Steffen Groth: Krasniks, Vermunds og virkelighedens Nørrebro

af i Danmark/Featured/Kultur/Politik & Samfund

I disse dage står danske nationalkonservative samfundsdebattører i kø for på forskellig vis at fortælle en forfaldshistorie om Nørrebro. Men på et rationelt plan er det nonsens, at erklære Nørrebro ‘tabt’, skriver Steffen Groth, der har set nærmere på en artikel skrevet af redaktør Martin Krasnik. Problemerne på nutidens Nørrebro skal ikke forties, men det kan umuligt være Weekendavisens opgave at forstørre og fortegne dem, skriver han, og foreslår, at man udover at lade følelserne styre, også kunne se på nogle tal. De ikke-vestlige efterkommere udgør 18 procent af indbyggerne i den københavnske bydel.

1. september var Weekendavisens forside prydet af Martin Krasniks velskrevne artikel om indvandringen til Nørrebro i det 20. og 21. århundrede.

Afsættet er Krasniks egne familiære rødder; oldeforældrene, Mendel og Rosa, der som russiske jøder kom til Nørrebro i 1916. Chefredaktøren genopliver med sin skarpe pen den svundne tid, hvor jødiske butikker; skomagere, kosherslagtere, skræddere og tøjforretninger satte deres præg på gadebilledet på Nørrebro. Et for længst forgangent jødisk liv i Blågårdsgade stiger fascinerende op fra avissiderne. Der indledes scenisk med oldefarens raske gang over Dronning Louises Bro, nedad Blågårdsgade, til højre ad Baggesensgade og så til venstre ad Slotsgade, hele tiden hilsende og hastigt konverserende med kvarterets mange jøder.

Genoplivningen af verden af i går har imidlertid også en anden funktion i artiklen. Den maleriske og velfortalte fortid fungerer som kontrastvæske for et helt andet billede, nemlig et billede af nutidens Nørrebro, et portræt, hvor kulørerne er anderledes krasse. Der krydsklippes gennem hele artiklen mellem fortid og nutid som her:

”Der blev målt og skåret, ordnet og pakket stoffer overalt i kvarteret. Det gør der også i dag – bare en anden slags stoffer”.

Fortidens jødiske foretagsomhed står unægtelig i et mere positivt lys end nutidens virkelighed i denne effektfulde kobling. En værdimæssig kontrast, der er gennemgående i artiklen. Familiehistorien og den jødiske fortid er hyllet i nostalgiens gulnede skær, og ender som en strålende historie om oldeforældrenes succes.

Krasniks nutidsfortælling former sig som en forfaldshistorie, hvor den jødiske minoritet på Nørrebro er blevet erstattet af arabiske minoriteter

Nutidsfortællingen former sig derimod som en forfaldshistorie, hvor den jødiske minoritet er blevet erstattet af arabiske minoriteter. Endnu et krydsklip fra fortid til nutid:

”Da Mendel Krasnik mødte Rosa, boede han i Blågårdsgade 8. Her ligger i dag Masjid-moskeen. Ud af bygningen kommer en lille tæt fyr med skæg – en af topfigurerne i Loyal to Familia. Nogle meter væk, foran en cafe, sidder broren til bandens fængslede leder. Det var i den moske, der sidst blev forhandlet våbenhvile mellem banderne. Man kan nemt kende bandemedlemmerne på deres tunge, vraltende gang, mørke tøj og store biler”

Oldefarens fortidige bolig er forvandlet til en moské – og Mendel Krasniks gemytlige gang gennem Blågårdsgade er i overblændingen til nutiden udskiftet med bandemedlemmers ”tunge, vraltende gang”.

Jeg er imponeret over Krasniks iagttagelsesevne. Det må kræve stor årvågenhed, tålmodighed og betydelig viden om persongalleriet i LTF at identificere ”en af topfigurerne” netop som han forlader en moské. Men hvem havde ikke været fristet til at inddrage den talende detalje, hvis man havde været vidne til den? Krasnik fletter i hvert fald iagttagelsen ind i sin fortælling og får således sammenkoblet bandernes vold og kriminalitet med islam.

Drivkraften bag gangsteridentiteten og bandementaliteten er – som blandt andet sociologen Aydin Soei har vist – ikke koranvers og fredagsbøn; men derimod en oplevelse af modborgerskab, som især udvikles i ghettomiljøernes subkulturelle fællesskaber

Men gadebanderne henter ikke deres inspiration i islam, de spejler sig snarere i amerikanske bander og fortællingen om den sorte undertrykte mand. Drivkraften bag gangsteridentiteten og bandementaliteten er – som blandt andet sociologen Aydin Soei har vist – ikke koranvers og fredagsbøn; men derimod en oplevelse af modborgerskab, som især udvikles i ghettomiljøernes subkulturelle fællesskaber.

Ved  på særdeles konkret facon at kæde banderne og islam sammen, bærer Krasnik ved til den myte, som Søren Espersen m.fl. ønsker at sprede, når de betegner banderne ”muslimske bander” . Men samtidig får chefredaktøren med sin talende detalje leveret en indirekte illustration til en omdiskuteret leder om islam fra hans hånd med titlen “Ufredens religion”.

Arabisk versus jødisk

I artiklens sidste halvdel kulminerer modstillingen af fortid og nutid på Nørrebro – og af jødisk og arabisk. Vi hører om oldeforældrenes forretningsmæssige fremgang og om de russiske jøders vellykkede integrationsproces. Vi hører om den jødiske minoritet, der konsekvent gav sine børn danske navne, ihærdigt arbejdede på at lære sig dansk, og havde en selvopfattelse som dansk.

Over for den ubestridelige jødiske succeshistorie præsenterer Krasnik palæstinenseren Alaa, der bor i Slotsgade med kone og to døtre og læser til energitekniker. Det betones, at han modsat jøderne ikke har givet sine børn danske navne og, at han taler arabisk med døtrene og konen. Desuden citeres han for ikke at føle sig dansk: ” Men vi er muslimer og arabere. Vi bliver ikke danske.”

Krasnik nævner ikke, at man den dag i dag møder smukke jødiske navne som Ilan, Noemi, Noah, Nathan, Joel, Joshua, Shosha, Benjamin, David, Ruth og Lea blandt jøder i Danmark – også blandt efterkommere af russiske jøder. Men den detalje passer næppe ind i fortællingen om modsætningen mellem jøderne og nutidens arabiske minoriteter.

Nørrebro ”er absolut ikke jødisk mere”, slår chefredaktøren fast, og som afrunding i samme afsnit: ”Og overalt bliver det mere og mere arabisk

Og det ville have stillet Krasniks undrende spørgsmål til Alaa i et lidt andet lys – et tvelys måske: ”Jeg spørger, hvorfor han ikke har givet dem danske navne? Charlotte og Katrine? De er jo født her?”

Krasnik fremhæver mod slutningen det vemodige faktum, at den sidste jødiske forretning på Nørrebro blev solgt for ca. 20 år siden. Nørrebro ”er absolut ikke jødisk mere”, slår chefredaktøren fast, og som afrunding i samme afsnit: ”Og overalt bliver det mere og mere arabisk”. Hermed er der lagt op til den finale, som i mine øjne er det mest diskutable ved Krasniks dobbeltportræt af det gamle og det nye Nørrebro.

Havde Pernille Vermund ret?

Krasnik inddrager i slutningen også lederen af Nye Borgerlige Pernille Vermunds nylige kontroversielle udtalelser i Berlingske om Nørrebro. Vermund aflagde for nylig visit på Nørrebro og konkluderede efterfølgende med en alarmerende krigsmetafor: ”Nørrebro er tabt”.

Det var en retorisk kanonade, der indskrev sig i Vermunds stærkt indvandrerkritiske fortælling, hvor Danmark fremstilles som en etnisk-religiøs slagmark – og hvor den regulære borgerkrig truer under overfladen:

”Ifølge Pernille Vermund vil spændinger, som bliver skabt af indvandringen i det danske samfund, i værste fald resultere i ”en borgerkrig”.

Demografisk giver det ingen mening at tale om Nørrebro som tabt; ikke engang hvis man går ind på den nationalkonservative præmis om, at ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere aldrig rigtigt bliver danske … Den omstridte gruppe af ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere, der får Krasnik til at erklære, at Nørrebro bliver ”mere og mere arabisk”, udgør tilsammen 18 procent af befolkningen i bydelen

Vermunds forestilling om et tabt Nørrebro har vundet genklang i mange nationalsindede kredse. Folketingets formand Pia Kjærsgaard var allerede i 2003 i sit ugebrev ude med en lignende diagnose under overskriften ”Giv os Nørrebro tilbage”. Hun betegnede dengang kvarteret som en ”muslimsk enklave”, hvor der var ”lavt til loftet og lummert”, og som vi skulle ”arbejde på at få … tilbage.” Søren Krarup fulgte op i 2009, da han i dokumentarfilmen Verdens lykkeligste folk formulerede en karakteristisk knastør – og meget lidt lykkelig – dom over Nørrebro: ”Det er ikke Danmark”, konstaterede tidehvervspræsten.

Vermund bærer med andre ord faklen videre fra sine foregangsmænd og –kvinder.

Går Krasnik med sin artikel ind og korrigerer Vermunds vildfarelser? Udstiller den intellektuelle chefredaktør populismens fordrejninger? Nuancerer han undergangsvisionen? Nej. Krasnik vælger i stedet at give ordet til sin ældste jødiske ven, der cementerer Vermunds visioner:

”Da jeg læste Pernille Vermund, tænkte jeg, at hun har ret… Nu går man rundt og er bange for at blive intimideret af folk, der ikke vil være danskere. Jeg tror ikke på dem i kvarteret, der siger, at de ikke er nervøse. Ikke for banderne, men bare sådan generelt. I trafikken. På gaden. Man kan sagtens bo her, blot skal man passe på, hvad man siger, og hvordan man gør det. Der er en mere og mere aggressiv og hensynsløs stemning, fordi den sociale og religiøse kontrol er under overfladen. Det gør mig virkelig ked af det. ”

Krasnik lader sin jødiske ven bekræfte Vermunds mareridt om et tabt Nørrebro. Det er udgangsakkorden, der klinger i bevidstheden efter endt læsning

I lyset af den aktuelle bandekonflikt er det helt forståeligt, at mange bliver bange, men her udvides angsten eksplicit fra det specifikke – banderne – til det generelle; gaden, stemningen samt den sociale og religiøse kontrol. Og det er da også rent kompositorisk en effektfuld slutning, at Krasnik lader sin jødiske ven bekræfte Vermunds mareridt om et tabt Nørrebro. Det er udgangsakkorden, der klinger i bevidstheden efter endt læsning.

Og måske er det derfor, at nationalkonservative stemmer som Kim Møller  og Morten Uhrskov (Dansk Samling) har omfavnet og prist Krasniks portræt af Nørrebro. Ligesom Pernille Vermund har citeret artiklens slutning på facebook – til stor jubel for hendes følgere.

Giver det et retvisende billede at udtale, at Nørrebro er tabt?

Nej. Men det rummer en subjektiv sandhed, der ophøjes til artiklens konkluderende udsagn om nutidens Nørrebro.

Jeg betvivler ikke, at Krasniks ven samt Kjærsgaard, Krarup og Vermund har en emotionel oplevelse af, at Nørrebro er tabt, men på et rationelt plan er det nationalkonservativt nonsens.

Det tabte Nørrebro består ifølge den seneste befolkningstælling af 79.947 indbyggere, heraf er langt hovedparten nemlig 58.882 af pæredansk oprindelse. Den omstridte gruppe af ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere, dem der får Krasnik til at erklære, at Nørrebro bliver ”mere og mere arabisk”, udgør tilsammen 14.336 altså 18 procent af befolkningen. Demografisk giver det ingen mening at tale om Nørrebro som tabt; ikke engang hvis man går ind på den nationalkonservative præmis om, at ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere aldrig rigtigt bliver danske.

Nuanceret oplysning

Må Krasnik så ikke citere sin vens subjektive oplevelse? Jo, naturligvis.

Hvis Krasnik vil levere nuanceret oplysning, og ikke kun unuancerede modstillinger, kunne han f.eks. have suppleret med professor Garbi Schmidts dementi af Vermunds udsagn

Men hvis han vil levere nuanceret oplysning, og ikke kun unuancerede modstillinger, kunne han f.eks. have suppleret med professor Garbi Schmidts dementi af Vermunds udsagn. Garbi Schmidt, som har skrevet om indvandringens historie på Nørrebro, bliver anvendt som kilde i artiklen, men det hun sagde til Krasnik om Vermunds udtalelse, er udeladt. På Facebook, skriver hun:

” Jeg understregede, at jeg på ingen måde kunne se, at Nørrebro var tabt – Nørrebro er i øvrigt mange ting, det er et meget forskelligartet kvarter, og det er tilmed et kvarter, som er kendetegnet ved aktivisme og engagement.”

Krasniks artikel er god historieformidling, der genopliver en for længst svunden epoke, men det nutidige spor er forsimplet og afslutningen giver med sin bekræftelse af Vermunds undergangsvisioner et forvrænget billede af virkeligheden.

Problemerne på nutidens Nørrebro skal ikke forties, men det kan umuligt være Weekendavisens opgave at forstørre og fortegne dem.

Foto: Wikipedia

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn.

Seneste artikler om Danmark