CORONA-FORANDRINGER // ESSAY – Coronakrisen har medført, at de sociale omgangsformer er under forandring – f.eks. har spadsereturen fået nye funktioner. Forfatter Gunnar Langemark har iagttaget, hvordan vi lige så stille justerer os selv og vores opmærksomhed efter den nye virkelighed med mindre social kontakt og adspredelse. Hvadenten vi vælger gåtur, løbetur, hundeluftning, gårdtur eller skovtur, er der anderledes ritualer at spore, når vi færdes i det offentlige rum – ikke bare, når det gælder overholdelsen af corona-restriktionerne. Han håber, at spadsereturen er en vane, der er kommet igen for at blive.
Det er på tide at begynde at spekulere over, om der mon vil være blivende ændringer i vores sociale adfærdsformer, som er igangsat og forårsaget af corona-situationen.
Hvad vil der ske, “når alt dette er overstået”?
Vil vi vende tilbage til de gamle rutiner med det samme, eller vil vi have ændret vores vaner permanent? Jeg tror måske, vi har fået spadsereturen tilbage. Og jeg håber lidt, at den vil blive.
Vi er ved at “finde ud af det” på den naturlige, kulturelle (hvis man kan sige det sådan) måde, hvor vi i fælleskab forsøger at finde en omgangsform, så vi alle kan eksistere
Jeg tror til gengæld ikke, at coronaen snart vil være “overstået” og bare gå i glemmebogen som et kedeligt minde.
Vi vil i mange år fremover mærke konsekvenserne af, at vi ikke kunne udfolde os socialt, som vi gerne ville. Vi vil for eksempel mærke, at der er denne tøven. Kramme-forhandlingen, vi nu har – hvor vi lige skal blive enige om, hvorvidt vi er på kram eller ej, og det er grænseoverskridende ikke at give den anden vetoret – vil blive, og der vil være rigtig mange, vi ikke længere krammer.
Håndtrykket tror jeg heller ikke kommer tilbage på samme måde som før, medmindre vi virkelig “bliver sikre”.
Til efteråret vil der stadig være en “baggrunds-angst” tilbage, uanset om vi er blevet vaccineret. Og der vil stadig være væsentlige rester af de nye vaner i os. Om ikke andet fordi vi også ved, at vi kan reducere vores almindelige influenza med op til 80% ved ikke at kramme og ved at spritte af og holde lidt afstand i supermarkedet.
Mon ikke at vi samfundsøkonomisk vil overveje, om ikke nogen af de nye vaner er værd at bevare af samme grund? Jeg tror faktisk, at vi vil blive mere smittebevidste i dagligdagen og vil bevare en bedre hygiejne i mange år fremover.
Der vil også gå væsentlig længere tid i et nyt bekendtskab, før det bliver et krammebekendtskab. På den måde vil der også opstå en tydeligere skelnen mellem nære og lidt fjernere bekendtskaber, som begge parter vil være mere bevidste om, hvilket måske igen vil være med til at genindføre mere formelle relationer, som er forsvundet på mange måder siden tresserne.
Ritualer og gåtur
Jeg har også lagt mærke til noget andet, som jeg ikke tror, så mange har opdaget. De fleste har bemærket, at der gås mere tur. Flere har fået for vane at kaste sig over en daglig spadseretur. Nu er der jo mange, som går ture. Men der er lidt mere i det end som så.
Her i Sorø, som jeg er flyttet til med familien, går vi rundt om søen eller langs med søen. Der gås tur i Akademiparken og op langs søen mod Støvlet Katrines hus på hovedvejen.
Siden corona er der flere, som hilser. Man hilser høfligt. Og det er delvis, fordi vi er nødt til at holde lidt øje med hinanden; hvor vi er på vej hen, og hvad vej hovedet vender, så vi ikke kommer til at ånde hinanden ind i ansigtet eller overskride den noget større afstandsgrænse, som vi i fællesskab har indført.
Når man holder øje med hinanden, så mødes ens blikke oftere. Og det kræver en hilsen.
Man lærer “de andre” at kende og kommer på nik – og man holder øje
Jeg føler næsten nogle gange, at vi er tilbage ved spadseretur på volden i 1880. På den måde er den formelle omgangsform også lidt på vej tilbage.
Når butikkerne er åbne – og man skal have maske på og spritte af, så er der også mere kontakt med personalet. Ikke så meget i supermarkedet, men i specialbutikkerne er det tydeligt, at vi igen “har noget at gøre med hinanden”. Vi holder øje med os selv og med hinanden. Bortset selvfølgelig fra dem, som slet ikke har opdaget, at der er sket noget.
Jeg har spekuleret over, hvordan visse former for høflighed netop stammer fra behovet for at vise sig som ufarlig og ikke-truende. Det tydeligste eksempel er håndtrykket, som skulle vise, at man turde lade være med at være klar til at drage sit våben.
Med den forståelse bliver det unødvendigt med den slags høflighed i et samfund, som er helt renset for risiko, mens et samfund med vold eller – som nu – smitsom sygdom, har brug for mere formaliserede omgangsformer, som er forhandlet på plads i den konkrete sociale virkelighed.
Det er i mine øjne tydeligt, at vi er ved at bevæge os lidt væk fra, at regering og sundhedsmyndigheder simpelthen udstikker reglerne for, hvordan vi skal opføre os. Vi er ved at “finde ud af det” på den naturlige, kulturelle (hvis man kan sige det sådan) måde, hvor vi i fælleskab forsøger at finde en omgangsform, så vi alle kan eksistere.
Det sker, fordi det er sådan, den slags opstår: af et konkret behov. Og her kan statens dekreter kun se til, mens mennesker udvikler deres kultur. Det betyder ikke, at diverse anbefalinger ikke har været fornuftige. Men menneskers varige vaner – finder de selv ud af. Og endda ofte uden at tænke sig om. Det sker ved, at “de andre gør det”. Og det kan være forbløffende effektivt.
Spadsereturen
Spadsereturen på voldene i København og andre befæstede byer stammer efter sigende helt tilbage fra 1700-tallet og var en tradition, som tilmed fik en særlig betydning i forbindelse med Store Bededag, hvor man viste sig frem i det fine tøj. Andre ser det som en tradition, der går helt tilbage til før reformationen, men det ved jeg ikke noget om. Det skal nok passe.
Man kan godt forstå det, som om vi bare skal “luftes”, som var vi hunde. Men det er forkert. Det er ikke bare, fordi vi alle er i “corona-fængsel” og skal have vores daglige gårdtur
I den tid, vi lever i nu, sker der noget tilsvarende. Der spadseres – og der hilses. Men der er også nogle, som gør noget andet.
Der løbetrænes. Jeg løber ikke, så jeg skal ikke gøre mig meget klog på det. Men for en udenforstående ser det ud, som om man har fundet sammen to og to og løber i par – og tilmed, at der somme tider er mange par ude at løbe samtidig. De løber omkring søerne her og hilser på hinanden, når de passerer andre løbere.
Min mistanke er, at man har flyttet lidt af det sociale fællesskab ud af træningscentret og gjort det til en næsten social begivenhed, fordi man løber nogenlunde samtidig og dermed kan få en lille fornemmelse af at være sammen, selvom man rent faktisk kun løber med sin løbepartner. Jeg ved godt, at mange i forvejen har haft en løbepartner. Men her i Pedersborg og Sorø har jeg ikke set det i det omfang, som det har fået.
Mange hunde luftes lidt mere, end de plejede at blive. Og der er – med skam at melde – åbenbart indtruffet en mangel på hundelorte-poser. Det kan i hvert fald noteres, at der pludselig kom flere hundelorte på ruterne. Efterladt af utrænede hundeluftere?
Hunden er jo en fremragende undskyldning for at gå en tur. Så det skal der ikke lyde nogen kritik af. Men vi har faktisk et større behov for at kunne stole på hundeejernes hømhøm-rutiner, idet vi jo som nævnt har behov for at holde ekstra øje med de fysiske afstande.
Man lærer “de andre” at kende og kommer på nik – og man holder øje med, om de har taget ruten lige så langt, bare den anden vej rundt.
Gårdtur eller passeggiata?
Man kan godt forstå det, som om vi bare skal “luftes”, som var vi hunde. Men det er forkert. Det er ikke bare, fordi vi alle er i “corona-fængsel” og skal have vores daglige gårdtur. Vi mangler frisk luft, ja – og hvis vi ikke gør noget aktivt, så bliver vi utidige og irritable. Så vi tager en times spadseretur, og så er det overstået. Men det er ikke bare det. Der er mere i det.
I Italien og andre steder i Sydeuropa findes der steder, hvor spadsereturen har et navn, la passeggiata. Den har en markant social betydning, og hvor det tages alvorligt, som et instrument til, at holde styr på det løsere sociale netværk. Læs fx her om den livsnødvendige spadseretur i Italien.
Vi skal ud at teste, om “vi har det godt”. For nettet lyver, bedrager og skjuler. Det fysiske møde afslører mere
Mange, som har boet mere end en måned i en sydeuropæisk by, vil formodentlig have iagttaget søndagsgåturen, som findes i mange små byer. Man kan, hvis man vil, mærke, at man ikke rigtig hører til, når man ikke forstår ritualets sociale betydning i detaljer. Men det er ikke let at overse, når man først har fået øje på det.
Når jeg tænker over det, så minder det lidt om det, amerikanerne indførte med deres store biler. De fleste voksne kender de amerikanske ungdomsfilm, hvor collegeungdommen i den lille by keder sig og søger til dineren i udkanten af byen og begynder at cruise frem og tilbage i deres dollargrin – for at se og for at blive set og for at tjekke op på de mange sociale bekendtskaber. Det er stedet, hvor man kommer for at annoncere sin nye kæreste, og hvorfra man holder sig væk, hvis man aktuelt er skandaliseret på den ene eller den anden måde.
Det er muligvis lidt det, vi ser opstå i disse tider. Vi har ikke en lang og ritualiseret tradition, som vi kan trække på, så vi må skabe den selv. Det sker langsomt, og man kan mærke det gro frem. Hvis nedlukningen bliver ved længe nok, mon så ikke man kan opleve, at der i hvert fald i visse byer vil blive etableret en form for lettere ritualiseret omgangsform, som vil være levedygtig nok til at vare i et stykke tid? Jeg håber det.
Skovtur eller café-erstatning
Vi er muligvis vidne til, at nogle af de løse sociale ritualer, som normalt findes omkring caféerne, har måttet søge ud på de offentlige områder. Og her egner spadsereturen sig fortrinligt til blandt andet at undgå anklager om, at man overtræder diverse forsamlingsforbud. Hvis man holder sig i gang, er man bare på vej. Og så kan intet ondt vederfares én, vil man tro.
Jeg har iagttaget folk, som “tilfældigt” møder hinanden og får en snak ved en bænk. Det sker endda, at der både er kaffe og kage. Så står og sidder de dér, ved parkeringspladsen og drikker af krus og taler længe. Når man efter en time er kommet rundt om søen, så står de der stadig. Det begyndte allerede i foråret. Pludselig sad der familier eller vennepar og holdt “café”. Det var ikke længere bare campingfolket, men også de veluddannede, vellønnede og velklædte byboere, som sad og dyrkede den frie luft. Og det var mærkbart mere, end det hidtil havde været.
Vi kan skabe traditioner og ritualer og oplevelser, som er socialt relativt velordnede, og som dynamisk opstår spontant selvorganiserende – helt uden, at staten har fortalt os, at det skal vi
Vi ved godt, at “søndagsbrunch” på den nærliggende café i ens by har en social funktion. Og vi mangler den i denne tid. Vi mangler muligheden for at tjekke op på de sociale relationer på andre måder end bare gennem Facebook, Instagram og Twitter. Der skal lidt mere “fysisk” til, end den digitale selvfremstilling. Vi skal ud at teste, om “vi har det godt”. For nettet lyver, bedrager og skjuler. Det fysiske møde afslører mere.
Hvis vejret og påklædningen ellers er til det, kan man sætte sig på en bænk og iagttage bevægelserne og de forskellige aktiviteter. Man kan tage sin bærbare med og en termokande med kaffe og næsten få en oplevelse af den art, som jeg ved, mange af os elsker: At iagttage livet i verden, mens man forsøger at koncentrere sig om sit arbejde.
Man får ikke lugten af friskristede kaffebønner og det solvarme avispapir.
Man får ikke smilet, når det unge menneske bag baren dukker op med den halvgrå, opvredne klud og rutinefugter de forladte borde. Man får ikke lyden af dampventilen, når der piskes mælkeskum, eller bankelyden, når der gøres klar til endnu en espresso.
Men når man ikke kan få det, så kan man få noget andet. Og vi kan skabe rum og plads til, at vi kan stikke en tå i det sociale, selvom vi ikke må røre hinanden. Vi kan mærke os selv og de andre. Vi kan hilse. Vi kan endda hilse på folk, som vi ikke kendte, men som vi nu ser næsten hver dag, når vi er ude at gå.
Og vi kan lære at sætte pris på det. Vi kan skabe traditioner og ritualer og oplevelser, som er socialt relativt velordnede, og som dynamisk opstår spontant selvorganiserende – helt uden, at staten har fortalt os, at det skal vi. Og det er muligvis det, vi er i færd med at skabe, og det, vi kan iagttage, hvis vi ellers har øjne og ører med os.
LÆS MERE I POV AF GUNNAR LANGEMARK HER
Topillustration: Et par på spadseretur fotograferet af Mabel Amber, Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
