KUNST // DEBAT – Statens Kunstfonds projektstøtte ender i hænderne på eliten – og nogle gange på udvalgets egne medlemmer. Sat på spidsen: Det handler mindre om kunstnerisk kvalitet og mere om, hvem du er.
Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.
Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.
Ekstra Bladet forsøgte engang en kampagne mod det, man kaldte for Statens Klike for Kunst. Sat på spidsen går beskyldningen ud på, at Statens Kunstfond – og her specielt afdelingen for billedkunst – er en sammenspist, elitær bande, der sidder og uddeler statens midler til … ja, eliten, det vil sige sig selv.
Nu er det ikke hver dag, at man griber Statens Kunstfonds billedkunstudvalg i at uddele midler til et af medlemmerne i udvalget. Altså i snævreste forstand til sig selv. Men i dette års projektstøtte har Molly Haslund fået hele tre projekter igennem med en samlet bevilling på over 100.000 kroner.
Sat på spidsen er projektstøtteudvalget et udvalg, der uddeler statsmidler til eliten
Strengt taget er det ikke forbudt, når man blot går uden for døren og lader de øvrige tre medlemmer af udvalget bedømme ansøgningen. Men faktisk fraråder Statens Kunstfond, at man søger om penge til egne projekter: Tænk på, hvordan det ser ud udefra … som det hedder i fondens egne retningslinjer.
Naturligvis virker det himmelråbende, at et udvalg, der kun består af fire medlemmer, to kunstnere og to museumsdirektører, overhovedet kan behandle en sådan ansøgning. Der i øvrigt på overfladen lyder, som om Molly Haslund vil uddele vaffelis til en bande teenagere og så fotografere de frådende unge med is og syltetøj til op over begge ører.
Jeg skal ikke her lege smagsdommer og spørge, hvad det her har med kunst at gøre. Det er der nok andre, der skal undre sig over.
Men projektsstøtteordningen synes at lide af et langt tungere og mere strukturelt problem.
Fonden skriver på deres hjemmeside, at:
”I Projektstøtteudvalget for Billedkunst giver vi tilskud til en lang og bred række af projekter, som overordnet skal fremme billedkunst i Danmark og dansk billedkunst i udlandet.”
Videre hedder det, at man gerne vil have flere ”kvalificerede ansøgninger” fra alle dele af landet. Det lyder smukt.
Hvordan bedømmer Statens Kunstfond kunstnerisk kvalifikation?
Så spørger man sig selv: Ok, men hvordan bedømmes så denne kunstneriske kvalifikation? Hvad er kunstnerisk kvalitet?
Når man nu læser de kriterier for ”sådan vurderer vi kunstnerisk kvalitet”, lyder det alt sammen meget spændende og rigtigt, omend man sagtens kan finde så grove selvmodsigelser i teksten, at det nærmer sig floskelfyldt opskrivning.
Men det er slet ikke det, der står, der er interessant. Det er det, der ikke står, og som kan udledes af udvalgets praksis, de konkrete tildelinger.
For projektstøtten gives i alt overvejende omfang til eliten inden for dansk kunst og til allerede veletablerede museer, kunsthaller, kommuner og udstillingssteder.
I virkeligheden kunne man erstatte udvalgets arbejde ved at sætte rammebevillingerne op til de forskellige udstillingssteder, museer osv. Og så kræve, at udstillingsstederne selv medfinansierede de pågældende kunstneres værker, når det var påkrævet.
For god ordens skyld: Jeg har selv søgt om projektstøtte til et projekt, der skulle præsentere en række navne inden for provokationskunst. Fonden har end ikke behandlet min ansøgning, og det har den ikke, fordi der ikke forelå en billeddokumentation af de værker, der endnu ikke var produceret. Da der var tale om et open call, kan de deltagende kunstnere naturligvis heller ikke oplistes.
I et uddybende svar skriver Kunstfonden, at jeg kunne have anført de kuratorer, der skulle være med til at bedømme de indsendte værker. Men en sådan liste over kuratorer er temmeligt svær at udarbejde, når man ikke ved, om man kan tilbyde kuratorerne nogen aflønning, og projektet var i sin opstartsfase.
Igen er konklusionen: Hvis man på forhånd er en etableret institution, og hvis man kan fremvise de rette elitære forbindelser – f.eks. i kraft af kuratorer – så får man, måske, pengene. Det er ikke spørgsmålet om den originale eller nyskabende idé.
Det er meget, meget nemt at se ud fra de konkrete tildelinger, at det altovervejende er tunge kunstnere sammen med tunge institutioner, der søger og får midler fra projektstøtten.
Hvis nogen således, som undertegnede, tror, at man bare skal have en god idé og et godt defineret udstillingsprojekt for at søge, så kan man godt tro om igen.
Sat på spidsen er projektstøtteudvalget et udvalg, der uddeler statsmidler til eliten.
Også Jens Haaning, der tager pengene og stikker af, har fået et større beløb i projektstøtte. Måske projektet er, at han bruger pengene på sin husholdning, eller på vaffelis sammen med Molly Haslund
Egentlig kan man sige, at det måske er meget godt. For Hobbykunstner Frederiksen, Krage-korsfæster Børgesen og Klatmaler Kirsten skal vel næppe have støtte.
Men: Så skriv det dog rent ud i projektstøtteudvalgets præsentation af ”sådan bedømmer vi kunstnerisk kvalitet”! Her støtter vi eliten og elitens institutioner.
Skriv dog, at det først og fremmest er kunstnerens uddannelse sammen med institutionernes tyngde, der afgør, om man får støtte eller ej. Lad være med at foregøgle nogen, at det drejer sig om en bedømmelse af kunstnerisk kvalitet. For, sat på spidsen er det indlysende: Den betragtning kommer i anden række.
I øvrigt bliver det spændende at se, om de 30.000 kroner, som udvalget også har formået at tildele den berømte buste-sænker Katrine Dirckinck-Holmfeld, skal bruges til et nyt attentat mod et eller andet slavemonument.
Også Jens Haaning, der tager pengene og stikker af, har fået et større beløb i projektstøtte. Måske projektet er, at han bruger pengene på sin husholdning, eller på vaffelis sammen med Molly Haslund.
Nedlæg det udvalg og brug pengene fra den sparede administration til at uddele gratis is som en årlig sommer-happening på Folkemødet.
Du kan læse om de kunstneriske kvalitetskriterier her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.