#METOO // KOMMENTAR – Seksuelle krænkelser eller chikane af kvinder på det danske arbejdsmarked vil stadig forekomme. En så indlejret kultur ændrer sig ikke på fire år. Men der er en ny tendens, hvor vi ser ledelseslaget og tidligere krænkere slå igen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvor mange venner og fans der har samlet penge ind – på Jes Dorph-Petersens egen opfordring – til hans nye retssag, ved ingen. Men de venter alle spændt – ligesom medierne, advokatbranchen og TV 2’s ledelse – på Østre Landsrets dom, der falder d. 17. marts kl. 10.00.
Udfaldet er selvsagt også vigtigt for de involverede kvinder, der har følt sig krænket af hans opførsel som tidligere kollega. Som bekendt betegnede den ene sin oplevelse hjemme i hans lejlighed efter fyraften som et direkte seksuelt overgreb. Den anden fortalte om uønskede seksuelle forslag, og at hun løb hjem.
Retssagen handler ikke om frifindelse eller ej, selvom hovedpersonen selv bruger udtrykket i mere populært øjemed, mens han kræver 1,6 mio. kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, psykologtimer og PTSD-symptomer. Selv husker han intet om hændelserne. Sagens kerne er advokatundersøgelsen. Blev der begået fejl i selve den juridiske metode, og fik de rette vidner taletid?
Opremsningen er, af den grund, nærmest blevet min automatreaktion, når jeg eller især de mange krænkede støder på #MeToos modpol: Den omvendte vrede
Jes Dorph Petersen har ikke undskyldt, som flere andre #MeToo-anklagede mænd ellers har valgt at gøre offentligt. Fordi han, som jeg skrev, ikke selv kan huske noget. Men den berømte Mr. News har brugt pressen som talerør: ”Jeg vil kraftedme ikke bukke hovedet,” sagde han i Politiken, 5. januar 2021.
I andre opsigtsvækkende sager har vi de seneste år set politikere blive ekskluderet af partier, og chefer fyret og bortvist fra virksomheder og i fagforeningstoppen, i Landbrug og Fødevarer, i DBU’s Økonomiafdeling, i DR’s pigekor med flere. #MeToo-krænkelser og den sexistiske kultur så pludselig dagens lys i utallige trivselsundersøgelser på blandt andet dagbladene, i advokat- og reklame-, restaurations- og teaterbranchen. Sammen med mange lignende oplevelser blandt studerende, praktikanter og lærlinge.
Hvorfor remser jeg op? Fordi det er en proces, der ikke er overstået. Opremsningen er, af den grund, nærmest blevet min automatreaktion, når jeg eller især de mange krænkede støder på MeToos modpol: Den omvendte vrede.
”Det var jo en anden tid.” “Havde de ondt af en hånd mellem låret?” “Sig mig, skal flirt nu være forbudt?” Disse replikker er gengangere, der heldigvis har fået en vis klang af satire. Er det sjove kommentarer om #MeToo? Mon danske forældre replicerer med et ”jamen Helledusseda”, når de lytter til deres egne børns oplevelser? Næppe.
To eksempler
Selv har jeg to eksempler fra MeToo-bølgens start herhjemme i 2021, der virkelig har sat sig i mig. De er vidt forskellige: Da den ellers så fandenivoldske ballademager Peter Aalbæk fra Zentropa sad i Deadlines TV-studie og pludselig blev tavs. Chefen, der altid muntrede firmaets julefrokoster op med at stikke en mikrofon op under nederdelene på de 20-årige piger med vittigheden: ”Hør, fissen snakker.”
Hvad ville han have gjort, spurgte værten, hvis hans egen datter kom hjem og fortalte om chefens leg? Tavshed. Så kom svaret: ”Tja, tja, jeg er jo alfahan … jeg ville nok være blevet rasende.” Sådan sluttede Deadline den aften.
Mange nye tiltag er kommet til efter bl.a værten Sofie Lindes berømte icebreaker-tale. Fx benyttes der færre kontraktlige tavshedsklausuler end før. Opsigelse kræver ikke altid tavshed
Det andet, der har sat sig, er et udsagn fra en 19-årig kvindelig malerlærling, der deltog i den store anonyme trivselsundersøgelse foretaget i 3F i 2022. Hver gang hun sad på alle fire i sin maleropgave, sagde mester højt: ”Så kan vi lige se, om du fik rund eller firkantet pik i går.” Andre gange lød det: ”Du kunne også lige slikke penslen bagefter.”
Pigen trak sig fra sin lærlingeplads.
En indlejret kultur
Seksuelle krænkelser og chikane af kvinder på det danske arbejdsmarked vil stadig forekomme. En så indlejret kultur ændrer sig ikke på fire år. Så sent som i sidste måned modtog advokatfirmaet Plesner klager om firmaets ene medejers grænseoverskridende adfærd fra 15 (kvindelige) ansatte. De havde kontaktet Djøf, men Plesners øverste ledelse ”genkendte ikke det billede”. I sidste uge bad ledelsen alligevel manden forlade arbejdspladsen efter ”selvransagelse i partnergruppen”.
Mange nye MeToo-tiltag er kommet til efter bl.a værten Sofie Lindes berømte icebreaker-tale. Fx benyttes der færre kontraktlige tavshedsklausuler end før. Opsigelse kræver ikke altid tavshed. Mange ledelser har indført whistleblower-ordninger og nultolerance, da det ifølge Arbejdstilsynet faktisk påhviler enhver ledelse netop at undgå sexchikane og mobning. Tænker man fluks på partiet Moderaternes arbejdskultur i deres klovnebus, så fik de netop sådan et påbud fra tilsynet. Trivselsundersøgelser har fået tilføjet flere spørgsmål specifikt om emnet.
Jon Stephensen, der blev løsgænger pga. ”upassende adfærd”, som Moderaterne udtrykte det, optræder jævnligt i podcasts om sin egen sag. Også om ”klagebrevet” fra tidligere kollegaer i teaterbranchen om hans chefmetoder. Han deler samme kampånd som Jes Dorph-Petersen. Den 20. december 2024 skrev Stephensen en længere kronik i Politiken med en helt anden vinkel: ”Hvornår har jeg udstået min straf fra folkedomstolen?” Han har dummet sig, men undskyldt, skriver han bl.a., og han vil ikke finde sig i en evig karens som straf.
I forrige uge blussede en ny debat så op i forlagsmiljøet, da en tidligere kvindelig ansat på Lindhardt og Ringhof, Mathilde Friese, stod frem og brugte MeToo-termer om sine oplevelser i en grænseløs kultur. En ikke-krænket mand, forfatteren Hassan Preisler, beskrev 16. januar 2025 i Frihedsbrevet sin ”egen tid som berømt stjerneforfatter” på samme forlag. Han betegnede forlagets ydelser som alfonseri. Han mindes frit, at man kunne ”vælte sig” i de unge kvinder, hvilket han så gjorde. Det fortryder Preisler så nu.
Nye toner anno 2025?
Men to modreaktioner, man ser nu, er faktisk usædvanlige. Den ene: Allerede inden forlagets ledelse gik ud med et svar på anklagerne, kom 17 af deres forfattere dem i forkøbet med en hastig fælleserklæring: ”Vi kan på ingen måde genkende billedet af seksuel kultur, tværtimod.”
Efter en gængs voldsepisode på Nørrebro efterlyser politiet aldrig vidner, der ved, at de ikke har set noget. Stakkels voldsoffer, hvis de gjorde
Gruppen er både forbløffede og bedrøvede. De understreger, at de ellers ”som forfattere er vant til at observere” og altså ikke har observeret denne kultur. Den lader vi stå et øjeblik.
Efter en gængs voldsepisode på Nørrebro efterlyser politiet aldrig vidner, der ved, at de ikke har set noget. Stakkels voldsoffer, hvis de gjorde.
Tilbage til Lindhardt og Ringhofs ledelse. De valgte en anden reaktion end vanligt set. Nemlig et decideret modsvar, der går på, at både Mathilde Friese og Hassan Preisler var besværlige, måske endda hævngerrige, og selv udviste forkert opførsel i deres tid på forlaget. Det var så uden nogen form for dokumentation.
Victim blaming er set før. Men nu, hvor yderligere 12 kvinder er kommet på banen – og i medierne – med samme beklagelser, vil forlaget alligevel sætte en intern undersøgelse i gang. Har de mon søgt professionel krisehjælp efter den første tackling ? Kommunikationsfolk gav dem i hvert fald thumbs down.
Ingen happy end
Er der andre nye tendenser i #MeToo-dækningen? Det mener Jyllands-Postens chefredaktør Marchen Neel Gjertsen i sin leder 25. januar 2025, hvor hun klandrer flere aviser for at hylde den nye film Babygirl med Nicole Kidman som topchefen, der nyder utallige orgasmer i sin affære med en ung mandlig praktikant.
Hvorfor denne stjerneregn til en kvindelig krænker på filmlærredet, spørger hun, og hvad hvis tidligere overborgmester Frank Jensen havde spillet chefen? På filmlærredet er kønnenes vanlige roller byttet om. ”Magtkritikken skrues baglæns”, hvis anmelderne ikke ser en væsentlig MeToo-pointe i fortællingen, mener Neel
Gjertsen.
Ingen har vel lyst til at hylde Lizette Risgaard-behavior, hvilket Fagbevægelsens Hovedorganisation bestemt heller ikke gjorde. Risgaard trak sig som bekendt i 2023. Ingen happy end.
Forleden takkede en præst, i samme Jyllands-Posten, Thomas Helmig, fordi han ”har rakt sin nådige hånd ud” til sin livsven og kollega, trommeslager Claes Antonsen. Helmig vil nemlig have sin faste trommeslager med ud på sin næste turné. Måske fordi manden, efter DR’s dokumentar om sexisme i musikbranchen, lagde sig fladt ned og undskyldte for sin årelange opførsel. Nu kom velsignelsen.
Til sidst en boganmeldelse af en spritny #MeToo-roman. Den handler om tvivlen og skammen blandt krænkede unge kvinder. Holder nogle af delene nogensinde op? Det giver forfatteren Eva Aagaard sit bud på.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
