STORBRITANNIEN // BAGGRUND – Sagen mod tidligere premierminister Boris Johnson kører, men selv om der ikke er meget hold i hans forklaringer, skal man ikke afskrive ham som politiker.
NEWCASTLE – Tirsdag den 21. marts måtte Boris Johnson stå skoleret for en parlamentskomité i London.
Han var – og er – under mistanke for at have løjet for parlamentets medlemmer. ”Løjet” eller i hvert fald ”talt usandt” eller have ”omgået sandheden med en vis lemfældighed”. Eller ”udtalt sig uden helt at have kendt alle omstændighederne.” Anklagen lyder på, at han skal have vildledt parlamentet, da han påstod, at man havde overholdt covid-reglerne i 10 Downing Street under pandemien.
Hvad var der sket?
Ligesom Danmark og mange andre lande blev United Kingdom lukket ned under pandemien. Til at begynde med mente Boris Johnson, at man bare skulle lade stå til (man kunne kalde det den svenske model). Så ville de, der skulle, få covid, og befolkningen som sådan – de, der overlevede – ville have ”flokimmunitet”.
Men så så vi frygtelige billeder fra bl.a. Italien, hvor man transporterede døde på lastbiler, og briterne skiftede mening.
Boris Johnson beordrede os til at blive hjemme. Der var dem – ikke mindst Johnson selv – der mente, at de meget selvstændige briter ikke ville være gode til at følge ordrer og officielle vejledninger. Det siger i sig selv noget om, hvor langt Johnson er fra helt at forstå sit eget folk.
Rygter om 10 Downing Street
Men så begyndte der at komme rygter om skandaler i premierministerens bolig – og arbejdsplads: Den store, gamle bygning, 10 Downing Street, der med sine mængder af smalle korridorer og døre ikke er indrettet som en moderne kontorbygning.
Først hørte man om Boris Johnsons nære rådgiver, Dominic Cummings. Han havde fået covid allerede i marts 2020, men i stedet for at blive hjemme – som han skulle – havde han taget bilen de 425 kilometer hjem til sine forældres hus i Nordøstengland. Med sig i bilen havde han sin kone og sit barn.
Da han senere skulle forklare, hvor ansvarsfuld han var, fortalte han, at han, da han havde det bedre, var han kørt en 50 kilometer lang tur i sin bil med konen og barnet til Barnard Castle, fordi han havde problemer med synet og ville være sikker på, at han kunne føre en personbil.
Nationen måbede, da den forklaring kom i medierne. Begrebet ”en Barnard Castle synsprøve” fik en særlig plads i de politiske satirikeres arsenal. Boris Johnson gav Cummings ordre til på egen hånd at forklare pressen, hvorfor han havde opført sig, som han havde gjort. Det gjorde han på en helt åbenlyst arrogant og ligegyldig måde, men han overlevede lidt endnu som rådgiver.
Allegra Stratton – en første vandring gennem Boris Johnsons spinatbed
I april 2020 var den velrenommerede journalist Allegra Stratton tiltrådt stillingen som chef for strategisk kommunikation i 10 Downing Street.
I december 2021 viste den britiske tv-kanal ITV et filmklip af en test-pressekonference, hvor man hørte Stratton omtale en julekomsammen i 10 Downing Street den måned. ”Hvad skal vi sige, det var?” spørger Stratton: ”Bare ost og vin, et forretningsmøde”.
Kort efter kunne BBC fortælle, at man faktisk havde holdt en rigtig fest i 10 Downing Street, i strid med covid-reglerne – der havde været julelege med flere dusin deltagere, der spiste og drak til efter midnat. Ifølge reglerne måtte man højst være seks personer sammen indendøre, med visse undtagelser for møder i forretningssammenhæng.
Man talte om tilfælde, hvor medarbejdere i Downing Street var gået i byen for at hente en kuffertfuld alkoholiske drikke
Boris Johnson nægtede i parlamentet allerede tidligt i december, at der havde været holdt fester i 10 Downing Street. Han var rasende over historien, sagde han. Der havde ikke været holdt fester, men nu ville der blive foretaget en intern undersøgelse, så man kunne finde ud af, hvad der var hvad.
Det viste sig, at begrebet ”sammenkomst” kunne anvendes om en hel del begivenheder i 10 Downing Street i den periode.
Man talte om tilfælde, hvor medarbejdere i Downing Street var gået i byen for at hente en kuffertfuld alkoholiske drikke, der blev vist billeder af Johnson i selskab med medarbejdere i Downing Streets have, Johnson havde deltaget i selskaber og holdt tale for medarbejdere, der skulle forlade deres stillinger.
Begyndelsen på enden
I juli 2022 måtte Boris Johnson omsider træde tilbage. Han havde mistet sit partis tillid, der var ingen vej udenom.
Der fulgte en kort periode, hvor efterfølgeren Liz Truss viste, hvor elendig en britisk statsminister kan være til sit arbejde. Hun måtte træde tilbage allerede i oktober, og allerede den måned blev den nuværende premierminister, Rishi Sunak, udnævnt, den yngste premierminister i nyere tid og den mest velhavende.
Men bag alle disse begivenheder lå bevidstheden om, at Boris Johnson var blevet anklaget for at have løjet for parlamentet, da han påstod, at der ikke havde været holdt fester i 10 Downing Street.
Han var faktisk allerede selv blevet idømt en bøde for at have deltaget i en af dem, og det var også første gang, en premierminister havde oplevet det.
Og nu skulle han træde frem for en komité af parlamentarikere, the Privileges Committee.
Den skulle tage stilling til, om Boris Johnson havde vildledt parlamentet med vilje – at han havde talt usandt i parlamentet var ikke til diskussion, spørgsmålet var omstændighederne. Om han havde vildledt parlamentet, fordi han ikke kendte alle kendsgerningerne, men så havde han evt. rettet på sine udtalelser senere – det ville ikke være uacceptabelt.
Eller om han havde vildledt parlamentet, fordi han havde sløset i det og ikke gidet finde ud af, hvad reglerne nu var for sammenkomster i 10 Downing Street. Det ville ikke se godt ud, hvis en premierminister havde gjort det.
Skæbnedagen
Dagen oprandt, tirsdag den 22. marts. Johnson indfandt sig og aflagde den formelle ed, med hånden på Bibelen: Han ville fortælle hele sandheden.
Så fremlagde han sin forklaring, og det blev snart klart, hvor vakkelvornt hans forsvar var.
Man havde hørt det fra ham før, efter den famøse lejlighed i parlamentet, der havde ført til påstanden om vildledning af parlamentet: Han havde overholdt reglerne om at holde afstand, om ikke at holde selskaber indendørs, medmindre det var i forretningsmæssig sammenhæng. Han havde rådført sig, han havde overholdt reglerne, sådan som han fortolkede dem.
Johnson er kendt for at fremtræde som lidt af en bulderbasse, han nedgør gerne sine modstandere i en debat – de er urimelige, de er smålige, diskussionen er tidsspilde (antyder han), vi skal videre til det næste, mere interessante emne.
I dag var situationen en anden, han var næsten med det samme i klemme, kunne man mærke.
Problemer helt fra starten
Den første udspørger var en kollega fra det konservative parti, Sir Bernard Jenkin. Johnson forklarede, hvor svært det er at holde afstand til andre i 10 Downing Street: smalle korridorer, masser af mennesker, der skal fra det ene lokale til det andet, man kan ikke holde afstand, hvis man arbejder sådan et sted.
”Bare du havde forklaret det i parlamentet i sin tid. Så havde vi måske ikke siddet her i dag,” kom reaktionen fra Sir Bernard. Man fik øjeblikkeligt indtryk af, at Johnson havde bragt sig selv i en helt typisk Johnson-situation. Bulderbassen havde afvist en anklage i parlamentet, han havde klart nægtet, at han skulle have brudt reglerne, helt utænkeligt var det.
Fordi Johnsons temperament er kendt – han kan være hidsig fra tid til anden – holdt journalisterne skarpt øje med lige det. Han mistede tålmodigheden cirka en time inde
Men det var det så ikke. En politiker med et lidt andet temperament, lidt mere tålmodig, lidt mere eftertænksom – måske lidt mindre skyldbevidst – kunne være sluppet ud af problemet med lidt ærlighed.
Havde han ikke bedt om råd, da historierne om selskaber i bygningen kom frem? Jo, en politisk rådgiver var en, en pressespecialist en anden, røbede han. Hvis man havde haft fornemmelsen af, at Johnson bekymrer sig mere om sin offentlige profil end om korrekt embedsførelse, så blev det bekræftet her. Han havde talt med rådgivere, der havde ansvar for hans offentlige omdømme, ikke dem, hvis arbejde det var at sikre, at hans embede blev udført korrekt i forhold til gældende love og regler.
Fordi Johnsons temperament er kendt – han kan være hidsig fra tid til anden – holdt journalisterne skarpt øje med lige det. Han mistede tålmodigheden cirka en time inde.
Fest, sammenkomst, socialt samvær?
Men jo mere, han forklarede sig, jo mere kunne man høre, at situationen med hensyn til selskabelighed i 10 Downing Street var helt ude af kontrol, han havde i hvert fald ikke prøvet at styre den.
Man havde ikke holdt fester, man havde haft en lille afskedssammenkomst for et par kolleger, en lille event.
… Derfor ved jeg, at I kun kan konkludere, at jeg er uskyldig. Hvis ikke I gør det – antydede han på nærmest Trumpsk maner – så er det ikke så sikkert, man kan stole på komitéens konklusioner
Der havde måske nok været alkohol, men hør nu lige: Er det ikke helt normalt, at man drikker en skål i alkohol for at markere sin respekt for kolleger, der skal forlade arbejdspladsen?
Selvfølgelig havde der kun været kolleger tilstede. Nå ja, og hans kone, Carrie, men hun bor der jo, og, jo, hun havde lige taget en designer med, de var ved at få nyindrettet lejligheden, hun – designeren – var jo en leverandør, ikke en ven, såh …
Han gav sig ikke. Hen imod slutningen af mødet erklærede han sin fulde tillid til komitéen: I har ingen beviser på, at jeg har vildledt parlamentet, derfor ved jeg, at I kun kan konkludere, at jeg er uskyldig. Hvis ikke I gør det – antydede han på nærmest Trumpsk maner – så er det ikke så sikkert, man kan stole på komitéens konklusioner.
Er der en afgørelse?
Komitéen kommer ikke med sin konklusion før om et par uger. Men der er stadig ingen tvivl om, at Johnson vildledte parlamentet, og efter mødet var ingen i tvivl om, at det rod, der var opstået omkring Boris Johnsons embedsførelse, det har alt at gøre med ham selv og hans ledelsesstil. En vis overfladiskhed, en vis tendens til at følge reglerne, hvis det passer ham, eller hvis ikke det bliver for kedeligt.
Nu er United Kingdom uden for EU, men med Johnson kørt ud på et sidespor og med en langt mere kompetent premierminister Sunak i 10 Downing Street kommer United Kingdom pludselig videre
Samme dag fik premierminister Rishi Sunak sin Nordirlands-aftale stemt igennem i parlamentet med et stort flertal. Det var et eklatant nederlag for Boris Johnson. I virkeligheden var det hans egen aftale, den der gjorde Nordirland til en del af både EU og af Storbritannien. Den, der havde ført til, at der nu i realiteten løber en landegrænse ned gennem Det Irske Hav, en grænse, der skiller Nordirland fra resten af United Kingdom, en aftale, som de britiske konservatives nordirske støtteparti forlangte, blev annulleret.
I dag er Johnsons Brexit-projekt en saga blot. Han førte kampagnen for at få sit land ud af EU og lovede sine medborgere guld og grønne skove i en ny og mere åben verden, der lå og ventede på at få lov til at samarbejde med briterne.
Sådan er det ikke gået. Nu er United Kingdom uden for EU, men med Johnson kørt ud på et sidespor, og med en langt mere kompetent premierminister Sunak i 10 Downing Street kommer United Kingdom pludselig videre. Der er en fremtid uden for EU, men i samarbejde med det ”Europa”, som så mange briter havde set sig gale på.
Nu diskuteres der forsvarssamarbejde mellem EU og UK, og Nordirland er ikke længere det problem, som Johnson og hans mange brexiteers havde gjort det til.
Johnsons fremtid
Hvad sker der med ham selv som politiker? I værste fald kan han blive suspenderet fra parlamentet. Det vil være drastisk, når man tænker efter: en tidligere premierminister suspenderet som medlem af sit eget parlament.
Det vil kunne føre til valg i hans valgkreds, og han vil så kunne miste sin plads i parlamentet.
Man kan dog ikke uden videre afskrive ham som politiker. Han kan vende tilbage. Trods alt har han vist enestående evner som stemmesluger ved valget i 2019.
Ellers ligger der en lukrativ fremtid og venter ham som celebrity-taler og som skribent. Johnson kommer ikke ned med nakken. Bliver han dukket lidt? Se på billederne: Han bøjer hovedet lidt. Men det betyder intet, sådan ser han altid ud.
Indeni knejser Boris Johnson stadig stolt.
Læs mere om United Kingdom i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her