museum

Fund og fortælling skal ikke være modsætninger på det moderne museum

i Kultur/Historie/Liv & Mennesker af
MUSEUMSFORMIDLING // KOMMENTAR – “Mødet mellem Weekendavisens Arne Hardis og Museum Lolland-Falsters udstilling Lola, der omhandler Lollands stenalder, viser meget tydeligt, hvad den moderne museumsformidling nogle gange er oppe mod, når den med rette insisterer på, at fund og fortælling ikke er modsætninger på det moderne museum.” Peter Hansen kalder anmelderen lidt for kreativ i sin omgang med virkeligheden.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Den 14. august anmeldte Arne Hardis Lola i Weekendavisen. Udstillingen kan ses på museets udstillingssted i Maribo og omhandler Lollands stenalder. Eller rettere: det mener Hardis knap nok, at den gør. Museet har været for fortællende, for kreativt, må vi forstå. Men det er nu snarere anmelderen, der i sin anmeldelse er lidt for kreativ i sin omgang med virkeligheden, idet han på urimelig vis langer ud efter museet, samt i det hele taget den moderne museumsformidling. Det er derfor på sin plads at reagere.

Jeg sendte selvfølgelig min reaktion til avisen, der har Hardis ansat. Den ønskede ikke at bringe den. Det er ærgerligt, for det er vigtigt, at vi løbende diskuterer museers rolle som formidlere af vores kulturarv. Det synes POV heldigvis også.

Manglende forståelse for moderne museumsformidling

Hardis’ anmeldelse af Lola gør kun lidt ud af det meste af det, der er en stor og nødvendig del af en museumsudstilling i dag, ud over tekster: genstande, rum, scenografi, lys, lyd m.m. Han sætter ord på den lille birkebegsklump, der spiller en så stor rolle i udstillingens fortælling, men ellers skriver han kun dette, som jeg er enig i: ”imponerende”, ”Godt sat op, gode genstande”, ”den flot gjorte udstilling” og ”fine tableauer med de fornemme fund”.

Begklumpen er som nævnt central. Udstillingens hovedperson er nemlig stenalderpigen Lola, som er blevet til ”virkelighed” på baggrund af DNA-analyse af denne klump, som hun for mere end 5000 år siden tyggede på

Jeg er dog, som mere end antydet, ikke enig i ret meget andet af det, som Hardis skriver i sin anmeldelse. Noget er forkert, andet vidner om hans manglende forståelse for, hvad den moderne museumsformidling handler om.

Begklumpen er som nævnt central. Udstillingens hovedperson er nemlig stenalderpigen Lola, som er blevet til ”virkelighed” på baggrund af DNA-analyse af denne klump, som hun for mere end 5000 år siden tyggede på. Hardis bryder sig ikke om navnet. Han foretrækker navngivning efter fundstedet: Rødbypigen eller lignende. At fundet så groft sagt også har fået et sådant navn, eftersom Lola, ud over at være et personnavn, henviser til Lolland, er en anden sag, som Hardis da også er bekendt med, men altså ikke tilfreds med.

I sidste ende er det dog tilsyneladende ikke så slemt, det med navnet. Eller måske nok. For anmelderen er brøden en slags syndflod, altså ikke Museums Lolland-Falsters skyld alene: ”Det er vel til at leve med som et udslag af bevægelsen fra fund til fortælling, som synes at skylle hen over museer og udstillinger”.

Værre er det vist, at museet har givet Lola en bestemt alder. Hardis mener, at det er ren digtning, at det var et barn, som tyggede på begklumpen. Men det er det nu ikke. Ved mit besøg i udstillingen deltog jeg i en omvisning, hvor omviseren understregede den faglige begrundelse for Lolas omtrentlige alder: begklumper med tyggespor er ikke usædvanlige fund på stenalderbopladser, og arkæologer har i årevis tolket disse spor som værende fra børn.

Anmelderen har derudover et anstrengt forhold til den billedlige gengivelse af Lola. Han sammenligner billedets Lola med en blanding af et syrisk flygtningebarn og et tacky sigøjner-motiv, som om museet bevidst eksotiserer og har dårlig smag, snarere end gengiver et realistisk bud på et billede af et menneske, som levede på Lolland for mere end 5000 år siden.

museum Lola
Stenalderpigen Lola
Foto: Museum Lolland-Falster

Det står naturligvis Hardis frit for ikke at bryde sig om billedet, men det er vigtigt at understrege dets ophav. Under den førnævnte omvisning fortalte omviseren, at billedet ikke er fremstillet på bestilling af eller til Museum Lolland-Falster. Det er lavet af den finske kunster Tom Björklund på bestilling af de DNA-forskere ved Københavns Universitet, som stod bag analysen af Lolas begklump, og det er på baggrund af deres oplysninger, ikke Museum Lolland-Falsters kreative afdeling, at billedet er blevet til. Når Hardis med formuleringen ”Lidt mindre sikkert ved man, at kvinden formentlig har haft mørk hud og blå øjne” antyder, at museet forholder sig for frit til sit materiale, så er det altså en diskussion, han bør tage med DNA-forskerne på universitetet, ikke museet.

Skal fortidsmennesket reduceres til et væsen uden indre liv?

Endelig bryder Hardis sig bestemt ikke om brugen af Lola som fortæller i udstillingens tekster. Noget digterisk pjat, må vi forstå. Men er det ikke lige så, jeg havde nært sagt, pjattet at reducere et fortidsmenneske til et væsen uden indre liv og stemme? Ja, kan vi overhovedet gøre det? Næppe. Vi fortolker ustandseligt, hvad fremmede i tid og rum tænker og føler og udtrykker – og altid med en markant grad af usikkerhed. Donald Trumps indre og ord er ikke meget mindre gådefulde end en stenalderpiges, men vi tolker dem og undres højlydt stort set dagligt.

Hvad er det, Hardis vil have? Den ægte tidsrejse? Næste stop stenalderen

Man må nok spørge: Hvem får ret meget ud af en gengivelse af alene genstandes former, farver, mål, vægt, antal og så fremdeles, ud over at spille med på en minimalistisk (eller positivistisk) illusion? Desuden er allerede enhver udvælgelse af bestemte genstande frem for andre og placeringen af dem i et bestemt rum på et bestemt tidspunkt en ganske bastant fortolkning. En iscenesættelse. Hvad er det, Hardis vil have? Den ægte tidsrejse? Næste stop stenalderen.

Han vil i hvert fald ikke have teksterne, som de er. Der står slet ikke nok, og de er i det hele taget for uvidenskabelige. Forskningen er ”stuvet af vejen, så dens forbehold ikke forstyrrer den rene fortælling”. Det lyder altså igen, som om at teksterne er udtryk for det, som anmelderen ser så meget af i udstillingen: fantasi og digtning.

Så enkelt er det nu ikke. Jeg opfatter teksterne som præcise, fængende og stemningsfulde. Det handler imidlertid også om, hvem man vil have i tale. For denne besøgende i museets udstilling er det ret åbenlyst, at idealmodtageren ikke er Hardis og andre, som ønsker alskens videnskabelige forbehold og ”trickfri” formidling, hvad det så end er. Men det betyder ikke, at teksterne er som taget ud af en skønlitterær bog, som Hardis hævder.

Ja, man orker det faktisk, for teksterne er så tilpas korte, at man får læst dem alle. Alle! Det er sjældent, at man kan sige det

I udstillingen kan man ikke mindst lære om livet i stenalderen og om overgangen fra jæger og samler til bonde, den måske mest skelsættende begivenhed i menneskehedens historie. Ja, man orker det faktisk, for teksterne er så tilpas korte, at man får læst dem alle. Alle! Det er sjældent, at man kan sige det.

Og så får man ikke blot brugt sine øjne til at læse tekster og se på fund. Via en tunnel til fortiden (Femerntunnel-udgravningerne) vandrer man ind i et udstillingsrum, der, selv om det er beskedent i størrelse, er et imponerende natur- og kulturlandskab, der visuelt og lydligt illuderer Sydlollands stenalderverden – og slutteligt dens efterverden…

Historierne om historien skal ikke overdøve de andre virkemidler

Jeg er ikke og har aldrig været ansat på et museum, men min store interesse for kulturarv betyder, at jeg har besøgt mange museer i Danmark og i Europa. Tendensen er tydelig: den formidling, som Hardis savner, er mange steder afskaffet.

Historierne om historien skal have en passende længde og ikke overdøve de andre virkemidler, hvormed et museum, i modsætning til en bog, kan gøre den interessant

En moderne udstilling er ikke en ikke-fortællende eller blot registrerende bog i et rum med ”fornemme fund”, som Hardis skriver. De alenlange tekstplancher med såkaldte værdi- eller fortolkningsfri data er på mange museer fortid. Heldigvis. Den slags har som nævnt aldrig været særligt virkelighedsnær, da virkeligheden i høj grad indebærer værdier og fortolkninger. Den er ikke så lidt narrativ.

Om Lola tydeliggør sit fortællegreb godt nok, kan man så diskutere. Men ”bevægelsen fra fund til fortælling”, som den repræsenterer, og som ingenlunde fjerner fundene fra fortællingen, er ikke en dårlig ting – i hvert fald, hvis man vil forsøge at komme ikke blot den ydre virkelighed nær, og hvis man vil tale til andre end dem med hang til de ”rene” data.

Og her handler det som mere end antydet også om kvantitet. Historierne om historien skal have en passende længde og ikke overdøve de andre virkemidler, hvormed et museum, i modsætning til en bog, kan gøre den interessant. Lola lykkes bedre med dette end mange andre museumsudstillinger. I hvert fald hvis man spørger denne gæst i udstillingen.


Foto: Museum Lolland-Falster

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Peter Hansen (f. 1948) er pensioneret skolelærer. Han har været historielærer i Aarhus igennem et langt arbejdsliv. Med arbejdet er fulgt en særlig stor interesse i, hvordan historie og arkæologi formidles på museer, primært i Danmark og Europa.

Seneste artikler om Kultur