
STRESS & LEDELSE // POV BUSINESS – Oplevelsen af tidspres er formentlig den væsentligste årsag til, at stresskurverne på det danske arbejdsmarked peger den gale vej. Også danske politikere taler åbent om en syg arbejdskultur på Christiansborg. Indsatserne for det sunde og engagerende psykiske arbejdsmiljø trænger til førstehjælp. Det er og bliver et ledelsesansvar at vende skuden.
Artikelserie om STRESS OG LEDELSE
I mange år er der talt om at stress skal bekæmpes. Vi taler om trivselsundersøgelser, og der er nationale kampagner. Men alle kurver peger den gale vej. Er det sunde og engagerende arbejdsmiljø og stressforebyggelse en af de allervigtigste opgaver, som danske ledere står overfor i det kommende årti? Det vil arbejdsmiljøkonsulent og forfatter Thomas Milsted og ledelsescoach Søren Jensen sætte fokus på i en ny artikelserie.
Dette er anden del, læs første del ‘Alle stresskurver peger den gale vej’ her.
Tallene taler sit tydelige sprog, og årsagerne står også i kø, når det kommer til at forstå de høje stresstal i Danmark. En udfordring skiller sig dog markant ud, når det kommer til årsagerne til arbejdsrelateret stress, og det er tidspres.
I den seneste undersøgelse ”Arbejdsmiljø og Helbred 2018 ” fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø må vi endnu engang konstatere, at det ikke er lykkes at få arbejdstempoet ned for mange medarbejdere. Og det på trods af at netop tidspres gennem de sidste 25 år har stået øverst på listen over årsager til stress og andre psykiske konsekvenser.
Både offentlige og private virksomheder er udfordret
Der er ikke mange medarbejdere, der i dag kan prale af, at de har rigelig med tid. Tværtimod er tid for mange blevet en reel mangelvare, og mange kæmper i det daglige med at få enderne til at finde sammen.
Danmark har en kæmpe udfordring, når det kommer til tidspres og lange arbejdsdage. Det viser den seneste undersøgelse fra European Survey of Enterprises on New and Emerging Risks (ESENER – se nedenstående figur).
Problemet er, at vi dårligt snakker om tidspres længere, som noget vi kan gøre noget ved, og at vi i stedet er begyndt at acceptere tidspres som et grundvilkår i vores arbejdsliv
Politiet er presset. Sygeplejerskerne og socialrådgiverne mangler også tid til at løse deres opgaver. Men også private virksomheder er stærkt udfordret. Især de store virksomheder slås med tidspres, og når 73 % af samtlige organisationer angiver at have tidsudfordringer, er det signaler, der ikke må blive overhørt.
Problemet er, at vi dårligt snakker om tidspres længere, som noget vi kan gøre noget ved, og at vi i stedet er begyndt at acceptere tidspres som et grundvilkår i vores arbejdsliv. Men netop tidspres får mange til at tilte og er en af de væsentligste kilder til stress. Derfor er vi nødt til at tale om netop dette.

Danske politikere taler om en syg arbejdskultur
Tidspres er resultatet af en verden i hastig forandring, men det er også udtryk for en kultur, der har bidt sig fast. Det bliver mere og mere tydeligt, at mennesker i alle lag af vores samfund bliver sat under pres.
Det er ganske opsigtsvækkende, når en folketingspolitiker for nyligt har talt om en syg arbejdskultur på Christiansborg, hvor politikerne skal tages stilling til store beslutninger om milliarder af kroner og vidtgående indgreb med mængder af rapporter og notater i sene nattetimer uden reel tid til at forberede sig. Dagen efter står de til regnskab for det hele i medierne.
Man har sjældent tid til den rigtige problemformulering i politik. Og det er en central grund til, at der er så mange problemer, vi ikke har løst i de senere år. Vi kaster os hovedkulds ud i løsninger
I den nye bog ”Entreprenørstaten”, skrevet af en tidligere embedsmand i Finansministeriet, udtaler Martin Rossen, tidligere stabschef i Statsministeriet under Mette Frederiksen:
”Man har sjældent tid til den rigtige problemformulering i politik. Og det er en central grund til, at der er så mange problemer, vi ikke har løst i de senere år. Vi kaster os hovedkulds ud i løsninger.”
I den samme bog udtaler en tidligere skatteminister, at ”vi politikere har vedtaget utroligt meget lovgivning, som ikke er administrerbar”.
Det siger sig selv, at et samfund må få meget svært ved at fungere optimalt, hvis sådanne præmisser ligger til grund for store beslutninger, reformer og lovgivning.
Ledelseslitteratur fra Harvard Business, ”The Mind of the Leader”, peger på, at verden står overfor en global ledelseskrise, og at mennesket skal sættes i centrum for organisationernes strategier.
Udover belastningen af menneskers mentale helbred er risikoen for, at der bliver truffet forkerte beslutninger jo ganske stor
Bogen peger bl.a. på behovet for ”Mindfull Leadership. Tænk over på hvor kort tid, der ofte skal træffes store beslutninger, hvor mange mennesker beslutningerne involverer, og hvor mange informationsmængder og processer, der er i spil.
Populært sagt synes det åbenbart, at der skal trykkes mere på pause- og tænkeknappen – mennesker kan simpelthen ikke følge med i tempoet. Udover belastningen af menneskers mentale helbred er risikoen for, at der bliver truffet forkerte beslutninger jo ganske stor.
Det må man sige, at danske politikere og embedsmænd ganske modigt stiller sig frem og fortæller.
Tidspres giver stress
Når vi hele tiden er presset på tid, er vi også i en permanent tilstand af alarmberedskab. Vi er ikke forfulgt af rovdyr, men af opgaver, hvis mængde kan gøre os i tvivl om, hvorvidt vi når det, med den tid vi har fået stillet til rådighed. Og det er ikke bare den samme fornemmelse som at have et rovdyr på nakken, men også den samme stressrespons.
Tidspres er på sigt helbredsforringende, for det er stress allerede efter tre uger, hvis den har været vores følgesvend dagligt på arbejde.
Enhver organisation må erkende og ikke mindst anerkende, at produktivitet ikke bare skal handle om hurtig afvikling af opgaverne
Det er derfor så væsentligt at enhver udfordring i arbejdsmiljøet bliver tematiseret, afgrænset og derefter arbejdet systematisk med, til den er elimineret. Enhver udfordring eller et hvert problem der skubbes over i boksen med grundvilkår, er et udtryk for ledelsesmæssig dovenskab eller manglende organisatorisk modenhed.
Tidspres er en enestående problematik og massivt i sit omfang. Store som små organisationer i Danmark må fremadrettet erkende, at når der er for lidt af tiden, må vi snakke om tiden og om måden, vi bruger tiden på.
Det må aldrig blive et individuelt problem, men en organisatorisk udfordring. Enhver organisation må erkende og ikke mindst anerkende, at produktivitet ikke bare skal handle om hurtig afvikling af opgaverne. Det kræver også kommunikation og italesættelse af udfordringerne på nye måder.
Det er og bliver et ledelsesansvar
Det allerførste og vigtigste, der skal gøres, er at erkende og anerkende, at problemerne med stress og tidspres er så store, som de faktisk er og ikke acceptere præmissen om, hvad der er et grundvilkår.
Den viden og de data, vi har i dag, er meget entydige. Det er simpelthen en meget dyr pris, både menneskeligt og økonomisk, vi betaler for de stigende stresskurver.
Indsatserne for det sunde og engagerende psykiske arbejdsmiljø trænger på en måde til førstehjælp
Ude på alle arbejdspladserne er ledelserne nødt til at tale om og håndtere de allersværeste situationer og samtaler og understøtte valg og prioriteringer.
Når politikerne starter debatter, på den måde de gør, sender de på en måde også et ganske klart signal: Det er og bliver et ledelsesansvar at vende skuden og tale om kurverne på nye måder.
Indsatserne for det sunde og engagerende psykiske arbejdsmiljø trænger på en måde til førstehjælp.

LÆS FØRSTE DEL AF SERIEN OM LEDELSE OG STRESS HER
LÆS MERE AF SØREN JENSEN OG THOMAS MILSTED
Topfoto: Andrea Piacquadio/Pexels
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.