Syditalienske vidundere: la passeggiata – den livsnødvendige spadseretur

i Kultur af

ESSAY – Enhver syditaliener ved godt, at selvom den daglige ritualiserede spadseretur “la passeggiata”, som kan betragtes i enhver by, selv den mindste flække, umiddelbart kan virke overfladisk og tilfældig for en udefrakommende, så er den ramme alvor. Forfatter Cecilie Marie Meyer skriver om kunsten at promenere.

“Ved du, hvad det her er,” blev jeg spurgt midt på gaden i Salerno, efter at vi havde taget et par ture op og nedad strøget, Corso Vittorio Emanuele, der udgjorde en af de mange færdselsårer i byen. Corso’en var omgivet af borgerhuse fra Italiens Belle Époque-periode, og de gjorde sig hver dag ligeså statelige som menneskene for deres fødder.

”En gåtur uden mål og med,” svarede jeg ironisk mine italienske venner, for jeg havde allerede boet et par måneder i byen og både set og deltaget i la passeggiata, inden jeg blev spurgt så direkte, uden egentlig at forstå, hvad vi lavede.

Deres ansigter klarede op: ”Netop! Det er en ørkenvandring uden ende. Ned til byparken og tilbage langs havet. Om på hælen, og så gør man det samme igen. Hver dag, hele året, hele livet.”

La passeggiata, syditalienernes daglige spadseretur er suverænt er den kulturelle handling, der involverer flest, og som har mest indflydelse på den enkeltes liv

Men selvfølgelig var forklaringen ikke uden ironi. Den lå i måden, de udvekslede blikke på, da beskrivelsen faldt. For enhver syditaliener ved godt, at selvom den ritualiserede spadseretur, som kan betragtes i enhver by, selv den mindste flække, umiddelbart kan virke overfladisk og tilfældig for en udefrakommende, så er den ramme alvor.

Vigtigere end fodbold. Meget vigtigere

For nordeuropæere bliver den italienske kultur mestendels formidlet gennem massemedierne og deres kommercielle vægtning af, hvad der er ægte latinsk adfærd. Det får ofte italienerne til at fremstå karikerede og besatte af ganske få ting: sport, mad, erotik. Og skal man tro den helt store myte om italienerne, som vi bliver fodret med gennem tv-kanalernes snævre underholdningslinse, er FODBOLD den ultimative begivenhed, der samler det italienske folk.

Alt imens jeg ydmygt anerkender sportsgrenens vigtighed, vil jeg stadigvæk hævde at la passeggiata, syditalienernes daglige spadseretur på et nøje udvalgt sted og på et nøje udvalgt tidspunkt i døgnet, suverænt er den kulturelle handling, der involverer flest, og som har mest indflydelse på den enkeltes liv.

Da jeg boede i Italien var ingen i min kærestes familie, tifosi, fodboldfans. Et par af hans venner fulgte det lokale fodboldhold overfladisk – en af kom regelmæssigt på stadion, mens min salernitanske veninde en enkelt gang tog mig med til en kamp, dog mere som et påskud for selv at betragte fænomenet på afstand end for at heppe på sin hjembys helte.

Fra strøget og ned mod havet

Hvor alle imidlertid indfandt sig med regelmæssig punklighed var på ruterne for la passeggiata, som i Salerno havde hele tre færdselsårer til rådighed. Hver og en af dem blev frekventeret efter usagte men fast etablerede regler: Længst inde i byen, på strøget Corso Vittorio Emanuele, promenerede et bredt udsnit af befolkningen – gerne de arbejdsduelige, pensionisterne og de handlende – hver eftermiddag fra 17-20. Samtidigt kunne man shoppe og lige få hilst på sine mange bekendte, på vej til eller fra arbejde.

La passeggiata sluttede – meget belejligt – ud for en af byens mest legendariske iskiosker, Bar Nettuno

Jo længere, man rykkede ned mod havet, jo flere regler var der for adfærden under la passeggiata, og jo yngre blev klientellet: Rute 2 gik langs den palmeflankerede havnepromenade Lungomare Trieste, med fejende udsigt til solnedgangen og de første små bjerglandsbyer på Amalfikysten, der som et langt forbjerg rager ud i Middelhavet fra Salerno og først slutter 50 kilometer længere mod nordvest ved Punta Campanella og Capri.

I modsætning til ruten på strøget, der havde sin start og slutning ved usynlige grænser i begge ender af Corso’en, havde la passeggiata langs vandet klart definerede rammer, nemlig ved den 200 år gamle bypark, omgivet af et ligeså gammelt filigransirligt jernhegn og fuld af skyggefulde træer.

Her ved denne nordligste forpost startede eller sluttede, alt efter hvilken vej, man kom fra, la passeggiata, mens den i den anden ende af ruten endte ved et krigsmonument, og – meget belejligt – ud for en af byens mest legendariske iskiosker, Bar Nettuno.

Salernos offentlige park, la villa comunale, er skæringspunkt for flere af borgernes spadsereture.

Gæster udefra med blodsprængt hud

Indenfor denne strækning på cirka 100 meter promenerede især byens forældre med deres børn i klapvogn i weekenderne og de studerende og de helt unge, ofte i selskab med deres søskende. Og længere sydpå hinsides krigsmonumentet kunne italienere fra Salernos bagland finde på at strække benene i behørig afstand fra de lokale. De kom ofte ned til havnepromenaden efter søndagsfrokosten, satte sig fyldte og mætte ind i deres biler og trillede ned til Salerno, hvor de, på trods af ihærdige forsøg på at ligne byboerne, alligevel altid skilte sig ud.

Mine venner sagde, at man tydeligt kunne se, hvem der kom fra byen, og hvem der kom fra bjerglandsbyerne, ud fra deres blodsprængte kinder og grovere hudtone. Og så var der naturligvis deres lave statur og påklædning som altid var for farverig og for overdreven, deres dialekt og deres dårlige manerer.

’Fare la notte in bianco’

Ved Lungomare havde la passeggiata desuden den udbygning, at der bag palmerne og de små plæner løb en ekstra fodgængersti, flankeret af bænke og blomstrende buske. Det var her, man som kærestepar kunne flette fingre og flirte, og hvor det var tilladt at holde i hånd, mens man spadserede. Utallige er de gange, hvor jeg som ved et uhørligt løsen, har set hænder blive samlet, knuget og siden sluppet her, alt efter hvor man befandt sig på distancen.

Den tredje og mest farverige rute for la passeggiata, der mere end noget andet skabte rammerne for de unges nocturne gå-ud-rutiner, var strækningen bag byparken, der lå i forlængelse af den trafikerede Via Roma og byens postkortsmukke facader.

Her kunne man efter aftensmaden skride forbi Salernos mest chikke barer og restauranter med det formål at se og blive set, og denne passeggiata var især frekventeret i weekenden og i de hede sommermåneder, hvor byens giftemodne ungdom kunne gå i byen og gøre ’natten hvid’, som man siger på italiensk om dem, der hellere vil feste end sove.

Passeggiata som antropologisk fænomen

Det har igennem tiden ikke skortet på antropologer, som har studeret den syditalienske passeggiata, og det viser sig, at spadsereturen har genkendelige træk i hele landsdelen, der foregår henover sædvanlige skel som køn, alder og social status.

De egentlige hovedrolleindehavere under spadsereturen: det er de unge kvinder, der viser sig frem og flirter og socialiserer med de unge mænd og deres venner

Mens la passeggiata altid knytter sig til særlige gader og pladser i en given by, eksisterer der derudover en slags nedarvet konsensus, der synes at stamme hinsides tid og sted, og som udspringer af et dybere, kollektivt behov.

En af antropologerne er den italiensk-amerikanske antropolog Giovanna Del Negro, som blev så fascineret af den rituelle spadsereturs anatomi under sine besøg i sin italienske families abruzzesiske hjemstavn, at hun satte sig for at undersøge den metodisk. Resultatet blev bogen La Passeggiata, og indholdet kan på slående vis bruges som en slags koreografisk og antropologisk skabelon for den syditalienske passeggiata, som den tager sig ud i hele landsdelen.

Del Negro fandt ud af at la passeggiata på trods af sin umiddelbart tilfældige spadseren er underlagt strenge, sociale koder. Udover de fastlagte strækninger, der ofte befinder sig indenfor rammerne af naturlige, fysiske afgrænsninger som en piazza, en park eller en kirke – men ikke altid, afgrænsningerne kan også ligge midt i den tomme luft og udgøres af en kollektiv bevidsthed om, hvorfra og hvortil spadsereturen udfolder sig – spiller sammensætningen af byens borgere også en stor rolle under la passeggiata.

Først og fremmest promenerer man aldrig alene, men altid i enten par eller grupper. Og dernæst er det langtfra tilfældigt, hvor folk befinder sig på ruten. På et hovedstrøg som Corso Vittorio Emanuele i Salerno vil midten af vejen indtages af cirka 16-60-årige, som i et hverken for langsomt eller for hurtigt tempo skrider op og ned ad den udstukne rute.

Unge kvinder og mænd har hovedrollen

Dem, der er yngre eller ældre, går imidlertid inde ved husfacaderne langs butikkerne, mens de allerældste og dårligt til bens betragter sceneriet fra en balkon, et bord eller en stol udenfor den lokale bar. Bruger man noget tid på at studere la passeggiata fra en af disse udsigtsposter bliver det efterhånden klart for én, hvem der er de egentlige hovedrolleindehavere under spadsereturen: det er de unge kvinder, der viser sig frem og flirter og socialiserer med de unge mænd og deres venner.

Både mændenes og kvindernes opførsel og påklædning kommenteres af tilskuerne, og det bliver tydeligt, at gåturens primære funktion er at indføre og fastholde byens borgere i fællesskabet. Bedømmelsen under spadsereturen tjener som hjælpende retningslinjer for kønnenes opførsel, og la passeggiata har endog fysiske koder, som de spadserende indordner sig under: når kvinderne slår ind på ruten, bliver deres gang langsommere og mere vuggende, de går arm i arm med veninderne, mens mændene praktiserer, hvad der kan kaldes ’et menneskeligt udråbstegn’, hvor én i gruppen kan finde på at standse brat og begynde at uddybe et synspunkt, mens hans ledsagere fortsætter et par skridt, inden de opdager at han er stoppet.

Et ældgammelt ritual i hele Sydeuropa

Sådanne spadsereture er kendt fra det meste af Sydeuropa, faktisk i de fleste katolske lande, som netop har en forkærlighed for processioner og optog, hvor iscenesættelsen er en stor del af oplevelsen. De foregår i hele Italien, dog ofte med mest entusiasme mod syd, hvor samfundsstrukturerne endnu beror stærkt på de menneskelige relationer.

La passeggiata udgør en vigtig ramme for menneskelig kontakt, hvor tilhørsforholdet og relationen til landsbyen, vennerne og familien holdes ved lige

I Italien menes de at have deres oprindelse i middelalderen og renæssancen, hvor borgerstanden voksede frem og adelen blev rigere grundet handel, hvorfor den rituelle passeggiata var en måde at vise sin magt og status frem på. I takt med at samfundsklasserne blev nedbrudt op igennem historien inkluderede la passeggiata stadigt flere, og efter anden verdenskrig blev den fuldstændigt demokratiseret og kunne nu favne alle borgere.

Selvom ovenstående fremstilling af Del Negro er både generaliserende og rigid – langtfra alle moderne syditalienere har tid, lyst og mulighed for at deltage i la passeggiata hver dag, og særligt unge syditalienere medgiver, at de af og til kan føle sig hæmmet af de sociale konventioner og presset til at opføre sig og se ud på en bestemt måde under spadsereturen – så er der ingen tvivl om, at la passeggiata udgør en vigtig ramme for menneskelig kontakt, hvor tilhørsforholdet og relationen til landsbyen, vennerne og familien holdes ved lige.

Jeg ser dig – altså eksisterer vi begge

Der bor et værdifuldt element af syditaliensk ublufærdighed i la passeggiata – en hyldest af det direkte blik og af øjenkontakten, som mange nordeuropæere kan føle sig forlegne ved at møde i Italien, men som bunder i oprigtig interesse for, hvad andre mennesker foretager sig i ens nærhed. Det er anderkendelsen af, at man eksisterer i den selvsamme virkelighed og dermed har gensidig værdi.

Som en af mine italienske veninder engang sagde til en dansker, som hun havde med på fortovscafé midt i en hektisk passeggiata, og som blev forarget over min venindes kommentar til en forbipasserende mands dristigt opknappede skjorteærmer: ”Er du ikke lidt overfladisk, sådan at kommentere hans udseende,” spurgte danskeren.

Min veninde kiggede måbende på hende: ”Hvad mener du? Han gør det jo for vores skyld – holdt jeg mund, ville det være, som om jeg ikke havde set ham.”

Hovedfoto: Havnepromenaden Lungomare Trieste i Salerno. Fra Wikipedia.

Kan du lide mine artikler? POV International er et mediefællesskab uden egentlige honorarer, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er op til dig. Tak fordi du læste min tekst.

 

 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte.

Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter.

Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.

Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige.

Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?

Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.

Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside:
http://ceciliemariemeyer.dk