Det franske folk har et valg , skriver Dominique Moïsi. De kan vælge at være tilskuere eller at være selvstændige aktører. De kan vælge håbets kandidat, som amerikanerne gjorde med Barack Obama. Eller de kan vælge frygtens kandidat som amerikanerne i 2016, da de valgte Donald Trump. Uanset udfaldet vil effekten have vidtrækkende konsekvenser for Frankrig er et strategisk vitalt land for EU. På den måde kan den rolige og politisk drevne Marine Le Pen vise sig at være farligere for Europa end den utilregnelige politiske novice, der for tiden sidder i Det Hvide Hus.
PARIS – Tres år efter underskrivelsen af Romtraktaten står Frankrig over for at skulle afholde et valg, der kan blive knald eller fald for Den Europæiske Union.
En sejr til den uafhængige, pro-EU centrist Emmanuel Macron kan blive et positivt vendepunkt for Europa med et Frankrig, der afviser populismen og styrker forbindelsen til Tyskland. Men hvis de franske vælgere overdrager præsidentembedet til lederen af den stærkt højreorienterede Front National, Marine Le Pen – der absolut sigende netop er blevet varmt modtaget af Vladimir Putin i Moskva – kan det europæiske projekt berede sig på at lukke og slukke. Le Pen har bebudet en folkafstemning om Frexit.
Med andre ord: det er tydeligvis ikke noget ordinært fransk valg. Med EU’s overlevelse i fare er indsatsen højere end ved noget tidligere valg i den Femte Republiks historie.
Derfor er det også absolut nødvendigt at spørge: har Frankrigs nationalistiske, xenofobiske højre en reel chance for at komme til magten?
For det første er Front National bestemt veletableret i det franske politiske liv. Le Pens far, Jean-Marie Le Pen, grundlagde partiet i 1972 og var dets leder indtil 2011, hvor hans datter tog over. Men dets succes ved valgene har været begrænset indtil videre. Selvom Jean-Marie kom igennem til anden runde i 2002, endte han med at tabe stort, da centrumvenstrepartierne enedes om at støtte Jacques Chirac.
Ligesom sin far ser Marine Le Pen ud til at klare sig igennem til anden runde i maj; faktisk står hun ifølge flere meningsmålinger til at vinde første runde. Mange er imidlertid fortsat sikre på, at hun vil blive besejret i slutspurten: Macron forudsiges at vinde 63 procent af stemmerne med Le Pen som den direkte modkandidat. Men de populistiske sejre i 2016 – især Brexit afstemningen i Storbritannien og valget af Donald Trump til præsident i USA – har vist, at det utænkelige kan ske. Ja faktisk findes der et gammelt fransk ordsprog, “aldrig to uden tre,” der synes at indikere, at efter de to stemmeafgivelser er en sejr til Le Pen nærmest uundgåelig.
Påden anden side kunne Frankrig også ende med at blive det tredje tab for det yderste højre efter nederlagene i Østrig og Holland og dermed levere det afgørende bevis for, at den populistiske bølge kan modstås.
Vi lever i exceptionelle tider
Exceptionelle omstændigheder giver nogen gange anledning til opkomsten af exceptionelle personligheder. Det så vi i 1930’erne – et tragisk årti som nutidens politiske hysteri ofte sammenlignes med. Men som i ordsprogets “regel om tre” kan resultatet af disse særlige omstændigheder imidlertid være såvel negativt som positivt. Og nøjagtig som USA’s Præsident Franklin D. Roosevelt dukkede op som et lysende håb under den værste økonomiske krise i Amerikas historie, spreder Macron optimisme blandt de franske vælgere, der er desillusionerede grundet en kombination af vold, middelmådighed, korruptionsskandaler og ideologisk forvirring.
Selvfølgelig er Frankrig ikke Amerika; landet er for det første mindre strategisk vigtig i verden. Men Frankrig er til gengæld strategisk vital for EU. Og på en måde er den rolige og politisk drevne Le Pen farligere end den utilregnelige politiske novice, der for tiden sidder i Det Hvide Hus. Det er derfor store dele af verden – i hvert fald de demokratiske – betragter dette meget usædvanlige franske valg med tilbageholdt åndedræt.
Macrons kone spøger med, at han ser sig selv som en anden Jeanne d’Arc, den franske bondepige der reddede landet fra englænderne i middelalderen. Fysisk ligner Macron nu mere den unge general Napoleon Bonaparte under dennes første felttog i Italien. Nogle ser Macron som en romantisk figur taget lige ud af en Stendhal roman, en moderne Fabrice del Dongo, som beslutter sig for ikke bare at være tilskuer til verden, men for at tage affære. Han fremmer sin mission gennem en kombination af ungdommelig energi, selvsikkerhed, politisk snilde, teknokratiske færdigheder og en evne til at moderere sig.
Macron repræsenterer også en omfattende ændring af den franske politik ved dette valg; en nedbrydning af den traditionelle kløft mellem højre og venstre. Han er repræsentant for sin egen midtsøgende bevægelse (En Marche !). Ingen uafhængig kandidat har nogensinde vundet det franske præsidentvalg, men, igen, dette er er ikke et helt almindeligt valg.
Faktisk er ingen af de to store partier – Socialisterne og de Konservative (Les Republicains, som de nu kalder sig) – sandsynlige deltagere i anden valgrunde. At vælgerne vender ryggen til de traditionelle partier, bekræfter også afvisningen af den socialistiske præsident François Hollande, hvis popularitet sank så dybt (til kun 4 procent, da tallet var lavest), at han valgte ikke at genopstille til en ny periode som den første statsleder i den Femte Republiks historie. Det afspejler i øvrigt også risikoen for en lav valgdeltagelse, hvilket er ualmindeligt i et land, der traditionelt tager præsidentvalg meget alvorligt.
Det franske folk får ved valget mulighed for at gå fra at være tilskuere til at være selvstændige aktører. De kan vælge håbets kandidat, som amerikanerne gjorde i 2008, da de valgte Barack Obama. Eller de kan vælge frygtens kandidat som amerikanerne i 2016, da de valgte Donald Trump. Uanset udfaldet vil effekten af deres valg – ligesom for de amerikanske vælgere – have konsekvenser for mange andre
Mange franskmænd havde forestillet sig, at dette valg ville blive en slags endeløst reality show. Der måske nok er fascinerende, men samtidig ikke giver bidrager til nogen synderlig tiltro til, at den myriade af store spørgsmål – fra arbejdsløshed over terrorisme og sikkerhed til pensioner og moralen i det politiske liv – ville blive løst – her ser vi i øvrigt en anden forskel fra tidligere valg, der mest omhandlede et eller to store emner.
Ligesom Dongo – eller Macron – får det franske folk ved valget mulighed for at gå fra at være tilskuere til at være selvstændige aktører. De kan vælge håbets kandidat, som amerikanerne gjorde i 2008, da de valgte Barack Obama. Eller de kan vælge frygtens kandidat som amerikanerne i 2016, da de valgte Donald Trump. Uanset udfaldet vil effekten af deres valg – ligesom for de amerikanske vælgere – have konsekvenser for mange andr
Selvfølgelig er Frankrig ikke Amerika; landet er for det første mindre strategisk vigtig i verden. Men Frankrig er til gengæld strategisk vital for EU. Og på en måde er den rolige og politisk drevne Le Pen farligere end den utilregnelige politiske novice, der for tiden sidder i Det Hvide Hus. Det er derfor store dele af verden – i hvert fald de demokratiske – betragter dette meget usædvanlige franske valg med tilbageholdt åndedræt.
Oversættelse: Lisa Rasmussen.
Topillustration: POV International med LunaPicEditor – originalbillede af det franske flag fra Flickr. Af de to kandidater fra abcnet.com.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
