonlinje, uddyber han sine udtalelser fra tidligere.

“Efter Social Drive Out blev igangsat, har vi set et endnu større behov for fokus på udsatte i landets yderområder. Forarmelsen er langt større end forventet. Ikke at udsattes behov på f.eks. Vesterbro ikke er lige så vigtige, men de er mere synlige. Der er mere fokus på dem. Vi har med denne længerevarende indsats fået øjnene endnu mere op for et overset felt langt væk fra de store byers vinkler. Vi har fundet ud af, hvor svært det kan være at have fokus på udsatte, der sidder alene, måske i et misbrug, langt nede af en øde grusvej. Vi var godt klar over problematikken før corona, men det er meget overraskende for os, hvor stort behovet egentlig er.”

Jeg kendte heller ikke til behovet før dette besøg, og er mindst ligeså overrasket som Morten.

“Vi fokuserer derfor også meget på brobygning. Selv i et velfærdssamfund som det danske, er det at komme ud blandt andre mennesker, finde nogle fællesskaber i foreninger og sådan, det, der kan hjælpe den enkelte med at bryde ud af en ond spiral. Vores indsats og brobygningen f.eks. bæres af en frivillighed og en velvilje i lokalsamfundene, som vi er utrolig glade for.”

Jeg kommer i tanke om, at Annette tidligere viste mig Social Drive Out-bilen, som delvist er sponsoreret af en lokal murermester.

“At højne livskvalitet og trivsel for udsatte i landets yderområder er vores højeste prioritet, og hjælpen kan udfoldes endnu mere,” slutter Morten Skov Mogensen.

Under interviewet i Glesborg med Æ har jeg sørget for at tage for mig af retterne. En klapsammen med skinke og karrysalat og hele tiden bliver jeg spurgt om, jeg vil have mere kaffe eller andet at drikke.

Mens jeg gumler, undrer det mig, at større medier ikke har bragt denne succeshistorie om KFUM’s Sociale Arbejde og forsøgt at skabe opmærksomhed på problemet. Det er mig en gåde. Er det for langt ude på bøhlandet til at tage sig af?

Jo, TV2 Østjylland bragte ganske vist på årsdagen for corona-nedlukningen en reportage fra en af caférne. En reportage, jeg tænker, kunne have brudt TV2 News’ evindelige og nedslående Breaking News-centrifuge. Men der er åbenbart ikke ordentlig nyhedsværdi i disse menneskers liv og skæbner. Annette sidder ved bordet længst væk fra indgangen og smiler under hele seancen, mens hun ordner papirer og andet. Det giver hende helt tydeligt noget rent personligt at være ansat i KFUM’s Sociale Arbejde.

Alt for hurtigt tømmes sognehuset i Glesborg.

Tiden er nu også her ved at være gået, og rengøringen sættes i gang. Igen ændrer stemningen sig fra det summende liv til det tomme og lydløse lokale, der afspejler skiftet mellem det liv, vi kendte før corona, og det liv, vi nu kender efter. Annette bliver under opbruddet mere alvorlig, da hun opsummerer paradokset som disse besøg har klarlagt: “Hvad er egentlig bedst at dø af; corona eller ensomhed?”

Det virker på mig, som om at Annette ikke er i tvivl. Det er jeg vist heller ikke.

 

 

 

 

 

 

 


LÆS OG SE FLERE REPORTAGER AF MAI VANILLI OG JOHNNY SANDER ANDERSEN HER


Overvægt i Fællesskabet: Det, vi alle savner

Centerpubben i Høng er presset af corona: Gamle fællesskaber, nye vaner?

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Mai Vanilli er uddannet fotograf fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole, Fotografisk Kommunikation. Hun har i mange år arbejdet med fotografiet og får aldrig rigtigt nok af at fordybe sig i mennesker og deres forskelligheder. En sjælden gang imellem opdaterer hun sin hjemmeside www.maivanilli.dk - og kan også kontaktes herigennem, hvis du har en historie du gerne vil fortælle.

Johnny Sander Andersens engagement for menneskelige historier er stor, både når han læser og skriver. Han ynder at læse skønlitteratur - særligt socialrealisme. Det skriver han også selv, og arbejder i øjeblikket på en novellesamling. Udover det, er han uddannet folkeskolelærer i fagene dansk, engelsk og historie.

Projektet er et samarbejde mellem de 2, i et forsøg på at undersøge og afdække forskellige historier, fortalt i øjenhøjde.

Seneste artikler om Liv & Mennesker