Min stedfar krænkede mig – derfor sagde jeg intet • POV International

Jeannette Refstrup 21.10.2020

KRÆNKELSER // KLUMME – ”Jeg havde ofte myoser i skuldrene, og han masserede dem. Når han gjorde det, havde han tendens til at lade hænderne glide ned under mig og røre mine bryster. Sagde jeg fra? Nej. Jeg var 13-14-15 år. Jeg var i tvivl om min egen dømmekraft. Jeg syntes, det var pinligt. Og det ville især være pinligt at sige fra og så høre ham sige ”du tager fuldstændigt fejl, men du har jo også altid været så sexfixeret … Jeg ville ønske, at I ville se med lidt mere nåde på det, I læser og hører og lade være med at dømme. For I kender aldrig hele historien.”

Da jeg var teenager, boede jeg sammen med en stedfar, som krænkede mig seksuelt.
Hvad gjorde han helt præcist?

Jeg havde ofte myoser i skuldrene, og han masserede dem.
Når han gjorde det, havde han tendens til at lade hænderne glide ned under mig og røre mine bryster.

”Du lå og stønnede og klynkede mit navn. Når mor kommer hjem, må vi hellere holde døren lukket hertil. For hvad vil hun ellers tro?”

Sagde jeg fra?
Nej.

Lod jeg være med en anden gang at bede ham om at massere mine skuldre?
Nej.

Hvorfor sagde jeg ikke fra?
Hvorfor holdt jeg ikke op med at bede ham massere mine skuldre?

Jeg var 13-14-15 år, og jeg var ikke sikker på, at der skete det, der skete. Jeg var i tvivl om min egen dømmekraft.

Jeg syntes, det var pinligt. Og det ville især være pinligt at sige fra og så høre ham sige: ”du tager fuldstændigt fejl, men du har jo også altid været så sexfixeret.”

Gjorde han andet?
Ja.

En gang min mor var på sygehuset, kom han ind på mit værelse om natten. Jeg vågnede ved, at han sad i fodenden af min seng og kiggede på mig:

”Du lå og stønnede og klynkede mit navn. Når mor kommer hjem, må vi hellere holde døren lukket hertil. For hvad vil hun ellers tro?”

Jeg syntes, det var absurd pinligt. Jeg troede ikke et øjeblik, at det var rigtigt, hvad han sagde. Men hvad nu hvis andre troede, at jeg drømte den slags om ham om natten?

Sagde jeg det til min mor?
Nej.
Sagde jeg det til andre?
Nej.
Hvorfor ikke?

Jeg syntes, det var absurd pinligt.
Jeg troede ikke et øjeblik, at det var rigtigt, hvad han sagde. Men hvad nu, hvis andre troede, at jeg drømte den slags om ham om natten?

Skete der andet?
Ja.

Andre ”småting” – jeg kan forstå på eksempelvis forfatter og sognepræst Kristian Ditlev Jensen og de foreløbig 12.000 personer, der har delt hans Facebook-opslag, at vi nu gradbøjer seksuelle overgreb/krænkelser. Nogen har været udsat for et rigtigt overgreb og andre har ikke. Jeg har ikke været udsat for et ”rigtigt” overgreb og burde derfor bare holde mund

Nå.
Men hvorfor deler jeg med bankende hjerte og rystende hænder det her nu – 30-35 år senere?

Fordi I sidder en hel masse mennesker derude og mener, at I har ret til at dømme, hvad andre har været udsat for, og hvordan de burde reagere i den forbindelse (også uden I egentlig ved, hvad der helt præcist er sket).

I er SÅ sikre på, at I i hvert fald selv ville have reageret helt anderledes.

I ville have reageret på den rigtige måde (hvad det så end er).

Da jeg var 16-17 år, spurgte jeg ham, om jeg måtte kalde ham ”far”. Hvorfor gjorde jeg det, når jeg nu hadede ham så meget? Det korte svar er: Fordi det gjorde mit liv lettere

Hvis der havde været den samme billed-dokumentation, da jeg var 15, som der er i dag, kunne der måske også have været billeder af mig og min stedfar i kærlige, familiære situationer.

Og da jeg var 16-17 år, spurgte jeg ham, om jeg måtte kalde ham ”far”.

Hvorfor gjorde jeg det, når jeg nu hadede ham så meget?

Det korte svar er: Fordi det gjorde mit liv lettere.

Måske gør andre ofre for krænkelse og overgreb også ting, der ser mærkelige ud udefra, fordi det gør deres liv lettere?

I kræver af ofre for seksuelle krænkelser og overgreb (har jeg mon været udsat for en krænkelse eller et overgreb? Jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad), at de skal gøre en hel masse – og ikke gøre en hel masse.

For ellers reagerer de/vi ikke ”rigtigt” – og dermed risikerer de/vi offentlig fordømmelse.

Valget bliver dermed:

Skal jeg tie stille og risikere fordømmelsen i ”hvorfor sagde du ikke fra? / hvorfor sagde du det ikke til nogen?”

Jeg ville ønske, at I ville se med lidt mere nåde på det, I læser og hører og lade være med at dømme

Eller skal jeg sige det og risikere fordømmelsen i ”det er ikke en rigtig krænkelse / et rigtigt overgreb”, ”hvorfor sagde du ikke op / flyttede / lod være med X, Y, Z”, ”hvorfor siger du det først nu?” – fortsæt selv listen.

Jeg ville ønske, at I ville se med lidt mere nåde på det, I læser og hører og lade være med at dømme.

For I kender aldrig hele historien. Og I ved aldrig, hvordan I egentlig selv ville have reageret, hvis I var i situationen.

(Og jeg håber, at I aldrig får brug for at finde ud af det. For selvom jeg ikke var udsat for et ”rigtigt” overgreb, havde det store konsekvenser for mig i mange år).

Og hey:
Det her er min historie. Jeg har noget, jeg vil sige med den, men jeg kommer ikke til at indgå i debatter og diskussioner.

Jeg håber bare, du læser og tænker dig om – og dømmer lidt mindre hårdt i fremtiden.

LÆS MERE OM #METOO I POV HER

Topillustration: Jeannette Refstrups stedfar krænkede hende, da hun var barn. Hun sagde intet. Det var der en grund til. Foto: Privat

Jeannette Refstrup

Jeannette Refstrup (f. 1972) er uddannet journalist og Executive Master i Corporate Communication. Hun er partner i kommunikationsbureauet StrupStrup®, der arbejder med strategisk kommunikation og digital markedsføring. Jeannette Refstrup er tilknyttet som underviser på akademi- og diplomfag hos IBA i Kolding og Center for Frivilligt Socialt Arbejde i Odense, hvor hun underviser i sociale medier. Hun sidder desuden i bestyrelsen for BusinessHorsens og det socialpædagogiske opholdssted Borgmesterbakken, der er en del af Jysk Børneforsorg Fredehjem samt i advisory board for EA Dania Horsens.