Danmarks urokkelige rettighed

i Liv & Mennesker/Danmark/Featured af

LONGREAD – Den fri abort er blevet en rettighed, der ikke skal udfordres. Derfor kan det være svært at tale om mulige konsekvenser for de omkring 15.000 kvinder, der hvert år får en provokeret abort. I denne longread fortæller Charlotte Bjerrekær og Camilla Carlson historien om Caroline Andresen, der som 18-årig fik en abort og gennemgik et forløb, der langtfra var så smertefrit, som forestillingen om det frie valg gør det til.    

Det er hunden Bailey som først tager imod i rækkehuset nær Grindsted. 22-årige Caroline Andresen og hendes kæreste Mark viser ind i stuen. Her slutter Bailey sig hurtigt til selskabet ved at placere sine 20 kilo på skødet af Caroline, mens de sidder i den lyse ruskinds-sofa. Bailey er Carolines hund og den første, der fandt ud af, at Caroline var gravid dengang for fire år siden. Allerede i ugerne inden den første graviditetstest var Bailey nemlig begyndt at følge Caroline fra rum til rum og lægge hovedet på hendes mave, når de lå i sofaen.

Caroline, Mark og Bailey i deres hjem i Grindsted.

“Jeg er sikker på, hun kunne høre hjerteslaget,” fortæller Caroline.

Bailey og Mark skulle vise sig at være uvurderlige støtter for Caroline gennem hendes abortforløb, der kom til at påvirke hende psykisk i lang tid efter. Men støtten til den fri abort gør, at der er noget, vi ofte overser – for selvom kvinderne kan føle sig lettede ved deres beslutning, oplever de stadig den provokerede abort som et tabu.

Det gælder især i forhold til den tvivl og tristhed, der følger med. Det er et problem for sundhedsvæsnet og et problem for de kvinder, der ligesom Caroline, har det svært efter den provokerede abort.

Den største svaghed ved fri abort

1973 var året, hvor den sidste amerikanske soldat forlod Vietnam, vi blev medlem af EF og så trådte lovgivningen om fri abort i Danmark i kraft. Det betød, at alle kvinder, der var uønskede gravide, nu havde ret til at afbryde deres graviditet uden tilladelse fra andre end dem selv. Den eneste betingelse var, at kvinden ikke måtte være længere end 12 uger henne i sin graviditet. Og sådan er lovgivningen stadig i dag – 45 år efter.

Talrige undersøgelser viser, at langt de fleste danskere fortsat bakker op om den fri abort. Historiker Lau Sander Esbensen, der har forsket i Danmarks moderne aborthistorie, mener, at den store opbakning til abortlovgivningen er godt ud fra et demokratisk synspunkt. Dog har det betydet, at folk med en negativ oplevelse, har fået det svært.

“Det har i årtier været anset for kvindefjendsk, moraliserende og diskriminerende at fremføre oplevelser og synspunkter, der på en eller anden måde italesætter det at få en abort som et problem.”

Jeg var 16 år og pissebange. Jeg fortryder aborten, og samtidig gør jeg ikke. Efterfølgende havde jeg brug for at tale om det. Jeg havde brug for at forstå.” – Anbritt, 21

I sin bog Thi Livet er stærkere end Loven beskriver Lau Sander Esbensen blandt andet den måde, vi historisk har talt om abort på. Ifølge ham har det meget radikale forsvar af fri abort haft den effekt, at noget er blevet skubbet i baggrunden. Retten til at tvivle, at sørge og blive ked af det.

“Den fri abort er blevet fortalt som en succeshistorie, så hvis man kommer med en modfortælling om, at man kan få dårlige psykiske reaktioner, bliver det set som et angreb på fri abort.”

Overlæge i obstetrik og gynækologi på Hvidovre Sygehus, Charlotte Wilken-Jensen, er enig i, at det kan være svært at tale højt om negative konsekvenser af et frit valg.

“Samfundets – og min – holdning er, at provokeret abort ikke står til diskussion. Det er noget, vi har, og noget, vi er glade for. Det er noget, vi betragter som kvindens ret. Men det betyder ikke, at det er nemt.”

Charlotte Wilken-Jensen er en af de danske læger, der har lavet allerflest abortindgreb. I sit arbejde møder hun af og til kvinder, der har det svært før, under og efter en provokeret abort.

“Jeg tror, at det er alvoren i beslutningen, som vi ikke taler om. Det er ikke bare at få foretaget en abort. Det er ikke ligesom at få taget en splint ud.”

Det skal nok gå

Inderst inde vidste Caroline egentlig godt, hvad lægen ville fortælle hende. Hendes krop føltes anderledes, og hun havde kastet op flere gange. Men Caroline var på p-piller, og så havde hun taget fire graviditetstests, der alle var negative. Alligevel havde hun taget kæresten, Mark, med til lægen for at blive undersøgt for blærebetændelse. Der gik ikke mere end to minutter, inden Caroline fik svaret fra lægen. Hun havde ikke blærebetændelse. Hun var blevet gravid.

Caroline var 18 år gammel, da lægens ord vendte op og ned på hendes tilværelse. Hun var i gang med handelsskolens grunduddannelse i Kolding, og så havde hun kun været kærester med Mark i lidt over et år. Hun brød fuldstændig sammen og faldt på knæ midt i lægens venteværelse.

“Jeg knækkede helt sammen, og Mark stod og stirrede ud i luften,” fortæller hun. “Vi gik nok lidt i panik, og alt han kunne sige var, ‘det skal nok gå, det skal nok gå, det skal nok gå’.”

Caroline havde ikke tidligere skænket abort en tanke. Om det var noget, hun selv ville vælge. Men i det øjeblik i venteværelset vidste hun med det samme, at hun skulle have en abort.

“Som det så ud, så skulle vi ikke have et barn,” forklarer hun. “Det kunne vores økonomi ikke, og det kunne vi ikke.”

Det var det samme, Caroline fortalte lægen, mens de forsøgte at regne sig frem til, hvor langt Caroline var henne i graviditeten. Hende og Mark var nemlig 95 procent sikre på beslutningen om at afbryde graviditeten.

“Jeg ved godt, vi havde sagt A,” forklarer Caroline, “men vi havde jo også valgt at bruge prævention, for at vi netop ikke også skulle sige B.”

Til samtalen hos lægen virkede Caroline derfor fast besluttet på at få en abort, og måske var det derfor, lægen ikke tilbød hende en støttesamtale hos sundhedspersonalet eller en socialrådgiver. Det på trods af, at Caroline brød grædende sammen, da hun fik af vide, hun var gravid, og at hun tidligere har haft en depression. Desuden er det et lovkrav, at lægen skal informere abortsøgende kvinder om muligheden for en støttesamtale. En støttesamtale har blandt andet til formål at hjælpe kvinden til at træffe sin beslutning om enten at afbryde eller at gennemføre graviditeten.

“Lægen talte kort om den økonomiske hjælp, man kunne få,” fortæller hun, “men ret hurtigt drejede samtalen sig om, hvad der skulle ske på hospitalet.

Succeshistoriens mangler

Den praktiserende læge er den første person, som kvinden møder i sit abortforløb. Derfor er det også denne læge, der skal sørge for, at den abortsøgende kvinde får tilstrækkelig rådgivning, mener overlæge Charlotte Wilken-Jensen.

“Lægen, der henviser kvinden til hospitalet, skal forsøge at afdække, hvilke grunde der ligger bag hendes beslutning, og forklare, hvilke muligheder, der er, hvis hun ønsker at gennemføre graviditeten,” siger Charlotte Wilken-Jensen. “Men flertallet har slet ikke behov for støttesamtaler.”

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) oplyser, at der i 2017 var 2.310 kvinder, der gennemførte en støttesamtale hos lægen. Nogle støttesamtaler bliver kun registreret som en almindelig konsultation, og derfor kan tallet godt være højere. Selvom man har tal på, hvor mange der gennemfører en støttesamtale, kan man ikke vide, om lægen tilbyder den.

Lægens reaktion var meget stram. Der var ikke den almindelige kommunikation mellem mennesker, hvor man nikker og anerkender og smiler. Det var ligesom at være til eksamen, hvor læreren ikke kan lide én.” – Maria, 32

Det er meget individuelt, hvordan kvinderne oplever abortforløbet. Selv tror Caroline, at lægen ikke ønskede at presse på, fordi hun udadtil virkede meget sikker i sit valg.

“Måske var han overrasket over, at jeg allerede vidste, jeg skulle have en abort,” siger hun.

Men selvom lægen skal fortælle den abortsøgende kvinde om indgrebet og mulighederne, så står det ikke i loven, at han skal afdække grundene bag aborten. Det forklarer konstitueret enhedschef hos Sundhedsstyrelsens forebyggelsesenhed, Niels Sandø.

“Lægen skal selvfølgelig ikke oplyse den abortsøgende kvinde om muligheder for støtte gennem graviditeten eller andre alternativer om abort, såfremt kvinden har takket nej til en støttesamtale,” fortæller han.

“Man risikerer, at der er nogen, som takker nej, der ikke har overvejet andre muligheder end abort,” indrømmer han. “Men hvis man er fast besluttet, så er man fast besluttet.”

Men netop overvejelsen er i fokus hos nogle praktiserende læger, der konsekvent planlægger en ny tid ugen efter, kvinden har fået bekræftet graviditeten. På denne måde får kvinden tid til at overveje sit valg, inden hun sætter sin underskrift på Blanket A: Anmodning om svangerskabsafbrydelse.

Mødrehjælp og morgenkvalme

Caroline havde ikke en samtale hos sin læge, hvor hun kunne få svar på alle sine spørgsmål. Der blev lavet en tid til indgrebet på hospitalet, og bagefter var Caroline alene med sine bekymringer. Ofte kunne hun ikke engang selv holde styr på, hvad hun egentligt tænkte og følte.

“Jeg gik bare og spekulerede på alt muligt. Hvorfor skulle det ske for mig? Hvad har jeg gjort for, at jeg skal stå i det her nu? Vi brugte prævention, så jeg følte mig også snydt. Alle de tanker jeg havde brød mig fuldstændigt ned.”

Selvom Caroline og Mark havde besluttet sig for en abort, var hun ikke forberedt på sin egen reaktion. Morgenkvalme, tankemylder og frygten for at folk skulle finde ud af, at hun var gravid, gjorde, at hun blev væk fra sin uddannelse. Caroline besluttede sig også for at stoppe med at ryge cigaretter og drikke alkohol.

“Selvom jeg skulle af med barnet, ville jeg gerne behandle det ordentligt. Du sidder og tænker på, at du er ved at udvikle noget inden i. Du er ved at skabe et liv, som du vælger fra. Det har ikke noget valg. Det er noget du tager for det.”

Bevidstheden om, at der var et begyndende liv, som var afhængig af hendes valg, havde stor indvirkning på hendes tanker. Der gik ikke længe, før Caroline omtalte fosteret som en ‘ham’.

“Jeg var overbevist om, at det var en dreng.”

Der findes ikke nogen nyere undersøgelser af kvinders erfaring med provokeret abort og de eventuelle konsekvenser, det måtte få for dem senere i livet. Den nyeste rapport er fra 2003 og er gennemført af Socialforskningsinstituttet (SFI) med det formål at justere den rådgivning og de vilkår, kvinderne møder på deres vej gennem sundhedssystemet i forbindelse med aborten.

Rapporten viser, at beslutningen om at afbryde en graviditet er svær og situationen  kompliceret – også selvom man har truffet en beslutning, man føler, var den rigtige. Det er blandt de kvinder, som oplever tvivl og ambivalens, at risikoen for psykiske mén er større.

Caroline var, som flere andre, ikke klar over, at der også findes rådgivning uden for sundhedssystemet. Blandt andet hos Mødrehjælpen, som har mange års erfaring med at rådgive gravide og forældre.

“Vi kan hjælpe med at afdække tvivlen og svare på de spørgsmål som den gravide – eller parret – har. Det er vigtigt for os, at de får en uvildig rådgivning. Vi giver tid og rum til at lytte til den tvivl, der er, og hjælpe med at afdække, hvor tvivlen er henne. Det er meget forskelligt fra person til person, og derfor er det vigtigt at have rummet og trygheden til at snakke om de ting, der kan være svære,” fortæller Ulla Krogager, der er rådgivningschef hos Mødrehjælpen.

Netop fordi den abortsøgende kvinde kan gå med mange forskellige følelser, er det ekstremt vigtigt, at der er mulighed for professionel og uvildig rådgivning. Et af de mere omdiskuterede rådgivningstilbud er Abortlinien, der er tilknyttet foreningen Retten til Liv. Indtil for kort tid siden stod Abortlinien på listen over rådgivningstilbud i Sundhedsstyrelsens officielle pjece om abort. Kort tid efter at redaktionen tog kontakt til Sundhedsstyrelsen, blev den pjece, der oprindeligt var tilgængelig på deres hjemmeside, erstattet med en opdateret version fra 2017. Abortlinien står ikke længere på listen med rådgivningstilbud, fordi de ikke har en decideret aftale med Sundhedsstyrelsen om rådgivningens retningslinjer.

Hos Retten til Liv, der aktivt protesterer imod fri abort, retter man dog kritik mod abortforløbet. Deres holdning er, at kvinderne ikke får tilstrækkelig information om deres rettigheder og muligheder.

“Kvinden skal præsenteres for, at der er flere løsninger, og derfor er rådgivningen alt for ringe, i forhold til, hvor svært det kan være,” fortæller Retten til Liv. “Det skal ikke bare være valget mellem abort eller kaos.”

Abort på samlebånd

Der var gået næsten to uger siden besøget hos lægen, da Caroline kom til undersøgelse på Kolding Sygehus. Mark var også med, da lægen ved hjælp af en ultralydsscanning målte fosterets størrelse. Hvis et foster er mere end ni uger gammelt, skal man nemlig have en kirurgisk abort. Fosteret målte mellem 30 og 40 millimeter i længden, og det betød, at Caroline var 10 uger henne i graviditeten. Da Caroline satte sig for at tale om proceduren, blev scanningsbilledet lagt på bordet. Hun følte, at lægen gjorde det bevidst.

“Jeg ville ikke se barnet,” fortæller hun, “men jeg fik alligevel vist billedet af den her lille klump, som jeg så skulle have fjernet.”

Allerede inden scanningen havde Caroline sagt til lægen, at hun ikke ønskede at se billedet. Hendes mor havde nemlig fortalt hende, at der var en risiko for, at man kunne se en lille plet. Bagefter hørte Caroline ikke rigtigt efter, hvad lægen fortalte under resten af samtalen.

“Jeg tror ikke, at scanningsbilledet blev vist i ond mening,” fortsætter hun. “Han ville nok bare have mig til at tænke mere over mit valg.”

Caroline er ikke alene om sin oplevelse. Ifølge undersøgelsen fra SFI oplever flere kvinder mødet med hospitalet som skuffende, og siger at abortforløbet foregår som ‘på samlebånd’. Men selvom overlæge Charlotte Wilken-Jensen mener, at rapportens konklusioner stadig gør sig gældende i dag, så synes hun ikke, at hospitalet skal begynde at motivgranske kvinderne, når de kommer for at få foretaget en provokeret abort.

“Når de kommer til hospitalet, så er beslutningen taget,” fortæller hun. “Selvfølgelig skal vi være lydhøre over for, hvis de udtrykker tvivl, men det er ikke vores opgave at begynde at grave i deres ønske.”

“For mange kvinder er det også helt upassende,” fortsætter hun. “Kvinderne kommer til os afklarede, og så skal vi gøre det så professionelt og utraumatiserende som muligt.”

Alle havde jo sagt til mig, både sygeplejersker, mor og kontaktperson ‘jamen, nu laver vi indgrebet, så har du smerter et par dage, og så er det ovre. Så er det em lukket dør. Så sker der ikke noget. Så er der ikke følelser efter. Men det er jo løgn, der er jo følelser efter.” – Anbritt, 21

Caroline var i sammen med Mark og sin mor da hun mødte ind på dagkirurgisk afdeling. Først skulle hun skifte tøj til operationen, og her tog tankemylderet fart.

“Jeg har aldrig oplevet noget så hårdt som den dag, jeg skulle have foretaget aborten,” fortæller hun. “Da jeg sad og ventede, kunne jeg slet ikke finde rundt i, hvad der foregik. Og i det øjeblik, jeg gik ind i det lokale, der væltede min verden.”

I sofaen i Grindsted lægger Mark hånden på Carolines lår, mens hun fortæller om aborten den 14. maj 2014. Det er svært for Caroline at tænke tilbage på øjeblikkene inden hun trådte ind på operationsstuen.

“Sygeplejerskerne og lægen var rigtig søde. Jeg havde min mor ved min højre side og en sygeplejerske ved den venstre, der gjorde klar til bedøvelsen. Der var også en sygeplejerske bag mig, der nussede mig i håret, mens hun forklarede mig, hvad der skulle ske,” siger Caroline. “Så skulle jeg tælle ned fra 10. Jeg nåede til syv, og så var jeg fuldstændig væk.”

Operationen gik efter planen, og ud over lidt ondt i maven havde Caroline ingen fysiske mén.

“Efter operationen kunne jeg mærke en forskel, men alligevel ikke. Det er svært at forklare. Dit hoved ved godt, at nu er det slut, men din krop er ikke helt med på det endnu. Det var en meget underlig og ambivalent følelse, jeg sad med i kroppen.”

Cirka 25 procent af provokerede aborter i Danmark foregår kirurgisk ligesom Carolines. Siden 1998 har man også kunne foretage aborten medicinsk, og ifølge overlæge Charlotte Wilken-Jensen er det to meget forskellige processer.

“Selve indgrebet er selvfølgelig forskelligt, men om det har nogen indvirkning på kvindernes reaktioner, det ved vi ikke, der har ikke været interesse for at lave større undersøgelser af det.”

Medicinsk abort kan være en voldsom oplevelse, hvor kvinden står alene med smerter og blødninger, som kan komme bag på dem. Det er dog ikke til at vide, hvad der er værst.

Hos Caroline var tingene tilbage ved det normale. I hvert fald til at starte med.

“Jeg mærkede det ikke som sådan, før der var gået et par uger. Der knækkede min verden igen. Der tænkte jeg: ‘Hvad er det, du har gjort?’”

Vi har en frihed, men den er betinget af andres holdninger.” – Maria, 32

Endnu sværere blev det, da Caroline efter sommerferien startede på en pædagogisk assistentuddannelse på Social- og Sundhedsskolen. Hun startede først en uge inde i forløbet, og der var hendes klasse gået i gang med at gennemgå de forskellige stadier i et fosters udvikling.

“Jeg fandt ud af, at hjertet og hjernen var begyndt at udvikle sig. Det havde jeg det virkelig svært ved.”

Caroline fortsatte sin hverdag med skole, venner, familie og Mark. Men noget var alligevel forandret.

“Siden aborten har jeg følt, at der manglede noget”.

Der er ikke enighed om de psykiske eftervirkninger ved provokeret abort. Nogle undersøgelser viser, at alvorlige følelsesmæssige reaktioner efter abort er sjældne, mens andre viser, at omkring 10 procent oplever psykiske problemer. Det kan spænde lige fra krisereaktioner til posttraumatisk stress og depression. Disse undersøgelser viser samtidig, at risikoen for negative reaktioner efter en abort bliver større, hvis kvinden for eksempel er i tvivl, tidligere har haft psykiske problemer eller hvis man tilhører aldersgruppen 21-30 år. Flere eksperter peger på, at der mangler nyere forskning på området.

Ifølge historiker Lau Sander Esbensen er det opsigtsvækkende, at det ikke bliver taget mere alvorligt, når kvinder oplever problemer efter en abort.

“Hvis der var 10 procent som fik en lidelse af et hvilket som helst andet indgreb, ville man tage det alvorligt.”

Kan man sørge over et foster, man selv har valgt fra?

For to år siden blev Carolines veninde mor til en lille pige. Men da hende og Mark var på barselsbesøg, måtte Caroline takke nej til at holde barnet. Der skulle gå hele tre år efter aborten, før Caroline holdte et spædbarn i armene.

“Det var dårlig samvittighed. Og jalousi. Jeg var jaloux over, at de kunne, og jeg ikke kunne,” forklarer hun. “Jeg stod og var klar til at starte en familie, men valgte at få en abort.”

Efter en abort kan kvinden føle sig ked af det, uden helt at kunne finde ud af, hvorfor hun er ked af det. Hun føler sig måske alene, og har svært ved at tale med nogen om det, fordi hun selv har valgt aborten. Der er også en bevidsthed om det, der kunne have været.

“Nogle gange tænker jeg: Jeg kunne have haft et barn, der var så og så gammel. Jeg kunne have haft en lille Liam,” fortæller Caroline.

Jeg blev dømt for at få en abort, men jeg var også blevet dømt for at få et barn.” – Anbritt, 21

Kvinderne er ikke stolte af at få foretaget en abort, og flere oplever både skyld, skam og sorg efterfølgende. Det gjaldt også Caroline.

“Jeg var flov over, at det kunne ske for mig. Jeg var jo på p-piller. Men jeg var så den ene procent, det skete for.”

Netop derfor er det svært for kvinderne at tale om deres abort.

“På en eller anden måde, så har man selv bragt sig i den situation, og jeg tror, der stadigvæk er en holdning i samfundet om, at det er deres egen skyld, hvis man står med en uønsket, uplanlagt graviditet,” fortæller overlæge Charlotte Wilken-Jensen. “Det er jo typisk sådan, at hvis du brækker en arm, så bliver det diskuteret ved middagsbordet. Men aborten holder man for sig selv.”

Ulla Krogager, der er rådgivningsansvarlig i Mødrehjælpen, kan godt genkende Carolines følelser. For det er naturligt, at der kan komme en reaktion, selvom det var det valg, der gav bedst mening for dem på det tidspunkt.

“Det kan være svært at tale om, fordi man af omverdenen måske får at vide ‘årh hold nu op, du har jo selv valgt det, og det var da også for det bedste’.”

Efter aborten var stemningen presset hjemme hos Caroline og Mark. De begyndte at skændes om små ting, som at der manglede saftevand i køleskabet og at toiletbrættet ikke var slået ned.

Mark havde været en stor støtte for Caroline, men han kunne ikke tale om, hvordan han selv havde det. Han gik ofte ud i værkstedet og rodede med biler, hvis der var noget, de skulle tale om. Efterhånden gik det op for dem, at de blev nødt til at stå sammen.

“Caroline gad ikke snakke om det, og jeg gad ikke snakke om det,” fortæller Mark. “Men hvis vi ikke snakkede sammen, så kunne vi heller ikke være sammen.”

Det har parret arbejdet på lige siden, og Caroline mener, at det nu har bragt dem tættere sammen.

“Ved du godt, du har slået et barn ihjel?”

Carolines fortælling om provokeret abort er samtidig en fortælling om det menneskesyn, der er i samfundet. Hvor det oprindelige abortforbud var udtryk for, at man så livet som noget, der havde værdi i sig selv, er det nemlig i højere grad hensynet til det gode liv, der bliver mere og mere udtalt. Det fortæller historiker Lau Sander Esbensen.

“Vi bevæger os fra ét menneskesyn til et andet,” fortæller han, “og vi bevæger os fra, at livet har en værdi i sig selv, til at livets værdi afhænger af de omstændigheder, det leves under.”

Men selvom abortlovgivningen er forbundet med mange positive italesættelser, så er befolkningens juridiske opfattelse af abort ikke den samme som den etiske. Flere undersøgelser viser, at selvom man går ind for fri abort, så har man samtidig klare holdninger til, om årsagen til aborten er god nok.

“Når det handler om retten til at få en abort, bakker folk op, men når det handler om selve indgrebet, har vi flere forbehold,” fortæller Lau Sander Esbensen.

Så selvom der er et flertal, som støtter op om den danske abortlovgivning, er kvindens valg af abort kun berettiget under særligt belastende omstændigheder. Det kan være overgreb eller sygdom hos mor eller foster. Omstændigheder, som reelt set udgør en ganske lille del af de begrundelser, som kvinder har for provokeret abort. Det er ganske få, som synes at en abort er acceptabel, hvis den skyldes dårlige økonomi- og boligforhold, og endnu færre, hvis den bliver foretaget af hensyn til karriere eller uddannelse.

Caroline er flere gange blevet konfronteret med andres holdninger til abort. Første gang var for fire år siden, hvor hun blev spurgt om hun var klar over, at hun havde slået et barn ihjel. Senest var det en medstuderende der, uvidende om aborten, gav udtryk for det samme.

“Selvom det ikke altid er i ond mening, så rammer det stadig. Det sætter sig som en klump i halsen, og det er noget, der stadig kommer frem engang imellem.”

Samfundets holdning til abort kan være medvirkende til den skyld og skam, som kvinderne føler, efter de har fået foretaget en provokeret abort. Kvinderne har et behov for at blive bekræftet i, at aborten var det rigtige valg for dem selv og det ufødte barn. Et behov, der samtidig handler om, at deres handling skal være socialt accepteret, så de føler sig respekteret, selv efter de har valgt at afbryde deres graviditet.

Caroline fandt styrke i kaos

Gennem sit abortforløb fik Caroline ikke meget støtte fra sundhedsvæsenet, men hun havde sin mor, Mark og hunden Bailey.

“Jeg har haft mange humørsvingninger, og der var Bailey en stor hjælp,” fortæller hun. “Vi har knyttet et specielt bånd, jeg ikke vidste, var muligt.”

Men trods den nye følsomhed, føler Caroline sig også styrket af sin beslutning.

“Jeg er blevet mere sårbar, men også mere hård. Aborten har været med til at forme mig til den, jeg er i dag,” forklarer hun. “Jeg gennemtænker tingene mere. Det er både godt og skidt.”

Det har blandt andet været medvirkende til, at Caroline sidste år startede på pædagogseminariet efter at have færdiggjort sin HF. Som noget nyt har hun nemlig valgt at forfølge en drøm om at arbejde med børn.

“Det kan godt være, det er så jeg får et mere meningsfuldt gøremål,” forklarer hun. “At jeg kan være med til at hjælpe nogen.”

For kvinder der gennemgår det samme som Caroline, er aborten oftest den første store selvstændige beslutning, som kvinderne tager i deres liv. Derfor kan oplevelsen også være med til, at kvinderne føler sig stærkere, fordi de altid vil kunne huske, at de traf det rigtige valg.

“Med denne her store beslutning, kommer de mentalt styrkede ud på den anden side,” fortæller Charlotte Wilken-Jensen. “Kvinder taler ikke om deres aborter, men de glemmer dem aldrig.”

FAKTA OM ABORT

Begrundelser for abort blandt kvinder under 25 år

  • De føler sig for unge
  • De har svært ved at forene uddannelse og barn
  • Deres økonomiske situation er ustabil

Kilde: Sundhedsstyrelsen – undersøgelse om uønskede graviditeter og valg af abort blandt kvinder under 25 år (2010)

Mødrehjælpen rådgiver årligt omkring 400 kvinder og par omkring abort. 25 procent af dem henvender sig for at få hjælp til at bearbejde aborten. 

21 procent af dem, der i 2017 fik en vejledningssamtale hos Mødrehjælpen, var blevet henvist af den praktiserende læge.

Derudover er 12 procent blevet henvist til Mødrehjælpen af gynækologisk afdeling.

40 procent af kvinderne havde selv opsøgt vejledningen gennem eksempelvis Google.

Kilde: Mødrehjælpen 

Forskellen mellem medicinsk og kirurgisk abort

Medicinsk abort anbefales til kvinder, der er gravide til og med niende uge. Kvinden får udleveret en pille med midlet mifepriston, der afbryder graviditeten. Dagen efter skal hun sætte fire piller, der indeholder misoprostol, op i skeden. Disse piller gør, at livmoderen trækker sig sammen og tømmes. Der vil derfor være mavesmerter og blødninger.
Den medicinske abort kræver ikke indlæggelse og det er den mest udbredte form for provokeret abort. Efter indgrebet skal kvinden scannes eller have taget en blodprøve for at sikre, at hun ikke længere er gravid.

Den kirurgiske abort anbefales når kvinden er længere end 9 uger henne i sin graviditet. Behandlingen starter med, at kvinden får en pille med midlet prostaglandin. Prostaglandin er et stof, der blødgør og udvider livmoderhalsen. Kvinden bliver så lagt i fuld narkose, og graviditeten bliver fjernet fra livmoderen ved et sug. Kvinden kan tage hjem fra hospitalet samme dag.

Kilde: www.sundhed.dk

Topbillede & artikelbilleder: Charlotte Bjerrekær & Camilla Carlsson

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Charlotte Bjerrekær (f. 1991) læser cand.mag. i journalistik på Syddansk Universitet. Hun har en bachelor i medievidenskab og interesserer sig særligt for hunde, podcasts og ægte menneskelige fortællinger.

Camilla Carlsson (f. 1993) har en bachelor i samfundsfag og læser cand.mag. i journalistik på Syddansk Universitet. Har en forkærlighed for politisk journalistik, hvor der er plads til nuancer.

Seneste artikler om Liv & Mennesker