Vi ordnede det selv

Lone Kühlmann 19.06.2026

I POV på spidsen sætter en håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter tidens emner til debat.

POV PÅ SPIDSEN // KOMMENTAR – ”Victimblaming er et af de ord, der effektivt afskærer enhver mulig samtale. Det er nok derfor, det er så populært,” skriver Lone Kühlmann i denne klumme om #MeToo i dag og om, hvordan hendes generation håndterede grænseoverskridende opførsel: ”På alle mulige andre områder var vi i min generation hurtige til at råbe op, slå i bordet og kræve vores ret, men lige på det punkt var vi alt for tilbageholdende. Vi gjorde det til et personligt problem i stedet for et kulturelt problem, og det har naget mig i stigende grad.”

Tidens største mediesag handler lige så meget om generationer som om køn. Og om tidsånd.

Hvis der er noget, sagen – at dømme efter pressen og sociale medier – har vist os, så er det, at hver generation må leve livet på sine egne betingelser. Vi tror, at vi træffer frie valg, men vi er til alle tider påvirket af den tidsånd, vi lever i. ”Det er tiderne, fru Violet,” som vi alle ved fra Matador.

Og i øjeblikket er tiden til at fordømme. Nuancer er ikke velkomne. Hvis man, som nogen gør, mener, at selv de største idioter kan fortryde, bede om forladelse, blive klogere og forbedre sig, er vi omgående ovre i victimblaming, selv om der ikke er sagt et kritisk ord om ofrene. Victimblaming er et af de ord, der effektivt afskærer enhver mulig samtale. Det er nok derfor, det er så populært.

Der går et tydeligt skel mellem yngre og ældre kvinder. Og måske også mellem yngre og ældre mænd, men de er ligesom ikke rigtigt med i denne historie. De står ovre i hjørnet og holder vejret. Det er kvinder, det drejer sig om. Det er både en kønskamp og en generationskamp. Ældre kvinder, som udtrykker undren over, at seks år ikke skulle være nok til at sone en gennemført idiotisk opførsel for en mand, som desuden er flov over sin tåbelighed, bliver verbalt overfaldet og svinet til. Blandt andet for at være gamle. Alderen alene diskvalificerer ethvert udsagn fra folk over 60.

Det skete alle steder

Jeg er blandt det flertal af gamle feminister, som helhjertet støtter #MeToo. Det er en lise at se alle de kvinder i forskellige brancher, der er færdige med at opfatte sig selv som passive ofre og har slået tilbage. Jeg hylder den handlekraft, og jeg er begejstret over, hvordan den medvirker til, at mænd nu har opdaget, at de også er et køn og ikke bare normen.

Jeg kan afsløre, at grænseoverskridende opførsel ikke er noget nyt begreb. Før i tiden lå det nærmest i luften, at en mand havde ret til at forsøge sig. At prøve, ”om hun var til noget”.

Det skete alle steder. På skoler, læreanstalter, arbejdspladser og i foreningslivet. Det var og er svært at gå til sin ledelse med anklager, for det er næsten altid dem, det handler om.

Vi troede grundlæggende ikke på, at man kunne lave mænd om. Det betød ikke, at vi fandt os i noget. Men vi ordnede det selv

Jeg har aldrig hørt om en underordnet, der har befamlet sin chef. Jeg har derimod tit hørt om en chef, der undskyldte med, at han ”havde fået for meget at drikke”. Bemærk den passive form: ”fået”. Det var ligesom ikke noget, han selv gjorde. Men så fuld, at det går ud over en overordnet, er der sjældent nogen, der bliver.

På alle mulige andre områder var vi i min generation hurtige til at råbe op, slå i bordet og kræve vores ret, men lige på det punkt var vi alt for tilbageholdende. Vi gjorde det til et personligt problem i stedet for et kulturelt problem, og det har naget mig i stigende grad.

Vi holdt sammen og advarede hinanden mod røvhuller, men vi troede grundlæggende ikke på, at man kunne lave mænd om. Det betød ikke, at vi fandt os i noget. Men vi ordnede det selv. Med et par flade eller ved at sno os, så vi undgik konfrontationer. Det var jo chefer.

Livets tilskikkelser og gældende normer

Det var bl.a. derfor, jeg var så begejstret for #MeToo. Selvfølgelig kan folk ændre sig. Uanset køn. Når klam opførsel har konsekvenser, bliver man klogere og ændrer adfærd. Det er igen det med tiderne. Selvfølgelig var det også dengang irriterende. Man blev vred og rasende og ked af det.

Hvis vi havde fået at vide, at det var traumatiserende, var vi nok blevet det. Jeg er ikke sikker på, at vi vidste, hvad traumatiseret betød, og begrebet krænkelse fandtes vitterligt ikke i vores ordforråd. Jeg siger det ikke for sjov. Hvordan vi opfatter livets tilskikkelser, skyldes i høj grad de gældende normer. At blive gravid uden for ægteskab var dengang den største skam, der kunne overgå en kvinde og hele hendes familie. I dag tager vi for givet, at det er noget, hun har valgt. Ellers får hun en abort, og det er der heller ikke noget skamfuldt ved.

Jeg er ikke sikker på, at vi vidste, hvad traumatiseret betød, og begrebet krænkelse fandtes vitterligt ikke i vores ordforråd

Måske handler forskellen om, at kvinder dengang ikke forventede sig andet af mænd? Piger var opdraget til, at mænd kun var ude på én ting, og man kunne blive gravid af det. Sex var noget, kvinder underkastede sig i ægteskabet, og det var nærmest suspekt at få fornøjelse af det.

Man må sige, at det tog vores generation et godt og grundigt opgør med. Kvinder kæmpede sig til retten til deres egen seksualitet og retten til selv at vælge, hvem de ville dele den med. De fandt ud af, at det var ligegyldigt, om det var forfra eller bagfra, fra siden eller hængende fra en lysekrone, så længe det var noget, de selv valgte og ikke blev presset til.

Sex var ikke noget, man skammede sig over. Det var noget, man delte. Og ikke altid tog særlig alvorligt: ”Når de nu så gerne vil,” sagde en af mine veninder og trak på skulderen. Så generøs har jeg nu aldrig været. Men det er sikkert et af de væsentlige skel i livsopfattelse mellem yngre og ældre generationer. Vi tog ikke alting så tungt. Og skældes nu ud for at være overfladiske. Tja …

Der er ingen voksne, der kan lægge ansvaret fra sig

Mange af os havde set på vores mødres liv og besluttet, at det ikke var noget for os. Vi var frygtløse og fornøjede. Vi levede i en rus af fælles tanker og handlinger og glæden ved at se århundreders forestillinger om korrekt kvindelig adfærd synke i grus.

Vi begreb simpelthen ikke, at nogen frivilligt kunne vælge at være økonomisk afhængige af noget så flygtigt som en mand og ovenikøbet så det som et privilegium. Det var også den generation, som opdagede, at hvis man vil have frihed, må man også tage ansvar. Der er ingen voksne mennesker inden for normalområdet, der kan lægge ansvaret fra sig.

Selvfølgelig skal det have konsekvenser. Personligt tror jeg, at det ville være en rigtig god ting, hvis man overlod den slags til domstole

Det kan man heller ikke, hvis man har forgrebet sig på et andet menneske. Selvfølgelig skal det have konsekvenser. Personligt tror jeg, at det ville være en rigtig god ting, hvis man overlod den slags til domstole. Ikke til mere eller mindre rådvilde og skrækslagne HR-afdelinger. Vi har set alt for mange folkedomstole, der har kastet sig over folk med frådende beskyldninger, som de udelukkende har fra pressen og sociale medier. I en retssag kan man få fakta belyst fra begge sider, og der bliver afsagt dom. Når det er muligt med voldtægt, må det også være muligt med alle mulige andre versioner af seksuelle overgreb.

Til sammenligning med folkedomstolens tidsubestemte straf er straffen for overfaldsvoldtægt gennemsnitligt to år og seks måneder og, hvis parterne kender hinanden, 6-18 måneders fængsel. Det forekommer mig at være billigt sluppet, men mon ikke udsigten til en fængselsdom ville have en forebyggende virkning på den type overgrebsmænd, vi taler om her? Det er som regel pæne mennesker i magtpositioner.

En aforisme fra afdøde Mikal Rode opsummerer vist udmærket, hvor vi står: Vi mennesker er mere beskedne, end vi tror. Vi tror, at vi vil have retfærdighed, men vi vil i virkeligheden bare have ret.