DET SPANSKE VALG // ANALYSE – De fleste ventede, at Pedro Sánchez’ venstreorienterede koalitionsregering ville tabe det spanske valg 23. juli til den fremadstormende højrefløj i Spanien. Højrefløjen vandt valget, men står i den paradoksale situation, at små uafhængighedspartier, stemmemæssigt svækkede i Catalonien og i Baskerlandet, sandsynligvis sætter en stopper for et politisk systemskifte i Spanien.
VINARÒS – Ved lokalvalgene i Spanien den 28. maj 2023 gik højrefløjen markant frem og fik – som noget nyt – flertal i en række provinser (comunidades) og kommuner.
Så da premierminister Pedro Sánchez på baggrund af lokalvalgene – med stor risiko for at miste regeringsmagten – valgte at udskrive valg i Spanien før tiden, var der set frem til resultatet af det generelle valg den 23. juli 2023 med stor spænding.
Især fordi meningsmålinger spåede et yderligere skred mod højre. Det kom til at gå anderledes, end hvad profetierne prækede. Dette link giver et glimrende overblik over valgets hovedresultater, delresultater fra de forskellige regioner samt en meget anvendelig simulationsfacilitet til at lege med udvalgte kombinationer af partier bag en kommende spansk regering.
Den dårlige nyhed var, at Partido Popular (PP) ledet af Alberto Núñez Feijóo fik enorm fremgang og blev landets største parti. Og er blevet en smule større end det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español (PSOE) ledet af Pedro Sánchez. Den gode nyhed er, at det ultrahøjreorienterede VOX gik kraftigt tilbage.
Vælgerne søgte mod midten
Godt 70 % eller knap 25 millioner vælgere stemte, hvilket er en lille fremgang i valgdeltagelsen på en halv procent i forhold til valget i 2019. Valget slog fast, at spanierne generelt set rykkede mod midten og væk fra yderfløjene, eksempelvis repræsenteret ved VOX og SUMAR, til fordel for de to store, gamle partier PP og PSOE.
Bemærkelsesværdigt er det endvidere, at det lokale, venstreorienterede catalanske uafhængighedsparti Esquerra Republicana de Catalunya (ERC) med den i Catalonien populære Gabriel Rufián blev næsten halveret.
Tilbage står hovedkonklusionen, at ingen af de to store partier kan danne en rød eller blå regering med deres ’naturlige’ støttepartier. Begge blokke er ude af stand til at mønstre de nødvendige 176 mandater, hvilket er kravet til et absolut flertal i den 350 sæder store kongres, medmindre de får støtte fra en række mindre partier. Disse partier er primært lokaliseret i Catalonien og i Baskerlandet.
Bliver afgørende trods tilbagegang
Derfor ligger nøglen til dannelsen af en ny regering i Spanien i Catalonien især hos førnævnte Esquerra Republicana de Catalunya (ERC) og Junts per Catalunya (JUNTS), et lille højreorienteret parti.
Partiet JUNTS stiftedes i 2020 af den forhenværende formand for det højeste politiske organ i Catalonien: Charles Puigdemont, som i dag lever i eksil i Waterloo i Belgien efter løsrivelsesforsøget i oktober 2017 i Catalonien. Han er valgt ind i EU-Parlamentet og var indtil for nylig beskyttet af immunitet i EU imod retsforfølgelse i Spanien på baggrund af oprøret.
Det catalanske spørgsmål, som var stærkt nedtonet under valgkampen, er pludselig blevet brandvarmt – igen.
Vil de små partier støtte den røde eller blå blok, eller eventuelt blot forholde sig neutrale ved at tage stilling fra sag til sag? Her samler interessen sig yderligere om de små partier Euskal Herria Bildu (BILDU) og Partido Nacionalista Vasco (PNV) i Baskerlandet, samt endnu en række af meget små partier med kun 1 plads i den nye kongres. Under alle omstændigheder vil de små partier forsøge at sælge sig selv så dyrt som muligt, fx med krav om større selvstændighed eller generel amnesti for hovedaktører under oprøret i 2017.
Med alle forbehold ligger det til, at PSOE har de bedste taktiske kort på hånden trods vælgermæssig stilstand for SUMAR (herunder Podemos), ledet af den karismatiske Yolanda Díaz. PP står forholdsvis svagt i Catalonien og har et dårligt forhold til uafhængighedsbevægelserne i både Catalonien og i Baskerlandet.
Klimapolitikkens skuffende lave prioritet blandt de spanske vælgere kommer til udtryk ved, at VOX simpelthen kan tillade sig ikke at have en politik for klimaet i sit valgprogram
Som de politiske kommentatorer på RTVE (svarer til Danmarks Radio) siger, bliver det meget svært for PSOE at danne regering, men ikke helt umuligt. Et absolut flertal i kongressen kræver for eksempel, at PSOE får støtte af SUMAR, ERC, JUNTS, BILDU samt PNV, men principielt set har den nuværende koalitionsregering – bestående af PSOE og Podemos – mulighed for at fortsætte. Det går den siddende premierminister Pedro Sánchez (PSOE) da også efter i sonderingerne blandt partierne med henblik på at danne Spaniens næste regering.
Hvis det lykkes Pedro Sánchez at blive ny premierminister for en rød regering, så vil det under alle omstændigheder blive på et parlamentarisk svagt og ustabilt grundlag, der næppe holder de fire år frem til næste valg.
Lykkes det ikke nogen af parterne at danne en ny regering, må spanierne igen til valgurnerne. Eller kunne det ende med en model à la den danske, hvor PSOE og PP går sammen stik imod alle valgløfter? Partileder Alberto Núñez Feijóo fra PP har nemlig på det seneste luftet tanker, der kunne pege i den retning.
Valgkampens temaer
Hvad var de afgørende dagsordener i valgkampen, og hvad er den sandsynlige grund til valgresultatet?
Det er det i sagens natur vanskeligt at sige noget fornuftigt om uden en nærmere analyse af vælgerbevægelserne og den enkeltes motiv til at skifte parti. Vi giver alligevel vores fortolkning, da vi mener, de aktuelle tendenser i Spanien i nogen grad kan overføres til store dele af Europa.
I den forbindelse er det ikke uvæsentligt, at Spanien den 1. juli indtog formandskabet i EU for det næste halve år, hvilket eksempelvis indebærer, at en eventuel højreorienteret regering i givet fald vil udskifte de personer, som PSOE og Podemos har udvalgt, med helt andre politiske profiler. Det vil kunne mærkes i Danmark.
Udlændinge- og identitetspolitikken samt Catalonien spøger
Som allerede nævnt var spørgsmålet om Catalonien underspillet, men det gælder også andre store politiske spørgsmål, som præger den politiske dagsorden i Danmark, fx den økonomiske politik, krigen i Ukraine og klimaforandringerne. Enten interesserer de emner ikke den jævne spanier voldsomt meget, eller også er der trods alle nuancer bred enighed om den aktuelle politiske linje.
Klimapolitikken kunne forventes at skabe mere debat på baggrund af de store skovbrande og fænomenet gota fría (voldsomme regnskyl med oversvømmelser og storme) i Spanien.
Klimapolitikkens skuffende lave prioritet blandt de spanske vælgere kommer til udtryk ved, at VOX simpelthen kan tillade sig ikke at have en politik for klimaet i sit valgprogram. Vi kommer uvægerligt til at tænke på Pia Kjærsgaards (Dansk Folkeparti) fadæse om at udnævne klimaforkæmpere til ’klimatosser’. I Spanien udgør el-biler kun ca. 10 % af salget af nye biler, mens det øvrige Europa ligger på omkring 20 %. Spanien er dog kommet særdeles godt med, når det gælder investeringer i anlæg for vindmøller og solceller mv. Denne grønne omstilling vil blive yderligere understøttet af EU’s hjælpepakker.
Der er klart ulemper og problemer med migrationen, men det er alligevel relativt nyt, at politiske partier har valgt at profilere så stærkt på fremmedhad og fremmedfrygt
Hertil kommer, at den kommende regering skal håndtere de 3-cifrede milliardtilskud og lån i euro fra EU, efter at Spanien kvalificerede sig til en stor andel af EU’s hjælpepakker (bl.a. ny genopretningsfond på 750 mia. euro) i kølvandet på pandemien.
Højrefløjen har i de seneste år haft succes med værdikampen og har haft held til at glide af på spørgsmålet om et program for den økonomiske politik. Det har mere handlet om at forbyde eller vanskeliggøre retten til fri abort, ophæve kvinders rettigheder, som det gav sig udtryk i debatten omkring la Ley del ’Solo sí es sí’ (kendt som ’det eneste ja er ja’-loven). Det drejer sig også om krænkelser og vold mod kvinder (violencia machista), tilbagerulning af mindretalsrettigheder for LGTB+ og ikke mindst kravet om en ny og strammere udlændingepolitik.
Skal udlændingepolitikken strammes – også i Spanien?
Spanien har været kendt for en liberal udlændingepolitik. Pedro Sánchez’ første politiske aktion i 2018 handlede således om skibet Aquarius med over 600 migranter ombord, der var blevet afvist i at gå i land i Italien af den italienske regering med Lega Nord og Femstjernebevægelsen. Den nyvalgte spanske regering gav imidlertid Aquarius lov til at gå i havn i Valencia af humanitære årsager.
Den forholdsvis liberale udlændingepolitik har ført til en årelang strøm af både legale og illegale – sin papeles – flygtninge ind i Spanien, og dette faktum er blevet brugt af højrefløjen til at sige ’nok er nok’.
Der er klart ulemper og problemer med migrationen, men det er alligevel relativt nyt, at politiske partier har valgt at profilere så stærkt på fremmedhad og fremmedfrygt. Spanien er trods dette stadig et relativt åbent land over for fremmede og homoseksuelle, når der ses bort fra VOX samt andre på højrefløjen.
Den økonomiske politik betød måske ikke så meget
Den siddende regering (PSOE og Podemos) har som modtræk til inflationen hævet folkepensionen, hævet mindstelønnen, indført midlertidigt tilskud til brændstof og har grebet ind over for energiselskabernes opskruede priser, der indebar en overnormal profit. Spansk økonomi har været i god fremdrift siden pandemien og har klaret sig godt i sammenligningen med andre europæiske lande.
PP ønsker basalt set at rulle den økonomiske politik tilbage og dæmpe virkningerne af den ulighedsbekæmpende økonomiske politik. PP og VOX kan i valgkampen siges at have sat dagsordenen i højere grad end venstrefløjen, som også har været præget af en hel del intern uro omkring dannelsen af venstrefløjsalliancen SUMAR.
PSOE lykkedes ikke så godt med at få den økonomiske politik for de mange ind i valgkampen, derimod lykkedes det PSOE via kraftig agitation at kæde PP’s regeringsdrøm sammen med et fast samarbejde med VOX. Valgets tale blev, at det ellers fremgangsrige og ti år gamle VOX gik stærkt tilbage for første gang.
Ultrahøjre kan slås tilbage
I Europa er den vigtigste lære, vi kan uddrage af det spanske valg, muligvis, at ultrahøjre kan slås tilbage, selv om VOX blev et hestehoved større end den nye ydervenstrefløjsalliance SUMAR. PP’s store fremgang skete bl.a. ved, at vælgere fra VOX på den yderste højrefløj skiftede til PP. PSOE gik frem med 1 million stemmer, og alligevel har det eksisterende valgsystem kun givet dem yderligere to mandater. SUMAR var nye og fik omtrent samme opbakning som Podemos, nu i ny ’indpakning’.
Sidstnævnte kunne fortælle en historie om, at ultrahøjre fravælges, når det virkelig gælder. Omvendt er det skuffende, at en mere progressiv klimapolitik og en mere retfærdig økonomisk politik ikke belønnes ved stemmeoptællingen. Tværtom synes vi at leve i en tidsalder, hvor identitetspolitikken og følelserne dominerer på godt og ondt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
