Rekonstruktioner i dokumentarfilm: Gen- eller nyskabelse af begivenheder?

i Kultur/Film af
CPH:DOX // OPTAKT – Kan man bruge rekonstruktioner i dokumentarfilm til at omskabe begivenheder i stedet for at genskabe dem? Ja, skriver Emil Nørgaard Munk i forbindelse med premieren på hans dokumentar Forestillinger om min far. Med den tyske instruktør Werner Herzog som inspirationskilde skelner Nørgaard mellem “bogholdersandhed” og “ekstatisk sandhed”.

I dokumentarfilm er en rekonstruktion typisk et greb, hvor instruktøren ved hjælp af skuespillere, statister, kostumer og locations, genskaber situationer og begivenheder, som kameraet ikke indfangede, da de oprindeligt fandt sted.

Der sættes tit en ære i at genskabe begivenhederne så nøjagtigt som muligt, og der lægges store indsatser i at finde de rigtige genstande og beklædningsdele, der kan mime den oprindelige begivenhed.

I Errol Morris’ klassiske True Crime-dokumentar The Thin Blue Line fra 1988 ændrer rekonstruktionen af et politimord sig løbende gennem filmen. Nye elementer tilføjes, hver gang et nyt vidne fortæller historien, og afgørende detaljer forandrer sig, alt efter hvem der fortæller. Hele tiden forsøger filmen at skabe den nøjagtige gengivelse af, hvad der faktisk skete.

Grebet er siden blevet udbredt i uendelige tv-produktioner, typisk for at rekonstruere forbrydelser.

Er det så overhovedet en dokumentarfilm, når rekonstruktionerne ikke gengiver faktiske begivenheder? Medgivet, vi befinder os bestemt i krydsfeltet mellem dokumentar og fiktion – den såkaldte hybridgenre

Joshua Oppenheimers The Act of Killing (2012) tog rekonstruktionen til nye højder. Her lod Oppenheimer bødlerne fra en Indonesisk folkemord i 1960’erne, rekonstruere deres egne modbydelige gerninger for åben skærm. Rekonstruktionerne tager hos Oppenheimer en surrealistisk og dybt ubehagelig drejning, der ligger meget langt fra de sterile fiktionaliserede versioner, som vi finder hos Morris.

Hvor Oppenheimer placerer bødlerne i de faktiske fysiske omgivelser, hvor folkemordet fandt sted, har andre instruktører prøvet kræfter med at skabe en stiliseret og “ren” scene, som baggrund for rekonstruktioner. Af nyere eksempler kan nævnes Rekonstruktion Utøya (Carl Javér, 2018) og forrige års vinder af hovedkonkurrencen på CPH:DOX The Raft (Marcus Lindeen, 2018).

I begge film bringes de medvirkende ind i et sort tv-studie, hvor de skal rekonstruere virkelige begivenheder. I sidstnævnte film bringer Lindeen de tidligere deltagere fra et socialt eksperiment på en tømmerflåde sammen igen, 40 år efter deres oprindelige ekspedition over Atlanten. Deltagerne samles i et tv-studie med en rekonstrueret tømmerflåde, hvor de i fællesskab mindes den oprindelige ekspedition og de sociale dynamikker eksperimentet skabte i gruppen.

De ovennævnte film er alle nyskabende og dybt originale (re)konstruktioner. Fælles for Morris, Oppenheimer, Lindeen og Javér er dog, at rekonstruktionerne handler om så nøjagtigt og detaljeret som muligt, at genskabe begivenheder der tidligere har fundet sted.

Rekonstruktioner, der omskaber

Men kan man ikke bruge rekonstruktionen til at omskabe i stedet for at genskabe?

I min seneste film, Forestillinger om min far, har jeg forsøgt at gøre netop det.

Med udgangspunkt i en konkret oplevelse og en række minder med min nu afdøde far har jeg prøvet at genskabe rammerne fra oplevelsen, men ved at omskrive udfaldet.

Lad mig forklare.

Min far var i de sidste år af sit liv lidt ved siden af sig selv. Uden arbejde og indtægt, og derfor var han blevet smidt ud af sin lejlighed. Vi havde i familien ved fælles hjælp fået kommunen til at skaffe ham en bolig  – nu skulle hans ting bare flyttes.

Da vi dukkede op på hans adresse blev vi imidlertid mødt af et hjem, der ikke så ud som om det var på vej til at blive skiftet ud. Intet var pakket i kasser, opvasken voksede højt på køkkenbordet, og alle skabe og skuffer var stadig fyldte med hans ting. Vi fik pakket ca. en tredjedel af hans ting ned og kørte dem til den nye lejlighed, inden udlejeren skiftede låsen ud og adskilte os fra de resterende to tredjedele. Det var på alle måder en håbløs situation.

I min film kan øjeblikkene af dokumentarisk sandhed først og fremmest findes i erkendelsen af, at vores egne narrativer om opvækst, familie og relationer, potentielt kan forandres og være helt anderledes. Jeg skal hilse og sige, at det i sandhed er frisættende

Jeg har siden tænkt på det potentiale, der kunne have været i en flytning. Hvordan jeg sammen med min far kunne gennemgå minder og ejendele og hvordan det at prioritere og gennemgå fortiden, kunne have faciliteret en forsonende samtale imellem os.

Nogle år efter min fars død, besluttede jeg derfor at prøve at gøre situationen om. Sammen med to skuespillere byggede jeg to karakterer, en far og en søn, og genskabte situationen, hvor de skal tømme faderens lejlighed. Jeg skrev konkrete minder ned til hver skuespiller og udvalgte en række genstande, der skulle dukke op i løbet af flytningen, og som ville flytte samtalerne i en bestemt retning. Med de værktøjer improviserede skuespillerne alle dialoger og handlinger frem.

I modsætning til den faktiske flytning skabte vi her et rum, hvor der var plads til både vrede, kærlighed og nysgerrighed, og hvor det faktisk lykkes far og søn at lære hinanden bedre at kende.

Men er det så overhovedet en dokumentarfilm, når rekonstruktionerne ikke gengiver faktiske begivenheder? Medgivet, vi befinder os bestemt i krydsfeltet mellem dokumentar og fiktion – den såkaldte hybridgenre. Men jeg kan stadig garantere, at filmen har dokumentariske kvaliteter. Den udsiger noget om virkelige mennesker i en virkelighed, også selv om dette “noget”, måske mest er et ønske, en drøm eller fantasi.

Instruktøren Werner Herzog skelner mellem “bogholdersandhed” og “ekstatisk sandhed”. Det første har at gøre med faktuelle og målbare data – en idé om at det er muligt at finde frem til og vise sandheden. Den ekstatiske sandhed, derimod manifesterer sig kun som øjeblikke af sandhed i filmiske billeder. Det er et mulighedsrum, hvor seeren kan gå mange veje, og finde sin egen sandhed.

I min film kan øjeblikkene af dokumentarisk sandhed først og fremmest findes i erkendelsen af, at vores egne narrativer om opvækst, familie og relationer, potentielt kan forandres og være helt anderledes. Jeg skal hilse og sige, at det i sandhed er frisættende.

Forestillinger om min far har verdenspremiere på CPH:DOX i marts 2020.


Foto: Still fra Forestillinger om min far, CPH DOX

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Emil Nørgaard Munk (f. 1985) er dokumentarfilminstruktør og fotograf.

Med en kandidat i filmvidenskab og visuel antropologi fra Københavns Universitet, har han arbejdet meget indenfor observerende dokumentar og etnografisk film.

Senest med filmen “Heksene fra Gushegu”, der havde premiere på CPH:DOX i 2018.

Foruden etnografisk film underviser Emil i forskellige aspekter af filmproduktion, ligesom han har instrueret en række dokumentarfilm til undervisningsbrug i såvel folkeskole, gymnasium og universitet.

Seneste artikler om Kultur