
ESSAY – Sammenlign med Danmark, skriver Maria Helleberg i denne ode til broderlandet, vi i århundreder dannede rigsfællesskab med. Her har man på trods bygget og genopbygget et sundt og logistisk og socialt velfungerende samfund, der egentlig burde være en umulighed.
Norge er egentlig en umulighed. En humlebi, der aldrig ville kunne komme til at flyve. Ikke desto mindre er Norge en af verdens mest vellykkede stater. En ret ny konstruktion, må man sige, og eksemplet på, at nationalstater, der forsøges opslugt, kan genskabes uden ekskluderende nationalisme. Og at velstand kan forenes med venlighed.
Hvis man rejser gennem (eller snarere: opad gennem) landet går udfordringerne først op for en.
Flyv over Norge en vinternat og se afstandene mellem bebyggede steder. Sammenlign med Danmark
Det er jo stadig en slags vikingeland med spredte stykke dyrkbart land, men også uoverkommelige fjelde og særdeles livligt vand; mange steder er fartøjer noget mere effektive transportmidler end biler.
Husker mit første forsøg på at komme over Hardangervidda, Dovre og Jotunheimen på den tid, som stod i guidebogen. Alene i min Saab. Ikke anbefalelsesværdigt.
Og toget? Det kører så langt nordpå som til Bodø, derefter er det bus eller bil (ikke så nemt), men snarere fly og skib. Mest skib. Rejsen kan tage tid. Syv timer mellem Oslo og Bergen med tog, en times tid hvis man flyver, så alle spelthelgenernes bønner om at afskaffe fly preller af på Norges geografi. Heroppe arbejder man snarere positivt end negativt (noget ret norsk i grunden): el-fly.
Vikinglandet og verdens ende
Sejler man helt op ”øst for Nordkapp”, til nær den russiske grænse, glider man time efter time forbi ubrugelige, grå fjeldøer. Man sejler ind i stejle fjorde til byer, der er større, end man først tror. Jeg kan anbefale at bruge nogle timer på at opleve en by som Brønnøysund – og her holder vi os altså syd for polarcirklen. Brønnøysund ligger midt imellem Nordkapp og landets sydligste punkt Lindesnes. Det er en komplet by.
Især de arktiske områder byder på uimodståelig selvtillid og demonstreret tilpasningsevne. Men det der på baggrund af en barsk historie
Hvis man vil se noget endnu mindre og endnu mere decentralt: Mehamn. Eller tag en vandretur gennem Honningsvåg, hvorfra udflugterne til Nordkapp udgår. Reneste civilisation. Man kan altid få gode, rummelige liv ud af det sted, hvor man bor.
Men så er det hele vel funklende nyt, grundlagt og opbygget i 1900-tallet? Ikke nødvendigvis. En af de smukkest beliggende byer, jeg har set, Tromsø, er faktisk groet op omkring en borg, som blev bygget i 1200-tallet for at fastholde området for norsk handel med det, man kaldte finner – samerne. Se byen folde sig ud i midnatssolen, med fjeldene som baggrund.
Norge er et gammelt land. I midten af 1500-tallet kom britiske opdagelsesrejsende til Finmarken og ”opdagede” Nordkapp, som de gav navn. Man ser dem for sig, forblæste og kolde, på jagt efter et eller andet, der kunne være praktisk for engelsk handel og flåde, og så finder man Verdens Ende.
Især de arktiske områder byder på uimodståelig selvtillid og demonstreret tilpasningsevne. Men det der på baggrund af en barsk historie.
Norgesvælde
Nordmænd var vikinger, det ved alle vist. Kan man sejle langt, og det kunne vikingerne jo, ligger Skotlands og England ”lige rundt om hjørnet”. Den nærhed ses også i de få, men markante bygningsværker fra Norges storhedstid i middelalderen – især Nidaros-domen, domkirken i Trondheim. Her kan man let tro, at man står i Lincoln eller en anden stor britisk stiftsby.

Norge blev tidligt base for Hansestædernes handelsimperium. Den lunt og beskyttet beliggende by Bergen voksede til en enestående faktor. Norske varer – især tørret torsk, stokfisk, klipfisk, men også eksklusivt pelsværk – blev hentet til Bergen, opkøbt og sendt videre ned i Europa. Bergen blev til en nærmest moderne, dynamisk, funktionel by. Og vedligeholdt Norges kontakter.
Bergen skiller sig stadig ud fra andre norske byer. Ambitiøs og livlig og med vægt på kultur. Kæmpe festival, gode teatre.
Op gennem middelalderen oplevede Norge en storhedstid, som vi kalder Norgesvældet, og ikke kun fordi Norge bl.a. besad Orkney og andre øgrupper. I denne periode blev flere af de bygninger opført, som stadig er norske pejlemærker.
Håkonshallen i Bergen blev vist bygget, fordi man havde brug for en stor stenhal til et bryllup. Går man rundt i den forstår man, hvor stor Norge var. Og så kom katastrofen, i trin. Først pesten, denne pandemi over alle pandemier, som jeg husker marxistiske historikere ønskede at benægte, dengang i 1970’erne.

Rigsfællesskabet
Ikke nok med at en stor del af befolkningen døde; det virker som om landet i løbet af de næste 100-150 år mistede hovedparten af ”overklassen” – de slægter, som traditionelt blev uddannet til at tage beslutninger, sidde i rigsrådet og bestyre landets store borge og len. Unionen kunne have betydet, at svenskere og danskere kom til landet for at gifte sig til jordbesiddelaser. Men virkeligheden var, at mere og mere jord ved arv kom til danske adelige, der ikke ønskede at bosætte sig i Norge, kun at hente gode indtægter.
Reformationen kom til Norge på det tidspunkt, hvor landets lillebitte kreds af beslutningsdygtige var i åbenlys fejde med hinanden. Den danske kongemagt havde ikke udvist megen interesse i Norges indre forhold. Reformationen voksede ikke, som i Danmark, ud af en klasse af unge studerende, der kom til de store byer – her var det repræsentanterne for landets meget smalle højadel, som blev protestanter. Og det førte til fejde mellem højadel og ærkebiskop.

Da borgerkrigen sluttede, var Trondheim brændt, biskopperne fængslet, og der var indsat danske herrer på borge og len. Et svagt befolket, enormt land blev nu til en provins i det danske rige. Uden rigsråd og uden mange rettigheder. Først Christian 4. genopdagede Norge. Oslo brændte ned, og da en genopførelse virkede urentabel, flyttede han byen – der er faktisk stadig fine huse levnet fra hans tids Kristiania.
Men 1600-tallet var et frygteligt århundrede for Norge. Ikke meget interesse fra Danmark, bortset fra ønsket om fortsatte forsyninger af fisk, pelsværk etc.
I 1700-tallet opstod et nyt aristokrati, som producerede træ og jern til især det engelske marked. De havde ikke modtaget særlig megen ømhed, interesse eller investeringer fra Danmark og begyndte at opfatte sig selv som nordmænd. De tjente penge og oplevede en ny effektiv verden. Fremtiden.
Rekonstruktion af nationen
Da chancen bød sig, greb de den med begge hænder: I de sidste år af Napoleonskrigene begyndte man at tale om løsrivelse fra ”Unionen”, der havde skiftet navn til Rigsfællesskabet.
Norge havde fået en identitet og nordmændene en ny bevidsthed, De forsøgte ikke alene at blive en suveræn nation igen, men også at få Europas frieste og mest moderne forfatning. Inspireret af både Frankrig og Amerikas revolutioner og centrale tekster om samfund og borger. Nej, det gik ikke. Norge blev af de sejrende nationer efter Napoleonskrigene givet til Sverige som kompensation for, at Sverige havde afgivet Finland til Rusland. Ja, jeg ved hvordan det lyder. Men sådan sjakrede man med hele folkeslag.
Norge fik nu nogle indiskutable fordele af fællesskabet med Sverige. I årtier havde man diskuteret, om man burde oprette et norsk universitet. Det fik Kristiania nu sammen med nogle bygninger i ren empire, der bringer mindelser om Sankt Petersborg. Det var også i ”svensketiden”, man tog fat på en række nationale opgaver. Opretning efter fattigdom, ligegyldighed og ulykke.
Norge havde fået en identitet og nordmændene en ny bevidsthed, De forsøgte ikke alene at blive en suveræn nation igen, men også at få Europas frieste og mest moderne forfatning
Især stod det ilde til med monumenterne fra norsk middelalder. Måske allerværst med den engang så prægtige Nidaros-domkirke. Langsomt og grundigt tog man fat på det, der måtte blive gendigtning, snarere end bare genrejsning. Det skulle blive et evighedsprojekt, der officielt afsluttedes i 2001, men stadig beskæftiger over 60 personer. I århundreder havde kirken stået ”halveret”, uden tag over vestdelen. Skaden var sket under bybranden i 1531, det værst tænkelige tidspunkt. Og med taget var de to vesttårne faldet, derefter vestfronten og alle dens skulpturer og figurer.
Ild har været følgesvend for alle landets monumenter. Bryggen i Bergen brændte i 1955, dog kun delvist. Det heldige var så, at man nu kunne udforske bygningernes alder og udførelse, og man opdagede, at siden 1000-tallet var de enkelte gårde blevet genbygget flere gange – på samme areal.
Håkonshallen og hele Bergenhus stod – trods hallens århundreder uden tag – til 1944, hvor et tysk skib eksploderede (ikke sabotage), liggende ved kajen lige neden for Bergenhus. Man havde fået hallen restaureret og udsmykket. Nu stod der kun en skal tilbage. Forfra, som man siger, med krum hals. Rejs det ødelagte igen.

Stavkirkerne, der trækker turister fra Kina og USA, var ved at blive hugget om og brændt, fordi bygderne havde brug for større og mere moderne (og lyse) kirkerum. En del blev reddet. Og en enkelt blev så brændt ned (af satanister?) år 1992.
Denne tilbagevendende rekonstruktion af nationen har givet noget ekstra. Viljen til at lykkes. Viljen til venlighed.
Stoltheden? Snarere overdreven beskedenhed
Og så har Norge jo også anomalierne.
Vidkun Quisling regerede Norge under den tyske besættelse, dømtes som landsforræder og blev henrettet. I 90’erne huserede metal-satanister, brændte stavkirker og myrdede hinanden. Værst i nyere tid: I 2011 slog den ekstreme højrefløj til mod Oslo Regeringskvartal og mod levende unge politikere på Utøya. Men igen skulle det vise sig let at lære af Norge og nordmændene. Man skal møde had med venlighed. Man skal dømme efter loven. Man skal finde sammen under indtryk af smerte, urimelighed og ond vold. Man skal søge at forhindre gentagelser uden at gå amok i security og forbud og mistanke.
Norge og nordmændene har fundet ud af at leve både sundt og rigt i et land, der egentlig ikke burde kunne fungere. Landet er ikke længere en monokultur erhvervsmæssigt. Der fiskes og spises og eksporteres skam stadig klipfisk, olien flyder stadig, turisterne søger til Finse og Geilo og stavkirker og kysten og fjeldet. Og mentaliteten.
Når nordmænd indimellem bliver bebrejdet stolthed over, hvad man har nået siden selvstændigheden, er jeg tilbøjelig til at mene, at der egentlig snarere er tale om overdreven beskedenhed. Flyv over Norge en vinternat og se afstandene mellem bebyggede steder. Sammenlign med Danmark.
Hovedfoto: Slotsruinen Austråttborgen. Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.