
Mens tusindvis af meget glade og til tider meget fulde mennesker fester løs under Distortion i København, kryber andre sammen og håber bare, at det hele snart er overstået. Nogle af Point of View Internationals skribenter kommer her med deres personlige bud på, hvad du kan bruge weekenden på i sikker afstand fra kropsvæsker og højttalere, hvis du ikke er til larm i gaden.
Lars Luplau: Demokratifestival i Otterup
Flere prominente personer – herunder landets statsminister og POV Internationals Sebastian Dorset – har lagt planer, der bringer dem langt væk fra den Distortion-ramte hovedstad. Nærmere bestemt til den lille sydfynske landsby Ollerup, der ligger lidt vest for Svendborg.
Lad det være sagt med samme: Hvis man er henvist til offentlig transport er turen fra København til Ollerup ualmindelig lang. Men er man i bil eller kan finde et lift på Gomore, så kan man ret hurtigt suse til Ollerup og opleve, hvordan den lille by, der er en sand grundtvigsk højborg, løfter et stort og interessant arrangement.
Demokratifestivalen, som løber over to dage, nemlig lørdag og søndag, er ved at udvikle sig til en stor og traditionsrig begivenhed. Programmet for festivallen kan findes her.

Ollerup er meget synlig i de frie skolers landskab. Den lille by huser en friskole, en efterskole, en højskole og landets eneste læreruddannelse målrettet de frie skoler. I løbet af festivallens to dage er der masser af indslag fra alle byens skoler.
Så hvis man vil en opleve en festival, der er omtrent så forskellig fra Distortion som tænkes kan, og har man mulighed for at bringe sig selv til Sydfyn, er Ollerup det sted, man vil være i weekenden.
Monica Krog-Meyer: Nyd sommernatten sammen
Jeg ville anbefale folk, der har Distortion-OD, at leje en cykel eller tage deres egen, lave en picnickurv med det hele, medbringe noget at sidde på og et varmt tæppe. Og så tage ud til en kyst eller en anden vandkant. Og her bare nyde sommernatten, den lyse og smukke, langt fra byens larm. Tale sammen eller se Facebook på mobilen. Bare nyde det hele sammen.
Kim Jong Andersen: Michelinforkælelse i Præstø

Bamsen anbefaler at, man holder en lang weekend, suser ud af byen og indstiller GPS’en til at sætte kursen mod Præstø på Sydsjælland.
Her tjekker man ind på det idylliske Hotel Frederiksminde og nyder den fantastiske udsigt til Præstø Fjord, langt fra Distortions larm og fuldskab, men først og fremmest reserverer man et bord hos Jonas Mikkelsen, der styrer restaurantkøkkenet.
Et ambitiøst, men stadig uhøjtideligt og lokalt køkken, der som et af få udenfor hovedstaden blev belønnet med en Michelin-stjerne i 2016. Det er bare om at sætte i gang – og det er ikke engang voldsomt dyrt.
Signe Wenneberg: Sommerlykke i Tisvilde
Jeg ville forlade både Marionetteatret foran vores vinduer, der har gang i generalprøverne til den mest musikalsk mættede 50-års jubilæumsforestilling. Jeg ville forlade Penisblomsten i Botanisk Have bag ved vores have, som er Kongens Have. Og jeg ville forlade Distortion med larm, ambulancer, brandbiler nedenfor vinduerne, tisstøv og mine egne teenagere.
Og så ville jeg køre op på landet. Til Tisvildeleje og omegn. Her ville jeg gå på min nabos nye restaurant/spiseri. Hvor stemningen fra deres gamle øko-restaurant – Køster&co – i hovedgaden heldigvis er bevaret. Man føler sig hensat til en familierestaurant i en flække i Italien eller på en surferstrand i Californien eller på noget River Cottage i England…
Vi ville prøvesmage vin fra Rosforth&Rosforth og tale om, hvem der holder loppemarked, og om nogen har to tomatplanter for meget (jeg mangler to og kan bytte med hjulkrone)
Her er meget lokalt, meget organisk, meget farm-to-table-agtigt. Vi ville sætte mig til bords i en lade med fritlagte bjælker, egetræsborde, åbent køkken, pejs, naturlige buketter og udsigt til marker, sortbrogede svin, små, yndige lam og vrisne gæs.
Er jeg lige så heldig som jeg plejer, ville der komme naboer, genboer og bekendte fra et langt liv på de kanter og sætte sig ved de andre borde. Vi ville prøvesmage vin fra Rosforth&Rosforth og tale om, hvem der holder loppemarked, og om nogen har to tomatplanter for meget (jeg mangler to og kan bytte med hjulkrone). Der ville ikke være noget larm og musik og sirener og ingen gader og slet ikke noget tisstøv og ingen pizzabakker.
Sidst på aftenen ville vi gå ned for enden af markvejen og jeg ville tænke, at det godt nok er utroligt, at lyset er så afrikansk lige her på denne slette, for sådan tænker jeg altid deroppe… når jeg ser det røde lys gennem grenene på cedertræet. Vi ville gå glade i seng for åbne vinduer og der ville være fuldkommen ro…
Trine-Maria Kristensen: Fjord og økologi i Roskilde
Man kan jo altid tage til Roskilde. Gå en tur langs fjorden, og besøg Sct Hans Have, som er en socioøkonomisk café, og to store drivhuse med krydderurter, kunst og kage.
Meget stille og økologisk og ingen lugtgener fra folk der tisser!
Bjarke Larsen: Alpacaføl, haveforeninger, vild natur og gentrificering
Tag en tur til Sydhavnen, hvor du på Børnenes Dyremark ved siden af Karens Minde Kulturhus kan opleve to nyfødte alpacaføl – det ene født tirsdag den 31. maj.
Der er tit god musik i Karens Minde Kulturhus, men ikke denne weekend. I stedet kan du gå over på den anden side af Thomas Koppels Allé og vandre lidt rundt i Haveforeningen Frederikshøj – et stykke vaskeægte, københavnsk arbejderhistorie, som i dag stort set er blevet overtaget af den kreative klasse og studerende.
For enden af Thomas Koppels Allé kan du via en bro over godsbanen til Sverige komme ud i Valbyparken og Tippen – et fantastisk stykke ny natur midt i København, bl.a. beskrevet af POV Internationals Susanne Sayers her.

Valbyparken er blevet et sted, hvor indvandrerfamilier mødes for at hygge, grille og spille bold. På stille sommeraftener er der bogstavelig talt hundredvis af store grupper overalt på græsset.
Tilbage i Sydhavnen kan du opleve et andet eksempel på, hvordan bydelen som den sidste i København er ved at blive gentrificeret. De seneste seks måneder er der således kommet to cafeer, så det ikke længere kun er brune værtshuse, der præger bydelen. Drik en kop kaffe eller nyd en øl hos Rallys eller Hula Bar.
På vej til Hula Bar passerer du Mozarts Plads, hvor bydelens sprittere hænger ud. Om et års tid bliver hele området til en byggeplads, når der skal anlægges metro – og hvor skal de være i de år? Det er det store samtaleemne i bydelen – ingen vil have dem som naboer, men ingen tør rigtigt sige det. Sådan direkte.
Susanne Sayers: Hvid picnic hos hvidtjørnene
Lige nu er den tidligere sommer allersmukkest, og vejret lørdag ser smukt ud, så herfra lyder forslaget at holde hvid picnic på Hvidtjørnesletten ved Springforbi i Dyrehaven. Traditionen med at holde frokost i det hvide den første lørdag i juni stammer helt tilbage fra Guldalderen, men er blevet genoplivet de senere år.
Hey – hvis det eneste hvide er hvidvinen, så synes jeg personligt, det er helt ok
Ideen er enkel: Man klæder sig i hvidt, pakker madkurven og dugen og tager ud og spiser ved hvidtjørnene, som netop her er særlig smukke, fordi hjortene gennem årtier har bidt dem ned, så de er blevet brede og krogede.

Hvis man vil gøre det helt gennemført, er madkurv, dug og service også hvidt, men hey – hvis det eneste hvide er hvidvinen, så synes jeg personligt, det er helt ok. Det vigtigste er at fejre den danske skærsommer, mens den er aller smukkest.
Bagefter kan man tage ned og aftenbade ved Bellevue – eller man kan tage til Mølleåen, hvor der er gode chancer for at høre nattergal, og holder man ud til den årle morgen, kan man glæde sig over, at fuglekoret lige nu er på sit højeste. Det er bare om at nyde det, allerede omkring sankthans bliver der mærkbart længere mellem de syngende fugle.
Bærende foto: Roskilde og Roskilde Fjord byder på store oplevelser, uanset om det er natur eller kultur. Her er det den gamle ålefiskerby Jyllinge ved Roskilde Fjord. Foto: Wikimedia Commons.
Fotos vedr. Rabarbergaarden i Tisvilde: Kagebilledet og billedet af gris har Camilla Jørvad Knudsen taget – det fra restauranten er taget af Louise Køster, der har rettigheder til alt og venligst udlånt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her